Tine1
-
Antal indlæg
1.251 -
Medlem siden
-
Senest besøgt
Indholdstype
Profiler
Forummer
Artikler
Hunderacer
Indlæg skrevet af Tine1
-
-
det var synd
- men godt, at de har en specialist, der kan tage sig af det. og så må du jo bare holde ham i ro og hygge om ham over weekenden. men knæskallen er revet løs i faldet, ikke? det er ikke noget medfødt (altså PL)?Den er revet løs i faldet - men ifølge dyrlægen sker det ikke, hvis han ikke i forvejen var disponeret for det... Det var trods alt kun et fald fra en sofa. Så måske PL..??
Knæskallen i modsatte side var dog ikke så løs.. hvad det så end betyder... -
Så har de ringet...
De fandt heldigvis ikke andet end den dumme knæskal der... Den var tilgengæld alt alt for løs og skøjter rundt derinde. Så hun var faktisk ikke i tvivl om, at han skulle opereres. Det kan dog vente til mandag, hvor han først skal undersøges af "knæspecialisten", der også skal opererer ham - og det kan jo være, at han har en anden vurdering.
Såååee... indtil videre ser det altså lidt skidt ud...
Glæder mig bare til, at han kommer hjem om et par timer..
-
Stakkels Otto. :ae:
Det er vel ikke sikkert, at det er nødvendigt med en røngtenfotografering? Hvis det "bare" er en forstuvning, bør dyrlægen kunne finde ud af det bare ved at mærke på Otto. Det kunne min i hvert fald, da Tyson forstuvede det ene forben.
Det er helt sikkert dyrere at bruge dyrlægevagten, så jeg ville tage af sted med det samme (også for Ottos skyld).
Jeg ved godt, at det er for sent i det her tilfælde, men jeg vil anbefale dig at tegne en sygeforsikring til ham, så du kan få dækket lignende udgifter fremover.
Han er sygeforsikret (Det viste sig til morgen, da jeg kontaktede dem, at de havde slettet min forsikring - men det var heldigvis et uheld... Fik lige et chok der!!), men jeg skal jo stadig lægge ud for det ik.. tror jeg...??
-
Har lige afleveret min baby til dyrlægen...
Hans knæskal er helt løs, men hun var i tvivl om, om det "bare var det". Det kunne også sagtens være hans korsbånd, brud eller hoften - tvivler nu på at der er noget galt med hans hofte.
Pis pis pis pis...:damn:
Så nu sidder jeg bare her og venter på, at de ringer...
-
Han er blevet skubbet ned fra sofahøjde, så det er jo ikke så højt, men han er jo landet forkert (og HAR selvfølgelig forklaret sønnen om alvoren i det her)..
Lyder ikke rart med sådan PL... håber da virkelig ikke at det kommer til at tage så lang tid. - men godt at høre at det trods alt gik i sig selv..
-
Ringede til dyrlægen i dag og fik at vide, at det ville koste ca. 2000-2500 kr at få Ottos ben undersøgt med røntgen inkl. konsultation og evt. bedøvelse..
Ved nogen, hvad det ca. ville koste, hvis man ser det an en dag mere og tager til dyrlægevagten i stedet?
-
For lidt tid siden forsøgte jeg at undersøge hans ben, mens han stod op. Først det raske bagben - satte hånden under poten og løftede, så han bukkede alle benets led og stemte lidt imod.. Samme procedure med det dumme ben - hvor han slet ikke stemmer imod, og jeg fornemmer et "smut"
:shock: Og umiddelbart efter blev Otto fuldstændig sig selv.. Hoppede rundt - gøede at en lyd udendørs, spiste, ville ud og tisse osv.. Et kort sekund troede jeg, at jeg havde helbredt ham - ligesom de sublukserede albuer på børnene på skadestuen, der bare skal have lidt hjælp til at komme på plads.. men ak nej... nu vil han ikke støtte igen..
Tænker sprungne ledbånd og alt muligt..
