korvis

Øv, det havde ellers været sjovt at se!! :banan: Og man kan jo ikke gøre andet end at grine ad det - og glæde sig over at man har en hund der er så glad for at være på agilitybanen... :5up:

Okay - hvad er en "tysker"? Sjovt som alle moves har forskellige navne, men godt vi har hinanden til at forklare! :klap: Ketchker kan du starte med at indlære på 1 og 2 spring. Har jeg egentlig ikke lagt noget om det herind før..?? :hmm:

Så der ER altså videoer..?? :slem:

Nej, ikke noget om andre racer. Men er der mistanke om arvelighed i én race, kan det vel også være indenfor andre racer..? Der er jo tvivl om arveligheden indenfor masser af hundesygdomme, det er vel ikke noget der forskes vidt og bredt i hvis ikke der eksistererer et større problem, kunne jeg forestille mig? Og du har helt sikkert ret mht. opdrættere, nogle vil bare ikke inddrømme - hverken for sig selv eller andre - hvis de har sygdomme i linierne, og så kommer det jo ikke forskningen (eller racen) til gavn...

Ond, ond opdrætter!!! Og du er lige så ond, at lægge sådan et billede op her!!!

Hahahahahaha!!!!! Mindre god idé at kalde videoen "pole" - efter videoen kommer der jo forslag til relaterede videos, allesammen om poledance...

Videoklip af (Jenny's) pole: (Frostie... :lun:)

Ja gør det, for den der forklaring fatter jeg ikke meget af... Tror også jeg har et klip af "pole" (i hvert fald Jenny's pole), skal bare ha' det op på youtube først...

Hmmm... Er der overhoved nogen der har sin gang ude på portalforsiden??? Hvis månedens hund bli'r "hentet fra forummet", ville det måske være en idé at den også bli'r vist på forummet - og ikke på portalforsiden...

Det gør den automatisk hver gang jeg lukker ned...

Lad os håbe det bare er belønningen der gør forskellen, så!

I Jenny Damm-terminologi: forestil dig at du er en "pæl" som hunden skal rondere. Som f.eks. hvis du trykker hunden lidt ud før et spring. Pole - jeg er en pæl... Og hvad er et "postturn"...?

Super!!! :5up: Men jeg tænker lidt "hmmmm...." Hvordan kan det være at du både bruger target - og ikke? For hvis du er kommet til at fjerne targeten, så skal den jo ikke på igen? Og hvis han så ikke løber ind uden taget, så burde der jo være noget der mangler i selve den indledende fase (med target)? :hmm: Nåede ikke selv at komme ud med feltet i dag, men glæder mig til at komme i gang igen, blev helt inspireret af veninden!

Ups, den her havde jeg ikke opdaget! Velkommen til Camilse, selv om vi allerede kender dig fra agilitytrådene!

