Shii

Det koster ca. det samme.. mellem 500-1000 kr... (Nogen steder er det dog endnu dyrere at få den aflivet)... Men sagen er jo netop den at når folk vælger at aflive deres "problem hund" så mener de jo at den ikke kan omplaceres... De gør det jo ikke for at spare penge (Oftest er det dyrest at aflive den), men fordi de virkelig tror at den hund er "ødelagt"... Den fejler noget på den ene eller anden måde.... De tænker ikke at det måske kan reddes, eller de tænker at måske er det et så stort problem at det mener de ikke der er nogen der vil gide at bruge tid på... Jeg har desværre også oplevet internater afvise at tage imod hunde... Specielt den typiske "sorte labrador blanding", som bare er i overtal desværre.... Og ja, hvad kan folk så gøre...

Det har jeg hørt om dyrlæger der gør... Hvis det blev gratis at aflevere sin hund på et internat tror jeg også at folk ville bruge det mere, fremfor en aflivning... Men jeg tror faktisk at de fleste tænker at hunden jo ER umulig, at den ER aggressiv at den ER for voldsom osv... De tænker ikke over at det er DEM der er noget i vejen med (Ellers ville de jo netop ikke gå ud og få sig en ny hund), derfor vælger de en aflivning... De aner jo intet om hvad der gør hunden måske er lidt voldsom, eller at INGEN hunde bryder sig om at blive sat på, og hevet i ørene hver dag, og at det faktisk er okay at sige fra ved f.eks. at knurre fordi barnet bliver ved at hive og jagte hunden... Nej så er den aggressiv og den skal finde sig i ALT.... Måske er jeg naiv... Men jeg tror faktisk de fleste af dem der får aflivet deres "vilde unghund", fordi den er for vild eller trækker for meget, får den aflivet fordi de ikke tror der er andre udveje... Hvis man vælger at aflive en hund, fordi man ikke har overskud til den og ved hvordan man skal behandle den, og derefter med den viden anskaffer sig en ny hund, så vil jeg mene man er direkte retarderet... Undskyld mig, men det er der jo ingen der gør... Det er jo fordi de ikke VED hvad det kræver, og fordi der er en tendens til at "En labrador er bare en så super familie hund den passer til ALLE"... Nej.. Det gør den ikke... Og alle de labrador blandings look-alike passer HELLER IKKE til alle! Jeg har på en eller anden måde ondt af de folk, fordi de render i uvidenhed (deres egen skyld dog), og tror at de får en syg hund eller en hund med alvorlige problemer fordi den ikke bare vupti blev en perfekt hund... Og ville vi ikke alle aflive en hund hvis vi vidste at den var for syg til at have et godt liv? Eller vi vidste dens livskvalitet var alt alt for ringe af forskellige grunde?... Det ville vi vel... Jeg tror rigtig mange har måtte tage beslutninger om forholdsvis unge hundens liv, og det er en hård beslutning... Og Jeg kunne sagtens forstille mig at mange af de folk som "ikke aner en skid", føler helt det samme, at de har måtte tage en hård beslutning, fordi deres hund var "syg" eller "aggressiv".... Jeg vil vove at påstå at alle herinde kan skrive under på at der har været et eller andet der skulle "arbejdes med" ved deres hund, nogen gange ikke store ting, men det er jo netop hele pointen... Hvis man ikke arbejde MED hunden, så arbejder man MOD hunden... Og i sidste ende ender det aldrig godt...

JA, Dexter stjaeler.. Alt! Intet er sikkert her i huset Og det skal gerne draebes naar det er blevet nedlagt!

Dexter elsker ogsaa banan Det bedste han ved er banan og clementiner... Jeg kan ikke faa taget et godt billede af ham, bare ene hund... Ser ikke frem til naar vi faar flere

Tror det skal vaere en tidlig foedselsdagsgave til migselv Faar naeppe Olivier med ind og se den

Jeg er helt enig, til dels! Vi kan vel alle blive enige om en ting: En omplacering er en omplacering, og hunde har brug for stabilitet! hunden er jo "ligeglad" med HVORFOR den flyttes, den oplever blot skiftet. Jeg mener saa ogsaa at omplacering i mange tilfaelde er positivt, folk goer det jo trods alt fordi hunden er uoensket, og det kan den altsaa maerke... Om det saa er fordi den ikke kan bruges i avl mere, eller fordi man vil have en baby i stedet for, er jo ligegyldigt... Alle kan komme ud for en situation hvor de er noedsaget til at omplacere en hund, det som pisser mig af er dem som ikke laere af det!! De koeber en labrador hvalp og den bliver lige for aktiv og savler for meget... Saa koeber vi da bare en Cavalier King Charles i stedet for! Nej fat det makker, du skal saette dig ind i tingene foer du overhovedet skal begynde at overveje at faa hund igen!

