Dina

Ja, så kan man da altid håbe, at kun et par af de sidst indlærte småsteps "ryger" og ikke hele adfærden. :slem: Det kan jeg godt forstå!! Tak for klippet.

Jeg læste atter dit indlæg og det eneste, jeg kunne finde om spring-op-problemet, var følgende: "Hopper en hund op, lærer jeg den at sitte ved synet af det som den hopper op ved. Man kan igen ikke sitte og hoppe samtidig, og hunden vælger adfrden, som betaler sig". Og du har da helt ret - det er, hvad man helt naturligt ville lære hunden, eftersom den jo ikke kan udføre begge former for adfærd samtidig. Og jeg er enig med dig i, at kontrabetingning er ulige mere sympatisk - og som ekstragevinst uden grimme bivirkninger - end ren straf. Jeg blev bare nysgerrig, fordi du skrev, at et problem "let kan løses én gang for alle". Det er nok som så mange andre i øvrigt udmærkede teorier en sandhed med modifikationer, for "letheden" vil altid være afhængig af, hvilken slags hund der er tale om og ikke mindst, hvor længe det pågældende problem har stået på. Du ved sikkert selv fra fx sportræning (eller en hvilken som helst anden disciplin), at hvis hunden fra start har indlært et uhensigtsmæssigt søgemønster og anvendt dette i lang tid, så kan man snildt lave det om til noget mere hensigtsmæssigt. Men kommer hunden efterfølgende i problemer på et vanskeligt spor, så falder den oftest tilbage i det først indlærte mønster. Dette må vel også gælde for alle andre "øvelser" - som fx uønskede opspring?

Hvis man har en meget forskræmt hund, brøler man naturligvis heller ikke op. Men så er problemet med fx bid og spring nok heller ikke særligt stort. Faktisk tror jeg, at det er en langt værre straf at ignorere en hund fremfor at give et godt, livskraftigt brøl fra sig, når man bliver bidt. Eller besprunget. Og jeg ville ikke frygte, at sådan en frækkert ligefrem ville få et chok af brølet. I det hele taget tror jeg altså ikke, at en hund normalt særligt let mister tilliden til sin ejer, medmindre der er tale om bevidst mishandling som spark og slag.

Jeg bliver nu altid lidt nysgerrig, når folk fortæller, at et problem - der evt. har stået på længe - let kan løses én gang for alle. Hvordan vil du fx løse problemet med, at en hund glad springer op ad folk?

Jeg kan nu godt genkende "de amerikanske tilstande" fra min i øvrigt helt danske ungdom. En temmelig stor del af studietiden gik faktisk med at skaffe penge til mad og husleje (og anden tant & fjas). Jeg har i tidens løb kendt mange unge mennesker, der elskede deres hunde og tog sig topfint af dem, og jeg har kendt mange ældre mennesker, der evnede det samme. Faktisk synes jeg, at det har knebet mest med NOGLE AF børnefamilierne. Når både arbejde og transport af børn til og fra diverse aktiviteter skal passes, så kan det nemt komme til at gå ud over en hund.

Grrrrrrrrr

En hovedrysten over andres ord kan vel aldrig opfattes som noget særligt konstruktivt?

Puha, godt at du var så hurtig til at reagere og GODT, at I fik så god og kvik en modtagelsen. Rigtig god bedring med det lille pus. :kys:

Det tror jeg såmænd slet ikke, for hvis jeg selv fx tog en omplaceringshund til mig, ville jeg lynhurtigt elske den himmelhøjt. Og jeg tror såmænd også, at en anden ejer ville kunne elske min hund lige så himmelhøjt. Jeg prøvede bare at "antyde" - lidt ubehændigt måske -, at der hos nogen kunne ligge en slags bekymring for hunden bag en beslutning om, at den hellere måtte aflives end sendes ud i et nyt hjem.

Jeg er overbevist om, at min hund kunne lære at elske en ny ejer. Derimod er jeg i tvivl om, hvorvidt en sådan ejer mon kunne elske min hund så højt, som jeg gør?! Det er måske mere sådan en følelse, der får folk til at foretrække aflivning fremfor at placere deres elskede hund i et andet hjem. Hvem ved?

Jeg tror, at "spidsen" skyldes, at man så let kan forestille sig, hvordan man selv ville have det, hvis ens hund pludselig skulle bo i en anden familie. Det er ikke til at holde ud at tænke på. Men der kan være situationer for nogen, hvor det er den bedste løsning. Det må man naturligvis respektere. Hvad jeg derimod aldrig i livet ville så meget som DRØMME om at respektere, er de mennesker, der uden tøven kasserer hunden, fordi de mener, at den fx ikke egner sig til den sport, som de ønsker at dyrke. Det kommer jeg aldrig til at kunne forstå. Men det er så en helt anden situation end den, vi diskuterer nu.

Jeg siger: Jeg ville have ventet, hvis en lille ny virkelig var så krævende, at der ikke var noget i overskud til min gamle hund. Jeg ville aldrig kunne give mine hunde væk, men jeg erkender, at ikke alle har det på samme måde.

