Lenschow

Når jeg søger egenskaben "robust" ved dogsuniverse, så får man disse http://dogsuniverse.dk/hunderacer/characteristics/simple-feature-robust/

Der er i hvert tilfælde nogle racer, der GENERELT er mere sensitive og ofte beskrives sådan. Jeg kunne godt tænke mig at høre om de modsatte. Hvad med rottweileren? Er den ikke også ret robust? Jeg taler naturligvis GENERELT Eller måske som det man ønsker ved en perfekt hund inden for en given race Andre jeg lige tænker er mastifferne og bulldog. Jeg er dog i tvivl om fx Leonberger. Men det er vist mest fordi jeg har set et par nervøse typer Men der må da være flere? Labrador fx De virker også ret robuste i sind på mig Det var dem jeg lige kunne komme på. Nu må ejere og de, der kender dem bedre rette tager jeg fejl. Og der er 100 % flere... I ved med robust mener jeg - sådan en hundetype, hvor det hele preller let af. En hund, der tager tingene lidt mere oppe fra.

Ud over prægningen af den enkelte hund naturligvis, er der så nogle racer, som man kan pege ud, som er temmelig cool anlagt i deres psyke og knap så sensitive dvs mere robuste end andre? Det må der næsten være, er mit indtryk. Jeg ser altid på den enkelte hund men jeg synes, det kunne være sjovt at høre om nogle racer med "robust psyke" - kan man pege sådan nogle ud? Jeg vil selv summe lidt også.

Jeg tænker, at det de har ment var at miljøet former en zoo-model, hvis du forstår. Går du ud og indfanger en vild ulv i Canada og sætter den ind midt i en zoo, dør den af skræk. Ud over læringen fra lille, så mener flere også at dyrene genetisk tilpasser sig, og nogle mener endda, at de dyr vi ser i zoo i dag er så ændret at de ikke længere viser vild adfærd. Dette er omdebatteret. Lige som genetisk hukommelse fx er debatteret. Undskyld lidt korte svar - men synes lige jeg ville svare før job Jeg ved bestemt ikke mere end dig eller andre - mine ord er total taget fra andres forskning. PS forum driller - håber du kan se mine svar - den vil ikke citerer som jeg vil

Prøv at læse lidt i fx Boitani og Choppingers materiale. Så finder du svaret på det med fødekilderne, jagtadfærd osv. Mht det modsatte af dominans - mener du underkastelse? Igen må jeg henvise til disse kilder samt Mech og Runar Næs, der har en masse om det. De dæmpende signaler debatteres voldsomt - der er ikke rigtig enighed. Umiddelbart ses dæmpende adfærd hos alle individer - uanset rolle - hvis det er dæmpende... her er de lidt uenige rundt omkring. Indtil der er mere sikkerhed, vælger jeg at se på den enkelte situation og individ, så jeg kan ikke selv komme det nærmere, synes jeg lige nu. Jeg vil gerne skrive og spørge dem dog - skal jeg det? Så kan jeg poste svaret og vi kan se, hvad vi tænker derefter? Det er lidt nemmere end at sidde og søge i alt deres materiale tænker jeg....

At dyr - herunder mennesker, der lever tæt sammen - har roller med en funktion er en anden snak. Det er der masser af også hos solitære arter. Og alle der indgår i et samspil med andre får en rolle, herunder os mennesker. Jeg er enig med dig i, at det ikke handler om dominans. Forskningen kalder det roller, som jeg synes er et mere dækkende og neutralt begreb plus det er let at definere

