Louisen

Jeg har Dyrekassen Danmark. De dækker alle besøg under én selvrisiko, hvis det er fortløbende behandling for samme skade. Selvrisikoen er på lige under 700 kroner, og så dækker de 80% derfra. De dækker ALT i ansvarsforsikringen, der er ingen selvrisiko. Min sidste hund var temmelig syg, havde livsforsikring tegnet som hvalp og under sit sygdomsforløb bed han også en anden hund. De dækkede det hele og der var aldrig nogen problemer. Jeg har kun været tilfreds med dem.

Denne er sakset fra facebook, men jeg deler den også her. I forbindelse med spørgsmål jeg har modtaget angående tøj til hunde, har jeg valgt at lave følgende opslag, da jeg oplever en del misforståelser eller manglende viden om emnet. I må gerne dele, hvis I føler det er relevant for jeres omgangskreds.Den kolde tid er her, og jeg ser desværre mange hunde, der går rundt og fryser, fordi deres ejere ikke ved, at hunden er i fare for at blive underafkølet og burde få en jakke, et dækken eller en trøje på. Det er lige så forfængeligt at lade sin hund fryse fordi man synes tøj til den er fjollet, som det er at give den unødige klæder på! HVORDAN VED JEG, OM MIN HUND HAR BEHOV FOR TØJ? - En god tommelfingerregel er, at med mindre din hund er af typen, som producerer underuld til efterår/vinter og fælder det igen forår/sommer, så har din hund nok brug for tøj om vinteren. Dette er også uagtet hvad race, din hund er eller hvilken størrelse, den har. HVAD ER UNDERULD? - Underuld er en form for pels, som visse hunde laver under deres almindelige lange eller halvlange pels. Det er, som navnet antyder, uldent i det og mærkes som fåreuld. Hunden bliver mere "puffet" og blødere at se på/røre ved, og om foråret fælder hunden meget, ofte i større totter. Hvis du ikke genkender dette fra din hund, har den nok kun pels og ingen underuld. HVORDAN VED JEG, OM MIN HUND FRYSER? - Udover at hunden kan ryste, så snart I står stille, så er et godt trick at mærke på hundens ører. Hvis de er kolde, er hunden også kold og dermed i fare for at blive underafkølet. Hvis hunden har en jakke eller et dækken på, der holder dens krop varm, vil den pumpe varmt blod rundt i ekstremiteterne, halen og såmænd også ørerne, og dermed vil ørerne være lune (måske de yderste spidser undtaget). Ikke alle hunde viser, at de fryser, men derfor er de stadig i fare for at blive underafkølet, hvis det er tilfældet. HVILKE MULIGHEDER HAR JEG FOR MIN HUND? - Der findes et utal af produkter til både små og store hunde, der har behov for ekstra varme. Hvis din hund har helt kort pels, kan det være relevant for dig at kigge efter tøj, der også går en anelse ned af benene og dækker mere af maven. Det er godt at købe noget praktisk, som har både reflekser og er vandtæt, og så skal du overveje, om du ønsker at hundens sele skal sidde over eller under tøjet, eller om selen skal være indbygget i tøjet (alternativt halsbåndet). ER DER ANDET, JEG SKAL VÆRE OPMÆRKSOM PÅ? - Det kan være en god idé at give hundens poter potevoks, som beskytter mod vejsalt og is. Hvis din hund har lang pels under poterne, kan du klippe det ned til trædepude-niveau, for at undgå at is og klumper af sne sætter sig fast (lad være med at klippe det kortere end trædepuderne, for så kan det stikke). Husk også gerne lys på både hunde og dig selv, hvis du færdes steder med sparsom belysning - en billig cykellygte fra Netto kan med et par elastikker fungere fint, det behøver ikke koste en formue. EKSEMPLER PÅ RACER, DER OFTE FRYSER - Labrador, boxer, bulldogs (alle slags), "staffy", jack russel terrier, gravhund, chihuahua og lign. "pelstyper".

Træn næsedut til I segner. Det er den bedste kommando nogensinde!! Den er så nem, at hunden nemt kan huske hvad den skal, selv når den er distraheret - og får fokus væk fra det som lokker og hen på dig/godbidder. Det fede er, at den lærer at ignorere andre hunde og holde fokus på dig, så effekten udover at den umiddelbart ikke skaber sig, er også at det på sigt gerne skulle reducere hans udfarenhed. Begynd at træne næsedut under ordnede, rolige forhold og eskaler så på sværhedsgraden, når hunden kan øvelsen. Du bliver overrasket over, hvor hurtigt det går!! Jeg har næseduttet min hund gennem næsten alt hun var bange for, da jeg fik hende (som var det meste) og nu er hun bare glad og fjollet. Der bliver rykket nogle tolerance tærskler helt af sig selv, og hunden føler sig som en succes fordi øvelsen er så nem. IMO er næsedut vigtigere at lære hunden end indkald eller lignende.