Nu be’r du om en hurtig indlæring, og det tror jeg ikke findes. Jo, man kan “snyde” hunden, som man gjorde før i tiden, ved at der f.eks. altid lå noget i feltet - undtaget til prøver. Men som man ser på hundetræning i dag, så lærer hunden jo ikke noget af det. Hvis man absolut skal ha’ et fungerende felt til en bestemt prøve, så kan det måske fungere, hvis man i tiden op til, lægger noget i feltet hver gang. Men så har man jo alligevel noget at skulle reparere på bagefter... Da jeg alligevel selv skal i gang med Iso's LP igen, har jeg lige konsulteret LP-veninden mht. indlæring af feltet. Jeg kan se at den LP-instruktør vi i sin tid havde, ikke helt har fanget alle detaljer i metoden, så jeg regner med at genindlære feltet med Iso... LP-veninden er superdygtig, og gør sådan her: Hun sætter altid feltet op uden at hunden ser det, netop for at den skal opfordres til at selv finde feltet. Det er også meget medvirkende til at hunden lærer at virkelig se feltet, og dermed at orientere sig vha. bånd og kegler. I starten lægger hun target (som hun tidligere har indlært) i midten, og så shaper hun simpelthen at hunden går ind og trykker på den. Hun står måske 1/2 meter fra feltet. Klik når hunden trykker, og så belønner hun på sin egen højre side - altså hunden løber tilbage til hende for at få belønningen. Højre side - for at hunden ikke skal komme ind og sætte sig på plads. Belønning ved fører - gi’r tempo, energi i trykket, og feltet bli’r sjovt. At løbe tilbage bli’r en del af belønningen, og forstærker dermed trykket, der jo kommer lige før. (Iso elsker sin ruskeklud, og elsker at løbe, så jeg ville definitivt bruge den som belønning dér.) Dette gør hun rundt om hele feltet, så hunden får en slags “3D-billede” (hmmm, måske ikke helt præcis beskrivelse...) af feltet, og netop bli’r opmærksom på båndet/feltet. Hun begynder så at holde klikket inde, så hunden bli’r stående et kort øjeblik, bare så der lige kommer ro på et øjeblik, før hunden løber tilbage til sin belønning. Hun fjerner targeten så tidligt som muligt. Og så gør hun ellers det samme som før, men nu begynder hun at belønne inde i feltet. Enten ved at kaste legetøj ind i feltet, eller forbi felt/hund, “bagud”. Man ser ret let hvornår hunden har fanget idéen, for så finder den selv feltet og løber derind, fra hvor som helst. Og i og med at hunden ikke har set feltet bli’ sat op, så skal den jo lede med sine øjne efter det. Hun arbejder meget på dette, tæt på feltet, og når hunden vel kan det - og er rigtig glad for det, så bør afstanden ikke bli' til noget problem. Der bli’r ikke sat felt-kommando på før hunden er helt sikker, heller ikke ståkommando (eller hvad man nu bruger). Parallelt med dette, indlærer man “stå”, som man “kvalitetssikrer” sådan at man kan trække og skubbe til hunden, vifte med godbidder og legetøj foran næsen på den, løbe rundt om den - uden at den bevæger en pote. Hvis man altså bruger “stå” i feltet. Venindens hunde synes fremadsendelsen er den fedeste øvelse. Jeg tror at en stor del af hemmeligheden ligger i at feltet bli’r dødsjovt, og at det bli’r indlært som en sjov leg. Masser af fart og glæde, og ikke mindst shaping. Lad hunden selv finde ud af hvad det er den skal gøre for at få en belønning de meeeeget gerne vil ha’ - så bør feltet bli’ både sjovt og sikkert. Jeg kan forstå at du ikke har tiden til hele forløbet nu, men måske kan nogen af tingene være noget du ikke har prøvet, eller gi' idéer til hvor "fejlen ligger"..?

Men det ser nu alligevel ud til at det ikke er helt sikkert, og f.eks. her fraråder man avl... Pancreatitis | Canine Inherited Disorders Database | University of Prince Edward Island

Sorry, my bad. Googlede vist lidt for meget rundt, og kom over på insufficiensen...

Nu fik jeg i og for sig aldrig lært Iso feltet færdigt... Men vi brugte det rigtige felt fra starten af, med kegler og det hele, og target i midten. Så sendte vi hunden fra kort afstand, men fra alle mulige vinkler, hele vejen rundt om feltet. Først når hunden var mere sikker i det, begyndte vi at ta' targeten væk, og så kom afstanden på. Den metode ved jeg der er mange der bruger her. Ved ikke om du kan bruge det til noget...

Det er også det jeg har kunnet vælge mellem herhjemme, både med Daiwa og Frostie. Fik at vide at selv om man valgte masse-kremering, så blev hvert dyr lagt i en egen lukket ligpose. Den pose blev de lagt i hos dyrlægen, og posen ville heller aldrig bli' åbnet igen. Det var så det jeg valgte til begge to. Jeg har det som en anden skrev, jeg synes ikke det ville være fedt at ha' urner med aske stående herhjemme, og jeg ville faktisk heller ikke ha' dem begravet i haven.

