MichelleH

Nej det gør jeg ikke?

Hun blev ormebehandlet lige før jul og da jeg spurgte til det idag afviste hun det. Jeg sørger som regl også for at få den samme dyrlæge, men nu her car det lidt akut og derfor var ingen af de to jeg plejer at bruge på arb.

Helt enig

Kan jeg godt tillade mig at ringe derned mandag og høre min faste dyrlæge om han gider kigge på det og fortælle hvad han ser? Eller er det at hænge hans kollega ud som ikke værende så dygtig? Noget der også undrede mig lidt var at hun synes jeg skulle begynde at give hende jerntabletter (altså den mennesker spiser) Dem skulle jeg give en halv af dagligt for det kunne forbedre hendes blodmangel?

Hej HF. Synes lige det var på plads med en opdatering på min tidligere tråd: http://www.hunde-forum.dk/debat/35588-min-hund-er-tynd-dyrlaegen-har-nu-sat-hende-pa-kattemad.html Dertil lidt spørgsmål og undren efter dagens dyrlægebesøg. Måske nogen af jer kan hjælpe? Nellie var over julen sat på killingemad ad dyrlægen for at få hende til at tage på. Hun gad dog kun spise det et par dage og gik så tilbage i sit "Jeg vil ikke spise det med i synes jeg skal" I starten af januar havde hun en lille periode hvor det faktisk gik rimelig godt med hundemaden, men uden resultat. (dyrlægen har været inde over indtil nu)I onsdags synes jeg det var på tide med en blodprøve og fik tid i næste uge. Igår aftes begyndte Nellie pludselig at savle meget. Jeg tog det ikke så tungt da hun gerne ville tygge i hendes tyggeben og virkede glad. Da jeg gik i seng savlede hun forsat og det tiltog så jeg var nød til at ligge hende på et håndklæde. Hen på natten blev hun meget urolig, pev og vandrede frem og tilbage i sengen. Hun løb rundt på gulvet og gemte sig under sengen.Jeg fik hende nogenlunde til ro i sengen, men hun rystede svagt resten af natten. Til formiddag var hun bedre og savlede nu kun lidt og var ellers rolig.Jeg fik en tid ved dyrlægen og kørte ned med hende. Hun havde ingen feber eller viste tegn på smerte så vi tog en blodprøve. Her kan i måske hjælpe lidt. Det skal siges at det er en forholdsvis ny dyrlæge i klinikken og vi har ikke brugt hende før. Vores faste dyrlæge var ikke på klinikken idag. Måske er det bare mig der er forvant men jeg synes ikke hun var så kompetent som jeg havde forventet, og ikke særlig god til at formidle sin viden på forståelig vis. Hun måtte stikke hende to gange da hun ikke havde fået nok blod første gang og måtte så bruge begge forben. Nå men blodprøven viste (prøver at gengive hvad jeg forstod) at hun har lidt blodmangel og tegn på en infektion i kroppen. Og så snakkede hun noget om knoglemarven og de røde blodlegmer deri. Dyrlægen mente at blodmanglen kunne skyldes at hun spiser så lidt så hendes krop faktisk spiser sig selv. Hun kunne ikke give et bud få hendes opførsel i nat så vi fik smertestillende piller og antobiotika med hjem som hun skal have de næste dage. Jeg føler lidt at jeg bare fik de piller for så følte jeg nok at der blev gjort noget. Nellie har det heldigvis bedre men savler stadig lidt og ser lidt trist ud. Jeg spurgte dyrlægen hvor længe jeg kunne forvente hun ville savle men det kunne hun ikke svare på. Har lagt et Billede ind af hendes resultat. Nogen kloge mennesker herinde som kan se noget ud af den? Jeg har heldigvis min mor som er bioanalytiker og gerne vil se på skemaet.

Det er stort. I hvert fald blandt det helfarvede. Det er dem jeg ved mest om, og tror derfor ikke 2016 er realistisk.