-
Øv, håber at han har det bedre i morgen.
Er han øm, når du rører ved benet ?
Jeg ved det faktisk ikke... Han knurrer lidt, når jeg piller ved det - men det gør han nu også, hvis jeg piller ved det andet.
Men der er ikke sådan et område han reagerer mere på end andet... Desværre.. så vidste man da hvad man skulle forholde sig til.
-
Stakkels lille Otto slog sit ene bagben i formiddags. Jeg aner ikke hvordan, da jeg var ovenpå, da det skete - jeg hørte bare hylet og kom ned til en 7-årig ifærd med at tage strømper på - Han havde bare skubbet Otto væk, hvilket man jo godt kan forstå... (går udfra alle herinde har forsøgt at tage strømper på med en ivrig legesyg og pænt irriterende teenhvalp om benene.. :damn:)
De første mange timer ville han slet ikke støtte (men tog da lystigt trapperne på 3 ben... skøre hund)... Nu halter han mest, ind i mellem går han langsomt, men helt normalt... - og så kan han pludselig ikke støtte igen..
Han ligger bare og ligger, hvilket der jo ikke er noget at sige til, når det gør ondt hver gang han prøver andet...
Håber han sprutter af energi i morgen tidligt, for ellers må jeg og min kassekredit jo et smut til dyrlægen..
-
-
Der var vist en rigtig god tråd herinde om ligepræcist det, som jeg blev linket til, da jeg ventede på Otto..
-
Hvordan går det med Jessie i dag?
-
Jeg er sådan set ligeglad med uddannelse - men det er måske også fordi Otto ikke skal udstilles.
Jeg ville nok foretrække en frisør, der gjorde min hund tryg og som var god til at lære fra sig og ikke "holder fast" i sine arbejdsopgaver, men er interesseret i at give råd om, hvordan man selv kan klare nogen af opgaverne selv..
Og så prisen selvfølgelig... Har kun haft kontakt til en enkelt frisør - og der var hun betalt per minut.. Dvs. hvis Otto bare skulle have studset øjne, så skulle jeg kun betale for det antal minutter hun brugte på os.. Altså uden et minimumsbeløb. Som nærig kunde er den politik jo lige i skabet. :5up:
-
1
-
-
Jeg nåede det så ikke... hmm...
Men et forsinket tillykke så...
:tillykke::tillykke::tillykke:
-
Velkommen til...
Var du med på Ishøj strand sidst? For så har du jo mødt både Halfdan og Otto også..
Otto er min første hund og er en løwchen på 9 mdr.
Som barn er jeg vokset op med dalmatinere, som er en rimelig dominerende race.
Kender mange, der har "knækket nakken" på schæfere (ikke at der er noget galt med schæfere - det er bare sjovt nok de hunde i min vennekreds og familie, som altid har endt med omplaceringer)
Så da jeg skulle vælge hund, tænke jeg også meget på, at det skulle være en lærenem, sød og rar og ikke for dominerende hund, som jeg ville kunne magte alene.
Har ikke fortrudt, at jeg har valgt en løve - øj hvor er han dejlig..!! Og det er alle de andre løver jeg har mødt også. Det eneste problem jeg har fået indtryk af med racen er, at det er en udpræget selskabshund, der ikke synes, at det er en fest, at være alene..
-
Siger mange tak til alle for jeres input - Det er altså guld værd at have jer til at kaste lidt lys over emner, som jeg aldrig kunne tage stilling til med den hundeerfaring jeg har (eller mangel på samme:genert:)
Min konklusion må p.t. være,
at en nok så sød dyrlæge ikke skal vurdere min hunds psyke udfra en 15 minutters konsultation...
at Otto har et fantastisk sind, som jeg ikke umiddelbart har lyst til at ændre...
Han får lov at forblive intakt... indtil videre i hvert fald....
