Jeg har allerede fortalt i A&I at Chase har fået diagnosen Dilated Cardiomyopathy, som er en sygdom der svækker hjertet, den er uhelbredelig og hunden dør på et tidspunkt af hjertestop eller andre komplikationer. Gennemsnitslevetiden fra diagnose er omkring 2 år, men jeg kender nogle stykker der har levet 3-4 år, og heldigvis lyder det til, at vi har fanget det tidligt.
Formålet med tråden er ikke så meget at bede om råd (der er ikke så meget, der kan gøres udover medicinering, men har I nogle bliver de selvfølgelig modtaget med kyshånd) eller ynk - jeg vil bruge den som en slags log hvor jeg kan dokumentere hvad der sker hvornår, og hvordan det hele forløber. Jeg skal bl.a. med jævne mellemrum måle hans vejrtrækning og hjerterytme mens han sover, samt måle omfang af bughulen, da sygdommen kan medføre at der lækker væske ind i bughulen.
Chase har indtil videre ikke haft nogen symptomer og virker fuldstændig normal og glad.
Hidtidige forløb:
Januar 2013 - til årligt tjek opdager dyrlægen ved en tilfældighed, at hjerterytmen af og til er lidt ustabil. Han lytter rigtig længe og fanger kun et enkelt "hop". Vi beslutter at få lavet en ultralyd for at være på den sikre side. Ultralyden viser ikke noget alarmerende.
Januar 2014 - til årligt tjek opdager dyrlægen en mislyd i hjertet (murmur). Dette er lidt mere alarmerende, og vi får en hjertespecialist til at foretage et echocardiogram, som påviser, at han har begyndende cardiomyopaty - forstørret hjerte.
To slags medicin bliver ordineret: Benazepril 10 mg som hjælper med at holde blodårerne åbne, og Vetmedin 10 mg der styrker hjertemusklen.
Som sagt er Chase foreløbig helt normal og aner ikke, der er noget galt.