NickiA

Uhhh jeg har set rigtig mange film på det sidste Men lige to nye film der er værd at nævne The Purge: virkelig god film, ikke en gyser som jeg troede, men fed thriller. Now You see me: totalt flot og velspillet film, lidt forudsigelig historie dog.

De har alle oplysningerne, som jeg fik fra min dyrlæge. Så der burde være styr på det. Nu er det en uge siden jeg fik af vide de havde modtaget det. Har ringet til dem igen i dag, om sekretæren sagde at hun nok skulle give mit nummer videre, jeg har ikke modtaget et opkald endnu, så håber da snart at han ringer. Fluffykins: hvem behandlede din sag? synes da det er utroligt hvis det er noget der sker ofte. Nu kender jeg ikke Agria udover lige denne oplevelse men det er jo bestemt ikke en positiv en af slagsen.

Nu synes jeg altså godt at systemet må begynde at samarbejde. For i dag fik jeg brev fra den anden hundeejers forsikring. Og der stod. Vi har modtaget en anmeldelse på ansvarsforsikringen for hunden *******, som har påført skade på din hund Aya. Da hunden var i din varetægt/blev passet, er du at betragte som besidder af hunden. Da du således ikke kan betragtes som sagesløs i policens forstand, er skaden ikke omfattet af policens punkt 6.1. Konsekvensen af dette er, at vi ikke kan tilbyde dig erstatning. Så af hvad forsikringen har fået af vide så har jeg åbenbart passet den hund der bed Aya da hun blev angrebet. Jeg kontaktede Agria og fandt ud af at ham der havde min sag var på ferie og først er tilbage i midten af August, så skulle en anden kontakte mig men det har han så ikke gjort. Jeg har desuden talt med Shar pei'ens ejer som har sagt han vil ringe, om han gør det ved jeg ikke men det må jeg følge op på i morgen. Ahrg hvor er jeg træt af at alt skal være en krig, hvorfor kan systemet ikke bare fungere.

Tillykke

Sikke der dog er blevet svaret, skulle lige læse det igennem.:blink: Først vil jeg sige at jeg godt ved at mine forældre elsker mig og det de har gang i er en mærkelig og knapt så heldig måde at vise det på fordi de er bange for at jeg skal ende alene. Dog kan jeg ikke se at de kan blive ved med at tro det da jeg gang på gang har vist det modsatte, og er single nu (sådan da:slem:) men det er ikke en kronisk tilstand jeg har levet i mens jeg har haft dyr hehe. Det er egentlig sjovt for på så mange andre punkter er jeg enormt selvstændig og har absolut ingen interesse i mine forældres accept af mine valg. Men det med dyrene har altid været et ømt punkt, men i har nok ret i at jeg bare burde mane mig op og sige at hos mig er det mine regler der gælder og hvis jeg beslutter mig for at blive crazy animal lady så må de jo bare enten acceptere det eller lade mig være i fred

Velkommen til, sikke en skønhed i har fået jer

Jeg er 23 (og 1½ måned :banan:) Jeg skal skam heller ikke have mine forældres accept i hvad jeg gør, ellers havde jeg hverken hund eller noget som helst andet levende. Men det kan da bare ikke passe i min verden at man ikke kan acceptere hinanden, og at man ligefrem skal komme med sådanne nogle udsagn. Selvom mine forældre ikke skal bestemme hvad jeg skal så påvirker det mig meget, at bliver talt sådan til, og ikke være velkommen i mine forældres hus. Jo når vi er hjemme hos mine forældre så spiller jeg 200% efter deres regler, det er også den eneste grund til at vi snakker sammen, jeg flyttede hjemmefra som 17 årig og har haft meget lange perioder hvor jeg ikke snakkede med dem. Men sådan er det jo.

Jeg bruger Pro-kolin, som virker super fint her. Har tidligere brugt Zoolac til katten og kaninerne og det virkede super fint, men den dyrlæge vi har nu sælger kun Pro-kolin og det virker lige så godt

I min verden må folk hjertens gerne snakke med min hund, men det kan ikke være så svært at spørge pænt først. Jeg går heller ikke og stikker hånden ned i deres barnevogne uden lige at forhøre mig med dem først.

Det lyder også som jeg kunne have skrevet det. Her har det også nogle gange været en kamp at få folk til at forstå at selvom min hund gerne vil snakke så skal i altså pænt spørge ejer først. I stedet for bare at stikke fingrene ned til hende. Der er også mange der laver det nummer at kalde på hende hvilket jeg stadig (heldigvis i mindre grad) oplever men det er da møg frustrerende at have en hund som jo vildt gerne vil snakke men ender med at ligne en der er helt ustyrlig i snoren fordi at hun bliver kaldt på fra højre og venstre. Det værste har godt nok været at de lader hende hoppe op af dem, og så når jeg irettesætter hende så siger de at de skal jeg ikke gøre for det gør ikke dem noget, nej men det gør altså mig noget, jeg havde meget svært ved at sige fra overfor fremmede da Aya var lille og det betyder også at jeg har en hund som nogle gange stadig tror at det er okay at hoppe op af fremmede, og det er altså bare ikke alle der kan lide det (forståeligt nok) og så får jeg en kommentar med at jeg har en uopdragen hund.