Jeg synes også du skal prøve at sy et selv. Det har jeg gjort og det er ikke så svært. Jeg har syet en fleecetrøje til min hund på 9 mdr.

For de helfarvede cavaliere (ruby og black/tan) tror jeg at det bliver et problem hvis alle bærere ikke længere må bruges i avl i 2016. Blandt de helfarvede er der mange der er bærere af efs (et skud vil nok være nær 50% måske lidt mindre) så tror simpelthen genpuljen bliver for lille.

Vi har også været en tur i skoven og nyde al sneen. Det var en skøn tur! Chilli på 4 er absolut den nemmeste at fotografere, Nellie har for meget ild i røven:-D

Hmm som jeg sagde i telefonen ved jeg ikke hvad det kan være, men helt off topic ser det meget specielt ud, nærmest flot Selvom det selvfølgelig skal undersøges

Vi har heller aldrig tilgivet det Selvom det ikke er til at vide om hun kunne være blevet reddet hvis der var taget hånd om det første gang vi henvendte os piner det os stadig at hun skulle gå med smerter så længe Og det værste var næsten at vi ringede til den første dyrlæge da Mollie var blevet aflivet og fortalte dem hvordan det hele var endt, og vi selvfølgelig var utrolig kede af forløbet. De sagde ikke så meget til vores kritik. 2 mdr efter hvor vi var ved at være nogenlunde ovenpå modtog vi et brev fra dem. Vi troede det måske var en skriftlig undskyldning, men det blev vi skuffede. Det var en indkaldelse til den årlige vaccination af Mollie. Hold op hvor jeg jeg græd af raseri. De havde ikke lige registeret i deres system at hun var død. Der ringede min mor også derned og hvor meget meget bestemt. Siden da har vi intet haft med dem at gøre

Mange tak. Var lige inde og kigge på din, og sikke de ligner hinanden. Det er altså en fantastisk blanding. Mange mennesker advarede os og sagde at det ikke var to gode hunde at blande, men vi synes hun var helt perfekt. Vi har sidenhen mødt et par enkelte af samme blanding, dog flest med golden retriever og de var bare alle rigtig glade og velafbalancede hunde. Uhh nogen gange kunne jeg godt tænke mig en lign men ved ikke om jeg bare vil sammenligne min Mollie for meget den. Mollie søskende var alle piger så det er ikke fra samme kuld men mon ikke samojede far har været lidt omkring på de forskellige gårde? Når jeg skal mindes hende på en god måde tænker jeg altid tilbage på 2 episoder. Den første er hun omkring 11 mdr gammel og jeg er på boldbanen med hende sammen med min lillesøster som nok er 8 år på det tidspunkt. Mollie er i sele og snor. Jeg beder lige min lillesøster om at holde hende (siger husk du må ikke slippe snoren) Pludselig ser Mollie en kat og flyver afsted. Søster holder jo fast som lovet og bliver trukket over hele banen og igennem en hæk. Heldigvis skete der hende intet, hun synes bare det var sjovt Anden episode er vi ved vesterhavet og går i klitterne. Mollie får sig på en eller anden måde sneget sig ud af selen og hu hej går det. Hun pisker rundt i klitterne, op og ned op og ned. Vi havde frokost med så satte os på en bænk og spiste mens vi ventede på hun var færdig med at løbe. Engang i mellem kom hun med 200 km for lige at se om vi stadig var der og så hej hej igen. Tror det var hendes lykkeligste dag Hun lærte dog at komme når vi kaldte med alderen

Tak Ja Mollie havde en kæmpe personlighed som langt overskygger de 2 piger jeg har nu. Hun var et rent livsstykke, som desværre var her alt for kort

Vidste slet ikke du også havde en golden Hvordan går de i spænd sammen med cavalieren? Jeg kunne nok godt tænke mig en golden om nogle år, men er lidt i tvivl om det vil fungere med Nellie på 5 kg som er en lidt spinkel pige og så en golden som vel når en 25-30 kg? Tænker mest når goldenen er teenager og det går vildt for sig.. Og undskyld Miss Menelli at Louise og jeg lige har et lille sidespring i din tråd

Jeg er helt enig. De her øjne måske hihi? Det er simpelthen så svært, for der er bare ingen som en lille fin cavalier. Vi har dog snakket lidt om muligvis en golden retriever. Dem havde min mormor og morfar et par stykker af gennem tiden og det er også en skøn skøn hund. Den har dog også sit at slås med, og så er der lige lidt størrelsesforskel Den er jo knap så handy som en cavalier

Her kommer historien om Mollie, min første hund, og hende der lærte mig så meget. Hende der skulle være min faste ven og ledsager gennem mange år, men som desværre kun blev en del af mit liv i 5 år. Men 5 fantastiske år. Mollie blev en del af mit liv da jeg som 16 årig (2003) var en tur i vestjylland hos noget familie. Derovre havde de fleste på gårdene hunde, som rendte rundt på må og få og hyggede sig, og det var sådan Mollie kom til. Gårdens gule labradortæve havde haft besøg af en samojedhund og vupti var der hvalpe på vej. En aften blev der hos dyrlægen født 5 hvide tæver ved kejsersnit. De kom med hjem på gården og blev puttet i laden sammen med hundemor. Næste morgen var der kun 4 hvalpe tilbage. Ræven havde været forbi. Sådan var livet. Lille Mollie blev hentet hjem da hun var 9 uger gammel, frisk, udadvendt og social trods en opvækst på en gård. Vi tog hende til dyrlægen som hurtigt konstaterede at hun havde ræveskab men ellers frisk og fin. Mollie voksede op og gav os så mange glæder at jeg næsten ikke kan huske dem alle. Vi trænede i dch og hun klarede sig godt. Hun var en hund med stor frihedstrang og elskede lange løbeture. Hun var ikke halv samojede for ingenting :slem: Vores hundetræner kan den dag idag stadig huske hvordan vi nogengange ventede halve timer på træningsområdet på at Mollie var færdig med at løbe hehe. Hun var altid glad og god som dagen var lang overfor alt og alle. Alle fremmede mennesker blev mødt med et kys. Hun lærte mig så meget, tålmodighed, respekt og lærte mig så meget omkring hunde, signaler og træning. Hun elskede at gå lange ture, gerne i skoven eller på stranden og elskede generelt bare at være med hvor det skete. Hun var nem at have med alle steder, og blev aldrig stresset. Hun var aldrig syg og gav aldrig tegn på smerte. End ikke da hun som stor hvalp trådte på en knust flaske og skar poten op eller da hun blev overfaldet og fik bidt hul i ryggen af en shæfer. Det blev først opdaget da vi kom hjem og så blodspor. Derfor kom det også som et chok for os da hun som 5 årig i april 08 begyndte at skrante lidt. Hun var utrolig sløv og var begyndt at kaste en del op. Det kom meget pludseligt så derfor tog vi hende til dyrlægen som i første gang bare afskrev det med alderen. Hun var ved at være gammel. Det var vi helt uforstående overfor og hun testede hende derfor for hjerteorm og hd, men uden resultat. Dyrlægen mente så at det måtte vi bare leve med. Det skulle så vise sig at koste hende livet 2 mdr senere. Midt i juni mdr tog opkasten til og Mollie kunne ikke holde noget i sig og der var blod i opkaten og afføringen var helt sort. Vi kørte til dyrlægen igen som nu mente det måtte være livmoderbetændelse og scannede hende, men kunne ikke få scanneren til at virke. Da slog vi i bordet, skældte ud og blev henvist til årslev dyreklinik. Vi fik en akuttid dernede og hun blev scannet. På scanningen kunne dyrlægen konstatere at hun havde fået et mavesår. Hun kom i pillebehandling, og vi fik afvide at hun ville være bedre indenfor et par dage. Det skete dog ikke. På 3 dagen kastede hun blod op igen. Vi kørte ned med hende og dyrlægerne prøvede at lave en kikkert undersøgelse, men de kunne intet se for slim og blod så de fik lov at åbne hende. Værre syn havde de sjældendt set. Maven var et stort blødende sår. De tog et par biobsier, grundet mistanke om kræft og hun blev lukket igen. Grundet mavesåret måtte hun ikke få smertestillende piller så hun var i et rent smertehelvede, men dyrlægerne troede hun kunne klare sig igennem det. Hun fik nu 8 piller morgen og aften. De efterfølgende dage gik op og ned men en lille uges tid efter tissede hun inde selvom døren stod åben. Da vi tog vi ned til dyrlægen som kunne se at hun havde mistede 1/3 del blod på en uge. Det ville ikke hele dernede. Vi aftalte at se hvordan det gik indtil svarene på biobsierne kom. Da de kom viste de at hun nok havde en defekt i slimhinden i maven som langsomt ville ødelægge maven. Hun kunne måske overleve på højdosis af binyrebarkhormon som indenfor få mdr ville give hende sukkersyge. Det liv ville vi ikke byde vores Mollie så hun fik fred på engen bag dyrlægens klinik. Mollie vil altid være elsket og savnet. Her ses et par billeder af hende som hun altid vil være husket :hjerte:

Lige et lille input fra en cavalierejer. Jeg har to dejlige tøser, en blenheim på 4½ og en ruby på 9 mdr. Cavalieren er som mange af jer siger en fantastisk lille hund, som desværre bare er ramt af ufattelig meget sygdom. Min ældste på 4½ år er før den tid hvor der blev testet for meget andet end hjertescanningen. Dengang kendte man ikke til efs og ccs. Hun er den mest fantastisk hund med et skønt sind. Udadvent, social, glad for at arbejde og ingen tendens af stress osv. Racemæssigt er hun lidt for stor 10,8 kg og lidt for udstående øjne, men ellers racetypisk. Desværre er hendes helbred ikke ret godt. Hun lider af patella på det ene knæ, paradentose, løbeøjne og for et par mdr siden begyndte hun at få nogle anfald som nu er under udredning. Dyrlægerne snakker om enten epilepsi, efs eller syringomyeli. Så hun er hårdt ramt, og er der en virus i omkreds af 100 km skal hun nok få den. Men hun er højt elsket og har heldigvis flest gode dage. Min yngste er Nellie som er ruby og 9 mdr gammel. Hun er af forældre der er øjenlyst, hjertescannet, patellatestet og gentestet for efs og ccs. Så grundlaget for er sund hun er væsentlig højere end da vi købte Chilli. Nellie er meget aktiv, har et stort jagtinstinkt og vil meget gerne arbejde. Hun er en glad lille damphund som vi kalder hende. Desværre er hun i nogle situationer lidt forsigtig anlagt, men det arbejder vi på. Primært i omgang med store hunde. Udseendsmæssigt er hun også en meget racetypisk cavalier. Hun vejer pt 5,1 kg så hun er ikke ret stor, men burde nok veje nærmere 5,8 kg da hun er for tynd. Det er sådan set det eneste der har været med hende. Hun er hamrende kræsen, nærmest anorektisk. Vi har dyrlægen inde over nu her. Min holdning, og holdningen her i familien er nok desværre derhenne af hvor Nellie bliver den sidste cavalier. Der er simpelthen for meget sygdom i racen, så vi ved ikke om vi tør få en mere engang. Vi har været meget ved dyrlægen med Chilli gennem årene, og ifølge vores dyrlæge viser nye tal at over 70 % af voksne cavalier over 6 år viser tegn på syringomyeli. Han og hans kollegaer har ofte deres tvivl om racen nogensinde kan blive sund. Ifølge ham er det værste ved syringomyeli at den ikke altid viser sig ved en scanning. Hun kan se fri ud på scanningen og få symtomer få dage efter. Det er simpelthen så forfærdeligt :-( Vi har ledt og ledt men kan ikke finde andre racer i den størrelse med det samme fantastiske sind som en cavalier.

