korvis

Hvor mange fps ta'r 7D'eren egentlig?

Jo, da det store formål med foto-nørderiet var at finde ud af Karinas problemer, havde vi hele tiden de samme indstillinger på begge kameraer. Vi prøvede også begge objektiver på begge kameraer - og prøvede også med hinandens huse. Og uanset hvad vi gjorde, så ville Karinas kamera ikke fokusere ordentligt på de løbende hunde - uanset objektiv og fotograf. Portrætbillederne blev til gengæld skarpe.

Hmmm.... Hos mig siger den det samme - både i det du citerer og det du selv skriver bagefter... Det dér google-noget... Mystisk!

Jamen jeg er jo lidt langsom... Plus at mit internet jo skal ha' tid til at hoppe af og på et par gange før jeg kan oploade det jeg har skrevet! Ja der var søreme også stor forskel fra 400D til 40D..! Og selv om jeg lærte at fotografere hurtige hunde med et 350D, og blev ok god til det rent tekniske, så kunne jeg bare slet ikke finde ud af det med Karinas 400D... Meeen, det kan altså også være noget galt med kameraet...

Ha ha, så har vi skrevet samtidig!

Tak! I det første indlæg er alle taget med samme hus - dog er det sidste billede taget med andet objektiv (Tamron 28-75). Vi var ude sådan lige før solnedgang, så lyset ændrede sig ret meget i løbet af den tid vi var ude, så det har sikkert haft betydning. Vi fik i hvert fald fundet ud af at der ikke er noget galt med KarinaO's 70-200F2.8, da det sagtens kunne fokusere med mit kamerahus. Så der er en mulighed for at fejlen ligger i Karinas hus - eller også i Karina selv... Vi havde begge meeeeget svært ved at overhoved kunne se fokuspunkterne i hendes kamera, og så er det jo ikke ret nemt at forsøge fokusere på en hurtig hund... Vi satte hundene af, og kaldte dem hen imod os (også lidt skråt), og gennemgående blev Karinas billeder mindre og mindre skarpe, jo tættere på hunden kom. Også med mit objektiv. Men det var jo rart at få bekræftet at hendes svinedyre objektiv ikke fejler noget! :5up:

Hi hi - Iso ser helt hysterisk ud i øjnene hvis kattene kommer tæt på hendes tyggeben. De har aldrig nogensinde vist interesse for benene, men det er ikke helt gået op for Iso... Men jeg har ikke kattene inde i soveværelset mere, tror sagtens Iso kunne finde på at fræse ud efter dem. Hun er ikke heeelt tryg ved de katte, selv om hun var så gode venner med Lillemissen da hun var lille killing...

Så tror jeg ikke du behøver at bekymre dig om ressourcer, ikke fra hans side i hvert fald, dejligt!

Jeg ved heller ikke ret meget om det, da vi aldrig har haft hunde med ressourceforsvar før... Men jeg mener da at det kan findes hos alle racer? Vores er bordercollies og miniaussie. Miniaussien har muligvis lært det fra sin "bordercollie-storebror", men min Iso har i hvert fald ikke lært det nogen steder fra, det kunne hun helt af sig selv! Man må jo indrette sig efter det, og f.eks fjerner vi alle tyggeben og alt legetøj når vi er på besøg hos hinanden. Indimellem deler vi også hundene op, da Iso og miniaussien begge har et iltert temperament, og kan ha' brug for en lille pause fra hinanden. De to hanner (der bor sammen) ryger indimellem også i totterne på hinanden, altid over en ressource af én eller anden art. Det er lidt besværligt - og ikke ret sjovt, da vi har været vant til at alle hunde altid har kunnet gå fredeligt og afslappet sammen, og legetøj og tyggeben kunne ligge over det hele. Men nu er det sådan hér, og så må vi jo bare indrette tingene så de situationer kan undgås... Og det er jo egentlig ikke ret svært, men alligevel ikke helt nemt at ændre på så gamle vaner!

