Doberfan

Hold op hvor er det helet flot!! Men bedst af alt er jo, at Eddie er rask og I kan lægge bekymringerne bag jer.

Pakke snobberiet væk?? Hvad i alverden tænker du på - medmindre det her er en stor joke, og det håber jeg inderst inde det er, så synes jeg godt nok du tager din hunds helbred, og dens evt. hvalpe, meget meget let. Hvis din historie er sand, hvorfor stod du så ikke hos dyrlægen samme dag i stedet for blot at ringe, og først søge hjælp, via nettet, ca. to uger før hun nedkommer, hvis hun altså er drægtig? Med en (givetvis ikke billig) udstillingshund du har fløjet over Atlanten? Ikke at det gør en forskel hvad hundens velbefindende angår, men nej, jeg nægter at tro det.

Min Chase har samme problem, har absolut ingen symptomer og medicinen koster her 766 kr. pr. år. Chase er 6 eller 7, men min gamling, Rocky, havde samme problem og han blev 14.

Vi er så heldige at have en super dyrlæge mindre end 10 min. kørsel herfra, og så har vi verdens bedste (ca.) specialklinik en halv time herfra. Det var der Sadie fik opereret sit knæ efter korsbåndsskade.

Det lyder bestemt som den eneste rigtige beslutning. Missing har ret, lige om straks har du svært ved at holde hende i ro! Det er imponerende så hurtigt hunde kommer sig. God bedring til hende - og til dine nerver.

Da vi fik Leah (hvalp) sidste år var Sadie 11, Greta ca. 8 og Chase ca. 5. Alle elskede Leah, men det var Sadie som var Leahs største idol, og Sadie blev helt pjattet igen og legede meget med hende. Siden har vi mistet Sadie og nu er det Greta der er idolet, mens Chase er legeonkel. Jeg tror også at nogen du har snakket med har fået galt fat i det. Mere end to års aldersforskel gør det bedre, ikke omvendt.

synes virkelig godt om navnet Kahlua og Lua som den korte version. Super skøn og dejlig hvalp, stort tillykke med hende!

Det kan være allergi af en art. Hunde kan være allergiske både overfor pollen, græstyper, stoftyper (gulvtæpper) og foderarter bare for at nævne nogle få ting. Jeg ville afgjort tage ham til dyrlægen og få det afklaret.

Ej undskyld, det havde jeg da helt svedt ud med skilsmissen.

Har I lavet reglerne om?

:banan: :banan: :banan:

Åh hvor er du uheldig. Men næste gang lykkes det, basta!

Stort tillykke! Hvor er hun bare skøn.

Jeg synes overhovedet ikke antal m2 betyder noget som helst, så længe din hunds behov er dækket. Mine tre dobere kunne leve på 20 m2. De vil jo bare bære sammen med mig. Tre ture x 1 time er flot. Husk bare, at hunden skal starte lidt forfra med at være alene hjemme et nyt sted. Held og lykke med det hele.

:banan::banan::banan:

Nu har jeg mistet den grønne dut, der viser, at man har svaret i en tråd. Ingen katastrofe, men den er da meget rar at have.

Spørgsmål: hvornår synes I, at I er klar til konkurrencer? Det kommer af, at jeg spurgte min træner om detaljer omkring et stævne her i weekenden, som jeg måske var interesseret i at være tilskuer til. Jeg kunne ikke drømme om at stille op, men hun sagde, at hvis vi ville være med kunne hun godt arrangere det. Jeg var helt paf, det kunne jeg ikke drømme om. For mig skal hund og jeg være rimeligt rutinerede og sikre i alle øvelser før jeg kunne drømme om at stille op. Ikke kun for vores skyld - jeg vil også gerne gøre min træner ære og kun stille op, hvis vi er sikre på et hæderligt resultat. Jeg fornemmer at agility måske er anderledes, for der kan man vist nemt få disks uanset hvor meget man har øvet, men i lydighed f. eks. synes jeg da man bør være rimeligt sikre før man overhovedet overvejer at stille op?

Lyder vildt fedt, PP. Og ret imponerende, når du ikke rigtig har mulighed for at træne AG derhjemme. Og så er jeg ret benovet over at Agnes kan se om hundene rammer felterne!!

Jeg har aldrig selv været ude i "det grå område". Dem jeg har måttet sige farvel til, der har overhovedet ikke været nogen tvivl, der var ingen andre muligheder. Men hvis jeg skulle sætte ord på kriterierne, ville det være, om hunden føler sig tryg. Jeg ville godt kunne holde liv i en hund med lette smerter - de fleste gamle mennesker har jo også ofte smerter, uden at de synes livet ikke er værd at leve. Men hvis det kom dertil, at hunden var bange, enten pga. smerter eller svaghed, ville jeg slutte det. Da Sadie sprang sit korsbånd i en alder af 10, var min eneste betænkning om hendes hofter kunne holde til at gå igennem forløb med operation og genoptræning. Der fik dyrlægen overbevist mig om at hun sagtens kunne, og jeg fortryder ikke at vi gjorde det. Hun fik to rigtigt gode år mere, og dem ville jeg ikke have undværet. Min bekendte har lige mistet en hund på 23!! Stor blandingshund, som hun adopterede da den var 2. Hun fik 21 år med den, og den fejlede aldrig noget. Om det mest er arv eller miljø tør jeg ikke spå om. Nogle racer er jo disponerede for visse skavanker, men ser man bort fra det, tror jeg bestemt også, at miljø, fodring og motion spiller en stor rolle. Og livsglæde generelt, måske?

Nøjagtigt det samme drev mig mere eller mindre til vanvid i starten da vi havde hunde sammen. Keith fattede ikke rigtigt det der med en enkelt kommando kun betyder en ting, og det var som om han troede at hundene havde fuld forståelse for lange sætninger. Men det varede ikke længe, før jeg fandt ud af, at hundene sagtens kan kende forskel. De ved udmærket godt, at hvis jeg siger nej, så betyder det nej, men hvis Keith siger nej, så betyder det måske. Eller ja. De tager fusen på ham gang på gang! Men, hvis klikkeren er et vigtigt redskab for dig, ville jeg nok holde kæresten fra at bruge den, og så ellers bære over med hans inkonsekvente forsøg på opdragelse. Så længe han ikke skælder ud eller udviser irritation, så tror jeg ikke der er nogen skade sket.

Det er jeg godt nok ked af at læse, selvom hunde godt kan leve mange år med forstørret hjerte - afhængig af hvad årsagen er. Krydser fingre og håber det bedste.

Det gør helt ondt i hjertet på mig at se og læse - kan slet ikke forestille mig hvordan du har det. :ae: