Det tror jeg aldrig man holder op med.. I starten syntes jeg det var pinligt at vi stod og hylede overfor fremmede mennesker.. Men nu er jeg kommet til den konklusion at det er ligegyldigt.. Vi bruger 10 uger sammen med hvalpene døgnet rundt.. Spiser med dem, kæler med dem, skider med dem, kører med dem, griner med dem, sover med dem osv osv.. Hvis ikke man skulle komme til at elske et andet individ ved at være så tæt sammen, så er der noget galt.
Og det gør virkelig ondt når de rejser.. Men man kommer over det..Og så er der kun glæde tilbage når man ser hvalpen sammen med sin nye familie. Og ser hvor glade de er for den. Og så er det ikke spildt