Shii

Jeg tror sagtens man kan træne det. Dexter var ikke trænet til det, og ville slå enhver kat ihjel han kunne komme i nærheden af. Men det tror jeg nu ikke kun er racen, men også bare mangel på træning af at styrer sig i stedet for instinktivt at jagte. Så impuls styring ville nok være vigtigt.

Men det kommer jo igen an på hvad man vil have i sin hund. Hvis man passer med racen er ALLE racer jo netop nemme. Jeg tror ikke at hvis du spørger folk herinde som har en border og du vil høre dem siger "Ja puha, den kræver virkelig meget og jeg skal sådan tilpasse alt efter den". For selvom de jo nok har tilpasset deres livsstil efter racen, så føles det bare ikke sådan. Hvis man forventer at få en hund der kan være alene hjemme og luftes en halv time tre gange om dagen, og så elske at nusse i sofaen om aftenen, så vil jeg bestemt mene at en husky er en besværlig hund. De kræver jo virkelig meget aktivitet, både fysisk men også mentalt. De fleste andre hunde kan jo i et omfang gøres trætte via hjernen, men det kan en husky ikke. Uanset hvor meget hjerne gymnastik vi lavede, så skulle vores ud og løbe. Vores små kan jeg sagtens gøre helt død trætte uden at lufte dem!

Helt enig; Det sagt så kræver f.eks. en Løwchen jo også meget mere end mange tror. Men nogen gange virker det også som om det er forkert at en hund "ikke kræver noget", rent aktivitetsmæssigt. Ofte handler det jo om at hvis ens livsstil er tilpasset det at have den race, så føler man ikke at racen er tidskrævende. F.eks. synes jeg jo at husky var en ufattelig nem race. Jeg synes også f.eks. at det er HELT skørt at pomeranieren er i spidshunde gruppen. I mine øjne er den jo en selskabshund på så mange punkter Det der også er problemet synes jeg er at gruppe 9, altså selskabsracerne, netop er blevet et sted alle racer ligesom ender... Og det betyder at gruppen er ekstrem stor. F.eks. er der en gruppe der hedder GRAVHUNDE, altså jeg mener; de har deres helt egen gruppe?! Der er tre versioner, i hver 3 forskellige versioner. Men alligevel? Tilsammenligning er gruppe 9, indelt i 9 sektioner: Section 1 : Bichons and related breeds Section 2 : Poodle Section 3 : Small Belgian Dogs Section 4 : Hairless Dogs Section 5 : Tibetan breeds Section 6 : English Toy Spaniels Section 7 : Japan Chin and Pekingese Section 8 : Small Molossian type Dogs Section 9 : Chihuahueno Section 10 : Continental Toy Spaniel and Russian Toy Section 11 : Kromfohrländer

Jeg synes du har helt ret, og f.eks. netop temperament er jo noget mange overser, min Ellie, som udstillingsmæssigt måske ikke er super suveræn, har et fantastisk sind. Hun bliver nok aldrig avlet på, skulle det være, ville det være for hygge-familie hunde, med et fantastisk sind. MEN: Ellie bryder sig ikke om fremmede hunde. Jeg har aldrig kunne pinpointe hvorfor, og dette er noget der gør at jeg synes det er en risiko at avle rent temperamentsmæssigt. For hvad hvis det er noget arveligt der spiller ind (Frygt). Jeg har hendes helbror hvor der intet problem er, og hendes halvsøster, heller intet problem. Men så hellere bruge de to med gode temperamenter, fremfor den som har et utryghedsproblem ved fremmede store hunde.

I sidste ende er det jo netop en opdrætters ansvar hvad de vil sætte i verdenen. Derfor synes jeg også at hvis man er seriøs omkring sit opdræt, at man bør f.eks. kunne tage nogle hårde beslutninger. F.eks. har jeg en hund hvor, skulle jeg sætte hende i avl ville det være fordi hun har et fantastisk sind og ville lave de perfekte hvalpe. Men jeg tror ikke hun som sådan kan give hvalpe der egentlig gavner racen som sådan, hvis vi ser udstillingsmæssigt.

