korvis

Du skal måske liiige ha' i baghovedet at hvalpen kan komme til at ødelægge tasken, hvis den tisser, kaster op el. lign... Det ville måske være synd på en lædertaske? En alm. sportstaske plejer man at kunne få til ingen penge, så gør det ikke så meget hvis der er et lille uheld på vejen!

Aaaah, så fik jeg mit daglige Buster-fix, nu kan jeg sove roligt! Det er virkelig sjovt at følge med i Busters historie, så bli' endelig ved! Synes du tackler det super, bl.a. med gåturen du fortæller om. Iso hilser og siger at hun kan li' hundetæppet med får på... :hjerte:

Du kan se på hendes tissekone (jamen hvad siger man? ), den hæver op før hun begynder at bløde. Men det er ikke altid det er så tydeligt når det er første løbetid... Det lyder måske liiidt tidligt, hvis hun kun er 5 måneder, men det kunne da sagtens være...

Uuuuhaaa, jeg tror nok de aller fleste af os har været igennem noget lignende! Ja, det kunne det sagtens være. Det med hvornår og hvor længe - det er nok meget forskelligt... Jeg synes at jeg har set sådan nogle perioder ved ca. (meget ca.!) 3, 6, 9, og 12 måneders alder. I hvert fald når jeg kigger på familiens og venners hunde. Det er som om der sker lidt ting i de ca.-aldre. Altså, ikke at de er monstre i alle de perioder - men måske kun i én, eller også ændrer de sig bare lidt. Som jeg husker det, så har mine hunde været besværlige i måske en måneds tid..? Men igen, det er nok meget forskelligt...

Åååh ja, det læste jeg om i en anden tråd... Og kan godt forstå frustrationen! Men hvis hun er 5 måneder, så er det jo en ret god chance for at det bare er "en periode", og at hun bli'r sig selv igen på et tidspunkt. Jeg synes tit at de får sådan en unghunde-periode hvor de bli'r rigtige små terrorister, og hvor den dygtige søde hund man lige havde, er forvandlet til en plage! Jeg tror alle mine har haft sådan nogle perioder. Men hæng i, hun bli'r sikkert god igen! Det er jo ikke så sjovt med havehegnet, det har jeg lidt svært ved at se en løsning på... :hmm: Og de indendørs ting, det er jo om at fjerne alt der kan tygges i, se om man kan ordne sådan at hun kun er i et begrænset område etc... Men det skal nok gå over igen! Du får lige én af dem her med på vejen: :ae: Jeg tror vi er mange der ved hvordan du har det...

Ja da! Vi bli'r vel alle frustrerede over vores hunde en gang imellem. Så længe man gør det i en fornuftig tone, og er åben over for input fra andre (også dem der går på at det er én selv den er gal med... ) så kan vi snakke om det meste herinde. Det er ok at læsse af når tingene engang imellem bli'r for meget, og jeg synes HF'erne er gode til at støtte og trøste hvis der er brug for det! :5up:

Nååårrrh, hvor ser han fin ud, Stella!!! Og halen der bare logrer og logrer... Virkelig dejligt at se, nu vi har tænkt så meget på ham (og dig!)! :5up:

Som jeg forstår det, kan I sætte balancen ned i højde, og den ta'r han uden problemer? Så ville jeg ta' den nogle gange, og belønne massivt. Så sætte den op i højde lige efter, og se om der er forskel. Hvis han skulle ta den, så maaaasssser af belønning, og stop dér, så det er dét han husker til næste gang. Nogle gange kan det hjælpe at man sådan rykker balancen op og ned tæt efter hinanden, så de lissom opdager at "det er bare den samme"... Hvis han ikke ta'r den, så ville jeg nok først belønne massivt på nedgangsfeltet, så der bli'r bygget masser af værdi i selve feltet. Og så ville jeg ellers prøve med den hele, og bare lokke og lokke... Ikke gi' godbidder fra hånden, for så kan man risikere at hunden fokuserer på hånden, og man trækker den af balancen, eller den falder af fordi den ikke koncentrerer sig om hvor den sætter fødderne. Så hellere lægge godbidderne på balancen. Af samme grund vil jeg heller ikke bruge hænderne til at vise med eller noget som helst. Hvis han går op på balancen, men springer af igen - så lad ham bare springe af. Og lad ham gøre det igen og igen, hvis det er. Tit går frygten af, når de ved at de selv kan springe ned fra balancen. Prøv for guds skyld ikke at fange ham, eller holde ham oppe på balancen, så risikerer man bare at han falder uheldigt. Springer han selv af, så er der ingen fare - gå bare ved siden af, gerne med hænderne på ryggen, og lad ham selv styre det. Træn selve nedgangen parallelt, med masser af belønning. Håber noget af det kan bruges, og 'er herfra

Hvor ser det hyggeligt ud! Og fiiine billeder!

Der er ingen der nedgør dig! Når du starter en tråd for at be' om råd, så er det jo i sig et bevis på at vil din hunds bedste, det er vi ikke i tvivl om! :5up: Men når du bruger ord som "dominere", så får vi lidt nervøse trækninger i ansigtet herinde... For det er et gammeldags syn på hunde, som man er gået væk fra i dag. Men det er ingen der ser ned på dig af den grund - vi vil bare gerne ha' dig til at se på din hund med lidt andre øjne. Jeg kan godt se at det føles lidt overvældende, når en hel bunke brugere kommenterer på nogle af de mindre heldige ting du fortæller, men jeg kan love dig at det er skrevet i bedste mening. Hvis jeg var dig, ville jeg bide lidt fast Ninjamors indlæg, hun er en meget klog og erfaren hundedame...

