Lykkeliv

.... Rasende tosse her....

Jeg skriver til Jer for at fortælle Jer, at jeg desværre har måtte træffe det ualmindelige tunge valg at få min dejlige, lille og skønne Beagle Max aflivet i går kl. 15.45.

Jeg har ikke lukket et øje siden da, og græder bare hele tiden, fordi jeg savner ham så ufatteligt og ubeskriveligt meget.

Jeg burde aldrig nogensinde have været hundeejer, da jeg tog Max til mig, som var han en lille baby. Jeg magtede sådan set ikke opgaven at behandle Max som en hund. Han var og vil altid være mit ét og alt - min aller, allerbedste ven.

Til sidst kostede det alt for meget i mit familieliv med min mand og mine børn, at jeg var og havde gjort mig så dybt afhængig af Max - Max og jeg sov på sofaen i stuen sammen, siden Max kom hjem til os, Max kunne ikke være alene hjemme, selv de få gange han var i hundepension havde jeg det skidt og tænkte på ham hele tiden osv. osv., så jeg føler simpelthen ikke at jeg havde anden valg mulighed.