Spændende debat, synes jeg, men som andre påpeger er det meget individuelt.. Nogle mennesker med psykiske problemer bør ikke have kæledyr mens det for andre er en ren glæde i livet..
Jeg kan komme med forskellige eksempler fra mit liv.. Jeg boede på en institution i nogle år, hvor et par stykker af beboerne fik lov til at have kæledyr.. To piger startede med at få kaniner.. Kaninerne fik rigtig meget opmærksomhed og pleje i en måned.. Derefter mistede de interessen for dem, blandet med at de fik det skidt og ikk magtede dem mere.. Så kaninerne blev svigtet i 2-3 måneder, hvor de kun fik mad og vand når pigerne blev tvunget til det..
Et par måneder efter kaninerne blev omplaceret, begyndte selv samme to piger at plage om at få en kat.. Jeg husker stadig, hvordan jeg gik og hylede og skreg op om, hvor uansvarligt det var, hvis de fik lov, ligesom jeg gjorde da de sagde de ville have kaniner.. Jeg var rasende, og ingen gad høre på mig.. Så de fik en killing hver 2 måneder inden jeg flyttede.. Den ene klarede det nogenlunde, mens jeg var der, og jeg ved ikke, hvordan det går nu eller om hun stadig har den.. Den anden, hendes værelse var så ulækkert efter en uge, at man skulle holde sig for næsen når man gik forbi døren.. En aften, hvor hun var både skæv og stiv, fik hun et flip og gik amok.. En anden beboer tog katten ned på sit værelse, for at redde den.. Ejeren startede med at tæve en af de ansatte og stod derefter og hamrede på den anden beboers dør i 15 minutter, mens hun råbte og skreg og truede dem, hun ville have sin kat! Og det fik hun.. Hun blev efterfølgene smidt ud (ikke en enestående episode).. Det sidste jeg hørte var at hendes killing, selv havde fået killinger, og så vidt jeg kan snuse mig frem til har hun ikk katten mere..
En anden, fik i samme tidsrum et marsvin.. Den døde efter 2 måneder, ingen ved hvordan.. Men hun havde tendenser til at glemme den eksisterede og kælede ikke med den, efter 14 dage..
Efter min mening, burde ingen af de 3 have haft et kæledyr.. De kunne ikke passe på sig selv eller tage ansvar for sig selv så, hvorfor de troede de kunne tage ansvar for andet ved jeg ikke..
Jeg har altid selv været meget glad for dyr.. Og jeg har gerne ville have mit eget i flere år.. Men jeg har udsat det, til jeg vidste at jeg kunne tage ansvaret.. Mener så absolut ikke man skal skaffe sig et kæledyr fordi man tror den kan kurere en.. Men den kan være en hjælpene faktor..
Jeg har nogle forskellige diagnoser, men mest af alt har jeg Charlie.. Han bliver passet og plejet til et 13-tal.. Han er velsoigneret, velernæret, får masser af motion og mental aktivering, god social og ikke bange af sig.. Jeg giver ham alt jeg kan, og helt uden at prøve så giver han så meget igen, bare ved at være til.. Det kan godt være at jeg er stemplet på et stykke papir, men det ved Charlie ikke, og ej heller dem jeg møder i hundeskoven hver dag eller til træning eller på udstillinger, og har da endnu ikke fået af vide jeg er dårlig hundeejer.. Tror endda de fleste i min omgangskreds har "glemt" min historie, nu er jeg bare en "hundetosse":lol:
Og jeg kender andre, der har psykiske diagnoser, hvis kæledyr har det fantastisk og bliver passet og plejet, uden man kan sætte en finger på noget..
Så som konklusion, psykisk syge behøver ikke være værre eller bedre hundeejere end "almindelige mennesker"