Men havde det måske været anderledes, hvis du havde haft en hund? Dit liv i dag bærer jo nok netop præg af at du prioritere dine hunde; Tror du at det er en evne (at prioritere) du først har nu, eller at du også havde den for 10 år siden? I mine øjne handler det om, om man kan finde ud af at tilpasse sig det liv man har nu. F.eks. ville jeg aldrig kunne have 4 hunde alene, og går min mand og jeg fra hinanden, ville jeg være tvunget til at vælge imellem arbejde og hunde. Jeg arbejder nogle uger op til 80 timer, det ville jeg simpelthen ikke kunne hvis jeg var alene med 4 hunde. Min prioritering ville være helt anderledes hvis jeg var i en anden situatuion, men det er jeg ikke. Det er ikke alle unge der har brug for at være væk og socialisere flere timer efter skole og arbejde. Nogen kan måske få det til at hænge sammen med at familien passer hunden når de skal til fester, eller har brug for en weekend alene. (Lige så vel som en alenemor har brug for hjælp til at få passet sit barn engang imellem). Det handler om hvor realistisk personen er, og ikke nødvendigvis hvor flyvsk personen er. Fra jeg var 18 til jeg var 25 boede jeg også virkelig mange forskellige steder, men mine ca. 100 marsvin fulgte altid med, og blev altid prioriteret. For det var nu engang bare min hobby. Og fakisk har stort set alle unge fornuftige mennesker en hobby; OG hund er faktisk en hel fornuftig en af slagsen! (Jeg har forresten aldrig holdt en ferie der var længere end 7 dage, og det har været i sommerhus ved vesterhavet, hvor mine hunde var med.... Jeg har aldrig været på charterferie, eller længere væk end England, så ikke alle har det at rejse som noget de gerne vil... Når vi rejser nu er det altid pga. noget med hundene=Udstilling f.eks.)

Jeg er også enig. Livet er forudsigeligt, og man kan ligeså godt være en god hundeejer som 18 årig, som man kan som 30 årig.

Personligt, når jeg vælger en hanhund til mine tæver (Jeg har aldrig lavet en parring endnu, men har to tæver der er i parrings alder, og er derfor på udkig efter hanner), så ville jeg aldrig bruge en han jeg ikke havde set, mærket og oplevet i virkeligheden. Lige nu har jeg en belgisk opdrætter, hvor jeg var interesseret i hendes ene hund, jeg synes han var sindsyg smuk på billeder, og jeg var faktisk 100% sikker på at han var "the one", virkelig den smukkeste Lowchen jeg har set; På billeder!! Da jeg så mødte ham, var gnisten der bare ikke. Han havde et okay temperament, men manglede den drive og crazyness jeg gerne vil se, han bevægede sig ikke som jeg ønsker, og ja... Smuk var han, men når man fik fat i ham var det bare ikke lige min type. Nu har jeg en ny han på snoren, som kommer fra Østrig, heldigvis kommer hun til udstilling tæt på mig, og jeg kan derfor få lov at møde hannen og tage stilling til ham, uden at skulle rejse helt til Østrig. Nå; Men personligt synes jeg at man som opdrætter selv er ansvarlig for at vælge den korrekte partner til sin tæve, og jeg synes at man har et ansvar for at sørge for dette. f.eks. når jeg låner en hanhund, ville jeg teste ham og sørge for alle tests er helt up to date. Jeg ville forlange det samme hvis jeg skulle køre for en parring. Jeg ville aldrig overveje at bruge flere 1000EUR på en parring, hvis ikke jeg havde en kopi af alle tests der var lavet på hanhunden. Og jeg tror faktisk de fleste ser sådan på det.

