-
Antal indlæg
9.960 -
Medlem siden
-
Senest besøgt
Indholdstype
Profiler
Forummer
Artikler
Hunderacer
Alt der er opslået af Shii
-
Det er også sådan jeg forstår det. Altså det som mange har vidst længe bare er blevet dokumenteret også er rigtigt, hvor før har der nok ikke været dokumentation for de ting
-
-
Jeg tror du misforstår hvad jeg skriver. Jeg skriver at grund tanken i om hunde kan afkode vores følelser er en gammel tanke, og svaret til det har vi kendt i årevis. Jeg har set, hørt og læst omkring dette, måske derfor det ikke giver mig aha oplevelser....
-
Ikke korrekt, det er ikke alle der altid har prikkerne, de kan have en maske, der gør at prikkerne over øjnene ikke er til at se. Korrekt! Genetik er meget interessant, og virkelig kompleks, i princippet kan man altid regne ud hvilke farver hvalpene vil få, hvis man kender hundens historie genetisk set. F.eks. ved labrador hvis du parrer en sort labrador der er solid black, altså dominerende og ikke bærende af rød/lever, med en brun labrador, vil alle hvalpene blive sorte; Men bærere af brun (rød/lever). Den mere spændende og interessante parring ville være at tage to hvalpe fra et sådan kuld og parrer; Her har du to sorte, men de er ikke solid, for de bærer brunt. De vil så få 1/4 brune hvalpe, 2/4 sorte hvalpe, der bærer rød/lever, og 1/4 sorte hvalpe der IKKE bærer røde/lever gen. Virkelig interessant, for du vil ikke kunne kende de solid sorte fra dem der bærer brunt!
-
Men det er jeg jo helt enig i. Og dertil siger jeg igen; Det er der jo bare intet nyt i. Det tror jeg de fleste (i hvert fald er min opfattelse sådan) herinde jo vidst længe? Altså at deres hunde sagtens kan afkode deres sindstilstand. Altså jeg har da siden jeg var 7 år, altid fået at vide at hvis jeg var bange for en hund, så kunne hunden sagtens mærke dette.. Og der er vi da ca. 25 år ude i fortiden... Så jeg kan ikke se at det er et vildt stort og nyt fænomen at det menes at hund kan afkode vores følelser, for selvfølgelig kan de det? Hvad skulle de ellers kunne afkode?
-
Men er det fordi hun kender dig eller fordi "hun bare kan". Kan hun afsløre fremmede på samme måde? Det er jo i princippet det interessante. Jeg kan f.eks. også sagtens se på min mand når han er utilfreds, selvom hverken hans mor eller min mor kan se det på ham; Men jeg lever jo også med ham til hverdag. Det betyder ikke at jeg hverken kan læse hans tanker eller lignende, men blot at fordi vi bor sammen og bruger så mange timer sammen, at jeg kan læse de små signaler, f.eks. laver han en specielt krøl på sin mund, når han er usikker på sig selv eller har noget dårligt at fortælle mig.
-
Jeg tror stadig det er kropssporg (Og heraf dufte også), og selvfølgelig er nogle hunde mere sensitiv imod dette, end andre. Jeg tror hunde kan læse os 100%, men jeg tror ikke at en hund kan "høre vores følelser". De kan læse vores kropssprog og dufte vores dufte (F.eks. når vi er stresset udskilles bestemte dufte). Jeg kan ikke dufte når mine kollegaer er stresset, eller når min mand er ked af det Men det ville nogen hunde sagtens kunne. Men det synes jeg bare ikke er nyt, men logisk. Det kan ske der er kommet flere beviser eller den slags, men jeg synes nu det er rimelig logisk.
-
Hvad er der nyt i det? Ej det er måske også groft sagt, men selvfølgelig reagere hunde på menneskets følelser og kropssprog; Hvad skulle de ellers reagere på? Jeg tror de fleste, i hvert fald som har studeret hundeadfærd kan genkende at f.eks. kan hunde reagere på folk der smiler med hele gebisset blottet, folk som bukker sig indover en hund, folk som er meget voldsomme i bevægelserne. Ligeledes reagere hunde jo på f.eks. folk som er rolige, stille og indadvendte. Jeg tror dog 100% på at en hund reagere på vores kropssprog, og ikke på hvad vi inderst inde føler. Jeg testede det med min og min fars hund, som reagerede meget stærkt på min fars død. Men så snart vi tog til hundetræning eller bevægede os et andet sted hen hvor jeg satte min facade op og avr den stærke som ikke tudede foran andre, og vi var væk hjemmefra hvor jeg sad i min fars hus og snottede i tristhed, så var han på ingen måde påvirket; Fordi jeg ikke var. Han afspejlede altså totalt MIN adfærd. Hvis jeg "legede i godt humør", selvom jeg på ingen måde var i godt humør, så opfattede min hund altså alt som værende godt. Han kunne ikke (ligesom intet menneske) se mine følelser, men kun reagere udfra min opførsel. Så nej, hunde kan ikke i mine øjne afkode vores følelser; De kan dog helt sikkert afkode vores kropssprog, og de signaler vi sender den vej.
