Audrey

Det er lige netop den holdning, jeg har prøvet at give udtryk for. :5up: Naturligvis er der statistikker at forholde sig til. Da jeg f.eks. fik bil som 19-årig, mente Codan (dybt seriøst) at jeg skulle betale 35.000 kr. om året for at være forsikret hos dem. Det havde dels noget at gøre med, hvilken bil jeg havde, men primært skyldtes det, at jeg lå i den gruppe af bilister imellem 18 og 25 år, som statistisk set er involveret i flest uheld/skader. Nu er det jo noget helt andet at eje en hund, og her synes jeg, at der er en kedelig tendens til at tage udgangspunkt i, at unge mennesker ikke bør have hund.

Det, jeg mener (hvis du nu skulle have misforstået ), er naturligvis ikke, at det er en dårlig ting for en hund, at der altid er nogen hjemme. Men med udgangspunkt i min egen hund, kan jeg sige, at det ikke ubetinget (for hende) er en dårlig ting, at hun er alene hjemme, da det giver hende en ro, som hun har sværere ved at finde, når hun hele tiden skal holde øje med mig derhjemme. Ergo: Det er nok ikke selve faktum, at en hund aldrig er alene, som enevældigt skaber roen i en hund, men en kombination af de ting man gør med og omkring hunden. I tilfælde af at du laver fis: Du kan lige så godt gå i gang med jagten på den pensionist, som skal overtage ham. Det kommer jo aldrig til at gå godt. Jeg tror, at alle hunde ville vælge, aldrig at skulle være alene, hvis de kunne. Men helt ærligt, selv hjemmegående har da brug for, at kunne gå fra hunden en gang i mellem. Og i vores lille familie, fungerer det faktisk rigtig godt, at jeg er væk fra Audrey nogle timer. Jeg har brug for rutinen, som indebærer, at jeg kommer hjem, og SÅ er det Audrey-tid, og hun har brug for roen. Jeg kan godt lade være med at tænke på hende konstant, men når jeg så er hjemme, mærker jeg, at jeg har savnet hende rigtig meget, og så har vi bare topkvalitetstid sammen. :hjerte: Så for min hunds vedkommende(og mit eget) er jeg ikke så sikker på, at det er en fordel, hvis jeg er hjemme konstant. Og så handlede det jo ikke kun om pensionister vs. fuldtidsarbejdere, men også ældre/gamle mennesker vs. unge, unge par uden børn vs. familier med store børn vs. småbørnsfamilier. Nu ved jeg jo ikke, hvor gammel du er MM, men jeg er af indtryk, at du stadig er ung, og da du er gift, er der jo en risiko for, at du kan blive skilt (eller få børn!! ), og det skal i nogles øjne tages i betragtning, når en hund skal have et hjem...

Jamen, andre ting end at jeres hunde aldrig er alene hjemme? Jeg tror altså bare ikke at aldrig alene hjemme = rolig og afbalanceret hund. Ej heller at det er en betingelse herfor. Så tænker, at I nok gør en masse ting, mere eller mindre bevidst, som giver jeres hunde den ro, de har. :5up:

Mon ikke det skyldes andre ting også? :hmm:

Ulla jeg tror slet ikke, at dine hunde lider, men som det efterhånden er blevet nævnt et par gange nu, så har jeg misforstået dit indlæg, og jeg har også givet en forklaring på hvorfor med udgangspunkt i min egen hund. Edit: Og så prøver jeg heller ikke at bebrejde dig, at du bruger din erfaring (god og dårlig) til at finde dine hundes nye familier. Af skade bliver man klog, siges der, og har du mange tilfælde af dårlige oplevelser med unge og deres hunde, så bliver du naturligvis farvet af det. Men dit første indlæg lod bare meget stå usagt i mine øjne.

