Dina

Jeg synes - med stor medfølelse! -, at du skal lade din elskede hund sove ind. Jeg har selv modermærkekræft og skal gå til kontrol hver 3. måned resten af mit liv, så jeg tager af gode grunde ikke let på den sygdom. Jeg har "set" hos medpatienter, hvad den har medført af såvel smerter som pinefulde behandlinger (der alligevel medførte døden i sidste ende), og det ville jeg ikke ønske for nogen - heller ikke for en elsket hund. Din hund må have haft et dejligt og langt liv og er højt elsket, siden du nu vil "stå på hovedet" for ham. At lade ham operere nu, tror jeg ikke vil gavne hverken den eller dig. Havde det så blot været et såkaldt tyndt mærke, så havde det formentlig været nok at fjerne det kirurgisk, men når det allerede har spredt sig op ad benet.... Jeg ved, at du har det forfærdeligt lige nu, og det gør mig så ondt for dig.

Jaaaaa :slem: Men det, jeg havde at sige, blev pludselig lidt irrelevant....sort of.

Slettet - havde sgutte set, at det var en gammel tråd. Akja.

Jeg kan selv undre mig over, at man i nogle tilfælde kun ønsker svar fra folk, der på forhånd er enige, men heldigvis kan jeg faktisk også kun komme i tanker om et enkelt tilfælde. Og det var formentlig, fordi TS ikke ønskede at være anledning til for hed en debat, hvor finkerne kunne komme til at flyve lige lidt rigeligt livligt af panden. Men det er lidt trist, for til en god og tankevækkende debat hører så mange gode argumenter som overhovedet muligt. Kun derved er der mulighed for at rokke lidt ved "vores allesammens" opfattelse af tingene. Hm, det kom nok lidt an på emnet, om jeg ville respektere det eller ej, men jo - jeg ville formentlig ikke gide skrive noget, hvis jeg på forhånd følte mig "diskvalificeret". Jeg bruger dette forum til hyggelæsning. Jeg bliver glad, når folk er engagerede og de fortæller, at de elsker deres kræ himmelhøjt.

Airedale terrier, airedale terrier, airedale terrier. Og hvis jeg kunne vælge et par stykker oveni, så måtte det nok blive en border terrier og en cairn terrier. Terriere er bare så skægge at leve sammen med. :klovn:

Kom sådan én forbi min dør - i dameudgaven! -, lukkede jeg omgående op og bød den indenfor!!! Kæft et pragtfuldt billede.

Nemlig! Men lige med denne hundetræner ville det nok mere være 99% træning af hundefører. Hun var ganske uovertruffen. Så skulle jeg nok selv tage mig af den lille ene pct., der blev tilovers.

For mig ville det også være helt utænkeligt at overlade opdragelse og træning til et andet menneske. Den slags ønsker jeg bestemt selv at tage mig af, også selvom der findes gudbenådede trænere rundt omkring. For det gør der jo. Jeg har dog snuset lidt til det, da vores første airedale skulle være med i en reklamefilm for det svenske postvæsen. Da stillede filmfolkene en skotsk træner til rådighed. Hun trænede dyr i bl. a. Hollywood og var hjemme (i Skotland) i anledning af sin datters forestående bryllup. Hun fik på en lille halv time løst et (godt nok lille) problem for resten af hundens liv. Resten af tingene var noget, han kunne i forvejen, eftersom han på det tidspunkt var 7 år og veltrænet. Men det foregik altså i vores eget hjem, så jeg på et blikøje kunne komme styrtende med krabasken, hvis jeg havde hørt så meget som det mindste piv ude fra køkkenet, hvor hun trænede hunden. :slem: Men var jeg styrtende rig, så ville jeg på stedet engagere hende til at træne - MIG. Jeg har aldrig hverken før eller siden set et menneske med så stor en forståelse for hunde. Hun kunne få dem til ALT, tror jeg.