Dexter er hmm... 15 mdr nu og har ikke vaeret teenager endnu.. Han er bare ufattelig uopdragen Og det er i en eller anden grad hvad jeg ser teenagealderen som.. Hunden faar lige lidt mere selvtillid, og det kraevere lidt mere traening... En lille hvalp foelger jo med, hvor en teenager har sin egen mening i stoerre eller mindre grad... Men at hunden er "umulig" er i mine oejne fordi man ikke har formaaet at tilpasse sin traening til hundens aendrede alder... Omkring emnet her synes jeg at det er taabeligt... Altsaa at folk ikke taenker sig om... Men ganske faa gange kan jeg godt forstaa en omplacering bliver valgt... Hvis min kaereste gik fra mig nu, og efterlod mig med Dexter ville jeg vaere tvunget til at komme af med ham... Der ville ikke vaere nogen maade jeg kunne passe ham alene, jeg arbejder 40 timer om ugen og har 4 timers transport om dagen... Vi havde da planlagt at denne sommer skulle vi have hund nummer to... Og hvor meget det end piner mig, saa bliver vi noed til at vaere realistiske og med alt der har aendret sig skal vi vente til foerst paa naeste aar maaske... For vi ved ikke hvad min kaerestes skole kommer til at kraeve af tid, og i stedet for at haabe der er tid til en dejlig ny hvaps, maa vi vente og se om der ER tid... Men det goer folk sjaeldent... "Det skal nok gaa", og jeg tror de fleste blev chokeret foerste gang de fik en hvalp over HVOR meget det kraever... Jeg har haft hund hele mit liv, og synes stadigvaek de foerste 6 mdr specielt er FORFAERDELIGE! Men ja.. Jeg synes som minimum man skal spoerge sig selv "Hvordan ser mit liv ud om 10 aar" foer man anskaffer sig en hund!!

Ja Dexter er jo desvaerre ogsaa lidt for ung til at kunne vaere med, men han er da i hvertfald smuk og en lille smule ulveagtig!

Jeg ville personligt blive tosset hvis nogen gik bag min ryg til mine foraeldre... De kan i det mindste have snakket med mig foerst og spurgt... Hvis man ikke har spurgt om hjaelp, saa faar man den heller ikke... Du kan tale med kvinden om du skal tale med hendes foraeldre, men jeg ville aldrig gaa bag om ryggen paa en, og slet ikke et voksent menneske... (havde det vaeret et barn der havde haft problemer med sine foraeldre er det noget andet)... Saa mit raad ville vaere snak med kvinden foerst!

Jeg er enig i hvad de fleste skriver. Min første tanke var faktisk at det du beskriver ER jo en hund der skal omplaceres... Men jeg vil gerne påpege at det altså handler om træning! Hun ændre sig jo ikke bare fordi hun skifter hjem, og den uacceptable opførsel vil være at finde hos hende, til det trænes væk. Har I ikke overskuddet til træningen, så er det i mine øjne helt klart bedst at omplacere hende og vente med at anskaffe sig en hund til jeres børn måske er noget ældre, og ikke så krævende mere. Jeg synes I tager den rigtige beslutning at omplacere hende, men jeg synes det er super vigtigt at I ikke anskaffer jer en hund igen (lige nu), alle hunde kræver aktivering og motion, de fleste skal altså have omkring 2-3 timers "1-1 kontakt" om dagen, ment på den måde at det er der hunden er 100% i fokus... Gåturer, træning osv... Så er der derudover en masse nussen, hyggen osv... Og det er jo noget alle hunde kræver. (gåture kan man jo så sagtens "snyde med", for der kan man jo f.eks. sagtens have børnene med også, de kan skam også hjælpe til med træningen, men det er "hundens tid",) Det der sker når hunden netop ikke får opfyldt disse behov er at den får en "generende adfærd", den vil jo bare så super gerne være social og være "med til alt", derfor synes jeg det er godt I tager beslutningen og overvejer at hun måske får det bedre et andet sted. Det gør jer netop til ansvarlige hundeejere at I kan se udover at hun er sød og dejlig, og kigge på hendes behov. Lad være at tage jer af folk der siger at det er "synd" at omplacere hunde, og "Når man først har anskaffet sig den så må man altså beholde den" det er noget pjat! Tænk på jeres hund, og vær ærlige overfor jer selv. Kan i finde et bedre hjem til hende... Så gør det! Brug tid på at finde den rigtige ejer, giv det tid, og ikke bare smid hende på guloggratis, og tag den første og bedste der ringer.