Jeg prøver sådan set ikke at bortforklare problematikken der kan være omkring unge mennesker, som ikke har "fundet plads i livet". Men hvor mange hunde bliver omplaceret pga. skilsmisse? Så er der jo også en risiko ved at sælge til ægtepar? Egentlig synes jeg, at kategorien "unge mennesker" bør deles op på samme måde som "familier med store børn" og "familier med små børn", for der ER virkelig stor forskel på, hvordan man er ung. Min ungdom er - udover skole - gået med at have hest og med at tjene penge til den hest. Antallet af byture kan for mit vedkommende tælles på de 10 pølsefingre, jeg selv har til rådighed. Jeg er en dødkedelig ung person, men jeg har fundet ud af, at jeg ikke er den eneste, som lider af tilfældet "Bedste fanget i barnebarnskrop", og for mig og mine medbedster gælder, at vi bliver vurderet på samme grundlag som en festbanan, der bruger sine weekender (og penge) i byen, på at rejse, købe mærketøj, på at leve i nu'et; kort sagt: et liv som ikke er fusionsdygtigt med det at have hund. Det drejede sig om (og det var kun muligvis) en eller to gange om måneden. Audrey har boet her i et år, en måned og 18 dage. Jeg har endnu ikke været gået fra hende mere end én gang om dagen. Jeg KAN simpelthen ikke. Men igen: hvordan bliver tiden brugt? Nogle gange tænker jeg, at det måske ville være bedre for Audrey, hvis hun havde været familiehund. Det gør jeg, fordi vi nærmest er i symbiose. Hun er tunet totalt ind på mig, og fornemmer ting i mig, som jeg end ikke selv er opmærksom på. Det er jeg ikke sikker på, er specielt sundt for en hund, da det betyder, at hun somme tider går rundt, og virker meget bekymret. Til gengæld tror jeg også, at det er en fordel, at hun ikke skal forholde sig til fire eller fem forskellige personligheder, når hun nu er så følsom, og har let til stress. Jeg ved jo godt, at der ikke er noget, som er møntet på mig. Indlægget, som fik mig ud af starthullerne, er henvendt til en familie, som har besluttet sig for at finde en ny familie til deres hund. Og det var vist netop derfor, jeg reagerede. Hvem Ulla vælger at sælge til, bestemmer hun jo selv, men jeg kan bare ikke se nogen grund til at fremhæve (og dermed indirekte fraråde) visse grupper af potentielle nye ejere, når det gøres uden videre forklaring. på, hvorfor valget ikke bør falde på en familie/person fra en af de andre grupper.

Jeg kan tage udgangspunkt i min egen hund. Hun er en energibombe, og elsker at pjatte rundt såvel som at arbejde. Når vi er hjemme, er hun fantastisk rolig, og har altid været det. Hun er også en hund, med en ret lav stresstærskel. Når jeg er hjemme (som f.eks. i dag), er hun rastløs, og virker som om, hun har svært ved at forholde sig til, hvad der skal ske/om der skal ske noget. Hun er med, når jeg rejser mig osv. Når jeg går fra hende, ligger hun på sin pude i stuen med et fyldt kalkben, og virker afslappet. Jeg har aldrig filmet hende, så kan naturligvis ikke vide, om hun spæner rundt, dog snakker jeg meget med underboen, som aldrig lægger mærke til hende. Ergo må jeg konkludere, at hun er rolig, når jeg ikke er hjemme, blandt andet fordi hun ikke har mig at forholde sig til konstant. Deraf min tolkning af Ullas indlæg. Jeg er ikke i tvivl om, at Audrey klart ville foretrække, at kunne være med mig hele dagen, men altså; hvis det var en betingelse for hundens trivsel, ville der sgu ikke være ret mange "ordentlige" hundeejere i landet. Dine tidligere hunde har garanteret ikke haft det værre end Sofus, selvom I gik fra dem, og Sofus er vel også alene ind imellem? Min hund er en brugshund. Hun har stor trang til selskab og til at være nær mig, og er ikke specielt selvstændig. Min første hund (familiens) var en Cavalier King Charles Spaniel (mor var Cavalier, far var Spaniel :slem:). Vi fik ham, da jeg var 8 år, min storebror var 11 og min lillebror var 3, og havde ham, til han blev 12 år, så jeg har da en smule kendskab til den race. Han var faktisk væsentligt mere selvstændig end Audrey og mine forældres nuværende hund, som også er Labrador-blanding. "Audreys reaktion" har jeg prøvet at forklare ovenfor. Jeg synes, at det er godt at være realistisk, men man behøver vist heller ikke at male Fanden på væggen. Ældre mennesker flytter skam også ind imellem, en ægtefælle kan dø, sygdom osv. Der er da også nok at stille sig kritisk overfor, men bør man smide den slags statistikker og fordomme i hovedet på folk? Hvis ens mavefornemmelse siger en, at man står overfor en familie, som har tænkt godt og grundigt over tingene, og har gode odds for at kunne give en hund et godt liv, kan det så ikke være ligemeget hvor gamle de mennesker er? Ps: Vejret er da altid til at gå tur med sin hund, ikke? Men nu snakker vi jo i forhold til hundehold. Jeg er single, under uddannelse, bor i lejlighed, ung (prøve jeg at bilde mig selv og andre ind). Hos mange opdrættere ville jeg være = det værste de kunne udsætte deres hunde for. Der er jo ikke meget base her. Jeg prøver at se en styrke i, at jeg ved, jeg kan klare mig selv. Skulle et seriøst forhold gå galt en dag, ville jeg ikke behøve at sende min hund væk, fordi jeg har gjort mig økonomisk (og på anden vis) afhængig af et andet menneske. Og lige for at få det på det rene: Jeg lovpriser ikke unge børnefamilier. Men skal man frasortere et ungt par som hundeejere, fordi de er potentielle småbørnsforældre??

