korvis

Tillykke med det!

Ja du kom også med på filmen, men den gang vidste jeg ikke det var dig! Kan godt forstå der ikke var mange store hunde der kom igennem tunnelkullerbanen, så skulle man eddermame kunne løbe stærkt - eller ha' en hund der ikke var en racermodel! Vi så en del af de små og mellem, og der var der flere der kom igennem. Men den var jo også pissesvær at huske, så der var alligevel nogle der røg på førerens svigtende hukommelse!

Ja det havde hun da i hvert fald!! Gad godt ha' set hendes øjne i nærbillede! Hun var også fuldstændig hys da vi stod udenfor banen og ventede på vores tur, hun kunne jo høre det hver gang en hund løb i en tunnel!

Så har jeg fået lavet video fra pinsestævnet i Ribe - Iso's stævne-debut! Vi blev selvfølgelig diskede i alle løb, hvilket jeg også havde regnet med. Iso har ikke løbet længere baner mere end nogle få gange endnu, så jeg vidste jo at det egentlig var alt for tidligt. Men jeg er nu alligevel tilfreds med flere ting, og det var sjovt at få prøvet af hvilke ting der fungerer ok, og hvilke der ikke gør. Lørdagen startede med SPÅ og AGÅ - begge gik fuldstændig galt. Jeg fik ikke optaget SPÅ, men det gør vist ikke noget... De åbne klasser var meget for svære for os, det var også DM-udtagelse lige den dag... Om lørdagen var der også SP1, og det synes jeg egentlig Iso gjorde pænt. Jeg diskede os, i det jeg bare løb videre da Iso snød mig for den sidste pind i slalomen. Resten gik ok, selv om jeg var alt for sen og bagud flere gange... Søndag var der kun AG1, og det synes jeg egentlig gik rigtig godt. Alle felter sad bare perfekt! Det var dog en start Iso ikke var helt med på, så hun rev hele den ene vinge på nr. 2 spring. Det spring skulle man desværre over igen, men Iso fattede slet ikke at det var et spring når det nu lå ned, og løb udenom... Hun snød igen i slalomen, men da vi tog den om gik det fint. Tunnelkuller var sidste løb søndag. Jeg havde meldt til mest for at se hvad Iso ville sige til sådan en bane med kun tunneller - Iso's yndlingsforhindring! Og kuller fik hun da godt nok..!! Det gik jo slet ikke, så jeg løb bare ud efter få forhindringer... Iso udviklede et lille tyvstarts-problem i løbet af stævnet. Det gik fint om lørdagen, men om søndagen rejste hun sig først fra sin "sit", og i tunnelkuller gik hun endda fremad - og når der så kom et spring så sneg hun sig da bare under det... Så vi skal vist til at træne lidt starter! Ellers river hun en del pinde, og det er nok fordi det bare skal gå stærkt. Og det kan bli' lidt svært at tackle, men det må vi jo bare knokle med. Det er dog blevet bedre, så mon ikke det sidste også kommer... Slalomen skal vi også til at sikre noget bedre. Hun rammer som regel indgangene nu, hvis ikke hun får alt for meget fart på og glemmer at bremse lidt ind. Men hun er begyndt at snyde i den sidste port indimellem, så det skal vi også ha' set på. Alt i alt har det været en super oplevelse, og jeg har fået en forsmag på hvordan det bli'r at løbe stævne med Iso! Jeg tror at hun bli'r rigtig sjov at løbe med - men jeg skal søreme være hurtig i både krop og hoved, og være 110% på, ellers hægter hun mig af omgående... [media] [/media]

Du mødte garanteret Dorte, for hun var hjælper i den ene ring! Men der havde vi vel for travlt til at kigge på andet end vores iltre hunde...

I er bare superseje, stort tillykke!!! :klap: Men hvorfor fik jeg ikke lov at møde Louise J...?? Til gengæld mødte jeg Dorte, lige før vi skulle til at køre hjem! Iso og jeg debuterede jo i Ribe, og det var jo en blandet fornøjelse... De åbne klasser var jo aaalt for svære for os, men klasseløbene gik egentlig ok, selv om vi blev diskede i det hele. Skal nok lægge videoer op og skrive lidt mere, men når det ikke lige nu!

