Her er en kopi af en mail jeg fik igår aftes. Jeg har fjernet hundens navn, men ellers er mailen som da den kom:
Hej Janni
Først tak for den vidunderlige skønne hund og det enorme kæmpearbejde I lagde i at han blev så superb en hjælper for mig.
Jeg tænker på jer hver dag.
Jeg har læst det du skriver om handicappede og løwchenhunde inde på hundeforummet… Og du skulle skrive en masse mere.
Jeg vil fortælle lidt om hvad jeg synes du mangler:
Accept i samfundet! Hvis man er handicappet føler man sig så tit udstødt af samfundet. Og med et synligt handicap må det være meget slemmere. Jeg har en ven som af og til følges med mig. Han er lam fra livet og ned og kører derfor i elektrisk kørestol. Når vi er i butikker sammen (uden hunden) så er der ingen mennesker der snakker til ham. Ikke engang kassedamen tager øjenkontakt med ham. Ude i samfundet har han åbenbart en smitsom sygdom fordi han sidder i kørestol? Han siger det altid er sådan. Så snart vi har hunden med og han går ved siden af kørestolen, kontakter folk min ven. Spørger hvad han er for en slags race og hvor gammel han er. Og om han er uddannet til hjælpehund for en handicappet og hvor han kommer fra. Og om han ikke er bange for kørestolen og om han kan åbne skuffer og hente ting. Han siger det er hårdt at skulle bære både sit handicap og følelsen af at være en udstødt.
Jeg synes også du skal skrive mere om det psykiske i at have en hund. Min hund elsker mig uanset hvordan jeg er. Han er ligeglad med om jeg ikke bryder mig om store grupper og fremmede mennesker. Og han fungerer som isbryder i de situationer hvor jeg har lyst til at løbe min vej. Folk spørg altid til ham og ikke til mig. Det er ham de kigger på og ikke mig. Jeg føler mig mere som en integreret del af samfundet end før jeg havde hund. Jeg har fået mere selvtillid i situationen. Og føler hunden er min kammerat. Og at vi har et bånd sammen. Jeg kommer meget mere ud og skal ikke overvinde mig selv for at tage ud at handle eller tage til lægen. Hunden må gerne komme med ind i butikker, da den er ligesom en førerhund (et redskab til at komme rundt). Man presser sig selv mere fordi man har en anden at tage hensyn til. Jeg kan godt tage steder hen nu hvor jeg ikke har været før. Og nu opstår der ikke længere en underlig situation når jeg ikke vil snakke mere med folk. Jeg siger bare nåmen nu bliver han utålmodig så vi må videre. Før opstod der en underlig tavshed når jeg ville væk. Jeg føler mig ikke længere ensom og mit medicinforbrug (depression) er sat ned. Jeg føler mig meget lykkeligere og gladere for at leve. Måske fordi jeg føler en, som ikke er min familie, elsker mig og har brug for mig? Vi er partnere jo. Han har brug for mig og jeg har brug for ham.
Kan/må man elske en hund? For så er det lige det jeg gør
Alle uanset handicap burde have en hund