Ja min holdning er nok tydelig - jeg følger den dokumenterede forskning og har aldrig set det hos en hund. Om hunde stammer fra Canis Lupus er bestemt ikke sikkert. Har du læst den artikelserie jeg postede et link til? Der fremgår den nyeste forskning på området, som peger på nedstamning fra solitære arter. Dog hælder man lige nu også en smule til at såvel ulvearterne som tamhunden nedstammer fra en forlængst uddød forfader, som vi derfor ikke ved noget om, ej heller deres adfærd. Der er kilder på artikelserien i litteraturlisten. Dette er naturligvis ikke mine opdagelser, og du kan læse mere hos disse kilder. Forskerne kalder ikke hunden gruppedyr heller. De kalder den domesticeret. Mech har aldrig set dominans ved floklevende ulve siger han. Han bør vide det, er min holdning. Jeg vil opfordrer dig til at se på domesticeringens betydning for en art. Hvis du læser min artikelserie kan du se, at dette er en meget mere tydelig forklaringsmodel for tamhundens adfærd iflg forskerne. Zoo dyr, som har levet i generationer i fangeskab, har iflg de folk jeg har snakket med i zoo-regi også tilpasset sig miljøet her over generationer. Man taler om linjer fordi der finder en art selektion sted. Det samme kender man fra cirkusdyr. Jeg har haft glæden af at møde nogle af cirkusdyrene og snakke med de mennesker, der har kendt deres adfærd gennem generationer. Blandt andet ham, der træner med huskatte midt i manegen - noget ikke ret mange katte kan, og han kunne fortælle, hvordan linjen i årevis har levet i cirkus og formet sig til dette. Disse kattes adfærd også uden for manegen var helt unik for mig at opleve. Det samme med deres hunde. Og jeg har tilbragt utallige timer i Ree Parks ulveanlæg. Jeg så aldrig dominans der heller, jeg så nogle få uenigheder mellem familieflokken af Skandinavisk Ulv, som intet ændrede. Far og mor - de såkaldte breeders - var stadig de andres far og mor efterfølgende.. Og jeg har heller aldrig set det ved gadehundene rundt om i verden

"Selvom de gennem domesticeringen er blevet gjort mere venlige, så er det jo stadig et flokdyr, der ikke bare sådan tænker at andre hunde er en potentiel ven uden forbehold?" Der er faktisk ikke et belæg for at sige, at tamhunden er flokdyr. Den ser ud til at nedstamme fra et dyr, der ligner den og nogle af ulvene, og som nu er uddød, og hvis man skal se på den om efterkommer af en af ulvearterne eller flere, så peger det snarere i retning af de solitære arter end de floklevende. Endelig danner forvildede tamhunde ikke flokke men grupper med løs tilknytning med et par hunde eller lever alene. Så man ved ikke hvad tamhunden er, bortset fra domesticeret. Flokadfærd kan fx ulve være genetisk disponeret for at lære, men det er ikke medfødt i den forstand. Vokser en ulv op uden en familieflokdynamik, vil den blive isoleret fra den læring. Iflg Mech kan vi ikke lære noget om arternes afstamning og naturlige adfærd fra dyr i fangeskab, han sammenligner det med at lære noget om Homo Sapiens ved at se på mennesker i KZ-Lejre. Et lidt hårdt eksempel, men miljøets rolle er det som han henviser til. Jeg undres over, at den myte om dominans ved tamhunden ikke vil uddø. Den er virkelig sejlivet, selvom al forskning viser det stikmodsatte, så vil nogle ejere tillægge deres hunde dominans som en egenskab. Normalt oplever jeg at hundeejere er gode til at tage nyt til sig og integrere det - men efterhånden er dette jo ikke en gang ny viden længere. Det er godt nok en sejlivet myte. Det undrer mig til stadighed hvorfor, og hvad folk finder af positivt i at holde fast i den som forklaringsmodel?