Jeg synes heller ikke det er en god idé... Jeg synes også det er hele "hoppe over hegn for at slippe væk"- princippet der nok er det jeg mindst bryder mig om at lære hunden... Vi har børnegitter og bruger det så Dexter ikke forsøger at kravle på trappen... (Ja han kravler på den!), og selvom at han helt sikkert kan hoppe over så gør han det ikke...

Det e jo netop det... Jeg har også haft venner der har ville "pådutte mig" en holdning hvor jeg har sagt at jeg vælger altså ikke folk fra, bare fordi de ikke kan lide hinanden... Jeg vil have lov at have min egen holdning, og SELV tage valget hvem der er mine venner... Hvis jeg skal presses til at tage valget imellem to af mine venner, så er den som tvang mig allerede i rimelig stort "minus"...

Han er smuk Men jeg ville også sige en anelse for tynd... Jeg kender ikke super meget til GDs vækst, men jeg ved at det er super vigtigt at de får det rigtige foder, og vokser ordentligt og "rigtigt", så de ikke får skavanker med deres store krop når de bliver voksen! Evt. kan vi håbe Hopsa kommer på banen, for hun er jo super meget inde i hvordan en sund GD skal fodres.

Helt enig... Og så synes jeg netop også det handler om, om der ER et problem... Man kan jo ikke bebrejde kæresten for at han ikke synes det holder i længden at dyret skider på hans ting... Der må man jo finde en løsning som er holdbar for ham også.. Jeg tror faktisk det ER de fleste hundefolk som stadig ville vælge manden fremfor hunden(eller at skærer ned på aktiviteterne), hvis det blev fremlagt på en ordentlig måde, det som jeg læser de fleste mener er netop som dig at hvis det er et ultimatum der opstår fordi han irriteres af den blotte tilstedeværelse af hund, så holder det ikke... Jeg mødte engang den helt perfekte fyr (troede jeg), vi mødtes til en fest og vi havde den mest fantastiske aften, og da aftenen var slut aftalte vi at mødes igen to dage senere, hjemme hos mig... Jeg havde en perserkat og en hund på daværende tidspunkt... Så snart han så min hund begyndte han at snakke om hvor klamme hunde var, hvor beskidte hunde var, hvor meget de slikkede sig i røven, og at det var mega klamt at katten sad i sofaen, og at det var endnu mere klamt at man kunne se deres mad osv... Der vidste jeg da med det samme at det bare ikke ville holde overhovedet... Hverken hund eller kat var klamme, og mit hjem var helt rent... Det var udelukkende baseret på at "De var klamme, for de slikkede sig i røven"... Der valgte jeg da at på trods af alt andet var perfekt hos ham, så ville jeg ikke se på ham...

Jeg vil virkelig gå på kompromis med mange ting... Men jeg vil IKKE tvinges til at tage mit valg via trusler... Og jeg tror det er forskellen... Det handler om respekt for mig...

Hvor er han bare dejlig

Jeg synes også det er vigtigt at man også har hinanden at støtte sig til også når man skal være realistisk... Jeg kan jo ikke få 10 hunde, et kæmpe hus og bil, og 5 børn, og tage på ferie 5 uger til udlandet hvert år... Og så vil jeg gerne bare kunne gå derhjemme, og være husmor... Det holder jo ikke, og der bliver nødt til at være en der lige vækker en og siger "Realistisk set..."... Jeg tror i bund og grund alle i denne her tråd er enige... Det er okay at sige fra, og bruge kompromis, men den der "Hvis ikke jeg får min vilje så skrider jeg", er ikke sundt for et forhold.. og så KAN man lige så godt skride hvis man har den følelse.