Hæ hæ - Frostie og Herbie ville være indavl der vil noget!!! Kendte ham desværre ikke, men kender udmærket linierne bagved, meget samme hunde som bag Frostie. Herbies mor var samme kombo som søsters første BC, og som ét eller andet sted stadig er min målestok når det gælder BC. Og hun er også Iso's farfarsmor! Heldigvis lever Beagoldlinierne videre udenlands, avlsarbejdet bli'r koordineret fra en belgisk kennel (Eyes of the world, der lavede Frosties mor), og de er heldigvis mere seriøse... Og ja - det var alt for tidligt for Frostie - hun var ikke engang 8 år...

17 år, det er godt nok et langt hundeliv! Mange varme tanker herfra.

Ja, det er virkelig trist. Frostie var født i 2003, og fra det første F-kuld. I december 2010 kom R2-kuldet - de har altså været hele vejen fra F til Z, og derefter igen fra A til R, i løbet af 8 år... Noget med 25 kuld, hvis jeg har talt rigtigt...

Synes det er svært... Det strider egentlig mod mine principper at ikke gøre det - men jeg er også temmelig sikker på at han er ligeglad. Hmmm... Må lige tænke lidt over det, og se om jeg får det anderledes på et senere tidspunkt... Normalt ville jeg fortælle alt til en opdrætter, hvis vedkommende er seriøs så kan de måske bruge det til noget. Iso's opdrætter får f.eks. jævnligt videos og mails, hvor jeg fortæller om hvordan det går. Og hun var da også den første jeg fortalte det til, da Iso fik sin "collie-nose". Men hun er jo interesseret, til forskel fra Frosties opdrætter. Der kommer som regel svar rimelig hurtigt, selv om hun har en million milliard hvalpekøbere rundt omkring. Jeanette - ja der kan man se hvad "Kgl. Hofleverandør" kan dække over!!! Nu har jeg jo lidt connections derinde , og ved at Frede og Mary har haft prof. hundetræner på, fordi det var ved at gå galt med Hans Kongelige Hundhed Ziggy... Og at de i hvert fald på et tidspunkt fik én af de ansatte til at træne med ham...

Som jeg har fortalt andre steder på forummet, så har jeg desværre måttet sige farvel til min elskede Frostie i dag. Og det vil jeg jo gerne fortælle til dem det berører - familie, hundevenner, træningsbuddies, og selvfølgelig alle HF'ere der har lært os at kende via forummet. Men hvad gør jeg med Frosties opdrætter..?? Sagen er jo den at Frostie kom fra en skodkennel, hvalpefabrik, pengemaskine af værste skuffe... Det skal dog nævnes at det ikke var sådan den gang jeg købte Frostie. Den gang havde han ikke ret mange hunde, og virkede oprigtigt interesseret i at føre de gamle Beagold-linier videre, og havde samarbejde igang med udenlandske Beagold-opdrættere og det hele. Det har han så i mellemtiden fået ødelagt godt og grundigt... Jeg sad faktisk og var ved at skrive en mail til ham, da jeg bare kunne mærke at jeg faktisk ikke havde lyst. Normalt ville jeg helt bestemt oplyse opdrætteren, men i Frosties tilfælde ved jeg sgutte. Jeg har tidligere kontaktet ham, da Frostie fik konstateret sin hudsygdom, og hans reaktion på det, var under al kritik. Selv om det udtrykkelig står skrevet at man som minimum skal udelukke den syge hund + forældredyr fra avl, så mente han at jeg da sagtens kunne ta' et kuld på Frostie alligevel - for han havde aldrig hørt om sygdommen! Og jo da, han avlede selv lystigt videre på de syge gener... Grunden til at Frostie nu er væk, har jo intet med arvelig sygdomme at gøre (hudsygdommen var godt nok bidragende, men den har han jo allerede kendskab til), så er der egentlig nogen grund til at fortælle ham om hvad der er sket? Jeg kan ikke forestille mig at det ellers rører ham i ryggen at Frostie er væk. Og selv hvis det havde været en arvelig sygdom, så er jeg ikke sikker på at han ville ta' det til sig... Hvad ville I gøre?

Ja, det er nok det. Selv om man ikke konstant har gået og tænkt på hvor synd det har været for Frostie, så har det jo alligevel ligget i baghovedet hele tiden... Hver gang man har kigget på hende så har det jo givet et lille sting i hjertet, hun lignede jo slet ikke sig selv mere...