-
Det er netop også det der er min tanke. Det er ikke nødvendigvis at en robust hund aldrig bliver forskrækket eller bange for noget; Men en robust hund formår at komme sig over en forskrækkelse hurtigt og nemt. Nogen hunde har en lidt mere skrøbelig psyke, og jeg tror det kræver mere når først det har sat sig i hunden. Der synes jeg generelt at labrador f.eks. er en hund der er god til ligesom at "komme videre", hvor jeg bare synes f.ek.s schæferhunde har en tendens til at bærer nag/være usikker, i længere tid, hvis de først har haft en virkelig negativ oplevelse.
-
Når jeg tænker om en race er robust i sindet, så tænker jeg f.eks. at hunden kommer ud for en oplevelse f.eks. et overfald, og hvor meget/lidt der skal til for at hunden er ude af balance. Jeg har oplevet hunde der er blevet overfaldet og bidt, men ikke egentlig har taget skade mentalt af det. De har været lidt utrygge men simpel træning har fået trygheden tilbage. Så er der hunde/racer som aldrig ville komme sig over sådan en oplevelse. Det kan også være f.eks. en hund der oplever en kæmpe forskrækkelse, og hvordan denne forskrækkelse sætter sig i nogle hunde, og det tager lang tid at træne væk, andre hunde kigger efter lyden og så går livet videre. Jeg har altid set labrador og rottweiler som forholdsvis robuste hunde i temperament
-
Jeg synes der er lidt mere i denne her debat. Der er to ting; Der er at støtte din hund. Og der er at trøste din hund. Man trøster når hunden som en har været bange for og det var helt okay at være bange. Man støtte når hunden har brug for at blive støttet og finde tryghed i noget, man ikke behøves være bange for. Det første synes jeg er generelt en dårlig idé. Generelt ser jeg ikk enoget gavnligt i at bekræfte en hund i at det var forståeligt at den blev bange. Men selvfølgelig skal man støtte, og forstærke den positive opførsel, og vise hunden at den er tryg. Det har i mine øjne intet med trøst at gøre. Det svarer til at min mormor skal begraves og min mors måde at trøste mig på at er danse og lave prutte lyde. Ved trøst bekræfter man hunden i at den bør være bange, og det at være bange er helt naturligt og okay. Hvis man mener dette, synes jeg sagtens man kan trøste hunden, ellers synes jeg man skal holde sig til støtten; Som sagtens kan indebærer elementer at trøst, fordi man skal sikre sig at hunden rent faktisk også føler sig tryk. F.eks. ved at man holder hunden samtidig med at man taler glad og ivrigt til den. Men hvis man holder hunden, og ynker den, så mener jeg at man blot bekræfter at hunden f.eks. bør være bange i tordenvejr, og jeg ser ikke dette som gavnligt eller noget der lærer hunden at føle sig mere tryg, når man ikke er til stede. F.eks. er der begyndt at være en smule brag her allerede, hver gang vi høre et brag siger jeg bagefter altid dyyygtiiiig! Uanset om hundene overhovedet bemærkede det eller ej. Specielt Alba og Amy som aldrig rigtig har oplevet fyrværkeri før, gøede i starten hver gang. Det gør de ikke mere, og jeg hååååber da at jeg har fået støttet dem nok til at nytårsaften bliver mulig at komme igennem uden bange hunde!
-
Ej hvor er det en fantastisk sjov video
-
Og nå ja, kælenavnene; Faktisk kalder vi generelt vores ved deres navne. Dog har vi kælenavne til dem. Fælles kald er Dogsies eller Doggies. Ellie; Grumphy Rika; Miss Chubs, Chubs, Chubsen, Chubsy (Man kan ligesom se at vi synes hun er lidt tyk?) Amy; Baby,Tiny Alba; Hun har ingen kælenavne endnu tror jeg :hmm:Men hun har også kun boet her to ugers tid jo! De skal nok komme!