Helt enig... Den værste er i mine øjne, når kvinder (oftest, mænd gør det også sikkert), starter en diskussion offentligt, hvis de ikke får deres vilje... Sådan er min søster, hun kan stå i Føtex og skændes med sin kæreste over at hun gerne lige vil købe en dvd, eller en bog og han synes at de ikke lige har penge til det Herhjemme har vi på en eller anden måde fået indarbejdet en rutine ved uenigheder når vi er offenligt Det startede faktisk fordi jeg blev SÅ gal en dag offentligt, fordi min kæreste fik sagt et eller andet at "Det skulle vi i hvertfald bare ikke", og jeg kigger edder sur på ham med røg ud af ørene og siger "We take this at home", og af en eller anden grund lige da jeg siger det, og kigger ham i øjnene går det bare op for mig hvor komisk det hele er(Jeg kan ikke huske hvad det var jeg ville have, men da han sagde nej slog jeg virkelig over i Kristina 3 år), så jeg begynder at grine, det samme gør han... Hvilket betyder at hver gang vi er uenige, siger den ene af os "So.. Guess we are taking this at home?", med et smil på læben, og af en eller anden grund fikser det, det næsten altid... Oftest ender det med at personen "får sin vilje", fordi "nå ja, det går vel nok" Men de der kvinder (eller mænd!) der offentligt tager et skænderi over hvem der skal bestemme, synes jeg simpelthen er helt forfærdelige... Nu tror jeg kun vi virkelig har skændes en gang i vores forhold, men vi har da været uenige, og jeg ville aldrig kunne skændes hvis der var andre til stede end personen det handlede om...

Nu er de "krydsede arme" jo netop billedeligt ment, de gør det ikke, men de KUNNE lige så godt have gjort det, for det er jo fuldstændig det samme de gør som når en 4 årig krydser armene (eller smider sig på gulvet og nægter at gå med f.eks.) og bare VIL have det på sin måde "for ellers!". I min verden er det dybt respektløst at handle direkte imod et ønske fra sin partner... Ikke fordi han bestemmer, men her bevæger vi os jo netop ud i "grænserne". Er de krav min kæreste stiller fair? Hvis de er fair og gennemtænkte, så kan jeg ikke se hvorfor jeg skulle overskride hans grænser! Og i mine øjne er det jo netop det "dyresamleren" gør (Hvis vi altså snakker om et velfungerende menneske, og ikke en der gør det af sygelige årsager). Jeg synes også der er forskel i forskellige situationer når man taler f.eks. opdræt både af heste og af hunde... For hvis man køre sit opdræt som en forretning, og manden ikke er en del af denne forretning, så skal han heller ikke blande sig i beslutningerne der tages i denne... Men hvis der forventes at han skal spytte i kassen, og at han skal lufte hundene og fodre hestene dagligt, så må man også høre på ham! Men det kommer også an på, i mine øjne, hvad der kom forud for forholdet.... Hvis jeg var single og besluttede at at opdrætte hunde, og jeg mødte min kæreste, så ville han ikke kunne få lov at bestemme at "det gad han ikke", så kunne han smutte.... Men vågner jeg op i morgen og beslutter at NU vil jeg opdrætte hunde, så er han i sin gode ret til at sige "Nej det tror jeg så ikke lige at VI skal". Og så er det jo indirekte et ultimatum, men også en grænse, hvis han ikke har lyst til at have 15 hunde, så er det jo helt okay... Det er i mine øjne 100% okay at sige "Nej" i et forhold og det er helt okay at have grænser, så længe man ikke begrænser hinanden, og arbejde imod hinandens drømme. Man skal have fælles drømme og mål, og jeg er gået fra at have en kæreste der var katte menneske, og mente at okay EN hund kunne måske gå an, til at have en kæreste der i dag super gerne vil at den næste hund kan udstilles, og måske vil han endda gerne opdrætte når vi engang har pladsen(og tiden) Stod det til ham havde vi allerede 4 huskies, og der har jeg måtte "stampe i jorden", og sige at jeg vil IKKE opdrætte huskies, men at vi måske kan finde en race der passer bedre til os begge to...

Sådan har vi det også... Og min kæreste må bruge sin tid lige præcis som han vil... Og det er bare dejligt den tid vi bruger sammen, men vores forhold er ikke baseret på at vi skal lave ALT sammen... I et ultimatum ville jeg altid vælge den der satte det, fra... Af den simple grund at det gør man ikke... Min som jeg skrev hvis jeg var "tvunget" af omstændigheder til at skulle vælge, ville jeg altid vælge min kæreste... F.eks. hvis han fik allergi, eller hvis han blev super syg og vi skulle være meget væk hjemmefra, hvis han f.eks. skulle på sygehuset... Så ville jeg vælge at han havde 1. prio, og det vil han altid have i mit liv.. Og hvis f.eks. vores forhold gik skævt og det krævede mindre tid på hund, så må det jo være sådan.... Forhold og kæresten er 1. prio... Men hvis han krydsede armene og ville have tingene på hans måde... Så ville jeg blive dybt skuffet over ham... (Min lillesøster og hendes kæreste kostede mig næsten en tur til Danmark fordi hun lavede et ultimatum stunt, og jeg taler stadig ikke med dem, specielt ikke kæresten, som jeg er dybt skuffet over! Jeg kan slet ikke have folk der bare VIL have alt deres måde, uden at tage hensyn til andre!)

