jeg er jo så en af de dovne hundeejere der valgte at kastrere min hanhund. Jeg har kæmpet en brav kamp for at løse vores problemer uden kastration, men jeg endte med at kaste håndklædet i ringen for en måned siden. Og ja det er det bedste jeg nogensinde har gjort!
Jeg har gået til træning med ham i 2 år, ved forskellige trænere, og fra vi ramte kønsmodningen har jeg ikke kunne komme i kontakt med ham. Heller ikke trænerne. Træning bestod af mig der afprøvede forskellige kontaktøvelser og en dybt stresset hund der ikke tænkte på andet end dufte og andre hunde. Vi har været til adfærdsbehandler som gav mig forskellige redskaber til at få kontakt, stadig uden resultat. Gåture var et helvede fordi han ikke havde fokus på andet end tævepletter og skiftevis plantede sig ovenpå en og nægtede at gå eller var ved at rive armen af mig fordi han sprang ud efter en duft.
En mere erfaren hundeejer havde da muligvis løst problemet på 5 minutter, men det oversteg altså mine evner. Og sådan er det, det kan jeg ikke få dårlig samvittighed over, uanset hvor meget jeg har ødelagt hans personlighed
Han blev kastreret for godt en måned siden. Gåture er en fryd, han snuser og gør ved som en normal hund, men der er kontakt og han trækker ikke. Træning er pludselig sjovt for os begge. I dag har vi gennemført et fællesdæk, noget der havde været fuldstændig umuligt for en måned siden. Bortset fra det er han præcis den samme som før :hjerte: Og at sidestille min handling med folk der debarker deres hund er simpelthen ude af proportioner