Min mand var heller ikke vildt ivrig efter at få en hund, inden vi fik vores første. En af hans pligter da han boede hjemme var at går tur med hunden, og det hang ham langt ud af halsen. (Nu er det så "et par dage siden" han flyttede hjemmefra, da han fylder 40 lige om lidt ) Men han synes det var ok at få en hund, når jeg nu ønskede det så brændende, så det gjorde vi. Og nu ELSKER han alle 3 vovser over alt på jorden og bruger mindst lige så meget tid som mig på dem (MEGET tid). Hans forældre var i starten ved at falde ned af stolen over at han ville have en hund, for han havde sagt, at det skulle han i hvert fald adrig nogensinde, men som han selv forklarer det: Dengang var det ikke MIN hund, og det var en sur pligt, nu er det mine vovser og "børn" og mit eget valg, så lysten er en helt anden. Det er jo ikke sikkert det samme sker for din kone, men min mand blev fuldstændig solgt til "hundelivet", da vi fik vores første vaps og drømmer nu om at kunne arbejde med hunde fuld tid og "leve af det". (Det var også fremvisen af diverse billeder og annoncer, der "solgte" idéen til ham)