Dina

Som eksempel på ovenstående nævner du så jagt- og hyrdehunde?! Jamen, begge disse grupper trives i langt de fleste tilfælde aldeles fint i almindelige hjem allerede, hvor mange ejere udnytter hundenes oprindelige egenskaber (jagt & hyrdning) i forskellige sportsgrene, så din pointe går henover hovedet på mig. Hvilke racer er det, at du finder det "svært, måske umuligt" at finde egnede hjem til? Sådan ér dagens hunde faktisk. Det, man måske kunne ønske, er, at alle hundeejere var lige så gode som deres hunde.

Lige i tilfældet Hundeweb VAR denne side jo faktisk lavet og tilmed var den gratis for alle, der havde behov for at bruge den. Så tilføjede man en adgangskontrol, som i mine øjne var en overflødig udgift. :slem:

Dansk/svenske bondegårde? :banan: Ku' ikk' la' vær' - fy mig!

Ja - i DKK indtil for et par år siden. Jeg har været medlem af DKK i over 20 år og alligevel synes jeg, at det skal være gratis at besøge Hundeweb. Jeg har i hvert fald intet imod, at nogle af "mine" kontingentpenge går til det formål. Helt ærligt.

Jeg synes, at Hundeweb skal være åben for alle, ligesom den var i starten.

Næ, vel næppe til hunden, men derfor må den vel godt være så sund som muligt?

Google er vores ven: Koldpresset rapsolie fremstilles ved skånsomme betingelser dvs. ved relativt lavt tryk og temperatur i oliepressen. Det gør at varme- og trykfølsomme naturstoffer i olien bevares intakte som fx. antioxidanter. Samtidig med, at olien bevarer sine antioxidanter ved koldpresning, opnår man samtidig at indholdet af frie fedtsyrer og fosforlipider er meget lavt.

Det vil ikke medføre nogen nye racer. For man kan med sådanne blandinger aldrig være sikker på afkommets udseende, og det er en af betingelserne for at en race kan kaldes en race. Det tager tid tid tid at lave en ny race, og der skal være en vis form for ensartethed hos afkommet.

En sådan kastrat har jeg heller aldrig mødt. Men jeg har i to tilfælde set ændringer i adfærdsmønstret i form af mangel på interesse for fx eftersøgning og rundering. Eftersom det skete lige inden en RH-prøve, blev ejerne ikke meget glade.

Jeg kastrerer ikke af den simple grund, at jeg bare ikke har nogen grund til at gøre det. At andre vælger anderledes, har jeg intet imod. Det må være en privatsag.

Og når hun så har vist, at hun kan gå pænt forbi, så snurrer I rundt og du hujer: "Så TA' dem da, mors vuf!"

Det er i høj grad en mulighed. Da vores første airedale var uerfaren, kunne han ikke arbejde fornuftigt, hvis der var en tæve i nærheden, der tænkte på at gå i løbetid snart. Efter at han fik sin første "kone", var problemet totalt løst! :banan: De kunne lugte alt det, de ville....han vidste, at der ingen chancer var før senere, så det gad han ikke spilde krudt på.

Og terriere har de også dér! Min dyrlæge har "virket" i 50 år og er terriermand om en hals (har selv cairn terriere). Så han kender alt til terriertemperamentet. Og så får vi altid ros for, at vores airedales har stærke, veludviklede muskler. Jæs! Desværre kan Sofus ikke lide ham så godt, at han vil acceptere de godbidder, han tilbyder. Men dyrlægens kone - se, det er en anden sag. Hun bliver slikket til den store guldmedalje.