Sådan har jeg det også med mine dyr. Hvis man vil skifte foder, så må man selv ud og købe en hund - man skal ikke skifte andres hundes mad

Acha: Jeg forstår ikke helt, hvad du spørger om tror jeg... Der er ikke noget specielt odiøst eller nyt i det jeg skrev... ? Hunderacer har forskellige signaler ofte pga selektion, og nogle advarselssignaler er ens på tværs af racerne, men kan være sværere at læse, og de jeg lister dem, som jeg har set ved dem alle. Jeg nævner en række i mit indlæg som jeg har set gå igen, men som ikke altid opdages af menneskene. Ja alle kan bide, men der er sandelig forskelle på hvor langt individet går. Især hvis der er avlet målrettet på at hæmme bid dvs et bid er ikke bare et bid - der er forskelle på, hvordan hunden i givet fald bider - og hvor mange gange lige efter hinanden osv - dog skal man altid huske erfaring - det kan rode med selv den bedste hund når den lærer noget skidt... PBC: En dårlig bidehæmning er ikke en undskyldning for noget. Som jeg skrev - lad os avle på dem, der har en - hvilket man heldigvis også normalt gør. Dette skrev jeg i et tidligere indlæg. problemet er, at man ikke kan vide det, før de har været der med munden eller undladt at være der for alvor, da de havde muligheden. Og ja det kan avles på og væk. Se blot på nogle af racernes hæmninger eller mangel derpå.

Modtog lige denne på job - måske nogle kender det? Det ser ud til at kunne give når de ER blevet bange dvs man kan vente http://www.pressport.com/pressrelease/21908/stop-hundens-angst-for-stoej---ogsaa-efter-nytaarsaften

En markering er ikke altid en sidste advarsel - det kan være det. Nogle hunde har så massiv en bidehæmning, at de aldrig går længere, andre bider hul første gang. Nogle bider hårdere for hver gang, men det ses nu oftere, at enten er hæmningen der eller også er den ikke ved de hunde, jeg har arbejdet med. Men alle har advaret med stivnen i kroppen, stirren og løfte læben, enkelte med lyd men langt fra alle. Det eneste fælles jeg har set er stivnen og stirren og vise tænder - herefter kan alt sådan set ske, alt afhængig af race, linje, erfaring osv.

En socialhund kunne også være en mulighed eller de kender de gode linjer og kan henvise jer http://www.servicehunde.dk/Socialhunde.aspx

I er obs på de udfordringer, der er omkring børnene og især jeres datter, og når I forebygger dem ved at sikre, at børnene ikke overskrider hundens grænser, så er jeg sikker på, at det nok skal gå. Det er dog en stor opgave at have to mindre børn samtidig med en hvalp, men er man indstillet på det, så kan det lade sig gøre naturligvis. Første skridt er at være obs på udfordringerne - og klar til dem

Jeg anvender det ikke. Jeg mener ikke det findes hos hunde og der er ikke noget videnskabeligt belæg for at anvende det. Samtidig viser forskningen, at mennesker ikke en gang kan enes om definationen. Tror der er 58 forskellige, som er listet op af en, som jeg ikke lige nu husker navnet på. Han har skrevet en bog om det - er det James OHeare? I stedet bruger jeg konkrete forklaringer som stress, angst, aggression osv. Jeg mener ikke at man ukritisk kan sammenligne arter heller Jeg har skrevet flere artikler om det. Her er en af dem og den beskriver meget godt hvorfor jeg har den holdning. Jeg tænkte faktisk på det, da jeg så tråden om alenetid, hvor der står, at hunde er flokdyr - det ved vi faktisk ikke om de er. Men de er domesticerede, hvorfor man snakker om at kalde dem Canis Domesticus nogle steder ved jeg https://mbasic.facebook.com/notes/nemokatoghund/artikelserie-din-hund-er-ikke-en-ulv/378143258916092/

Helt enig

Ja det tror jeg jeg ville være nødt til, hvis jeg ikke magtede en decideret farlig hund i en tænkt situation. Så ville jeg have meget svært ved at se, hvor den skulle hen, da jeg sandsynligvis selv ville kunne vurdere, at hunden var farlig, når jeg så nøgternt på det - så jeg ville nok selv aflive faktisk, hvis jeg stod med en farlig hund - men Aslan er jo slet ikke af den kaliber og stort set rettet op, at det bliver andet end en tænkt situation omkring netop ham. Jeg har i øvrigt aldrig oplevet det nødvendigt at tage det skridt - heldigvis, for det må være det værste i verden. Men det er en tænkt situation. Måske ville jeg handle anderledes. Jeg synes det er meget svært at sige. Hvis jeg ikke stod med en farlig hund, så ville jeg råbe så højt op omkring det, at alle ville få øje på uretfærdigheden. Ganske som jeg gjorde, da en løs hund overfaldt Aslan for noget tid siden - og mere. Men jeg ville nok ikke bryde loven. Men det er meget svært synes jeg at sige, da jeg aldrig har prøvet det. Jeg er imod den lov, så måske ville jeg bare bryde den totalt Men ikke hvis hunden VAR farlig