Tak allesammen. Jeres tanker varmer virkelig. I dag skal jeg nok bare tude, men jeg ved jo at det bli'r bedre snart... Det føles så tomt og underligt uden Frostie i huset, selvom jeg også har en unghund og to katte der fylder en del. Men nu begynder jeg faktisk at kunne føle en form for lettelse. Det er ikke det helt rigtige udtryk, for Frostie har aldrig føltes som en belastning. Men jeg kan føle nu, at jeg har haft en meget syg og dårlig hund i huset... Svært at forklare i ord, men når jeg nu kun har en rask hund kan jeg mærke på forskellen, at Frostie virkelig har været dårlig...

Så kommer desværre den sidste, og meget kedelige update i denne tråd... Frostie er her ikke mere... Efter de positive oplevelser hos Anne Line gik det faktisk ok med Frosties ben. Men desværre fik hun tilbagefald igen. Det stod også klart at Frostie bare havde det rigtig dårligt, og at der sandsynligvis var mere og andet end benene det var galt med. Det er stille og roligt gået ned ad bakke, og da jeg kom hjem efter at ha' været ude at rejse i to uger, reagerede Frostie nærmest ikke på at se mig igen. Det var et hårdt slag, men viste mig også hvor dårligt hun faktisk havde det... Efter at ha' gået og tænkt og overvejet i lang tid, havde Frostie og jeg i går en dag hvor jeg bare kunne mærke at "dette er vores sidste dag sammen"... Da vi skulle gå i seng kom Frostie og la' sig helt tæt op ad mig, og ville bare nusses i søvn - noget hun aldrig før har gjort, ikke på den måde. Det føltes næsten som om hun bad mig om hjælp... Derfor tog jeg den meget tunge beslutning at ringe til dyrlægen i morges. Kl. 16.30 var Frostie borte, og det hele foregik på en meget fredelig og værdig måde. Jeg valgte den dyrlæge hvor Frostie fik akupunktur, da hun kun har positive oplevelser derfra. Og hun fik da også sine elskede godbidder af den søde dyrlæge, og lå selvfølgelig og tiggede ind i det sidste. Det har været enormt svært at ta' beslutningen, da Frosties "dårligdomme" har været meget diffuse. Men der er ingen tvivl om at hun havde det meget dårligt til sidst, og var virkelig ked af det, så jeg føler mig overbevist om at det var det rigtige jeg gjorde. R.I.P min aller smukkeste, dejlige og højt elskede Frostie-pige... :megaked: :megaked: :megaked: :megaked: :megaked:

Sikke en god film!!! :5up: Hvor ser de bare sjove ud! Og sikke dog et dejligt sted, med kig til vandet... OG til feeed autocamper... :savler:...

Sådan én har jeg også haft! Det gik superfint med Daiwa, og vi brugte den meget, men Frostie ville sq ikke sidde stille... Jeg synes der er nogle smarte ting ved "barn-modellen", bland andet de spænder man kan se på dit billede, hvor man kan spænde hunden fast. Og så er der et rum bagi vognen, med plads til tasker eller andet bagage, som hunden ikke kan komme til. Men har aldrig set en rigtig hunde-vogn, så ved ikke om de også er der..?

Mange hunde/hvalpe reagerer ret kraftigt på at man lægger sig ned, det synes de godt nok er underligt, og forkert! Så det er nok bare lidt blandede følelser hvalpen udviser der. Lad den bare få tid og ro til at vænne sig til at det er ok at du pludselig ligger ned. Sørg for at der kun kommer positivt ud af det, så kan du snart "snakke" med den også liggendes på gulvet.

Jeg er der søndag og mandag. Og står nok for den største underholdning! Mener at der er DM-udtagelser om søndagen, så der skal nok være nogle gode ekvipager, det er jo altid sjovt at kigge på. Om mandagen er der finale, det skal nok også bli' rigtig spændende at se. Der er også en for-sjov-klasse, tunnel-kuller, som nok skal kunne byde på lidt sjov!