hov hov, de damer havde altså fat i noget af det rigtige, især hvis den gravhund var ruhåret for de er altså nogle farlige kamphunde, og stadig den eneste hunderace der har jagtet mig op på en stol

Ja som inspiration fra en anden tråd, kan jeg da mærke at jeg nok har brug for at få et par frustrationer ud. Jeg føler mig konstant fordømt af min familie, i forhold til min hund. Min familie har altid været fordømmende omkring mine dyr, det at jeg opdrætter kaniner gjorde at mine forældre var af den klare holdning at jeg aldrig nogensinde ville få en kæreste og bare ville ende alene. På trods af at det at opdrætte kaniner giver mig en kontakt med så mange mennesker og har indtil videre ikke haft en kæreste der har haft noget imod mine dyr. Så kom hunden, på trods af at planlægningen til hende var lang så vidste mine forældre ikke noget før hun var født. De reagerede også med at det var dybt uansvarligt og at jeg tydeligvis ikke vidste hvad jeg gik ind til. For i deres verden skal man være "voksen" og have en familie og hus før man overhovedet kan begynde at overveje en hund. Så da hunden endelig kom, ja de var da med ude og kigge og ingen tvivl om at min mor synes hun er sød, men min far ville ikke engang med indenfor da jeg skulle hente hende. Jeg har fået af vide at Aya ikke må være hos mine forældre og på trods af vores nytårsaftale som vi havde haft i flere måneder, måtte jeg ikke komme alligevel og endte med at lave en nødløsning hos en veninde, bare et par uger før nytår fordi mine forældre ikke ville have Aya på besøg. Det har intet med Aya at gøre men de bryder sig ikke om hendes energi (fordi hun er en unghund) Og desuden synes de det er syndt for deres hund at Aya så gerne vil snakke med ham. På trods af at han selv er med på det hele vejen igennem. Men hos mine forældre skal hundene konstant holdes i ro, ellers bliver energien stresset siger de. Jeg sørger for at holde Aya på afstand af mine forældres hund og hun er bare altid en engel når hun er på besøg hos dem. Men det ændre ikke deres holdning. Jeg møder konstant kritik af mine forældre, får hele tiden af vide at de tror at efter jeg har fået hund så passer jeg ikke længere mine andre dyr, de har intet at have det i. For på trods af at jeg bor i samme by som mine forældre har de besøgt min lejlighed 2 gange efter jeg flyttede ind for 1½ år siden. De synes også jeg er dybt latterlig at bruge penge på hundetræning osv. Men det gør de også til deres egen hund. Men sådan er de og de laver konklusioner på alt jeg gør i forhold til mine dyr, og jeg er virkelig træt af det. Og nu kommer den nye, som har fået bæret til at flyde over. Jeg har gået med tanken om hund nr. 2 (ikke nu men om et par år) Selvom det ikke er i nærheden af at blive til noget, har de konstateret at der må være noget mentalt galt med mig. For tydeligvis har jeg ingen realitetssans, og ønsker at leve helt alene i min lille zoo uden et menneske omking mig. Det er virkelig som om de slet ikke kender mig eller ønsker at kende mig, og ved hvor meget tid og energi jeg ligger i mine dyr, men samtidig formår at have et socialt liv som ikke involverer mine dyr. Min øvrige familie, og min omgangskreds er da mere end almindeligt støttende, for de ved udemærket godt hvor meget jeg går op i det. Jeg kan mærke at jeg bliver helt misundelig på folk hvis familie støtter dem i deres valg. I stedet for bare at konstatere at de er mærkelige i hovedet. Det skal self. lige nævnes at det ikke kun er mig der er mentalt ustabil i mine forældres øjne. Alle unge mennesker (især singler) der har hund og endda har mere end 1 hund kan umuligt være raske i hovedet. Ved godt at det bunder i frygt, men nu har jeg opdrættet kaniner i 6 år, haft kat i 3 år og hund i nu 1 år. Og jeg formår ganske glimrende at have en uddannelse, job og et socialt liv ved siden af, plus at jeg sidder i udvalg på min uddannelse og har stået i spidsen for flere lokale arrangementer. Så kan virkelig ikke se hvorfor de ikke bare kan komme sig over det. Ja tror lige at det var noget jeg havde brug for at komme ud med

Det er ikke sjovt at møde fordomme. Herhjemme bliver jeg mødt med rigtig mange fordomme fra den nærmeste familie pga. min hund. (dog ikke pga. racen, tror ikke der er så mange der er bange for en cavalier hahaha) og det er bare ikke en sjov følelse. Men jeg synes i skal gøre det i føler for, og så held og lykke med jeres hund/hunde. Og glæder mig til at se tonsvis af billeder af sådan nogle lækre rottebasser

Ihhh så smuk, kan godt forstå du glæder dig

Åhr!!!!!!!!