Det er endelig lykkes at tage et foto, hvor Aslan smiler, og det sker i lidt forskellige situationer - dog altid til folk han kan lide rigtig godt. Der er lidt forskellige tolkninger fra omgivelser om, hvorfor en hund smiler - er der nogle her med hunde, der smiler? Hvornår gør de det? Hvad tror du er årsagen/motivationen? Nogle siger, at det er social intelligens dvs hunden kopierer os i et forsøg på at "passe ind". Det sidste lyder fornemt, men jeg synes mange af de situationer det optræder i vidner om en vis konflikt i ham også, så jeg køber ikke helt den forklaring.... selvom det godt nok ser ud som om, at han "griner med os". Han smiler fx når vi griner meget af en joke, hvis vi snakker med høje lyse stemmer og er i højt humør, og så bliver han altid meget legesyg imens og hopper op til os eller op af os. Det føles som om at han griner med... Giver det mening? Han smiler altid, når vi kommer hjem. Ih han er glad og man får hele tandsættet. Nogle gange smiler han også, når han ser folk, som han har savnet og elsker. Hele hans kropssprog er superglad. Bagefter er han bare normal. Har han fx været bange tager det altid tid om at få væk - det sker ikke ved "smilet" Jeg tænker dog om han i virkeligheden synes, at vi er lidt sære og derfor vil dæmpe os og smilet i virkeligheden er udtryk for splittelse? Derfor vil jeg gerne høre om andres erfaringer. Er er hans "smil" - i dette tilfælde griner han med, fordi jeg var ved at dø af grin over noget kattene gjorde, som var hysterisk morsomt. Det ser drabeligt ud men han er venligheden selv, når det er. I starten fik vi et helt chok, fordi vi troede han viste tænder af os, men det er en helt anden adfærd Hvad siger andre om hundesmil? Jeg vil gerne høre mere om det, da jeg synes det er en sjov adfærd, som jeg ikke er sikker på har den motivation, som nogle siger.

Åh det er så sødt at sige Han er jo også en dejlig hund, der lærer let, så jeg får meget foræret Og stor hjælp herinde fra med rigtig mange af tingene, som man får andre øjne på. Så selv tak

Ja jeg ville overlade Aslan men ikke i tavshed

Og det er vel sådan set heller ikke jeres hund og dermed ikke jeres opgave at bestemme, hvad den spiser? Den skal jo bare have det ejeren mener den skal have. I passer den bare

Jeg har heller aldrig mødt en ejer, der var ligeglad eller syntes det var helt ok... Aldrig Selv når jeg går med min hund på gaden og vi er tvunget forbi en anden hund i snor, så gør jeg da alt for at komme så hurtigt forbi, så den anden hund får mindst mulig dårlig oplevelse... skulle jeg så ikke tænke endnu højere om bid på mennesker? Der er en grund til, at dette var det første jeg rettede op. Det havde absolut 1. prioritet

Update: Vi er lykkedes Aslan er ikke længere vild, når han skal ud af hoveddøren Havedøren er sværere, men det har vi fundet ud af at leve med plus han er blevet mindre vild, så nu gør han ikke skade på sig selv der mere, så det er ok for nu

Sidste opdate: Aslan er helt rask, og det kom aldrig igen. Der er næsten pels på snuden Eneste sjove ting der er sket er, at hans snude ikke mere er rigtig rød men snarere helt sort nu

Enig - bur er ikke en løsning der skal stå alene.