Du er ikke et pyldrehoved. Du ved, hvad der kan være risikobetonet og handler konsekvent derefter. Et pyldrehoved ser generelt blot en stor fare i alle andre hunde og skovler derfor hvalpen op - for en sikkerheds skyld.

Det må også være temmelig frustrerende at opleve. Dog må jeg lige indskyde, at det skam ikke er alle terriere, der overdriver/forfølger offeret. Da Sofus - ca. 1 år gammel - blev overfaldet af en gul labradorblanding, stemplede han den lynhurtigt to gange, før den anden ejer nåede at få hevet sin hund til sig. Sofus blev stående helt roligt ved siden af mig og benyttede sig ikke af lejligheden (ejeren holdt godt fast i sin hund) til hverken at hakke videre eller bare så meget som at gå derhen. For ham var slagsmålet overstået. Ikke fordi det er specielt vigtigt, men det er en fordom, jeg ofte møder....den med, at terriere er så hysteriske. Men nu er en airedale jo selvfølgelig så heller ikke en ren terrier. :slem:

Omgangskredsen er fin nok, men jeg har flere gange set nybagte hundeejere i DcH, som skovler deres hvalpe op på armen, blot en voksen hund fredsommeligt trasker lidt nærmere for at tage hvalpen i øjesyn. Det er i mine øjne født til at gå galt, hvis hvalpe ikke må møde voksne (fornuftige) hunde. Når de selv bliver voksne og løber frit rundt på stranden eller andre lovlige steder, så kan de jo ikke undgå at støde ind i en artsfælle. Det skulle helst ikke opfattes som en farlig situation, hvor angreb er det bedste forsvar, nu hvor man selv er blevet for tung til at komme op på mors arm.

Og jeg har været så heldig overvejende at møde gode labber. Sofus leger daglig med en af dem, nemlig Nikolaj, vores nabos 2 år ældre hanlabrador, som kommer fra en mikrobittelille opdræt, hvor ingen af hundene egentlig "laver noget". Men kæft, hvor er Nikolaj da nem og dejlig.:hjerte: Så de findes skam.

Du skal ikke et eneste øjeblik lade sådanne hundeejere få held med at give dig en dårlig følelse. Du gjorde det eneste rigtige og du fortjener i stedet STOR ros for at have modet til at handle. Enhver med en smule omtanke i hovedet ville straks kunne forstå, at der er et alt for stort misforhold mellem en glad, legesyg labradorhvalp og så en langt yngre gravhundehvalp. Selvfølgelig kan de lege sammen, men denne form for leg var uheldig og blev heldigvis stoppet - for denne gang. I øvrigt er det forresten fløjtende ligegyldigt, hvor fornuftig du så end er, for du kan altid være så uheldig at komme ud for uvidende hundeejere. Så tro du kun på dig selv, så længe du kender baggrunden for, hvorfor du handler som du gør. :5up:

Bland dig udenom ting, du alligevel så åbenlyst ikke forstår. Jeg er temmelig sikker på, at den, jeg skrev indlægget til, udmærket er klar over, at det var et venligt svar skrevet i samme ånd som hendes eget humoristiske indlæg, som også må være gået hen over hovedet på dig. Så lad venligst være med at blande dig, tak.

Jeg tror, at du rammer sømmet på hovedet her! Kærligheden til en hund er netop "mere varm og sød", fordi den simpelthen er så ren og totalt renset for alle de mislyde, der af og til opstår i forholdet mellem mennesker. Hundens kærlighed til os er så besnærende betingelsesløs, at man ikke kan andet end at smile og "elske tilbage". Medmindre naturligvis, at man er en ren gykkelyk. :syg:

Tsk tsk, du må virkelig holde op med at menneskeliggøre din HUND.

Popcorn lugter skam ritti gåt, men det er nu lidt mærkværdigt, når den kommer fra mit behårede schwiiins poter. Jeg havde jo ligesom forventet noget....øh....harskere? I øvrigt glemte jeg i går at komplimentere dig for dit perfekte dansk. Sød musik i en gammel dansklærers ører.