-
Sikke en sjov tråd :lol Vores nuværende hunde hedder; Ellie; Det kan jeg faktisk ikke huske hvorfor hun kom til at hedde.... Hun hedder Jamaican Hot Rum, på stamtavlen, så ikke meget inspiration at hente der. Jeg kan bedst lide at vores hunde har "rigtige navne". Rika; Hun skulle have et typisk hollandsk navn, så jeg søgte og søgte. Rika er slet ikke hollandsk, men vidst faktisk mere skandinavisk Amy; Vi fik hende da hun var et par måneder, og hun havde allerede fået et navn fra den tidligere ejer, som ikke nåede at have hende så længe. Det var dog ikke et godt navn (Cookie) så vi skiftede det til Amy. Hun var den der har taget os længst tid at navngive. Dog havde vi været på besøg hjemme hos svigermor, og på vej hjem i bilen sagde min mand pludselig bare "Hun hedder Amy", og det var jo helt rigtigt; Hun er en Amy! Alba; Hun er en vi har her som udstationering, og hun hed Alba da vi fik hende. Det passer også helt perfekt til hende. Der er dog desværre sket det at Alba passer så fint ind, at aftalen om at hun skal flytte tilbage til opdrætteren om ca. 2 år, nok ikke kommer til at ske; Hun er så meget som Amy og de to er blevet så gode venner at vi aldrig vil kunne skille dem ad. Vores opdræt hedder "Of true nature", det tog os også rigtig lang tid at beslutte... Dog faldt vi for det fordi en af de ting som er virkelig vigtigt for mig er at vise at vores hunde er hunde, og de behandles sådan. Fordi vi har en selskabsrace med pels, er der mange andre opdrættere som holder hundene i små indespæringer, og så må de kun lege sammen overvåget, og de skal pakkes ind når de spiser for tænk hvis det kom i pelsen osv. Vores hunde er hunde, helt som hunde skal være. Deraf Of true nature.
-
Jeg tæller heller ikke skader fra leg, ellers har mine hunde nærmest bidt hul på mig flere gange om ugen Jeg er blevet bidt et par gange, den eneste gang hvor jeg 100% sikkert ved at det var fordi hunden var en aggresiv satan var da jeg var omkring 8-9 år, og min venindens schæfer satte sig i låret på mig... Heldigvis havde jeg jeans på, samt en demin jakke, ellers var det gået grueligt galt, selv med to lag demin bed den igennem og det blødte... Hele mit lår blev mærke blåt...
-
Jeg synes det er en svær situation. Jeg tror jeg ville vælge aflivning hvis jeg kunne se at dette er en situation som ikke burde have triggert så voldsom en reaktion. Hvis en hund bider af forskrækkelse bider den ofte en gang... I dette tilfælde har Pixie jo bidt både manden, OG mandens hund.... Så der må jo være mere i det end forskrækkelse eller lignende. Jeg har ikke set afsnittet, så jeg ved det ikke.... En ting er dog sikkert; Jeg synes uden tvivl Pixie fortjener en chance for at blive en god hund. Mopper er sgu en skøn hundeejer, men hun fik sig en hund der er et virkelig godt eksempel på at bare fordi man er en lille pølse hund og passer i skødet på en gammel dame, betyder det ikke man vil trives der. Mopper ville være en fantastisk ejer for en lille rolig hund, og det er det hun skal have hvis hun skal have en hund. Ikke en terrier der kræver næse arbejde og træning. Hun skal have en hund der bare er en selskabshund, og som vil nyde at komme med på haralsborg, og som kan else andre hunde i området.
-
Det ved jeg ikke om der er. Men jeg har en hund som sagtens kan være alene hjemme når vi efterlader minimum en anden hund med hende, men hvis hun er helt alene er hun slet ikke glad.... Så for hende hjælper det bestemt på separations angst at have en anden hund hos sig!
-
Nej det er ikke det jeg siger. Måske du tillægger at når vi beder hunden bliver væk tæller; Men mener når vi fysisk sætter en stopper for at hunden kan komme til os, så er hunden alene. Hvis du beder hunden være i sin kurv imens du går i køkkenet ser jeg det ikke som alene tid; Det er måske opdragelse, men skulle hunden have et alt overskyggende trang til at være hos flokken (f.eks. hvis den pludselig blev forskrækket) vil den kunne rende ud og være hos flokken. Hvis du sætter den i en hvalpegård, og går ind i et andet rum; Ja så synes jeg at dette tæller som alenetid. Så ja, hvis du forhindre hunden i at kunne komme til dig, så er det i mine øjne alenetid for hunden. Hunden er altså i mine øjne; Bevidst om at den ikke kan komme til dig. Og dette er i mine øjne kravet til at hunden er alene. Der er selvfølgelig grader af separation, f.eks. ligesom man med en hvalp kan træne ved at gå på toilettet. Jeg ser jo i princippet ikke at når jeg går to minutter på toilettet at så har mine hunde været alene i to minutter; Men det har de jo i princippet. Man kan sagtens regne en helt masse på hvert lille minut hunden er alene, det synes jeg ikke man behøves; Men hvis man f.eks. har sin hund i baggangen 8 timer om natten, og 8 timer imens man er på arbejde; Ja så er ens hund alene 16 timer i døgnet. Det synes jeg forresten slet ikke gør en til en dårlig hundeejer; Nogen hunde er jo ligeglade/godt trænet og kan sagtens f.eks. finde ud af at sove i de 16 timer.