Efter små 20 år med hunde i familien der ikke har haft den mindste smule ressourceforsvar, har vi nu fået 3 der allesammen har... I den forbindelse har vi måttet tænke rigtigt meget om, og må nu holde hund på en lidt anden måde end vi er vant til. Legetøj og tyggeben er der f.eks. pludselig meget hård kontrol med, og vi skal være meget obs. på om nogen af hundene begynder at "vogte" på os mennesker. Så jeg vil sige at du må vente og se. Alle hunde er forskellige, og det vil vise sig når du har fået den nye hjem (som f.ø ser sååå dejlig ud...), hvorvidt hundene går godt i spænd, om nogen pludselig begynder at vogte, om du kan ha' legetøj/tyggeben liggende fremme eller ej, om de vil ligge tæt eller ha' afstand. Det skal de nok selv vise. Nu får du også en internathund hjem, og så kan der nok gå et godt stykke tid før den falder til, og bli'r "sig selv". Så jeg kunne forestille mig at tingene også kan ændre sig en del i løbet af de første måneder?

Det passer vist - endnu... Men de snakker mere og mere om at der også kommer virus til Mac, så det er en god idé at ha' et antivirusprogram for at være helt sikker. Jeg har også altid kørt uden, men har nu fået et gratisprogram installere - iAntivirus. Det ser ud til at køre fint, men da der som sagt ikke rigtig er virus til Mac, er der jo ikke fanget noget som helst endnu...

Jeg er så én af dem der altid vil købe hunde med stamtavle. For mig er stamtavlen af størst betydning før jeg køber hund - når jeg vel har hunden, er der ikke rigtig noget jeg kan bruge den til, sådan lidt groft sat op. Stamtavlen betyder at jeg kan lave research når jeg leder efter min kommende hvalp, både mht. sygdomme, men også mht. type. Jeg ved hvilke hunde jeg gerne vil ha' i anerne, og hvilke jeg helst vil undgå, for at få en hund efter min smag. Det ville jo være umuligt uden stamtavler, hundeweb, udenlandske databaser og lignende. Det vil også være umuligt at gøre noget ved arvelige sygdomme uden stambogsføring, da man ganske enkelt ikke kan vide hvad der ligger bag hunden. Når hvalpen vel er i hus, har jeg få gange brugt stambogen for at kunne udstille. Det er ikke noget jeg er den store tilhænger af, men gør det da enkelte gange, mest for opdrætters skyld. Hvis man har de lyster, så skal hunden også være stambogsført for at f.eks. komme på landsholdet - hvilket dog aldrig bli'r min ambition... Mener også at hunden skal være stambogsført for at træne i visse specialklubber..? Så afhængig af hvad man "vil med sin hund", er stambogen uundværlig for nogen, hvor andre ikke synes de har noget at bruge den til.