Man kan ikke komme udenom at når vi taler kennel klub avl, så er rigtig meget af avlen baseret mere på standarden og udseenet end egenskaber. Mine Lowchen opdrættes ikke efter et egenskab; Jo selskabs hund! Men det er jo ikke noget man som sådan kan teste dem i Jeg tror mine to absolut alt overskyggende områder er sundhed og temperament. På 3. pladsen kommer udseenet. Men en hund med dårligt helbred eller temperament, kan være nok så god, jeg ville stadig ikke bruge den i avl. Jeg vil hellere lave et kuld på en hund der måske ikke er champion og vinder de store præmier, men tilgengæld er den 100% sund. Kennel klubben kan nedsætte krav om f.eks. sundhedstest, markprøver osv. for Lowchen er der ingen krav, udover dem man selv vælger. I mit tilfælde betyder det at alle mine hunde bliver øjnlyst 1 gang om året og 1 officiel test for patella, herefter patella testes de uofficielt minimum en gang om året når de er til kiropraktor(Dog er vi ofte afsted 2 gange om året), kiropraktoren kan også mærke f.eks. albuer og hofter efter (Såvel som dyrlægen kan, men så har man to uafhængigt af hinanden). For mig er det også en hel normal ting f.eks. at man sørger for at tæven er i stand til at bærer et kuld f.eks. ved at sørge for kiropraktor, motion, god kost, gode leveforhold osv.

Vores gør hvis folk ringer eller banker på, når vi er hjemme og når vi ikke er hjemme. Når vi er hjemme bliver de bedt om at stoppe, og stopper med det samme. Ellie er den eneste af vores som gør af andre ting end ringklokke og banken på døren... Nogen gange er hun bare super vagtsom, og jeg skider i bukserne HVER gang hun gør af en fugl i haven eller noget Fuck hvor jeg ville ønske jeg kunne få det trænet væk, men har stadig ikke præsteret at lærer hende andet end at holde kæft igen

Jeg synes det er lidt ligesom dem der er imod at få børn som ung. Er der ikke bare altid for og imod? Min veninde fik hund som 18 årig, og den har været hendes 100% fokus og alle hendes beslutninger har været med hunden i første række. Hun har uddannelse og et stabilt liv den dag i dag næsten 10 år senere. Og har stadig hunden. Selvfølgelig kan man ikke spå, men hvis man laver en velovervejet beslutning, har planlagt hvad man vil og går i den retning, hvorfor så ikke bare springe ud i det?

Kunne man ikke, med lidt god vilje stoppe en curly coatet retriver i ca. samme klasse? Altså mere end en bomuldshund i hvert fald.... Jeg er forresten også helt enig i at mdet nok er bedst at vente til man ved sin fremtid. Men måske man ved f.eks. de næste fem år vil være studie, så er det måske fint nok... Jeg mener ikke alle har en turbulent studie tid, og mange studerende har jo faktisk tiden til at have en hund. Så jeg synes ikke nødvendigvis man kan sige det ikke er det rette tidspunkt. (Er det nogensinde det? Kan man nogensinde spå om fremtiden nok til at sige man ikke måske går fra hinanden, eller skal flytte eller får et barn der kræver et eller andet ekstra? Vi kan ikke vide det, og hvis man ved at intentionen er korrekt og man har lagt en plan for sit og hundens fremtidige liv, så er det vel okay, også selvom man er studerende?) (Jeg har startet min karriere for to år siden, vil jeg mene, og lige nu er den ved at tage kæmpe fart. Samtidig har jeg besluttet at starte et opdræt op, det er måske heller ikke smart timing, men det fungere da nogenlunde, og kan lade sig gøre hvis det er det man vil).

Jeg vil også anbefale dig at vælge en allergi venlig hund. Disse forsøg hvor man nærmest trænes til ikke at reagere på de ting man er allergisk overfor er faktisk rigtig gode; Dog virker de generelt ikke hvis man vælger en konstant påvirkning. Man vil derfor ofte efter f.eks. et års tid opleve at allergien kommer tilbage. For ikke at risikere at du anskaffer en hund og efter et par måneder finder ud af at du ikke kan have den pga. allergi, ville jeg udelukkende vælge allergi venlige racer. Der findes også andre allergi venlige racer end bomuldshundene. F.eks. kerry blue terrier eller uden at jeg er 100% sikkert f.eks en curly coated retriever skulle også være allergi venlig.