Du behøver ikke at føle dig ramt, for folk herinde ved vist godt, at Izzy har et godt liv hos dig. Men helt generelt - så er tilværelsen en kende mere ustabil hos helt unge mennesker. Der er så meget andet, der trækker, også til trods for at de har et stort hjerte for hunde. Der er uddannelse, fester, rejser, venner, kærester..... Men desværre er alder og modenhed heller ingen garanti for, at en hvalp får et godt liv. Lige nu og her har jeg kendskab til hele to så absolut modne hundeejere i absolut stabile kår. Hvalpekøbere, som formentlig enhver opdrætter med glæde ville have solgt en hvalp til. Den ene hvalp blev omplaceret i en alder af 1 år. Den anden på nu 1½ år forsøger opdrætteren i disse dage at trække hjem. I begge tilfælde er der tale om en slags "åndelig grusomhed", med to ulykkelige, frustrerede hunde (og såmænd også ejere) til følge. Begge disse to hvalpekøbere narrede også mig, så jeg er LYKKELIG for, at jeg ikke er opdrætter!

Det er muligt, at moderen ikke har spor forstand på hunde. Det er også muligt, at adfærdsbehandleren ikke er specielt god. Faktisk er der ret mange muligheder i denne sag, fordi vi alle - går jeg ud fra - kun kender til den fra artiklen. Det eneste vi med bestemthed ved er, at det er en sørgelig historie for alle parter.

Du kender altså familien? Eller udtaler du dig på baggrund af moderens ord om hundens "til tider voldsomme adfærd og aggressive adfærd overfor andre hunde"?

Jeg kunne aldrig drømme om at lade børnebørn eller andre børn for den sags skyld alene med min i øvrigt temmelig fredelige airedale terrier. Ikke af frygt for, hvad han kunne finde på, men af frygt for, hvad en lille trold pludselig kunne hitte på. Jeg ville heller ikke frygte en amstaff, der hilste på nogle af mine efterkommere (såfremt jeg altså kendte hunden!). Min frygt i forbindelse med kamphunde går ene og alene på hundemøder med min HUND. Sgutte med børn. Men bl. a. Sigurd har nu lidt ret i, at vi ikke ved, om moderen til omtalte barn måske har en begrundet frygt, netop efter at have boet sammen med hunden. For det er da påfaldende, at hun slet ikke savner den, hunden? Hvordan dælen kan et normalt menneske leve sammen med en hund i flere år og så slet ikke SAVNE den, fordi man tilfældigvis ikke vil leve sammen med "den anden ejer" af hunden.

Uden at have læst videre i tråden hopper jeg lige ind her. Medmindre der er ting i sagen, som vi ikke kender til, så synes jeg, at faderen skulle rette lynhenvendelse til justitsministeren direkte, for dette smager umiddelbart af chikane. Måske han også kan få juridisk hjælp af DKK og listehundenes klub (kan ikke huske, hvad den hedder)?

De fleste kender nok denne, men jeg bare ELSKER den, så......enjoy!

Se det i øjnene - han vil bare ritti, ritti gerne ha' ritti, ritti mange vovser, do. Go' vind med projektet. :banan:

Det er et forkert ord at bruge, mener jeg, medmindre man mener, at hunden ønsker at behage sig selv. For en samarbejdende race er det at samarbejde med føreren nemlig selvbelønnende. :slem:

Det kan jeg som gammel hærget terrier-elsker godt give et bud på ved at bruge mine egne hunde som eksempel. En airedale er trods terrierblodet endog særdeles trænbar. Den lærer lynhurtigt en øvelse og kan udføre den måske 2-3 gange, før den går i koma. Til gengæld kan den lave det samme mange gange i rap, hvis det er en øvelse, som den VIRkelig tænder på. Det må da siges at være en trænbar hund, ikke? :slem: Så kommer vi til det selvstændige, der måske lettest forklares ved, at SELVOM en airedale kan udføre en øvelse korrekt, så lider den (airedalen altså) overhovedet ikke af selv den mindste trang til at VISE denne færdighed i tide og utide (fx til konkurrencer og ved andre for føreren betydningsfulde begivenheder). Men det er altså langt laaaaaaangt fra det samme som, at en sådan hund har nok i sig selv på samme måde som en kat (undskyld katteejere derude - jeg har sgutte forstand på katte og er måske vildt uretfærdig. Skyldes som sagt kun uforstand). Dét får du! Og du får også brug for din humoristiske sans - i den grad. Men det er det værd. Du griner højt hver eneste dag over det fjottede kræ. :hjerte:

Beundringsværdigt fint arbejde og engagement fra din side. Dejlig historie!!!!! Åh ja, forresten - de dersens gamle venner? Hvis de ikke selv kan se, at Suzi trods mange odds imod sig har haft et dejligt liv hos dig, så - skråt op! Du har haft både ret og hjerte hele vejen igennem.

Fiiiiiiilm!! Vi vil se fiiiiiiilm!!!! (Go' arbejdslyst!)

Helt enig! Og i øvrigt VAR I faktisk - da det så kom til stykket - gode hundeejere, der sørgede for, at han kom ud i et godt hjem. En hård beslutning for jer, men alletiders beslutning for hunden. :klap: