korvis

Sådan havde jeg det med Daiwa (coton) og Frostie (BC) - Daiwa styrede Frostie med hård men retfærdig hånd, og der var aldrig ballade. Daiwa var helt blind til sidst, men det tror jeg aldrig Frostie opdagede, hun ville i hvert fald aldrig drømme om at sætte sig op imod Daiwa! Og måske fordi Frostie var blevet temmelig hårdt holdt, så var hun lidt vel sød ved Iso, som dog altid har været sød ved Frostie. Men da Frostie blev syg følte hun vel ikke hun var stærk nok, og det var hende der gik på Iso. Jeg er også overbevist om at racerne har betydning, ikke mindst efter at ha' set hvordan det udviklede sig med søsters hunde. Og det har f.ø. ikke gjort nogen som helst forskel at miniaussien blev kastreret - det gjorde det heller ikke da Daiwa blev steriliseret som temmelig voksen. Corgien ER skrap, og jeg ville være bange for at schæferen er for blød, især hvis Bella har svært ved at sige fra i forvejen...

Lige præcis, det var (bl.a.) det jeg mente - du har ikke en chance for at "gribe ind" og styre tingene, for der er ikke de situationer med "optræk til ballade" som man ser mellem to hanner. Det kommer ud af den blå luft - "du skal dø, NU!!!"

Det er altid lidt af et sats, når man skal ha' hund nr. to, man kan ikke sikre sig på forhånd. Men der er trods alt nogle forholdsregler man kan ta', for at mindske risikoen - én af hvert køn, racer der fungerer sammen, og god aldersforskel. Ikke for at køre skræmmekampagne, men går det galt mellem to tæver så er det fandeme ikke sjovt...

Ja, kan godt se det ser forkert ud! Det jeg mener er, at du kan kun påvirke det hvis det er hanner! Med tæver er det ligegyldigt, har de set sig sure på hinanden kan du ikke gøre en skid.

Den tror jeg KUN på når det gælder hanhunde - ikke tæver!!! Mine tæver har aldrig nogensinde fået lov til at finde ud af noget selv, og når det vel skete så var det som et lyn fra en klar himmel - BUM så ville de bare dræbe hinanden. Med hanhunde er det noget andet, de spiller mest med musklerne, og i nogle tilfælde kan de faktisk finde ud af at afslutte situationen selv, uden at nogen kommer til skade. Men tæver - aldrig! Er helt enig i at det er supervigtigt at ha' en stærk førertæve. Og jeg ville godt nok ha' meget mere end to år imellem, der var 5 år imellem mine første to, og 6 år imellem Frostie og Iso. Men selv om man har en stærk førertæve så kan den bli' syg/svag, som i Frosties tilfælde, og så kan det gå galt alligevel. Jeg er godt nok blevet afskrækket efter den oplevelse med Frostie og Iso, og planlægger ikke at få ny hund i lang tid endnu. Tror heller ikke jeg vil turde få en tæve igen - men så har jeg et problem med søsters hanhunde...

Nej, i det tilfælde ville jeg heller ikke se nogen grund til omplacering - heller ikke af dig selv. Men det er jo heller ikke helt det samme som den situation jeg skitserer, vel..? De her hundesportsfreaks af i dag, de er jo nærmest professionelle, har flere hunde, rejser verden rundt, underviser, og hvad har vi. Ikke helt det samme som os andre dødelige, selv om vi træner hver dag og går op i det med liv og lyst.

Spændende! Vi lavede en del springteknik da vi lejede Ringsted i påsken, da søsters hund er sådan lidt i genoptræning. Det er superspændende! Jeg kan ikke rigtig noget om det, men veninden har 7 Susan Salo-DVD'er med til mig når hun kommer fra Canada på tirsdag - og jeg glæder mig vildt til at (forhåbentlig) lære mere om det! Jeg kender ikke den med dobbeltspringet du beskriver, men har prøvet de andre. Iso har også vildt meget fart på men retter ind, det ser helt sygt ud...

Jamen??!! Det kan du da ikke nøjes med at skrive?? Fortæl mere, for pokker da!!! Vil høre alt om kurset!

Jeg har altid haft tæver, og har ikke haft problemer før Frostie blev syg. Men så fik jeg til gengæld problemer der overhoved ikke kunne løses... Nu blev Frostie ikke rask, så problemet løste sig selv da jeg desværre måtte få hende aflivet til sidst. Men var det ikke gået sådan, havde jeg nok haft et meget afdelt hus i dag, der var slet ikke udsigter til at de ville kunne gå sammen igen. Jeg tror at race og personlighed spiller en stor rolle. Og jeg må desværre tilstå at der ringer en lille klokke... Sådan som jeg kender corgien, og schæferen, så kan jeg ikke lade være med at trække paralleller til søsters bordercollie og miniaussie. Som ikke går ret godt sammen... Deres forskellige sprog og typer clasher bare. Og lige som BC og aussie er to meget forskellige hyrdetyper, er corgie og schæfer det også. Corgier er kvæghyrder, og skal arbejdsmæssigt være nogle rå sataner der jagter kvæget ud af krattene - jeg kunne muligvis se et problem dér, for schæferen der er en helt anden hyrdetype..? Hvis det var den anden vej, at corgien/aussien var den ældste, var det nok anderledes. Så sammenlagt - jeg ville vælge en han, for at undgå i hvert fald én af to mulige risici...

Jeg må tilstå at jeg endnu har til gode at kende til en omplacering hvor der ikke var gode grunde til det... Og så tror jeg at man er nødt til at prøve at sætte sig ind i hvordan det er at være totalt nørdet med sin hundesport, før man kan dømme nogen der omplacerer..? Mange af de helt seriøse hundesportsfolk har jo hund fordi de vil dyrke hundesport. Det har jeg sådan set også, selv om jeg overhoved ikke er i nærheden af at være så nørdet som de rigtige agilityfreaks. Selv min første coton var indkøbt med henblik på agility. Den dag jeg ikke længere kan løbe agility, er jeg faktisk ikke sikker på om jeg overhoved vil ha' hund mere. Min vennekreds består til størstedelen af agilityfolk, resten er også hundefolk. Og jeg er som sagt absolut ikke ret nørdet, jeg har pt. kun én hund, og bruger ikke ret meget tid på hverken træning eller konkurrencer. Dem der virkelig vil noget med sin hundesport bruger stort set al sin fritid (og alle sine penge!) på det. De fleste har også flere hunde i gang samtidigt, og planlægger hvalpekøbene sådan at de altid har en hund at løbe med. Og jeg kan godt sætte mig ind i at det er noget af en krise for dem, hvis en hund lige pludselig ikke fungerer. De står måske med en hund der konkurrerer på topplan, og en gammel men stadig velfungerende og krævende hund - og så en ung hund der bare ikke fungerer. Hvad har de af valgmuligheder? I de tilfælde jeg kender til, er der brugt masser af tid, energi og penge på at få det til at fungere - men når det alligevel ikke lykkes? Er man med i toppen af poppen, så stopper man jo ikke bare med den sport man måske har brugt årevis af træning, kurser, konkurrencer etc. på, for at bli' dygtigere. Det er jo en livsstil, og man har hele sin vennekreds i den verden. Og så bli'r det jo sådan at den ikke-fungerende hund må rette sig ind i den tilværelse. Og det er helt sikkert ikke altid det bedste for hunden...

Pyha, hvor er det hele bare en sørgelig historie... Jeg kan godt forstå at du vil gøre noget for at undgå at det sker for andre, og så er det sikkert en god idé at kontakte DRU for at fortælle jeres historie. Om de så reagerer på det, er selvfølgelig en anden sag. Jeg synes virkelig det er forfærdeligt synd for både hundene og jer, og krydser fingre for at der ikke kommer flere overraskelser, og at det med tiden kommer til at gå bedre med renligheden.

Bling er det bedste! :5up:

Øv...

Hva'..?? Skal du ikke til Årslev..??

Har også fået lidt røg i øjet... Selv om jeg aldrig mødte Lily. Men som skrevet andetsteds, har du skrevet så meget - og så personligt! - om hende, så man næsten synes man kendte hende. Hun har helt sikkert fået en fantastisk sidste tid hos dig Siri, hatten af for at du gjorde det for hende. R.I.P. lille Lily, og trøstekrammere og varme tanker herfra... :ae:

Se det er en rigtig campinghund! :5up:

Det er ikke så meget præmien jeg tænker på, mere det at lægge et billede op som nogen anden faktisk ejer... Selv om mange fotografer helt sikkert ville være helt ok med det!

Hmm, nu bli'r jeg lige pludselig i tvivl om noget... Skal man egentlig ha' taget billedet selv..?? Det har jeg bare taget for givet, da fotografen jo ejer billedet. Og så får jeg da i hvert fald problemer med denne kategori, for jeg tror sgutte jeg får de heeelt gode billeder hvis jeg skal fotografere og løbe agility samtidig - eller hyrde...

Det gør de ikke her, der såtr bare ugyldig vedhæftning, eller sådan noget...

Jeg synes også der er stor forskel på AG og SP... AGÅ-banerne er som regel ikke fuldt så svære som SPÅ-banerne - for Iso og mig. Vi har ok felter, men problemer når banerne er for hurtige. Har man omvendt problem, så vil man måske synes at AGÅ-banerne er hundesvære, men SPÅ-banerne overkommelige.

Som jeg tidligere har citeret - et svar direkte fra DKK, hvor de bl.a. svarer at man har mulighed for at konkurrere mod at det bli'r nedlagt avlsforbud på hunden. Dette er, ifølge DKK's svar, en bestemmelse der er vedtaget på baggrund af henvendelser fra netop (bl.a.) agilityfolk, der gerne vil kunne konkurrere med hunde som de ved ikke skal indgå i avl. Så jo, man kan konkurrere med kemisk kastrerede hunde - prisen er et avlsforbud.

Godt du fandt ud af det! :5up: Niveauet skal svare til en klasse 2, sådan ca. Iso og jeg har jo virkelig ikke haft ret mange fejlfrie klasseløb, men jeg har meldt hende til i de åbne alligevel. Eller rettere sagt i AG åben... SP åben går alt for hurtigt, det kan Iso ikke helt kapere endnu. Men AG åben plejer ikke at være så frygtelig svære rent handlingsmæssigt, og så har vi jo vores tænke-pauser på felterne, så dem løber vi. Med mange fejl og disk'er!

Ha ha - næ, det kan man vist ikke være efter at ha' set os in action!

Når man har AG-nr så er det noget med at det skal skrives på en speciel måde, noget med bindestreg og/eller punktum... Jeg ville nok ringe derind og spørge, ved at mange med AG-nr har problemer med det!