Jeg får min nye terrassedør sat ind i morgen, og så regner jeg med at afprøve idéen med "indslusnings-hegn". Skal nok opdatere når jeg har prøvet det!

Der er vel ingen der skælder dig ud? Omvendt svarer alle så godt vi kan. Det er helt klart ikke en normal adfærd, det du beskriver. Men grunden til det er helt sikkert ikke "dominans". Det er dog svært for nogen af os at komme med en løsning på det, så det bedste ville jo være at få en adfærdsbehandler sat på sagen. Men du har da fået nogle gode idéer, synes jeg. Hvis det kun sker når kæresten er der, så sørg for at han ikke er alene med hende, bare et stykke tid, og se hvad der så sker. Stop med at skælde ud, for du risikerer bare at gøre tisseriet værre. Går i til noget træning med hende? For træning kunne være en rigtig god vej for din kæreste til at få et godt forhold/samarbejde med hunden.

Til det markerede - hunde skammer sig ikke, derimod er det sandsynligt at det I tolker som "skammer sig", er at hun bli'r bange og prøver at dæmpe ham. Der er ingen grund til at skælde en hund ud, der tisser inde. Det gør det bare værre, for hunden tror at den ikke må tisse overhoved, og så får I en hund der gemmer sig for at tisse når I ikke ser det, for I skælder jo ud. At hunden ikke gider snakke med ham, og løber væk fra ham, tyder på at hun ikke er tryg ved ham. Det behøver jo ikke betyde at han ikke behandler hende pænt, men at han måske ikke kan læse hendes signaler og dermed får gjort nogle uhensigtsmæssige ting? Og så vil jeg råde dig til at glemme alt om ordet dominans... Det er et forældet syn på hunde, at tro at de "dominerer" mennesker. Din hund er snarere utryg, og tisseriet er snarere udtryk for frustration/utryghed.

Jeg har det samme indtryk - sådan lidt enten eller. Jeg er nødt til at ha' katte, så jeg må vel bare leve med det... Men jeg har ikke deciderede problemer, heldigvis. Iso ved godt at hun skal lade kattene være, men hun skal alligevel konstant mindes om det...

Jeg tror også at der er noget helt særligt med hunde og katte... Det virker som om kattene får tændt ét eller andet helt specielt i hundene. Bare at snuse til en plet hvor katten har ligget er jo heeeelt vildt interessant! Så måske er det derfor det er så svært, hvis der både er noget hyrdning OG det der "katte-er-bare-så-spændende" i det..?

Jeg havde ingen problemer med Frostie, men Iso vil meget gerne... Og selvfølgelig er det da svært, jeg tror man har størst chancer for at lykkes hvis man ta'r fat i det helt fra start, men det kan være rigtig svært alligevel. Men man må jo bare prøve at gøre hvad man kan. Iso er sådan ok nem at stoppe, men det går ikke altid uden at jeg skal fysisk fjerne hende...

Det kan jeg søreme godt forstå!!! Hvor er den godmodig, der bare finder sig i det... Går ud fra at du bare lader hende, fordi du filmer? For sådan noget bør stoppes omgående...

Og det er bare SÅ fedt at kunne! :5up:

Dejligt at hun ikke halter mere! :5up: Mht. løbefelter så er der vel flere metoder. Silvia Trkman anses vel ha' "opfundet" løbefelterne, og hun har beskrevet det ret godt på sin hjemmeside. Det er så mest balancen. Nogle "oversætter" det så bare til A'et, andre træner A'et for sig selv. Og der er der også flere metoder, nogle bruger en targetplade, andre bruger et "felt" som først trænes på jorden. Mange anbefaler Rachel Sanders metode, med "felt".

Hi hi - gode ører! :hjerte: Og ja, du ser godt nok ud til at ha' to rigtige dejlinger...

Har aldrig hørt nogen sige ordet velopdragen - ikke i forbindelse med mine hunde, thivertifald... :pift: Meeeen, synes da generelt en hund er "velopdragen" hvis den fungerer i det daglige liv uden at være til større besvær. Mine egne springer op, det synes jeg selv er mest behageligt for min egen ryg... Tror at jeg selv synes mine hunde er velopdragne hvis jeg får dem passet af venner, og de synes de har været nemme at passe..? Og det samme den anden vej, hvis jeg passer andres hunde...

Ja, det er sjovt som de kan se på én, sådan à la "ja ja, jeg hør at du kalder - men jeg har faktisk gang i noget reeeet vigtigt her, og kommer når jeg er færdig..."

He he, det bøv-øre var faktisk noget af det første jeg så! Dejligt at høre at alt fortsat går godt! Du er en hunde-skytsengel... :kys:

Jeg vil bare gøre opmærksom på at jeg meget bevidst er gået udenom denne tråd... :pift:

Gamle hunde er noget særligt... Desværre nåede Frostie ikke at bli' sådan helt gammel, men fik da nogle "halv-gammel-vaner". Daiwa blev 11, og havde helt klart gammel-hund-vaner! Pludselig bestemte hun selv om hun skulle komme når man kaldte og sådan.