Ej jeg måtte altså bare se hvad denne tråd va rom, jeg tænkte HVAD skal man dog bruge en løbsk tæve til

Jeg synes der er forskel... Hvis man f.eks. ikke har økonomien til det synes jeg ikke det er et "ultimatum" at den ene banker i bordet og siger "Vi har ikke pengene, så her slutter legen, vi kan ikke købe flere hunde/katte/geder/whatever", og så på at sige "Hvis ikke vi kommer af med alle vores dyr, så går vi fra hinanden". Jeg synes der er forskel på at komme med et ultimatum, og på at have grænser!

Som folk skriver så dur et ultimatum bare ikke... Og det uanset hvilket man stiller i et forhold... I mine øjne "truer" man bare ikke hinanden på den måde, og det er jo en trussel at sige "Hvis det ikke bliver sådan, så går jeg", i mine øjne fungere et forhold ikke sådan, og uanset hvilket ultimatum min kæreste måtte stille så kan han da i hvertfald bare smutte hvis vi ikke kan finde et kompromis! Dog er jeg dobbeltmoralsk nok til at jeg gjorde det klart fra starten at jeg ville have en hund, og at det var en stor del af mig og mit liv at jeg var et hunde-menneske... Han havde aldrig haft hund før og var egentlig lidt imod det, men "overgav sig"... Nu er han lige så meget hundemenneske som jeg. Men kompromis gør vi tit... Dexter er en kompromis hund! Næste hund har eg fået frit valg Det være sagt hvis "verden" stiller os et ultimatum så tager jeg det gerne.... Bliver min kæreste pludselig så allergisk at han ikke kan bo med hunde, så ville jeg vælge min kæreste... Jeg har dog altid sagt at jeg ikke vil have børn, fordi jeg ved jeg ville blive så bitte rhvis en lille unge skulle være allergisk så jeg ikke kan have hund

Han er nu en dejlig bette en!

Tjae, men nogle kan jo have ret.... Nu bor jeg ikke i Danmark, og kender ikke til de danske klubber på noget plan.. Men der er jo forskelle på f.eks. hvilke krav der er til om en hund må bruges i avl, og hvad der registreres på en hund... Så ment på den måde kan det jo være at hvis du betaler lets say 9000 kr for en DRU hund, og den ikke har flere "oplysninger" end en blanding til 3000 kr.. Hvad er det så du har givet de ekstra 6000 kr for? At du får et stykke papir med forældrenes navn, men du ahr ingen jordisk mulighed for at finde nogle brugbare oplysninger (Sygdomme osv)... Så er det mange penge at give ekstra for "ingenting"... Og det mener jeg generelt er problemet i hundeavlen i dag! Min kammerat solgte 5 franske bulldogs hvalpe uden stamtavle til 9000 kr stykket... Det var penge lige ned i lommen (Ja altså bortset fra hun "selvfølgelig" ikke kunne føde selv og skulle have kejsersnit, men det vidste han på forhånd)... 9000 kr for en hvalp fordi det er en fransk bulldog!!!!!! Ikke fordi den er "det værd", men fordi racen er populær! Du kan finde en chihuahua til samme pris, uden stamtavle eller noget som helst... I mine øjne er det dybt frustrende at folk skyder priserne derop "uden grund"... Det er i mine øjne okay at tage en vis pris for sine hvalpe, hvis man f.eks. vælger at gøre så hvalpene er det værd... Undersøge forældrene, udstille dem, markprøver osv. osv. Vise at forældrene er sunde og raske og kan de ting den race nu engang skal kunne... Så ja... Uden at vide om det er sådan i DRU, kunne jeg forestille mig at deres krav til forældre hundene måske ikke er særligt store, og man står lige så meget i blinde som når man køber en blanding... Det ville i hvertfald være mit bud... Dertil sagt har jeg en gang haft en hund med stamtavle, og den var fra DRU og den hund og det den var avlet på skræmte mig fra nogen sinde at få en hund fra DRU igen...