For nogle år siden planlagde jeg at ta' et kuld på min Frostie. Af forskellige grunde blev det aldrig til noget, og i dag er jeg meget glad for det. Der poppede nemlig efterfølgende nogle sygdomme op hos begge hunde, sygdomme der ikke kunne testes for på forhånd. I dag ville jeg aldrig i livet overveje et kuld på Iso, selv om hun er en fantastisk hund, og jeg selv meget gerne ville ha' en hvalp efter hende. Der er alt for meget der kan gå galt, og der er flere risici jeg ikke vil være parat til at ta'... Sundhed - burde være det nemmeste, da det "bare" er at tage alle de tests og tjek der findes. Men derudover er man nødt til at studere stamtavler og sundhedsresultater for hunde af samme linier. Og alligevel er der mange sygdomme man ikke kan gardere sig imod... Ved blandningshunde og tavleløse har man ovenikøbet ikke muligheden for at studere linier, og det kan være svært at vide hvilke racetypiske og arvelige sygdomme man skal teste for, hvis man ikke helt ved hvad hunden/e indeholder. For selvfølgelig skal begge forældredyr tjekkes grundigt. Det mentale - to fysisk sunde hunde gi'r jo ikke nødvendigvis gode hvalpe. Den mentale del er jo lige så vigtig. Man er nødt til at vide meget præcist hvad éns egen hund indholder, og man er pinedød nødt til at være meget ærlig over for sig selv, og kunne se de mangler den evt. har. Især ved lidt "sværere" racer, som f.eks. min race (bordercollie), er det ekstremt vigtigt at man finder ud af det, og bagefter finder det helt rigtige match. Selv ved avl på kun én race kan dette være rigtig svært, og jeg kan kun forestille mig at det er endnu sværere ved blandninger. Og består blandningen af delvis "svære" racer, så er det IMØ lidt af et sats at ta'... Det fysiske - rent bygningsmæssigt gælder vel det samme som for det mentale, at man ser med upartiske øjne på sin egen hund, og finder det helt rigtige match. Og det er vigtigt selv om man er totalt fløjtende med udstillinger og lign., hundens fysik ska jo være i orden uanset! Og igen må dette være endnu sværere ved blandninger. Hvalpekøbere - er jeg bange for er det aller største problem, især lige for tiden! Jeg kender flere opdrættere, der har umådeligt svært at komme af med hvalpe for tiden. Og det selv om forældredyrene har vist sit værd som konkurrencehunde, sundheden er i top, og linierne er meget eftertragtede. Det er bare virkelig svært at få solgt hvalpe lige nu. Jeg kender én opdrætter der gik med 5 usolgte hvalpe, i næsten et år. Hun blev nærmest ruineret af det, og måtte få hjælp udefra bare for at få råd til foder. Hendes redning var at det er en meget "lille" race (mængde, ikke størrelse!), og at linierne var eftertragtede, så de kunne sælges til avl/udstilling da de var så pas gamle at man kunne se hvordan de udviklede sig. Det vil nok ikke kunne gå med en blandningshund, har man ikke fået dem solgt som hvalpe, må man nok regne med at beholde dem selv. Økonomi - der kan vist ikke være tvivl om at man skal ha' en god reserve på kistebunden, hvis bare nogen af ovenstående ting går galt... Ja, selv om alt går godt, så koster det! Bare de indledende tjeks/tests render op i adskillige tusinde kr. For én hund... Ja, TS bli'r i den grad frarådet at parre sin hund... Men det synes jeg er i orden, for IMØ er det ikke noget man bare bør gøre sådan uden videre. Konsekvensen af det er med stor sandsynlighed at TS står med flere usolgte hvalpe, og/eller får lavet en uheldig kombination med tanke på de racer der bli'r nævnt. Og hvis grundlaget for parringen bare er at "man godt kunne tænke sig det", så synes jeg at man også skulle spørge sig selv om "man godt kunne tænke sig" at komme af med en hel masse penge, at bruge al sin fritid på hvalpe, at pludselig eje en hel flok jævnaldrende hunde, eller at høre om solgte hvalpe der ikke fungerer i det nye hjem... Ikke at det nødvendigvis bli'r sådan - men risikoen for det er meget stor, i hvert fald mht. usolgte hvalpe.

Frostie blev tit kaldt "kamelen" når hun rejste børster. Sådan en halv-langhåret bordercollie - med to pukler, én over nakken og én over krydset... :stupid:

Næ, det har du vel egentlig ret i...

Tak! Ja, det er noget lort med de øjne... Heldigvis er det dog ikke blevet til mere end skaldede øjne de sidste par gange, plus lidt kløen. Kløen er jo ikke rart, men det er ikke ret meget, heldigvis.

Det bedste billede af os to i dag! Ja, ærgerligt med det skaldede øje... Ellers var det oplagt!

Lidt sjovt... På det sidste billede kan man se både mig og Karina i Iso's venstre øje! Ja, mig faktisk også i det højre. Her lidt forstørret:

Neiiii, nogle dejlige billeder, og dejlige fortællinger! Bli'r jo helt :hjerte: :hjerte: :hjerte:...

Tak! Iso har desværre noget der hedde collienose, hvor ét af symptomerne er at hun mister pels rundt øjnene - deraf det noget skaldede look...

Ja, faktisk er de alligevel lidt søde... Og hvor var det godt for Iso at møde sådan en cool dame som Gracie..! :5up:

Tak Ida! Det sidste er taget med Tamron 28-75, resten med canon 70-200F4L. Det ville jo være fedt! Sig endelig til hvis du kommer herovre!

Karla er bare skøn!! :hjerte:

Johow - I er TOTALT blacklistede!! Nææææ, da... Vi fik taget billeder af de grimme hunde - OG fundet ud af at der ikke er noget galt med Karinas fine objektiv! :5up: Men næste gang vil vi gerne ha' lidt modeller, for det er svært at både være fotograf og hundedomptør samtidigt. Især når den ene hund er en rigtig sur lille bitch!