Det lyder som det rigtige at vente og så bliver det jo bare skønt at kunne udnytte haven.

Ift lejlighed så vær på forkant. Der er en remse som siger: når hvalpen har spist, sovet og leget skal den pisse. Det er *næsten* rigtigt. Det betyder, man render meget i starten, til gengæld slipper man for at tørre dryp op fra trappe opgangen. Hav en spand og moppe stående med lidt vand og sæbe uden for døren. Så ved automatisk at tage hvalpen ned, når den begynder at søge/snuse rundt efter leg, så snart den har spist eller straks den vågner, kan man gøre meget .

Hvis I bor i en by, ønsker I netop at lære hunden at tisse på asfalt. Ellers kan det hurtigt blive et cirkus, hvis I forvilder jer hen et sted uden en tot græs. Så bare ned på gaden og ros/beløn som vanligt. Som en del af hvalpens socialtræning vil I gerne bære den hen i en park efter den har tisset første tår (hint: Vent til den lige har tisset ). Der kan den bimle rundt i snor og undersøge det hele, hilse på mennesker og andre søde hunde og når den tisser og skider på græs, grussti og andre okay steder, så ros/beløn igen. Det er praktisk med en hund, der kan pisse på de fleste udendørs underlag.

Jeg har fået at vide, at får man hunden direkte fra hjemlandet med fly, skal man påregne at de er max stresspåvirket mindst en uge. De kommer jo også til nye omgivelser med nye mennesker og måske dyr, så den første uge bør der ske meget lidt. Vi gik mange 5 minutters ture, da Trillo var bange for verden og hos plejemor var luftet i haven eller en nærliggende tom fårefold. Det havde været hendes liv i DK i to måneder, så alt det nye hos mig var lidt meget. Jeg tænkte på min sidste hund Taiki, der som hvalp også frygtede den store verden lidt. Så i starten bimlede vi bare rundt på græsset ved lejligheden i stueplan, med døren åben så hun kunne rende i sikkerhed. Med tiden kom vi længere væk og efter 3 uger kunne vi gå lange ture i nærområdet. I dag elsker Trillo eventyr. Jeg tror, hun var lidt en strejfer og at gå helt nye eller sjældne steder er det bedste.

Trillo var også en decideret gadehund. Jeg havde ikke selv turde tage den chance, når hun kom direkte fra et internat og ikke havde været i pleje i hjemlandet først. Hun er heldigvis mild og god, og usikker snarere end angst. En stor del har været rehabilitering, hvor hun langsomt lærte at ting ikke er farlige og så øvelser der opbygger selvtillid. Jeg fik en fiks idé om, at hvis jeg lærte hende at være lidt fræk og lave unoder, så ville hun være nemmere at træne og opdrage, fordi hun så ville turde tage flere chancer, tilbyde mere forskellig adfærd. Det fik jeg ret i, denne hjemmebryggede teori - men jeg har så også en lidt fræk, kæk hund nu. Det nyder jeg faktisk, som tidligere shibaejer. Og jeg har temperament efter, at hun bare gør nye ting og så tager imod mit "cue" hvis jeg siger "nej tak". Nogle lande, f.eks. Bosnien og Rumænien, har en ret streng "no kill" politik. Selv hunde, hvor det ville være mest humant, fordi de er så mentalt skadede. Udfordringen er, at hvis det bliver kendt i foreningerne, at en ejer har aflivet pga. andet end slem fysisk sygdom, så kommer de på en liste og kan ikke adoptere mere. Det synes jeg er virkelig svært at arbejde med, for én ting er, at det er sur røv at der viser sig noget slemt i en hund senere, når den kommer til en familie, som man ikke har kunne spotte på internatet. Det er jo den risiko man løber, blandt andre, når man adopterer en gadehund. Noget andet er, at det i forvejen er svært for en hundeejer at træffe det valg. Hvis man så skal fordømmes for det, trods hunden måske var decideret farlig eller led enormt meget pga. angst der ikke kunne arbejdes med, så er det bare træls med træls på.