-
nogle gør, helt sikkert. jeg har også stor respekt for min egen dyrlæges viden, også om den slags. men jeg hører bare mange eksempler på det modsatte. f.eks. aslans eksempel, med en dyrlæge, der mente at en lille hvalp dominerede pg.a. angst-markering. har også hørt mange eksempler på håbløse råd ang. bl.a. separationsangst.
i øvrigt ved jeg ikke selv særligt meget - men det kender jeg (til) folk, der gør. bl.a. ninjamor, som jeg har gået til træning hos, men også andre herinde fra. og jeg ville til en hver tid gå til dem frem for dyrlægen, hvis jeg havde et adfærdsspørgsmål.
Det lyder også helt sindssygt med Aslan...
I går læste hun jo sådan set Otto rigtigt.. Hun understregede nemlig, at han ikke var bange, men at han bare ikke gad at finde sig i det.. Og det var altså også sådan, at jeg selv læste situationen.
Tror nu ikke, at der er noget galt i hendes bedømmelse af Otto... sådan da... Det er mere hendes lette holdning til indgrebet jeg tænker over.
-
se her mener jeg så, at hvis det er træningen der halter, er det træningen der skal ændres på - her ville jeg aldrig ty til kastration, for det første fordi det er "dovent", og for det andet fordi, jeg slet ikke ville kunne stole på, at det hjalp overhovedet. hvis tilgengæld hunden er f.eks. konstant rundtosset pg.a. tæver, ville jeg måske overveje det. altså hvor det reelt er hormonerne, der er problemet.
og så kunne jeg aldrig finde mig på at gøre mig klogere end en dyrlæge på dyresygdomme - det de er uddannede i. har dog intet problem med at gøre mig klogere end dem på adfærd, som de ikke nødvendigvis har den store indsigt i. jeg gør mig f.eks. heller ikke klogere end min far på tilsætningsstoffer, det er han nemlig uddannet inden for. men jeg gør mig (meget) gerne klogere end ham på f.eks. politik. det ved han nemlig ikke så meget om, det tror han bare selv :blink:
Arrrhh... mon ikke, at de ved noget om adfærd alligevel, når det kommer til stykket...?
Min dyrlæge er da bl.a. valgt for sin tydelige interesse for dyr - også det væsen, der gemmer sig indeni. Og selvom jeg i går mødte en anden end den jeg er vant til, var jeg da aldrig i tvivl om, at dyr og deres væsen er det, som hun brænder for.
Jeg vil til hver en tid lytte nøje til, hvad en dyrlæge har at sige om min hunds adfærd - andet ville jeg da næsten betragte som uansvarligt. At man så bagefter vejer og måler de sagte ord og tager det til sig, som man føler er gavnligt for en, er så en helt anden sag.
-
Jeg kan ikke huske hvad hormonet hedder...
Det er ikke kun testosteron, der er et andet stof, som hanhunde producerer.
Sagen med det stof er, at det holder dem oppe på dupperne.
Når man så kastererer, så sænker man produktionen af det stof.
Det mindster så ting som stress og nervøsitet, aggression. Tager lige toppen af skarpheden.
Det fjerner dog ikke en hunds angst for negleklipning, sådan noget skal trænes.
Har selv lige fået kasteret vores Border for et par måneder siden, det har givet en meget tydelig forandring.
Han blev dog kasteret meget sent, han var allerede 3 år gammel, så alle hans hanhunde vaner er intakte. Han er stadig lige vild med damer og hans rutiner med at urinmarkerer sin autoritet overfor andre hunde, de er også intakte.
Vi vidste godt at kastration i den alder kun ville have en 50/50% chance for at ændre hans adfærd, men det gik så til den gode side. Han er knap så skarp og kan nemmere bevare fatningen under træning.
Men som regel får jeg hanhunde kasteret ved 6-8 måneders alderen, alt efter om testiklerne er faldet ned, det giver en lidt permanent hvalpet hund, men det synes jeg nu egentlig er meget rart.
Interessen for damer når heller ikke rigtig at blive vakt, den kan være til stede, men ikke særlig tydelig eller vedvarende.