TS har allerede oprettet en tråd i Omplacering. :5up: Jeg er da godt klar over, at hjemmegående har mere tid til en hund, og dette mener jeg ikke, er en dårlig ting. Men det irriterer mig, at unge mennesker skal fremstilles som "risikable" hundeejere, fordi "de fleste jo ikke kan forudsige deres prioriteter i fremtiden". Som du selv skriver, så er der rigtig mange ældre/gamle/penionistiske mennesker, som aldrig burde lades i nærheden af en hund, men af en eller anden grund, bliver de stadig fremhævet, som en af de mest egnede aldersgrupper indenfor hundehold. Hvis man bruger al den tid, man har, til alt muligt andet end sin hund, hvad er det så værd, at hunden aldrig er alene hjemme? I øvrigt skriver Ulla (så vidt jeg kan læse), at det er et problem for hendes hunde, at hun er hjemme hele tiden, idet de ikke kan slappe af, når hun går rundt. Jeg synes selv, at min hund har et godt liv, og selvom nogle dage er sjovere end andre, så gør jeg, hvad jeg kan. Men jeg ER sådan en, som på papiret ville få afslag af rigtig mange opdrættere. Min første plan var, at få en hund fra Dyreværnet, men de fandt mig ikke egnet til at adoptere, fordi jeg nævnte muligheden for, at jeg nogle dage ville blive nødt til at gå fra hunden to gange. Jeg tror ikke, at en familie med store børn, ej heller en pensionist, som udgangspunkt udgør en bedre hundeejer end jeg, og når jeg har hørt den samme sang i radioen så mange gange, ja så bliver jeg træt af den, og begynder at brokke mig i stedet for at skifte kanal. Jeg kunne godt tænke mig at blive vurderet som et individ, og ikke ud fra min alder, mine boligforhold, min civile tilstand. Og det samme burde jo gælde for alle andre.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvad det er, du siger. Grunden til at dine hunde ifølge dig ikke sover ret meget, er vel netop, at du er meget hjemme?? Hvis du synes, at det er et problem, hvorfor så i alverden råde en familie til at omplacere deres hund til sådan en situation? Når min hund er alene hjemme, slapper hun af. Når jeg så kommer hjem, er hun lykkelig og fuld af en masse energi, som vi så går ud og får brændt af. Ofte føler jeg faktisk, at vores hverdag glider nemmere, når jeg går fra hende, fremfor i weekenden f.eks.

Jeg var slet ikke klar over, at racen ikke er FCI-godkendt! Har indtryk af, at det er en forholdsvis populær hund i Danmark? Kan godt se logikken i, at LBA ikke er velkommen, i fald standarden er højere, og dermed vil give de andre organisationer problemer. Vil man være bedre end andre, må man desværre forberede sig på, at man sjældent får lov til at være med i legen. Herhjemme i hvert fald... :stupid: Tak for oplysning :5up:

Det virker da totalt ulogisk. Hvilken af organisationerne er tilknyttet DKK? Og hvad adskiller LBA fra de andre organisationer? Puha for et overblik det kræver, at sætte sig ind i de dersens tavler..

Og som sidebemærkning: Så er der nogle af os andre, som først er blevet brugere herinde efter at have valgt vores blandingshund med omhu.

