Dina

Jeps, det har du, Sweeite. Jeg skrev: Men igen - hvis Aya ikke skulle sys, så er det svært at komme igennem med noget. Og det er nok også meget rimeligt, når man tænker efter. Og det mener jeg faktisk. Hvad dælen skal politiet sige til, at en hund har fået en grim oplevelse (eller måske især ejeren, helt forståeligt)? Det vil altid være ord mod ord, hvorimod en eller flere syninger er til at tage og føle på, om jeg så må sige. Men at det på ingen måde er rimeligt, at en hund kaster sig over en anden hund - deri er vi skam enige.

Måske det kunne være en idé at kontakte Odense Politi på email i stedet, endnu en gang forklare hændelsesforløbet og slutte med at spørge, om der er optaget rapport. For hvis du - måske - blot er en i rækken af klagere over den hund og hvis politiet - måske - ikke optager rapport, så er det klart, at der ikke ligger "noget" på hunden. Men igen - hvis Aya ikke skulle sys, så er det svært at komme igennem med noget. Og det er nok også meget rimeligt, når man tænker efter.

Jeg ved ikke, om det er en korrekt udmelding, men jeg ved, at politiet ikke altid har de skarpeste jura-hjerner i landet. Så undersøg tingene selv, hvis du vil være sikker. Men hvis Aya ikke skulle have et eneste sting, så er der nok ikke meget at gøre. Anskaf dig evt. en træningsvest med plads til en apportbuk i ryggen. Så kan du knalde hunden én oven i skallen, hvis du skulle komme ud for flere stunts fra hans side.

For mig ville sådan en udtalelse få omgående følger i form af en anmeldelse til politiet. Store hvalpe bider s'gu ikke huller i damehunde. Den hund (og ikke mindst manden) skal stoppes. En dag vil det gå helt galt.

Vi bor desværre lidt for langt fra Odense-området, for ellers ville Sofus gerne hjælpe Aya. Han har en mærkværdig stor tålmodighed og tolerance over for små hunde (og dyb respekt for damehunde!). Men rigtig god idé at fremskaffe nogle fredsommelige store hunde. Og hvis du ikke har været alt for chokeret (men det blive man jo), så er DIN opførsel faktisk ret vigtig for Ayas fremtidige syn på andre hunde.

Nordsjælland er et farligt flåtområde, så både min mand og jeg har i flere år været vaccineret mod TBE. Jeg venter med længsel på den dag, hvor også Sofus kan blive vaccineret. Foreløbig er min eneste flåtbehandling at smide ham op på hans bord i haven efter hver eneste skovtur, og bevæbnet med pincet og lighter friserer jeg ham godt igennem. Jeg finder nogle af de små sataner hver eneste dag. Pis! Som du sikkert ved, så er en af Nettes hunde (lapinette.dk) ramt af anaplasmose, og Connie Hansens Cocky (colliebase.dk) er lige blevet aflivet efter at de har forsøgt at redde ham gennem små to måneder, desværre forgæves. Så nu må man altså gerne snart se at få fingeren ud og finde frem til en vaccine.

Stakkels Debbie! Og dig.

Jeps, han indgik også i min hunds stamtavle. Jeg fik desværre kun snakket med Birgit Buhl nogle få gange, men hun var meget glad for, at jeg var så overlykkelig for min hvalp og at jeg havde så mange sjove planer med ham. Vi aftalte at mødes til et skue, da han var 6-7 måneder, men hun nåede det desværre ikke. Når jeg snakkede med de andre airedale-opdrættere, var de fulde af lovord om hende - selvom hun stort set vandt alt, hvad hun lagde hånd på. Hun må have været et rart menneske også.

Bare rolig. De fleste opdrættere vil sikkert hævde, at det er lige præcis, hvad de gør. Din "kunst" bliver så at sortere de gode fra de dårlige. Hvor er du sød.....meget ung og meget sød. :5up:

Der blev jeg godt nok blød i knæene. Vores første airedale var Sandys Sokrates, skønt der nok ikke var meget filosof over ham. Det var en meget vindende opdrætter, som præsterede at købe en tæskedyr hanhund fra England, hvorefter hun fandt ud af, at temperamentet simpelthen var for skarpt. Han indgik aldrig i avlen. Hende ville jeg godt have kendt!

Det lyder som temmelig meget "gamle dage"?

Men det er godt nok så ulige meget nemmere (og skæggere for både hund og fører) at lave noget hundearbejde, hvor hunden får lov til selvstændigt at udfolde sine rige talenter. For hvor smukt et lp-program end kan tage sig ud med en topmotiveret hund og dygtig fører - så er det én stor dirigering af hunden. Det er fint for nogle racer, men for andre bliver det altså hurtig lidt småkedeligt. De vil hellere ud og finde nogen/noget.

Nå, for psatan. Der blandede jeg godt nok tingene sammen. For det var altid de tunge schæferhunde, man så engang - stort set. Den ser nu også mere "rigtig" ud i mine øjne. Jamen, så førte jeg diskussionen over i udstillingsmodellerne. Det var sgutte meningen. Lad os straks komme væk.

Det var nu også det, der var i mine tanker. Jeg ville ønske, at du ville give det endnu et forsøg. Hvis det skulle være tilfældet, så forudsætter det, at folk har tænkt over problemerne. Jeg tror ikke, at det er tilfældet. Det ville ellers have været en velgerning over for lige netop den race. Jeg er så helt og ganske bestemt og meget desværre ikke et bedre menneske end du. Øv, men sådan er det. Ellers ville jeg have kunnet skrive en bog om alt, som alle bare kunne slå op i, når de var i tvivl om noget.

Men tror du ikke, at det i høj grad kommer an på, hvilken race man har udset sig? For langt de fleste racer af nogenlunde "normalt udseende" har avlen i generationer ikke haft de store konsekvenser, bortset lige fra den enkelte avlshund, der har haft det store uheld at havne hos en opdrætter, der kun har haft fokus på hvalpeindtægter og derfor har drevet voldavl på den enkelte tæve? Synd, at din bog således blev bremset af DKK og uvillige dyrlæger, men med hundeweb og internettet i almindelighed.....kunne det ikke gøre det? Havde du udvalgt bestemte racer eller var det avl i almindelighed, du ville skrive om? Jeg mener, at du godt kan glemme alt om ligegyldighed og berøringsangst i forbindelse med anskaffelse af en hvalp. Fokus hos folk er bare et helt andet sted i den situation. Der fokuseres ikke på, om en opdrætter støtter det ene eller det andet i avlen. Der fokuseres på, at nu skal familien have en hundehvalp og hvor skal det dog blive dejligt. Der kan være tankeløshed eller direkte uvidenhed indblandet, men ikke ligegyldighed og berøringsangst. Der er i hvert fald efterhånden sket en nedsmeltning hos bl.a. schæferfolket. Da jeg startede med at træne hund, havde næsten alle enten schæferhund eller labrador. I dag har masser stadig labrador, men den traditionelle schæferhund er erstattet af enten "en grå" eller en belgier. Ikke fordi kærligheden til schæferhunde er blegnet, men simpelthen fordi man ikke kunne opdrive en sådan uden HD, allergi og hjertefejl. Det var hjerteskærende at opleve. (Så der var og er stor brug for din bog!) De fleste gør nu, Umulia.

Næ. Egne. Ja. Ja, når det gælder produktionsdyr. Ellers..... Uanset hvor godt og grundigt man forsøger at undersøge alting inden et hvalpekøb, så kommer man desværre ikke udenom, at der også skal en god portion held med i kurven. Vores første airedale blev købt under betingelser, jeg slet ikke ville acceptere i dag. Han blev født hos en helt anden opdrætter (fordi hans "rigtige" opdrætter pludselig blev syg af kræft), og han blev solgt 10½ uge gammel gennem en tredie opdrætter (i øvrigt af en anden race). Alt var noget rodet, men han var sund og stærk og kunne "arbejde" hele sit liv. Han blev 12 år gammel og har stadig en stor plads i mit hjerte. Hans efterfølger blev nøje og meget omhyggeligt udvalgt og vi fløj selv (altså der var godt nok en pilot, der tog sig af det grove) til Finland for at være helt sikre på, at det var den rigtige hvalp og at han blev håndbåret hele vejen hjem til Danmark. Hans hundeforældre var gennemtestede og havde begge en arbejdstitel. Han var en pragtfuld hund, men måtte ende sit liv allerede inden han fyldte 7 år gr. en svær spondylose. Også han har et stort værelse i mit hjerte. Sofus blev valgt, fordi jeg kendte hans danske opdrætter, som jeg havde mødt ude til konkurrencer. Hendes tæve var jeg meget imponeret af, dels fordi hun var smuk som få, dels fordi hun var en dygtig hund. Der var ikke store og tungtvejende grunde ud over dét. Og nu er han vores dejlige drillehund og følgesvend, som vi håber vil blive ældtussegammel - med lidt held.