Kender det ikke... Men de der objektiver med meget stor zoom-evne, der spænder over både vidvinkel og tele, plejer ikke at få de bedste ord med på vejen... Prøv evt. at se hvad de siger til det på denne side: All Tests / Reviews

Jeg googlede lidt på det i går, og fandt både/og. På Eurasierklubbens side fandt jeg bl.a. dette: "Hunde med diagnostiseret pancreasinsufficiens må ikke indgå i avl. Lidelsen er arvelig. Arvegangen kendes ikke."

Næ, mit "lille" indlæg kom jo også til at gå lidt længere ud, end det du oprindelig spurgte om... Men hvis jeg skal gætte helt konkret på de videos du har set, så vil jeg tro at det er én ud af to ting: enten ved man simpelthen ikke bedre, eller også gør man det for førernes skyld, så de føler at de lærer noget (som de så egentlig ikke gør...).

Jeg bli'r ved med at bli' logget ud... Ikke så fedt, når det sker medens man er ved at skrive et laaangt indlæg... Nu har jag lært at kopiere før jeg sender af sted, men det er jo ikke ligefrem optimalt. Og hvis det er et hedt emne kan det jo ske at man glemmer det - og bli'r rigtig hidsig når halvdelen pludselig ikke er autosavet!

Jeg synes det er dig der misforstår. Det er ikke negative ting - det er fakta. Jeg synes det virker som om du ikke vil se fakta, derfor kalder du dem "negative ting". Fakta er - at nogle sygdomme er arvelige. Hunde med arvelige sygdomme bør der selvfølgelig ikke avles på, og det tror jeg du er enig i. Jeg googlede lidt hurtigt på pancreasinsufficiens og arvelighed i går, og fandt et par hits der sagde at man mener at det kan være arveligt. Især én type, der findes åbenbart flere. Fakta er - at ingen hunderace kan siges at føde et bestemt antal hvalpe. Man kan vide nogenlunde i hvilken størrelsesorden kuldene ligger på, indenfor racen, ja. Derfor kan man sige at sheltier som regel ikke får store kuld, og 3 hvalpe er sikkert også meget normalt. Men man er nødt til at ta' forholdsregler, hvis nu der skulle komme flere. Jeg har kigget mine bekendtes sidste 10 kuld igennem, og de har fået hhv. 3, 3, 5, 5, 3, 7, 4, 4, 5 og 4 hvalpe. Så kun i 3 kuld ud af 10, ville de "maks. 3 hvalpe" passe hos dem. Ovenstående er rene fakta. Hverken positive eller negative ting - fakta. Nogle ville bli' glade hvis de fik mange hvalpe. Nogle ville bli' glade hvis man kunne tjekke for en alvorlig sygdom og dermed udelukke en ramt hund fra avl. For dem ville fakta være en positiv ting. For dig derimod, passer fakta ikke med dine ønsker - derfor kalder du dem "negative ting". Jeg synes det er et skråplan, at lukke øjnene for fakta. I sidste ende er det fakta der kan gøre din hvalpeoplevelse til en god ting - eller til en meget kostbar og besværlig ting. Det er også fakta der kan gøre gavn eller skade for din egen hund - og ikke mindst for de kommende hvalpe. Du ta'r tingene alt for personligt, der er ingen der "er ude efter dig", vi prøver bare at hjælpe dig, ved at pege på nogle fakta, som du ikke selv virker helt klar over.

