Louisen

Da jeg skulle vælge, undersøgte jeg meget grundigt. - Hvilket indgreb var mindst invasivt. - Størst succesrate uden betændelse, komplikationer osv. - Hvilket indgreb hanhunden kommer sig hurtigt oven på. - Mindst mulig indgriben i kroppens egentilstand. Jeg valgte alm. kastration, da bortoperation af sædstreng ikke ville give min Taiki ro fra sine hormoner, som skabte problemerne. Og jeg fravalgte kemisk kastration, da jeg har hørt så mange, meget varierede resultater ved brugen af dette - og i øvrigt ville være nødt til at gentage proceduren, når/hvis Taikis problem var vedholdende. Så hellere få det overstået én gang for alle, uden at pumpe ham med en masse hormoner, men i stedet fritage ham fra det hormon, som skaber hans frustrationer. Som produceres i hans testikler.

Nå ja, dyrlægen sagde "10 dage", så jeg afsatte 16. Som dyrlægen kærligt bemærkede, er jeg ikke den slags ejer de behøver være nervøs for, stiller for store krav til hunden for tidligt mht. at være alene efter operation. :blink:

Taiki er interesseret i området, men stopper når jeg beder ham om det. Så det er godt med body stocking til lige at lave en forhindring, så han ikke "når ind" inden jeg når at sige stop. Vi var tidligere ude på græsset ved min havedør, hvor han tissede et par tåre, men mest bare gik et par meter, lagde sig i 5 minutter og gik et par meter igen. Nu er vi så lige kommet hjem fra den første "rigtige" gåtur, som varede ca. 20 minutter. Taiki bestemte hvor vi gik hen, tempo osv. men jeg indrømmer at da han på et tidspunkt virkede ubeslutsom, lokkede jeg med godbider så vi vendte hjemad - for at turen ikke blev for lang. Han fik både tisset og skidt uden problemer, og virkede egentlig i rimeligt humør. Jeg fik endda pjattet et "Gaarh" sukke-grin fra ham, da jeg pjattede lidt. Det er sådan en lille ting han gør, når han er glad og synes at jeg er pjattet, uden at blive helt opgejlet af det. Jeg er fortrøstningsfuld. To hanhunde knurrede af ham på afstand. Demonstrativt hen og pisse op ad nærmeste lygtepæl, mens han gloede efter dem. Jeg var meget rørt og glad. :hjerte: Han ruller sig en del, fordi han hader body'en. Men jeg vælger at stole på, at han selv kan styre det så det ikke bliver for voldsomt. Han sparker lidt med benene op i luften, men ikke ud til siderne så der kommer et træk, så det går an. Det giver også mig en mulighed for at lure på såret /stingene, ellers får jeg ikke rigtig lov. Det ser meget pænt ud og ikke så voldsomt som jeg først troede. Jeg er rigtig glad for body'en og at dyrlægen anbefalede den, jeg havde ellers regnet med kun at bruge den oppustelige hals-ring (som jeg ikke kan få pustet op, typisk). Men i body'en har han fuld bevægelsesfrihed - det er snarere et spørgsmål om det bliver for varmt de næste dage, når han også har sin pels. Igen en ting, jeg må se an. Jeg er helt ødelagt, fordi jeg ikke sov i nat og hver gang jeg endelig misser med øjnene, siger Taiki en lyd, så jeg farer op og kigger til ham. Det bliver en LANG nat. Min kæreste kommer i morgen aften, og ser efter Taiki nogle timer, mens jeg får sovet igennem - jeg stoler ikke på, at han vågner om natten som jeg gør, så jeg har alle nattevagterne. Det er fandeme hårdt at være pylret.

Jeg synes at især Ninjamors indlæg er godt, men jeg vil blot indskyde, at man ikke bliver diagnosticeret som særlig sensitiv. Det er noget, der konstateres, men det er ikke en diagnose. Derfor tror jeg, at start-indlægget skal læses som, at Hjalte UDOVER at være meget sensitiv, også venter på en anden diagnose, som kan være mere indgribende end hvis han kunne "nøjes" med at være højsensitiv. Derfor tænker jeg, at alle input er gode, men at det i sidste ende er forældrene som ved, hvor kompliceret eller hvor "over"hensynsfuldt dette her skal gøres, da Hjalte kan have særlige behov for, netop at blive "over"forskånet i forhold til andre børn.

