Sakset fra nettet:
"Løg (Allium spp.), f.eks. alm. løg, purløg og hvidløg indeholder giftstofferne N-Propyl-Disulfid og S-methyl-L-cystein sulfoxid (SMCO) der kan give pludselig blodmangel. Hvidløg er mindre giftige end almindelige løg, men bør alligevel fodres med yderste forsigtighed.
Hvidløg har en række positive effekter, hvis det fodres i meget lille dosis, mens det kan give forgiftninger, hvis det fodres i for stor dosis. Kosttilskud der indeholder hvidløg bør derfor kun fodres efter samtale med dyrlægen, idet varedeklarationen på mange hvidløgsprodukter ikke tager højde for at hunde kan forgiftes af hvidløg. Hvidløgs ønskede virksomme stoffer er nogle svovlforbindelser, der til dels er bundet til "hvidløgs lugten", lugtfrie hvidløgsprodukter er derfor ofte mindre virksomme end friskt, knust hvidløg.
Der er lavet en række undersøgelser på hunde. Det er dokumenteret at hvidløg har antibakterielle, dvs. desinficerende egenskaber overfor bakterier. Hvidløg har en desinficerende effekt ved en evt. hudbetændelse, ligesom det har et højt indhold af svovlholdige aminosyrer, der er essentielle stoffer i opbygningen af pelsen. Hvidløg har også en antibakteriel og stabiliserende effekt på mave-tarmkanalen. Hos hunden har hvidløg en mild repellerende, dvs. skræmmende effekt på lopper. Hvidløg vil altså have en mild beskyttende effekt hos hunde, hvilket kan være fint hvor loppepresset er meget lille. Hvis din hund har levende lopper eller omgås andre hunde eller katte, vil hvidløg ikke kunne beskytte tiltrækkeligt. Hvidløg kan heller ikke slå levende lopper ihjel ej heller orm og andre parasitter - her skal du i stedet henvende dig til din dyrlæge for at få den rette rådgivning. "