Næ, det har jeg også svært ved at se meningen med, men jeg har heller ikke rigtig set den slags videoer? Sådan gjorde man ellers den gang jeg startede med agility, i starten af -90'erne, der drejede det sig om at "lære" hunden forhindringerne så hurtigt som muligt, så man kunne komme i gang med at løbe baner. I dag lægger man jo mere vægt på at først lære grunderne, ikke mindst igennem div. "preschools", "før-agility" og alt hvad det nu hedder, men også på de regulære agilityhold. Men der er jo flere aspekter i det... Hvis man begyndte at undervise på hold, som man selv træner sin egen hund, så ville de fleste kursister nok stå af efter få gange, i hvert fald indenfor den målgruppe vi har på vores hold. Vi ta'r det også stadig stille og roligt - men det kan nogle gange være meget svært for hundeførerne. De vil jo gerne se fremskridt, og fremskridt er for mange af dem lig med at de kan løbe små baner. Så det er også lidt en balancegang som instruktør synes jeg - samtidig med at hundene får lært tingene på en rigtig og god måde, er man nødt til at motivere førerne ved at lade noget af træningen indeholde en lille bane... Vi er først kommet op på de der knap 15 forhindringer efter et år, og det er noget vi kun gør en gang imellem. Men nu begynder førerne også at forstå, at lange banegennemløb dræber lysten for de fleste af hundene. Så kommer det jo også an på hvordan det har set ud før de her 3. - 4. - 5. gange til agilitytræning, som du skriver om. Hvis jeg tænker på mig selv og Iso, så har hun gået til "før-agility", og vi har taget enetimer og kurser med henblik på opstart af en ung hund. Så da vi endelig startede på agilityhold, var alle forhindringer indlært, og vi havde fået lagt nogle gode grunde mht. handling og selvstændighed m.m.. Så vi var da helt sikkert oppe på 10-15 forhindringer efter 3 gange. Hvorvidt hunden skal nurses rundt banen, synes jeg er svært at sige noget om... Igen ved man jo aldrig hvad der ligger bag, det kan jo f.eks. være en hund der har haft kæmpe problemer. Det kan jo også være hundetype (eller førertype!), eller hvordan man vælger at træne. Nogle har jo ikke farten og selvstændigheden fra start af, men hvor det kommer med sikkerheden. Hvis jeg kigger på de hunde vi har, så er der nogle der bare ikke vil slippe føreren, eller som bare ikke tænder helt vildt op. Det prøver vi da at arbejde med, men det lykkes ikke fuldt ud med alle hunde - og frem for alt ikke med alle førere! Har man i flere år trænet på en måde der "modarbejder" alt det vi genre vil se til agility, så er det sq ikke altid til at bide skeer med. Og desværre er det jo ikke altid de helt unge og uspolerede hunde der melder sig til på holdene. Og hvor vigtigt er det egentlig at alle hunde på holdet bli'r superagilityhunde? Vi har f.eks. en lidt ældre dame, med en lille vaks pudel. Den kunne bli' lynende hurtig, men det kan damen ikke. Hverken rent fysisk eller mentalt. Begge to hygger sig vildt meget til træning, og har det rigtig sjovt sammen. De får trænet lidt derhjemme, men det bli'r ikke det helt store. De ville jo ikke ha' nogen glæde af at bli' proppet med det samme som f.eks. et yngre menneske, der satser på at løbe på konkurrenceplan... Da jeg var helt ny som instruktør, kunne jeg se alle fejl og dumme ting der blev gjort på mange træningspladser. Sådan skulle jeg i hvert fald ikke gøre på mine hold! Der skulle træningen være helt rigtig, og med de nyeste metoder! Men når man så kommer i gang, indser man at kursisterne går til agility af vidt forskellige grunde, og at det er de færreste der har de samme "mål" som man selv har. Og absolut ikke alle har hverken muligheden eller lysten til at træne en hel masse derhjemme! Så med tiden er man nødt til at gå på kompromis med sine idealistiske idéer, så man har noget at tilbyde alle de forskellige slags kursister. Selvfølgelig prøver man at gøre det så tæt på sine idealer som muligt, men man må indse at alle mennesker ikke brænder for agility, bare fordi de har meldt sig til at agilityhold. Indimellem får man dog sat et hold sammen, hvor alle er superinteresserede, og så kan man få ført sine idéer ud i livet, og det er bare fedt! Og hvis man er god til at inspirere sine kursister når de kommer med sin første hund, så kan man måske få dem så bidt af agility, at når de kommer med hund nr. 2, er de parate til "den rigtige træning". Ja, det blev jo til en hel afhandling, nærmest... Men jeg kom bare så godt i gang! Så alt jeg har skrevet er jo ikke helt koblet til det du spurgte om, der kom lidt ekstra til.