Netop det spørgsmål får mig til at tvivle på, at hund nr. 2 kommer til, så længe jeg er alene. Jeg er så tæt forbundet med Audrey, og hun er stille og roligt i gang med at lære mig, at være tryg ved at have andre tæt ind på livet af mig. Det er for mig en umulig forestilling, at jeg ville kunne rumme en hund mere, i hvert fald på samme niveau, og jeg tror, jeg ville få enormt dårlig samvittighed, hvis jeg stod med en hund, som jeg vidste, ikke havde den samme plads i mit hjerte som Audrey.

Hvad mener du med, at research ikke skader? Det, jeg skriver, er en hentydning til, at jeg synes, det er et besynderligt råd at give en familie, at de skal gå efter en pensionist/efterlønner (var tosomheden også at foretrække Ulla?), eller en familie med store børn som kan aktivere hunden. Den dukker op en gang imellem, og det irriterer mig, at man har et behov for indirekte at fraråde en familie at sælge deres hund til grupper, som i den grad er i stand til at give en hund et ordentligt liv. Og JA jeg føler mig faktisk ramt.

Jeg oplever altså ikke, at jeg bliver set ned på, fordi jeg har en blandingshund. Men jeg synes, jeg kan huske, at jeg i starten havde tendens til at føle mig "udsat" her på forum. Jeg tror, det har meget at gøre med, at man netop som ny bruger ikke har noget netværk og ingen føling med, hvor de andre brugere står. Man er klart mere sårbar, og derfor nok tilbøjelig til at "se spøgelser". Jeg ved jo også godt, at mange er imod "unødvendige" blandingskuld, og det var også med til at skabe en usikkerhed for mig i starten. Især som ny hundeejer. Der vil nok altid være nogen, som er stærkt uenig i ens valg/udtalelser, men jeg fornemmer ikke, at der ikke er plads til folk pga. deres racevalg. Jeg står ved mit valg af hund, og det er jo det, der tæller. Mht. den med at folk vælger en nuttet hvalp fra naboens kuld uden at have alle overvejelser med, så har du nok ret Shii, men der er jo også folk med racehunde, som ikke har tænkt sig grundigt om, og ender med at sende hunden videre. Disse dukker nok bare ikke så ofte op på dba, idet mange seriøse opdrættere sikrer sig, at omplacering af deres hvalpe kommer til at ske via dem.

"Man skal afbryde hunden (åbenbart ved at hive den med), når den snuser på gåturen. Ellers bliver den dominant!" Den hørte jeg fra min veninde, hvis mor er hundetræner... :hmm: Så måtte jeg pænt forklare, at den slags regler ikke omfattede min hund, og at hun venligst skulle lade hende snuse færdig. Han skal vel på toilettet...? :blink:

Der findes da også unge mennesker, som kan finde ud af at aktivere sådan en hund....

Elsker bare at dine piger er opkaldt efter store svedige basket ball-spillere! :klap: Hvis der er noget, som vil kunne bringe sådan en flok ud af fokus, så må det dog være dét! Dét ville være et pudsigt (og sjovt) hundenavn! Aaarj, skal der være Bubber, må der også være en general Dryptud! :5up: Jeg får tit reaktioner på, at min hund er opkaldt efter miss Audrey Hepburn, men jeg synes jo, at hun har det mest bedårende navn ever. :hjerte: Og så hedder vi Auster til efternavn, så det hænder en sjælden gang imellem, at hun tituleres Au Au... (og det er næææsten aldrig i forbindelse med vild leg.. :pift:) Min nabo havde en hvid Fransk bulldog-tæve, som hed Monster, og en mand i naboblokken har en ft. Springer Spaniel, som hedder Hardy. Han er opkaldt efter en fiskestang!

De dér foderanvisninger har jeg nu aldrig rigtigt rettet mig efter... :blink:

Du kunne jo heldigvis tage det.

Sonja 77: Det er nok fordi, jeg linkede til denne tråd i Alpha Basen Qimmeqs tråd i Omplacering. Det var sørme ikke for at provokere. Det havde faktisk slet ikke noget med hende at gøre... (Det var bare lige for at lave lidt fis med Anne1979 ) Edit: Dina jeg kan altså godt finde ud af at quote, men den driller, gør den så!