Jeg ved godt det måske ikke er super dulle agtigt. Men hvor fedt er det ikke at jeg har købt en kjole i str. 44 g en cardigan i en XL, i en helt normal butik :banan:

Ja, spørgsmålet står jo egentlig i overskriften. Jeg sidder og ser livestream fra Herning, og kunne se at nogen af disse bedst i racen, faktisk har virkelig løse fronter, og så tænker jeg; Er løse fronter normalt/accepteret i nogle racer? Jeg har forsøgt at læse mig til lidt standarder, men det står jo ikke nævnt som sådan. Så jeg tænker om nogle racer måske bare har mere tendens end andre, og derfor bare bliver anset som mere acceptabelt. Den jeg synes virkelig fik mig til at tænke over det var den engelske bulldog, den padlede rundt og var virkelig løs i fronten, det så helt bizart ud! (Men de går jo også bare underligt generelt )

Klip dem af. Jeg børster bag ørene hver dag, og jeg tænker du nok er nød til at gøre det samme, eller klippe knuderne af når de kommer.

Alle de der "hvem sagde, du sagde, hun sagde". Jeg gad ikke rigtig bruge min tid på diverse surheder og tydelige uenigheder bare fordi man nu lige er dem man er, og ikke så meget fordi man er uenig som sådan. Men helt ærlig: Hvorfor så spørge om hjæl? Det er lidt det jeg er uforstående overfor. Hvorfor bede om et råd, og så skyde dem ned man får med et "Jeg kender hunden, og det er det ikke. Kom med dit næste gæt". Hvorfor så ikke f.eks. forklarer hvordan hverdagen ser ud, som er et af de første spørgsmål der stilles? Hvorfor bare skrive "Nu starter vi nogle ting, og så skal det nok blive godt. Tak fordi I spildte jeres tid". Ja undskyld, men sådan kommer det lidt til at fremstå, fordi der ikke svares på de spørgsmål som måske kunne gøre at der var forståelse for det svar som ejeren kommer med. De fleste kennel hunde som har skulle slåes for overlevelse, falder jo ikke bare lige til i en hverdag som nusse-hygge hund på et par måneder, så det er klart at folk spørger ind til hvordan det skift er sket, og hvordan hverdagen ser ud. Det bliver der bare aldrig rigtig svaret på. Nå jeg ville slet ikke starte den diskussion. Jeg ville blot sige at flere oplysninger måske kunne have forhindret de misforståelser der har været.

Jeg har slet ikke læst de indlæg, jeg har læst de indlæg som Lenschow har lavet, og når der bare skrives "Det er det ikke", og ikke hvad det så er, så kan man jo ikke vide det. Og det er jo klart at med hundens baggrund så ville stress være en virkelig naturlig forklaring, jeg synes bestemt heller ikke at hunden virker stresset, og jeg tror da at rigtig mange kunne lærer af dette her, men jeg tror ingen lærer af det hvis man bare siger "løst" uden at fortæll ehvad problemet så er. Derfor min opfordring til at fortælle alle de informationer som man ønsker at folk basere deres råd på, så man også får et råd man kan bruge. Fremfor at blive små irriteret over at få en masse råd, man ikke kan bruge; Men folk kan ikke vide bedre for de har ikke informationerne som der ønskes de basere deres råd på. Hvis du høre om en hund der splitter hjemmet ad når den er alene hjemme, så vil jeg da også vædde med at dine første tanker er separationsangst og stress Og det er faktisk i mine øjne et virkelig godt og kvalificeret bud. Og at give en hund ting at stresse over, hvis den er stresset er jo på ingen måde et godt råd. Derfor forstår jeg godt at man stiller sig undrende overfor dette, når man ikke har alle informationerne før bagefter.

Jeg synes ikke det fremgår ad tråden hvad grunden til problemet er? Måske hvis du delte det at du vil få bedre og mere brugbarer råd. Det svarer lidt til at jeg spørger om vej til Aalborg, men ikke fortæller hvor jeg befinder mig. Jeg vil aldrig få den 100% korrekte ruteplan, kun en masse gæt, der tager udgangspunkt i folks egen udgangspunkt, og hvad de tidligere har læst om mig, og derfor måske antager hvor jeg befinder mig. Men hvis jeg aldrig fortæller det, kan de jo aldrig være sikre, og dermed give mig det råd jeg har brug for; Så prøv at del hele informationerne, hvis du ønsker en bedre vejledning.