Jeg læste lige i en omplaceringstråd, at nogle ejere af gadehunde skærmer deres hunde meget og dette er det primære i deres tilgang..? Ninjamor skrev om det. Da jeg fik Trillo, havde hun været 1 1/2 måned i pleje i Danmark, efter at være født og opvokset på gaden i Rumænien. Medarbejderne i en lokal dyreværnsorganisation fulgte hende og hendes søskende, men hun kom grundet pengemangel først på internat, da hun blev voldsomt syg og undervægtig, og fødte dødfødte hvalpe efter at være gjort drægtig i sin første og eneste løbetid. Plejemor gjorde meget ud af at forklare Trillos udfordringer, men der dukkede selvfølgelig ting op undervejs også, efterhånden som hun faldt til og blev tryg. Jeg har igennem hele forløbet holdt en dagbog over hendes udfordringer og hvordan jeg arbejdede med hende. Det foregik på hendes præmisser og kun via positive metoder med fokus på tilvænning/normalisering. Men jeg var da aldrig i tvivl om, at det var for hendes eget bedste at "komme over" sine issues. Ikke at være bange for mænd, spande (tror, folk har sparket dem efter hende eller smidt indhold fra én over hende), pinde/kæppe/koste, mænd med kæppe, lange snore/liner, fodbolde, tøjbøjler, grydeskeer. Hun har været hos mig i halvandet år nu og tilbage er kun fyrværkeri. Resten fik vi bugt med stille og roligt, og selvom hun er en forsigtig pige på grænsen til småsensitiv, er hun også fræk, modig, nysgerrig og har fut i. Hun ligner en sporhund der zigzagger i skovbunden efter snus og i byerne skal alle brandhaner inspiceres og der skal kigges efter kebabrester. Jeg er meget stolt af hendes løftede ører og oprejste hale, som viser mig hun er åben og glad. Jeg kan slet ikke forstå, at man ikke skulle ønske sig dét, fremfor en nervøs hund, der skal skærmes hele livet. Trillo har også fået sat grænser for sin opførsel - aldrig hårdt, for hun er blød som smør. Men hun skal da vide, at man ikke vader direkte ud på cykelstien eller tygger i sengetæppet. Og samtidig få ros for at gå på fortovet eller hente sin tyggeoind i stedet. Hvad er det, jeg er gået glip af og hvem i alverden mener, man ikke skal arbejde med gadehundes issues?

Hejsa, Det lyder som om, hun stadig har ondt. Dette er nok årsagen til, at din træning ikke hjælper så meget som ønsket. Få hendes smerter behandlet mens du fortsætter, så burde det gå nemmere, når hun forhåbentlig stopper med at have ondt. Drop helt andre hunde i denne periode - hvis en af dem får lavet et forkert glædeshop eller lign, kan det gøre så ondt på din hund, at hun bider fra sig i smerte. Jeg har i øvrigt lært min egen hund et kommando -ord for, hvornår vi hilser og hvornår vi ikke gør. Ved det mindste antræk til nervøsitet, får hun besked om at vi ikke hilser, og så slapper hun helt af og gør ikke, som hun ellers kan, når hun er urolig. Din hund siger jo bare til de andre, at de skal pisse af fordi hun har ondt og det kan jeg godt forstå. Det lyder som en okay taktik, der dog ikke virker 100% Så længe hunden har smerter.

Trillo Tiden på gaden i Rumænien er godt glemt. De eneste traumer, hun husker, var dengang hun i søvne drattede ud af sengen og troede, det var min skyld. Det var sgu også strengt! Trillos sidste issue, "mand med kæp", fik vi fikset i løbet af vinteren og nu har hun, så vidt vides, kun angst for fyrværkeri - hvilket er et løbende projekt. Vi tager det i stiv pote.

Hvad er Eddie for én?

Trillo dør forresten aldrig.

Så troede jeg, vi havde et problem! Hun splittede en rulle toiletpapir. Jeg sagde nej og hun har ikke rørt den siden. Her 10 timer efter ligger den stadig i gangen præcis hvor den lå, da jeg sagde nej. Kraftedeme.

Jeg er forvirret. Min sidste hund havde det svært efter gentagne overfald og Trillo havde det heller ikke nemt, lige da jeg fik hende, da hun er tidligere gadehund og var ret nervøs for alting. Men nu har hun ingen issues og har ikke haft det i næsten et halvt år. Hun bliver lidt køresyg og mister hørelsen ved synet af en hare, men jeg har ikke bil og harerne holder til et specifikt sted, hvor hun bare kommer i snor. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre med mig selv. For nogle måneder siden fik hun svamp i poten, men det blev hurtigt fikset med en creme og en tør, ren bomuldssok. Så gad hun ikke spise sin mad, men jeg blev bedre til at fordele fiskeolien og nu vil hun gerne. Jeg siger stop og hun står stille. Jeg kalder og hun kommer. Hun ligger kun oven på sengetæppet som aftalt, og hvis hun tigger ved bordet, går hun i kurven når jeg beder hende om det. Hun hadede sin vinterfrakke, indtil hun fik lidt ost og skinke for at finde sig i den og nu er hun glad for den. Jeg ved ikke mine levende råd. Jeg føler mig overflødig. I det mindste har jeg et job, så jeg kan bidrage med indkøb af kødben og bolde, jeg selv henter efter kast, for hun gider ikke, men hun gider alle andre lege. Hjælp. Jeg har en eksistentiel krise som ejer.