Såå jeg ved ikke. Af erfaring så synes jeg det har virket rigtig fint at få hanhundene kastereret tidligt.
Derud over er det også en tradition her hvor jeg kommer fra, og man undgår også upsere.
Hvis han har en god portion temperament i sin personlighed fra fødslen af, så kan kastrationen også hjælpe ham lidt, så han ikke føler at verden falder sammen, når I skal træne alle "ubehagelighederne" .
Der er så også den mulighed at give ham noget beroligende, når I skal træne ting som negleklipning. (Så behøver du, som sådan ikke kasterere og du behøver kun medicinerer under indlæring.)
Det er lettere for ham at administrere sine indtryk, når ikke kemien i hans krop tager kontrollen fra ham.
Det der med negleklipningen var sådan set bare et eksempel på en magtkamp. Men lige den vinder jeg jo hver gang - så det er ikke her, at jeg ser problemet.
Regner nu heller ikke med, at en kasteration vil få ham til at elske at blive soigneret... hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg faktisk ikke rigtigt, hvad jeg har lyst til at ændre på min hund.
Jo - det skulle lige være hans selektive hørelse - og den har tæver i puberteten jo også?
Og så er han begyndt at tisse på os, når han bliver stresset.. f.eks. når et barn bliver hysterisk.. eller hvis kæresten får for meget opmærksomhed:genert:
-
Skift dyrlæge
De er 3 dyrlæger på klinikken - og plejer ikke at bruge hende her... Insisterer på vores vanlige doktor næste gang:blink:
-
Hvor gammel er han egenligt.
Han er ved at være 9 mdr. Så hormonerne er nok også på sit højeste nu.
jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at det at kastrere ham, pludselig ville gøre ham vild med negleklipning og den slags "overgreb". nu er en dyrlægesituation jo også noget særligt - hvis min dyrlæge skulle vurdere halfdan, ville hun sige at han var en bange af sig og stresset hund, hvor jeg skulle arbejde med hans selvtillid og socialisering eller hvadvedjeg. men sådan er han jo slet ikke til hverdag. min pointe er bare - at man altså ikke kan vurdere en hund ud fra, hvordan den opfører sig på et dyrlægebord. skulle du have en rigtig vurdering af otto, skulle det jo ske i hverdagssituationer. og af en der virkelig ved noget om hundeadfærd - og det gør dyrlæger altså sjældent i særligt høj grad.Hvis Otto havde opført sig meget anderledes, ville jeg også bare have rystet på hovedet af hende... men "problemet" er, at han faktisk opførte sig ret Otto-agtigt på det dyrlægebord.. Glad, imødekommende osv. - altså når hun bare ikke hev for meget i ham. Ligeså snart hun slap, elskede han hende igen.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvad din dyrlæge ville have sagt om Sofus. Hvis du vidste, hvor hidsigt han hakkede ud efter mig som lille, når jeg friserede/trimmede/børstede tænder/klippede negle på ham.....heldigvis har jeg en god teknik, så jeg ikke blev bidt, men jeg opfattede det ALDRIG som en magtkamp. Blot som en uheldig måde at manifestere sin stærke vilje på.Jeg tog aldrig "kampen" op, men valgte i stedet at hviske til ham, fx "Ja, jeg ved det godt, men der er ikke noget at gøre ved det, do".
Hver gang jeg hviskede, holdt han inde med sine dårlige manerer og kiggede forbløffet på mig, og efter nogle uger kunne jeg pille-rode-rage alt det, jeg havde lyst til.
Jeg opnåede - i mine egne øjne i det mindste - to ting: Jeg fik min vilje OG jeg masede ikke hvalpen.
Sådan ville jeg ikke reagere i alle situationer, men pille-rode-rage-situationen opfattede jeg mest som ren indlæring, og så gjorde det ikke så meget, om det tog sin tid.
Har virkelig forsøgt mange forskellige metoder til at få ham til at ligge stille i de der situationer. Og der er ingen tvivl om, at den "magtliderlige" er den mest effektive, hvor jeg får tid til at gøre det ting, der skal gøres uden konstant at skulle hviske, nusse og fodre ham.