Nej. Jeg har kun tænkt, om jeg syntes om opdrætteren (om vedkommende lød fornuftig), om hundemoderen var testet for HD/AD og i øvrigt så ud til at have et godt temperament og om hvalpen var energisk og kæk. Jeg har aldrig skænket det en tanke, om jeg støttede et opdræt. Mit valg gjaldt kun for mig og min familie (og hunden forstås), så det skulle helst være et valg, jeg ville være lykkelig for de næste mange, mange år.

I grunden kan det være svært at forstå, at en figurant ikke kan hitte ud af at stå stille, kigge væk og bare lugte af menneske. Og så skulle klubberne bruge en times tid til træning af disse færdigheder, for det er ved Gud altså ikke raketvidenskab.

Eneste mulighed for dig er at rykke helt og aldeles ind til muren - så tæt du kan for din hund -, kigge de forbigående kækt i øjnene og sætte farten op. Det virker på en eller anden måde lidt energisk og måske faretruende. Jeg gør det. Det virker fint. Folk er gode nok. De skal nogle gange bare hjælpes.

Den - synes jeg - allermest effektive måde at lære en hund ovennævnte er ved at lære den at gå på stiger. Man behøver ikke straks at stille noget fint og fancy op, men kan nøjes med at lægge en solid træstige henover en langt, ikke-dybt hul i jorden. Stikker hunden et par fødder i stigens mellemrum og rammer derved jorden under stigen, sker der intet ved det, men hunden ønsker faktisk selv, at det ikke sker, så den vil automatisk forsøge at anbringe poterne korrekt. Og vil på denne enkle måde lære, at der også skal kontrol med bagbenene og at de ikke bare lidt småslattent skal følge forbenene.

Du kunne jo splejse med naboen om en p-sprøjte. Så ville Ludwig have fået sig en herlig oplevelse - og en god erfaring for, hvornår en tæve er villig og hvornår ikke. Det er guld værd træningsmæssigt. Men det ville jo nok være lidt ondt over for tæven, som ikke kan gøre for noget.

Hvor er du dog et pænt menneske sammenlignet med mig, der omgående ville have sagt UPS - og være kommet til at fumle-slippe snoren til min hanhund. Nogle mennesker skal jo have tingene ind med skeer.

Der gik det galt, at du mente at kunne reservere tid til din egen hund på et indhegnet område beregnet for alle løse hunde. For hvordan havde du tænkt dig, at en løs hanhund skulle kunne respektere, at din hund er løbsk? Jeg ville under ingen omstændigheder have kunnet have min hanhund løs der og samtidig forvente, at han ignorerede en dejlig tæveduft. Jeg måtte enten trække af med min hund igen og finde et andet sted eller gøre som manden....sige, at du nok med fordel kunne lufte din løbske tæve et sted, hvor alle hunde skulle gå i snor. At man så godt kan sige sådanne ting pænt, er en anden ting. Men fejlen er altså helt og aldeles på din side, som jeg ser det. Og det er ikke udelukkende, fordi jeg er hanhundeejer, for også tæveejere kunne tænkes at få problemer med deres hunde og en fremmed løbsk tæve.

For år tilbage mødte min mand og jeg en sådan løs dejlighed, da vi luftede vores egen hanhund. Ejeren skyndte sig godt nok at råbe "Hold jeres hund væk - hun er i løbetid", men det havde ikke rigtig nogen virkning på hans villige tæve. Min mand sagde troskyldigt (og når han har den mine på, skynder jeg mig altid et par skridt væk for ikke at komme til at grine), at det gjorde da ikke noget, for "de er jo ægte hunde begge to". Manden forklarede derefter omhyggeligt og med mange eksempler min mand, at det skulle være samme race, hvis der skulle satses på hvalpe. Min mands eneste reaktion var et tomt blik og et "Nåååååå....sådan?!".

Jeg har en hanhund, der let og elegant tabet sit hjerte til enhver dejlighed i løbetid, men det gør mig nu ikke til en intolerant hanhundeejer, der ikke kan forstå, at også løbetidstæver skal luftes. Gå du roligt ud og luft din hund. Du er bare stødt ind i en trist person, men det er ikke din fejl.