Nix, det ér faktisk helt umiskendeligt popcorn-duft, der hørmer ud. Meget underligt. Jeg har skam tvunget adskillige mistroiske gæster til at sniffe efter. Og de må bøje sig, må de. :slem: Til gengæld lugter resten af ham kun godt, når jeg har trimmet ham.

Og mens du alligevel er i gang - prøv at snuse til ører og poter. Måske der også er overraskelser dér. Alle vores airedales har lugtet af lyng i ørerne og popcorn på poterne. Og det er ikke engang løwn.

Jeg ser daglig hunde stå bundet af foran Brugsen. Det gyser i mig, hver gang jeg går forbi. Godt nok er vores by lille, men alligevel....

Når jeg skriver: Men det er så min holdning", så tror jeg faktisk, at de fleste vil læse det som "....men andre kan have en anden holdning". Alligevel spørger du "Men betyder det at der ikke er plads til andre holdninger?", hvilket insinuerer, at det giver jeg vist da ikke plads til. Jeg kunne da naturligvis godt have fortalt stolpe op og stolpe ned om, hvorfor jeg ikke vil have en blind hund/en hund med mindre end 4 ben, men mon ikke de fleste forstår baggrunden for dette? Nej, jeg tillod mig bare at give udtryk for min mening, præcis som du og alle andre i tråden.

Hvorfor bliver du så vred over, hvad jeg skriver? Jeg fortæller, hvad jeg mener på præcis samme måde, som du fortæller, hvad du mener. Jeg prøver ikke at indskrænke dine rettigheder til at føle og tænke, præcis som du vil, og jeg vil sætte pris på, at du tillader mig at have de samme rettigheder. I en debat kan vi ikke alle altid være enige.

Helt umiddelbart kan en sådan ordning se ud som en gave til folk, der ikke selv har råd til at få deres hund behandlet. Men jeg tænker også på, om dyrlægerne kan komme ud i behandlingsformer, som måske er temmelig uetiske og som jeg personligt måske ikke ville udsætte min hund for.... simpelthen for at lære noget?! Jeg ville fx aldrig udsætte min hund for kemobehandling, eftersom den for hunde udelukkende er livsforlængende - så vidt jeg er orienteret. Det er noget med, at man kan ikke dosere kemoen i så store mængder, som man ville gøre det for mennesker, for det ville være for stor en pine for hunde, der ikke forstår, hvorfor de skal have det så skidt. Ej heller ville jeg have en blind hund eller en hund på mindre end 4 ben. Men det er så min holdning.

"Søge-finde maden....øh, manden!". :klap: Men spøg tilside - en RH-hund skal tænde på selve det at lede efter nogen eller noget, uanset om det er en bold, et bidetov, en knoglesplint eller et menneske. Men den må under ingen omstændigheder æde noget, den finder undervejs. Under specielle omstændigheder kunne det principielt være resterne af et menneske. Denne situation trænes også ved, at man i fx ruinområdet placerer kødstykker - og så skal føreren være ultrahurtig. :slem: Det lyder logisk, at en RH-hund skal være adræt, men det kan en tungere hund jo også være. Det ser måske bare ikke helt så "adræt" ud, som hvis det er en JRT. Det lyder også logisk, at den skal have et fornuftigt sind. Spørgsmålet er så, hvordan man i dette regi definerer begrebet. Og der kommer man ikke uden om vedholdenhed i søget.

Rent faktisk ser man hverken på vægt eller pelslængde, men alene på hundens mentalitet. Kan den arbejde alene/væk fra fører og kan den arbejde længe? Giver den op eller er den vedholdende i sin søgen? Jeg kendte for år tilbage en RH-træner fra Texas. Hos hende brugte man en temmelig enkel test, når en hund skulle vurderes. Testen gik ud på, at man legede bold med hunden. Når den så var godt tændt på bolden, kylede men den (altså bolden) ind i et meget tæt og stort krat. Det vigtigste var ikke, om hunden brugte kort eller lang tid på at finde bolden. Det eneste, der talte, var, om hunden blev ved eller gav op.