Selvfølgelig er vi gode venner imens. Laver ikke overgreb på min hund - og vi har faktisk en ganske hyggelig stund, når han har fundet ud af, hvem der er den stærkeste...
Jeg ville aldrig kasterere min hund på baggrund af en dyrlæges vurdering, de er netop ikke adfærdsspecialister. Og hvis man skal være lidt kynisk så er en kasteration penge til hende
Den situation som Aslan beskriver har jeg også oplevet, dog med en hundetræner der dømte min dengang 13 uger gamle hvalp til at være en alfa der ville tage magten i hjemmet. Der er desværre nogle mennesker der er meget hurtige til at komme med den slags vurderinger på baggrund af en enkelt observation af en hund.
Hvis du selv vurderer at du gerne vil have ham kastereret fordi du tror det vil have en god effekt på jeres indbyrdes forhold så er det en anden sag
I har nok ret mht at det ikke er dyrlægerne, der er adfærdsspecialisterne.. Havde jeg faktisk ikke rigtigt tænkt før I skrev det..
Forsøger mig med min almene fornuft - og p.t. ser jeg ikke hans testosteronbalance, som noget problem, der ikke kan løses med træning.
-
jeg er godt nok meget uenig. altså ikke i, at du skal kastrere otto, hvis det er det du ønsker. men i, at hvad du fortæller, skulle have noget som helst med alfa at gøre. synes bare, at jeg har hørt SÅ mange historier, om dyrlæger der udtaler sig om adfærd, uden at have noget som helst at have det i. så det ville jeg ærligt talt springe op og falde ned på. oplever i øvrigt ikke otto, som særligt "dominerende", eller hvad hendes pointe nu var. eller specielt sådan over-"sexet". håber, at der kommer nogen på banen med større viden end mig, dog.
Det er heller ikke min egen opfattelse af ham. Når han er blandt mange hunde eller mennesker, søger han mig meget - og er faktisk ganske god til at høre efter (altså... sådan nogenlunde). Magtkampene kommer faktisk kun, når det er mig og ham - eller få andre. Men så er de der tilgengæld ofte. Og det var jo så også det, at hun var vidne til.
-
Nix!, bare af med kuglerne.
Og på med vanten med træning. Så længe han kan god omgangstone, så kan han være ligeså meget alfa han har lyst til.
Bare fordi man er en alfa, behøver man jo ikke være en bisse. :hjerte:
Tak - for synes nemlig heller ikke, at han er en bisse.. Han er jo noget af det sødeste... med tilbøjelighed til egen vilje...
-
Tilføjelse:
Noget som hun også mente karakteriserede alfa adfærden, var vores magtkampe. F.eks. når han skal have klippet negle. Hvor de fleste hunde (ifølge hende) kan afledes med godbider osv, skal Otto sættes på plads. Godbidder har ingen effekt. Det eneste der virker er øjenkontakt, jeg holder ham fast og siger bestemt "det er MIG der bestemmer".
Ifølge hende vil de fleste hunde blive mere stressede af den håndtering... med mindre der er tale om en hund, der vil bestemme.
Halt og trist
i Lowchen
Besvaret
Har lige siddet og læst lidt om PL.. Det ser udtil, at man godt kun kan have det på det ene ben.. - spørgsmålet er vel, om det er kun er traumet i går, der er årsag til det eller om han har arvet det.
Fandt det her: "Det er sjældent skader, som er årsag til løse knæskaller. Hos en hund, som har forandringer i bagbenet som disponerer for løse knæskaller, kan en skade derimod ofte medføre, at knæskallen glider ud af sit normale leje. Da disse forandringer er deformiteter som følge af fejludvikling af bagbenene, som kommer gradvis i vækstperioden, opdages patella luxation ofte i en ung alder."
Så det tyder på, at det ikke kun er korte ben og pelsfejl min søde hund har fået med sig...