Ihhh hvor er han dejlig, og velkommen til, flere billeder er uden tvivl ønsket

Aya mødte en shar pei i dag. En super skøn og sød 8 årig dreng til DRU's udstilling i Nyborg i dag, forklarede ejeren situationen og så satte vi os og hyggesnakkede. Aya var rædselsslagen, der var ingen tvivl om at hun kunne genkende typen, hun ville slet ikke i nærheden af den og ville hele tiden krybe om og gemme sig bag ved mig. Til slut kunne hun sidde en meter fra den så det var et stort skridt, men har snakket med hende om at næste gang vi ses til en udstilling skal jeg bare komme forbi og kigge. Men lige meget hvad er det jo totalt plus at hun har mødt en sød shar pei så har hun en god oplevelse at opveje imod en dårlig. Og kunne også mærke det var godt for mig, for at se min hund panikke var nok til at jeg fik et øjeblik hvor jeg fik et stort sug i maven, og det hjalp at sidde og blive møsset af sådan en hund, og ingen tvivl om at det var en helt fantastisk hund, der bare håndterede situationen og min lille bange hund rigtig flot.

Tillykke!!!!! med smukke lille Rigmor, jeg håber alt går godt med jer Man får helt lyst til at stige på det næste KBH tog bare for at få hvalpenusset

Det samme oplever vi tit her, der er rigtig mange der tror Aya er en cocker hvalp. Eller cocker blanding. Og det bedste er det mennesker der ved at de self. har ret så de går i fuld kamp for at overbevise mig om det. Og hos børnene så er Aya en Lady hund.

Jamen kan i så ikke tage en snak om dem i en anden tråd, for jeg gider ikke sammensættes med folk der anmelder af falske grunde og ikke overvejer konsekvenserne af at have sine hunde fritløbssteder. Det er fint der er forskellige holdninger til det at anmelde, da det her skete ville jeg slet ikke anmelde, men efter snak med en masse hundeejere, politiet, dyrlægen, og en hundetrænere som alle var noget bekymret over lige præcis den måde denne hund reagerede på netop ved at angribe uden grund samt tage en hund op og ruske den. Så besluttede jeg mig for at det var en god idé, ikke for at hunden skulle aflives, men netop så der blev lavet en rapport, og manden eventuelt fik en advarsel og et påbud om ikke at komme sådanne steder med sin hund. Den anden politimand var så ikke enig med denne idé og sådan er det jo, jeg synes dog stadig der skulle skrives rapport netop hvis det skete igen jamen så kunne man se mønstret. Jeg har i dag snakket med ejeren af shar pei'en og han har ombestemt sig og besluttet ikke længere at komme i hundeskoven, så det er da en enorm lettelse og vi fik en god samtale, med en god tone. Nu skal vi bare have styr på hans forsikring. For min forsikring har allerede betalt noget af beløbet. Aya er desuden på sin sidste smertestillende i dag, hun klarer sig rigtig godt, og der er kun få problemer. Det ene er at hun er blevet yderst vagtsom herhjemme, og knurrer en del af lyde hun ikke kender. Hun er også lidt mere vagtsom når vi er ude og gå, og vil gerne gø af fremmede ting. Men i forhold til de fremskridt hun har gjort fra i weekenden går det bare fantastisk. Og jeg er hundrede pct. optimist. Vi var i hundeskoven den anden dag dog kun med hunde vi kendte og hun fulgte pænt med i hvad de andre hunde lavede uden selv at deltage alt for meget, men hun var ikke bange. Så det var super.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal svare til det sidste her, for jeg har da accepteret at det kan gå galt, men der er da enorm forskel på om min hund kommer op og tottes med en anden hund og de får nogle skrammer ud af det, eller at en hund bevidst uden at have hilst på min hund går efter den. Kan sku mærke at jeg bliver mere end almindelig harm over den kommentar "Men hvis man ikke er parat til at møde en gykkelykhund, så skal man nok udvælge sine steder med stor omhu, for der ER altid en risiko." Hvad mener du ærlig talt med det, at fordi jeg er rasende over at min hund bliver angrebet uprovokeret i en hundeskov at jeg så ikke har overvejet situationen nok eller har tænkt over hvad jeg laver, amen så kan jeg jo ikke gå udenfor en dør, der er jo altid chance for at møde en idiot.! Jeg har netop tænkt over konsekvensen og jeg reagerede også i situationen hvilket nok er den primære grund til at min hund er i live i dag.!! så det er fint du synes det er syndt for mig, men du behøver sku ikke at nedværdige mig, som jeg føler du gør med den kommentar, for jeg ved godt hvad jeg laver.

Jeg synes jo Chabal er så smuk!!! men det er de jo begge to, flot tribute

Er du gal!!! et fantastisk billede :5up:

Ja, det ville da være dejligt hvis alle hundeejere var fornuftige mennesker. Den vildeste uansvarlighed jeg godt nok har set indtil videre var en ung gut der cyklede uden hænder på sin cykel mens han i armene holdt en lille bomuldhund, puhaa det gav mig dårlige nerver bare at se det.