De ting der er markeret med rødt - alle de ting er jo noget der også påvirker hunden. De er som regel meget følsomme for hvordan vi har det, så det kan måske også ha' betydning? Og så synes jeg personlig ikke du har fået noget der ligner en sviner fra Guanamo, han spørger jo bare hvad din reaktion skulle gøre godt for. Og den tror jeg nok de fleste er enige i - det er du jo også selv, ikke? Som hundeejer må man bare lære at beherske sig i de situationer. Hellere gå ud og lukke døren, bande og svovle i 5 minutter - og så gå ind til hunden igen, uden at være sur...

Nej, men det at ha' hund, og træne hund, har nok lært mange af os at beherske os, og kontrollere os i sådan nogle situationer - hvor det jo absolut ikke gavner noget som helst at lade det gå ud over hunden, der sandsynligvis ikke fatter en døjt af det. Tålmodighed og selvkontrol er noget som både hund OG ejer må lære, ellers løser man i hvert fald ingen problemer...

Nu vi snakker om det her med agility og regn... Hvad tænker I andre om det? Jeg var ude på pladsen i går, jeg har jo hold i nakken og kan ikke en skid, men var lige ude for at kigge lidt til konkurrenceholdet da det var sidste gang for sæsonen. Og det begyndte jo at øs-pis-regne... De fleste ville ikke løbe mere da det blev temmelig vådt og glat, men en enkelt kunne slet ikke forstå det. Jeg havde Iso med, så nogen af de andre kunne ta' en tur med hende, men jeg havde hende slet ikke ude, hun ville være til fare for sig selv. Jeg har stor respekt for agility i regnvejr, måske er jeg endda overdrevet forsigtig..? Der er kontaktfeltsforhindringer der bli'r glatte, græsset også, selvfølgelig. Tunnellerne bli'r våde indeni, så hundene begynder at skride inde i dem. Det kommer selvfølgelig meget an på hvilken type hund man har, og jeg er måske farvet af mine egne, der aldrig har været ret forsigtige, men bare skal løbe stærkt... Sidst jeg var oppe hos Jenny, fortalte hun noget jeg aldrig har hørt om før - det er åbenbart sket for flere end én svensk hund, at en regnvåd, pelset hale er klistret fast til, og rundt om, en slalompind, hvorved hunden har fået en så svær skade på halen at der måtte amputeres et stykke! Jeg har aldrig kunnet forestille mig det scenario, men ikke desto mindre er det åbenbart sket. Og med den danske kuperingslov ville det jo være en katastrofe. Så nu har jeg endnu en ting at være hys over i regnvejr! Eller også ser man mig sidde og klippe Iso's hale helt korthåret i regnvejr... :slem:

Det kan jeg godt sætte mig ind i! Hold k**t, mit latterlige arbejde har spændt ben for agilityen mange gange... Jeg har seriøst flere gange overvejet at helt skifte branche, for at få mere normale forhold, og bedre tid til agility. Meeen... Er nu ret glad for mit arbejde alligevel! Til gengæld har jeg heldigvis været forskånet fra skader (7-9-13) - lige indtil det her med Frostie...

Pyha, så håber vi på at den vippe er "repareret" igen!! :banan:

Det er svært og tålmodighedskrævende at ha' hvalp - og en corgi er sikkert temmelig udfordrende! En af mine bedste veninder har corgier, og vi sammenligner tit vores hunde. Hendes corgier minder mange steder rigtig meget om mine bordercollies, men de er bl.a. skarpere og mere egenrådige. Det er de jo nødt til at være, som kvæghyrder. Man kan også virkelig mærke at det er en "arbejdsrace", i hvert fald på min venindes corgier, og de kræver jo en del mental udfordring. Så jeg kan livligt forestille mig at det ikke er nemt at ha' en corgihvalp, især ikke hvis du er førstegangsejer? Men slå lidt koldt blod i vandet, det skal nok gå godt det hele. Bare mind dig selv daglig om at han bare er en lille bitte hvalp, glem alt om dominans og trods. Forbered dig på at renlighedstræningen altså ta'r et stykke tid - rent fysisk er han slet ikke udviklet nok endnu, til at kunne holde sig ret længe. Om natten går urinproduktionen ned, derfor kan de holde sig noget længere om natten. Og så har du masser af hjælp at hente herinde, hold dig endelig ikke tilbage med at skrive og spørge løs, hvis det er!

Jeg fik fotograferet hofterne som barn, og fik også lagt bly over de indre kønsdele for at undgå stråling lige dér.