Vi har haft samme problemer med Dexter, og det blev faktisk løst ved at træne ro, ro, og atter ro! Jeg synes det virker helt hul i hovedet, at give en hund ting at ødelægge, før man ved hvorfor den ikke kan finde ro. Jeg synes også dette virker mere som symptom behandling, fremfor rent faktisk at finde problemet. Jeg ville give ham mindre plads, og ikke give ham noget han kan ødelægge. Det er tydeligt på videoerne at han vandre lidt rundt og forsøger at finde noget, ødelægger det, og i følge dig, falder til ro igen. Hvad ville der ske hvis der ikke var noget at ædelægge? Så ville han vandre lidt rundt, og falde til ro. Når han tilsidst bare ved at der ikke er noget at ødelægge, ville han slet ikke vågne for at lede efter noget at ødelægge.

Og så kom jeg hjem fra arbejde og tudede endnu mere... Der lå postkort fra dyrlægen, om at hele teamet tænkte på os, og håbede at vi havde det godt. Måske er det bare normalt hernede at dyrlæger osv. sender sådan noget ud? Jeg har jo aldrig fået en hund aflivet hernede, men har da aldrig modtaget hverken blomster eller postkort fra min dyrlæge eller firmaet der lavede medicin... Men jeg kan nu også godt lide tanken om at det nok også er fordi Dexter jo, i hvert fald for vores dyrlæger betød noget... De kunne jo alle kende ham, og han kendte dem, han kom der jo i hvert fald en gang om måneden... og udover det kommer vi der jo med de andre hunde, og har altid haft Dexter med så han ikke kun havde besøg der var negative (Det var jo altid for medicin, stikkeri eller pressen på steder der gjorde ondt ellers). Årh jeg savner ham bare mere og mere for hver dag. Han var jo en morgensur hund, og han lå altid på sofaen og så på at jeg tørrede mit hår om morgenen, og først lige før jeg skulle afsted ville han lige ud og tisse, og så ind på sofaen igen Jeg savner vores morgen ritual...

Jeg har siddet hele morgenen og TUDET! Dexter har jo fået smertestillende og diverse kosttilskud i mange år efterhånden, og vi har givet firmaet som laver medicinen adgang til alle Dexters informationer osv. Da Dexter blev aflivet gjorde dyrlægen selvfølgelig firmaet opmærksom på dette, da han havde sådan en "auto refill" kørende på sin smertestillende, og sine tilskud, samt fordi de jo havde adgang til hans journaler og brugte disse til at lave rapporteringer for videre information omkring behandling osv. Vi har i dag modtaget blomster fra firmaet!!! (Virbac) Hvor er det bare overvældende at de tænker på vores lille hund, det er jo et kæmpe stort firma, som vi på ingen måde forventede ville bekymrer sig om at en af deres "eksperiment hunde" forsvandt. Må indrømme at jeg fremover har 100% tillid til at deres produkter laves med tanke på HUNDEN, og ikke på penge!

Det var en helt ny dyrlæge som aldrig havde mødt Dexter før, som skulle aflive ham... Han spurgte med det samme "Hvorfor?", jeg brød fuldstændig sammen, fordi jeg troede han mente som et "Hvorfor vil I dog aflive ham, det kan jeg ikke forstå"... Jeg begyndte at forklarer med tårene trillende ned af kinderne, og dyrlægen tager mig på skuldren og siger forstående "Jeg forstår hvorfor, det er bare vigtigt for mig at DU forstår hvorfor". Jeg kunne have knus elsket den dyrlæge, for det var jo faktisk helt rigtigt... Logisk set havde jeg jo forstået, men jeg har også manglet at få hjertet til at forstå at det var det bedste. Mine forældres hund, elskede Dexter som den eneste hund, nu får de lov at lege oppe i hundehimlen