Her gik det også helt smertefrit. Chilli på 4 år har altid været rolig omkring det, og det det var Nellie på 9 mdr heldigvis også. De hyggede bare med gæsterne og kødben, og tog ikke engang notits af bordbomberne

Uh det er svært men det her er nok min favoritter

Den har vi prøvet da genboens yorksire terrier også er kræsen, men det gider hun ikke spise. Det går nogenlunde med killigefoderet, dog spiser hun ikke så meget af det som i starten. Lidt i aftes med et par hundepiller og intet i morges. Har så givet hende et lammeben som hun nu ligger og hygger med. Tænderne ser fine ud når jeg kigger på den og hun har saksebid? Men ja tror også det bliver til at jeg får hende gennemtjekket af dyrlægen, for synes også det er lidt for meget med hende

Jeg vil ringe ned og snakke med dyrlægen og få hende testet. Jeg troede hunden skulle hoste og få dårlig kondition men det kan jeg læse ikke er tilfældet..

Vi har prøvet med et par dåser som vi fik med velkomstpakken hos dyrlægen, de blev godt nok spist, men synes det virkede meget vandagtigt. Det kunne selvfølgelig være en mulighed. Nogen gange spekulere jeg simpelthen på om hun har anoreksi hehe.. Hun er simpelthen den mest kræsne hund jeg har mødt til dags dato. Både hendes mor og far vejer ca 7,5 kg og hendes kuldsøster vejer 8 kg. Så hun er lille med hendes 5,1 kg.

Tak for jeres svar. Royal canin har vi også prøvet, både alm hvalpefoder og det racespecifikke til cavaliere men hun vil simpelthen ikke spise det. I starten var hun også bare meget slank men nu har det ligesom nået grænsen hvor hun bare er for tynd. Hofterne stikker ud og området mellem hofterne der normalt er fyldt ud med fedt er det bare ingenting. Jeg har som sagt også overvejet barf og hun er glad for lammeben (alt der har noget med fugl at gøre kan hun ikke lide), men jeg har lidt mine forbehold. Min voksne cavalier blev foderet på barf gennem en periode, men blev så syg og dyrlægen kunne ikke udelukke at barfen måske kunne være medvirkende. Noget med vitaminer osv. Men det bliver nok også det jeg prøver hvis det ikke bliver bedre. Det gør mig bare ked af det at se hende sådan. Og folk er ikke ligefrem sjove med deres kommentare. "sulter du din hund? Den store spiser al den lilles mad? Har din hund anoreksi?

Tak Hun får lidt af vores engang i mellem, frikadeller er hun meget glad for, men synes bare det er vigtigt med hundemaden. Hun vejer kun 5,1 kg og havde tabt 100 gr da vi var ved dyrlægen i torsdags. Barf har jeg også overvejet, men har lidt dårlige erfaringer med det og vores voksne + jeg er bange for at hun udvælger sig en ting såsom kallun og så ikke kan lide andet..

Anne - Nej det er hun ikke. Synes bare jeg har hørt at de skal miste lidt af konditionen og hoste hvis de har det? Altså hun er fuld af krudt og tror det gælder om at løbe så meget som muligt når vi går tur. Men synes måske et eller andet sted at dyrlægen tager lidt let på det. De var nærmest bare glade over at se en cavalier der ikke var fed. Jeg tror da heller ikke umiddelbart at der ligger sygdom til grund for det men man kan jo aldrig vide. Min voksne cavalier lider desværre af en del racerelaterede sygdomme så frygten sidder nok lidt dybt i mig.