Du har helt og aldeles ret....simpelt er det ikke. Jeg prøvede efter bedste evne at huske mere end 40 år tilbage til gymnasielærdommen, hvor jeg svagt erindrer noget om arvegang. Noget med, at hvis individerne X og Y var bærere af samme recessive gen (for en eller anden sygdom), så ville deres afkom teoretisk bestå af 1 syg, 1 rask og 2 bærere....eller noget i den retning. Forudsat altså, at afkommet bestod af 4 unger. Var genet derimod dominant, så ville det gå galt, selvom genet kun fandtes hos den ene af forældrene. Og der ér desværre større risiko for sygt afkom, hvis et bestemt recessivt gen er almindeligt forekommende inden for samme race. Hos blandinger kan man håbe, at evt. recessive gener i det mindste er for forskellige sygdomme. Nu ved jeg så ikke, om PRA-genet er recessivt eller dominant, med det er faktisk den faktor, der er væsentlig for, om sygdommen bryder ud hos afkommet eller forbliver skjult. Så du har ret, simpelt er det ikke. Det er desværre også tilfældet for fx airedales, hvilket var årsagen til, at vi hentede vores nr. 2 i Finland. Sofus er rent tysk/tjekkisk, men om han er sund og rask, det vil tiden vise. Foreløbig fiser han rundt og er fræk og glad, så....

Det er faktisk ikke en ren skrøne. Hvis der i en race "trives" en bestemt sygdom, og hvis mange af individerne inden for denne race er raske bærere af sygdommen, så vil det jo langt oftere gå galt ved en sådan parring, end hvis to raske bærere af hver sin sygdom fra to forskellige racer parres. Disse blandingshvalpe er godt nok "inficerede", men det mærkes ikke, før de ramler ind i en anden bærer af samme sygdom. Det er måske overvejende det, der får blandingshunde til at fremstå som sunde individer.

Velkommen til både jer og verdens dejligste Wilma.

Ja, det ville i høj grad være en provokerende tendens....øh, tendens?.... Det vil altså sige, at du flere gange har oplevet, at jeg snakker mod bedre vidende?! Hvad i alverden bygger du det på? Som sagt et par gange før - ingen anfægter din ret til at have din mening om kastration. At ikke alle nødvendigvis deler den, er ikke en personlig kritik af dig. Det er blot udtryk for, at vi alle har forskellige opfattelser af forskellige ting, og sådan ér livet jo. Så skal vi ikke bare være enige om at være overvejende uenige i spørgsmålet om kastration? Og så kan det da godt være, at min måde at formulere mig på er sjov: Til gengæld prøver jeg at undlade at krydre den med ord som "retarderet, nedladende og tale mod bedre vidende", og hvad du ellers har moret dig med at drysse hen over dine indlæg. Vi er her jo bare for at lære af hinanden og i øvrigt hygge os lidt i hinandens selskab, alle vi hundeelskere.

Hos de fleste hanhvalpe er begge sten faldet ned, når de ankommer til deres nye hjem i 8-ugers alderen. Det er vist det almindelige....?

Ingen anfægter din ret til selv at tage beslutninger på din hunds vegne. Problemet her er, at du ikke bryder dig om, at andre være af en anden mening end din. Ellers ville du vel næppe have skrevet, at man på din egn betragtes som retarderet, hvis man mener, at to intakte hanhunde sagtens kan bo sammen. Retarderet?! Det er da en grov ting at kalde andre mennesker, hvis eneste brøde er, at de er af en anden mening end dig? Prøv at læse mit indlæg igen. Jeg sammenligner ikke "fornuftige traditioner" med kvindelig omskæring. Jeg brugte det som eksempel på, at man ikke bevidstløst skal følge traditioner uden selv på forhånd at have gjort op med fornuften i dem. Hvis pointen gik din næse forbi, beklager jeg. En ren sammenligning ville gå på at afgøre, hvilken af de to traditioner, der er mest fornuftig/mest ufornuftig, og det var jo netop ikke tilfældet her. Tja, det er du da så i din gode ret til at blive, men i stedet for at spilde god tid og energi på sådan en syssel, så synes jeg, at du i stedet skulle anvende samme til at læse mit indlæg igennem igen. :slem:

Hvor jeg bor, holder vi også lidt - måske ikke helt så meget som hos dig - øje med, hvordan hinanden gebærder sig. Og vi har også såvel gode som mindre gode hundeejere. Men det er nu mere et spørgsmål om opdragelse (af hundeejeren) end om katration. At følge en tradition uden at reflektere nærmere over det, er vel aldrig i sig selv en god ting?! For at sætte det lidt på spidsen, så er kvindelig omskæring en tradition nogle steder i verden, og det er da en tradition, som man som man helt generelt nok ønske, at der blev pillet lidt ved. Hvor "plejer" bor, kan det være svært at få lov at tænke anderledes end flertallet, men det må da være lidt ubehageligt, at man ligefrem bliver stemplet som retarderet, fordi man mener, at to intakte hanhunde sagtens kan bo sammen til begges fornøjelse. Vores Sofus leger dagligt med naboens to år ældre hanhund (intakt labrador), og de elsker hinanden. De tumler og leger og for udenforstående uden hundekendskab kan det se voldsomt ud. Men når de har leget sådan en times tid, så drikker de - side om side - en masse vand og lægger sig glade ved siden af hinanden. Sådan var det også med deres forgængere. De elskede hinanden hele livet, og de var begge intakte hanhunde. Ligeledes kender jeg masser af mennesker, der har flere intakte hanhunde sammen, så jeg kan forsikre dig og din egn om, at herovre i Nordsjælland kan sådanne ting sagtens lade sig gøre, også uden at ejerne er særligt retarderede.

Det er sørgeligt, at der bliver aflivet hunde unødigt. Ingen tvivl om det. Men det har nu ingen sammenhæng overhovedet med, at fx mine 3 hanhunde har været intakte. Min første airedale blev godt nok far til 32 efterkommere, men det var så absolut på hvide plader. Så det argument holdet vist ikke for andre end de hundeejere, der ikke enten indhegner deres have eller på anden vis holder deres hanhunde hjemme. At tiderne har ændret sig, har du ret i. Men selvom det er kommet på mode at interessere sig for dyrevelfærd, så har det altså stadig ingen sammenhæng med mine intakte hanhunde (kan jo egentlig kun svare for mig selv). Om man vælger at kastrere sin hanhund eller ej er i bund og grund et spørgsmål, som hver enkelt må tage stilling til. I det store og hele berører det faktisk ikke så mange andre i ens dagligdag.

Jeg forstår ikke, hvad du mener ...."de tider, vi lever i"???

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad din dyrlæge ville have sagt om Sofus. Hvis du vidste, hvor hidsigt han hakkede ud efter mig som lille, når jeg friserede/trimmede/børstede tænder/klippede negle på ham.....heldigvis har jeg en god teknik, så jeg ikke blev bidt, men jeg opfattede det ALDRIG som en magtkamp. Blot som en uheldig måde at manifestere sin stærke vilje på. Jeg tog aldrig "kampen" op, men valgte i stedet at hviske til ham, fx "Ja, jeg ved det godt, men der er ikke noget at gøre ved det, do". Hver gang jeg hviskede, holdt han inde med sine dårlige manerer og kiggede forbløffet på mig, og efter nogle uger kunne jeg pille-rode-rage alt det, jeg havde lyst til. Jeg opnåede - i mine egne øjne i det mindste - to ting: Jeg fik min vilje OG jeg masede ikke hvalpen. Sådan ville jeg ikke reagere i alle situationer, men pille-rode-rage-situationen opfattede jeg mest som ren indlæring, og så gjorde det ikke så meget, om det tog sin tid.

Det er i høj grad et spørgsmål om ejers indstilling, om en hund skal kastreres eller ej. Hvis du ikke selv har spor problemer med en selvsikker hanhund, så lad ham da forblive intakt.

Hvor er det dejligt at høre! Jeg synes da i øvrigt, at jeres aktivitetsniveau er fint. Hun kommer jo meget ud og får rørt sig. Jeg er helt enig i, at det er kontakten mellem jer, der lige skal have et par grader opad, så tror jeg, at din dårlige samvittighed kan skrottes, fordi du så ser en glad og langt mere afslappet hund. Jeg går selv meget ind for træning, men ser det også som en kompensation for, at man selv er væk hjemmefra (arbejde) i mange timer hver dag. Hvis man derimod arbejder hjemme, er decideret hundetræning lidt overflødig som aktivitetsmiddel (medmindre man tænder på det selv). Så er tæt kontakt og daglig leg og lange, gode ture rigeligt nok.