-
I mine øjne er det faktisk helt enkelt. Alene tid er når hunden tvinges væk fra flokken. Det kan være med en lukket dør, at den er helt alene i huset, men i bund og grund betyder alenetid for mig at hunden ikke selv kan til eller fravælge at være hos flokken. Så hvis vi har taget valget at hunden ikke skal være sammen med os, f.eks. ved at lukke døren til soveværelset, så ja, er dette alenetid. Hvis man har døren åben, men hunden vælger at sove i stuen synes jeg ikke dette tæller som alenetid. Så ja.. Ganske simpelt; Alenetid er alt den tid hvor hunden på menneskets anmodning er afskrevet fra at være hos sin flok.
-
Ja, man kunne sagtens, netop derfor jeg siger at det er grunden til at starte så tidligt, fordi så får man tiden til at den f.eks. kan springe en løbetid over. Men ideelt set tror jeg virkelig det er de færreste hunde der er klar før de er minimum 24 måneder. Og selv det er ret ungt...
-
Jeg tror også man kan have intentioner om at beholde en hvalp, men ende ud med ikke at beholde en, fordi parringen måske ikke endte som man ønskede, og de egenskaber man f.eks. var på udkig efter ikke var i hvalpene. (Så gentager man jo selvfølgelig bare ikke den parring).
-
Det er også stort set umuligt... For der skal jo være 12 måneder imellem parringerne... Så endten skal man starte rigtig tidligt, eller man kommer op over de 96 måneder... Så tror medmindre man virkelig har en tæve med god timing, så kan man maks få 4... (Og det er nu også mere end rigeligt)...
-
Og de regler lagt sammen; Hvis man f.eks. har en tæve der kun går i løb en gang om året, og man først parrer tæven når den er 3 år gammel, så risikere man let at man "kun" kan få 4 kuld på tæven. (Det sagt, kan jeg slet ikke se hvorfor man ville skulle lave 5 kuld hvalpe på den samme tæve..... Jeg ville aldrig lave et kuld hvalpe uden intention om at beholde en hvalp derfra, så hvis jeg i løbet af 6 år laver 5 kuld hvalpe på samme tæve, ville jeg jo stå med 6 hunde der ikke kan bruges til fremtidig avl i princippet......)
-
1. En tæve må ikke parres tidligere end dagen hvor hun fylder 16 måneder 2. En tæve, der ikke tidligere har fået hvalpe må ikke parres efter hun er fyldt 72 måneder 3. En tæve, der tidligere har fået hvalpe må ikke parres efter hun er blevet 96 måneder 4. En tæve må ikke blevet parret efter sit 5 kuld hvalpe 5. Der skal være minimum 12 måneder imellem fødslen på to kuld hvalpe. Sådan lyder de hollandske krav til avl på tæven. Og de er rimelig direkte når det kommer til indavl: En tæve må ikke parres af sin farfar/morfar, sin far, sin bror, sin søn eller barnebarn.
-
Der er ingen alderskrav for hanner i NL. Man kan i princippet bruge en 7 måneders han, hvis man kan få den i gang! Personligt ser jeg helst at hannen er moden/voksen. I princippet helst så gammel som muligt, da man har den bedste forudsætning for at vælge den rigtige hund. Hvis hunden er 10 år, sund og rask, siger det jo en del om hunden. Jeg har oplevet hunde der testede fri for PRA i f.eks. 5 år, men i år 6 fik de konstaterede PRA. Sådan en hund kunne nå at lave mange hvalpe, imens man tror hunden er rask. Med hensyn til tæver skal de være over 16 måneder her i NL. Jeg har en tæve der lige nu er 16 måneder, og i mine øjne er hun ikke nær klar til at få et kuld hvalpe. Ellie fylder 3 år til marts, og jeg vil mene at hun sagtens kunne have fået hvalpe for et år siden; Hun er virkelig moden og er vokset til rigtig hurtigt i kroppen. Rika er lige fyldt to, og er kropsmæssigt moden, men mentalt skal hun nok have noget tid endnu. Jeg kan ikke se, specielt med hannerne, hvorfor man skal smide dem i avl så tidligt... Dog kan jeg med tæverne godt forstå at nogen måske føler sig tvunget, hvis de vil have det fulde antal drægtigheder fra tæven, fordi der er en øvre grænse for hvornår de må få deres sidste kuld hvalpe.