Han har spist lidt, men ville ikke drikke. Det gik dog nemmere, da jeg opløste lidt leverpostej i noget vand. Han vil meget gerne røre ved sting osv. selvom jeg siger nej og fjerner hans hoved, så vi slipper nok ikke for body stocking inden dørs. Vi gik en halv tur rundt om bygningen, men han tissede ikke eller noget. Vi prøver igen senere hvor han bare får slap line ude på græsset og tuller lidt rundt.

Jeg har ikke rigtig nogen forventninger. Jeg fik at vide, at der går 1-2 uger, nogle gange op til 6, før man kan se ændret adfærd pga. tæver. De siger også, at man ikke ellers skal påregne en adfærdsændring (andre hanhunde osv.) og de har hele vejen igennem haft fokus på, at det ikke skulle være pga. hans aggression, at jeg kastrerede --- hvad det bestemt heller ikke er. Faktisk er de på Roskilde Dyreklinik ret skeptiske over for kastration og har også snakket meget om kemisk som et fingerpeg/ en test inden. Men i løbet af de samtaler vi har haft, når vi har været på klinikken i andre henseender, har de sagt at kastration i Taikis tilfælde var en god idé, da de helt sikkert mente at det ville reducere hans stress over løbske tæver.

En del af mig døde lidt inden i, da de bedøvede ham og han blev slap i mine arme. Men jeg var hverken nervøs eller følelsesmæssigt påvirket, da vi kom derind - men da jeg forlod klinikken, løb tårerne ned af mine kinder, selvom jeg prøvede at stoppe dem. Jeg nåede ind til centrum af byen og sætte mig til rette med en chai-latte og et historieblad, da de ringede og var færdige. En time tog det kun!! Og han vågnede hurtigt af narkosen, sagde de. Bus tilbage ville tage 20 minutter, så jeg valgte at smide penge efter en taxi og korte turen ned til 5. Jeg kunne høre min bammis pive i baggrunden, da de ringede, så det føltes som en evighed. Jeg sad i buret mens han vågnede helt op, han var meget glad for at se mig. Jeg gav ham body stocking på - dyrlæge eller sygeplejerske kunne ikke rigtig komme til ham, men han er jo tryg og glad ved mig. Falck-manden kom hurtigt, så vi kom nemt hjem igen. Nu sover bassen oven på dyner og hovedpuder, mens jeg sidder i fodenden af sengen. Har mest lyst til at nusse og kramme ham, men han har brug for fred. Lidt nus bag øret gør dog altid glæde. Vi har også oppustelig hals-ring til gå-turene... Den skulle efter sigende være bedre end en krave, fortælles det i shiba-kredse.

- at overlade det mest værdifulde, man nogensinde har ejet, til lettere fremmede mennesker og tro på, at de ikke slår ham ihjel. Taiki skal kastreres, om ret præcist 1 time. Vi sidder og venter på Falck, som giver et lift. Vi gik en dejlig lang morgentur, hvor der blev skidt og tisset til den store guldmedalje, og leget med bold fik vi også. Taiki vil gerne klage over manglende morgenmad - men han har været fastende siden i går aftes. Jeg véd, at beslutningen er den rigtige og at jeg /vi bliver glade for det på sigt. Overboens tæve, som Taiki er meget gode venner med, er netop i går blevet højløbsk - og flere beboere i vores område venter også løbetid inden for de næste 3-4 uger. Det havde været 3-4 uger med konstant stress for Taiki, hvor træning og mental stimulering havde været en kamp, en mental kamp for mig som ejer at være mere interessant end hans hormoner, og hvor mangel på mental stimuli gør ham endnu mere rastløs og "umulig" og ude af stand til at være i egen krop nærmest. En negativ spiral, fordi han så kun meget vanskeligt kan køres træt og dermed undgå at fiksere yderligere på de dejlige damer. Jeg har ikke lukket et øje hele natten, og kommer nok heller ikke til at sove i nat. Men tjekke op på Taiki hele tiden. Jeg havde egentlig sagt til min kæreste, at han ikke skulle komme forbi, da Taiki vil trænge til ro. Men måske det alligevel vil være en god idé i morgen, hvis jeg er helt ødelagt af at være vågen. Kryds lige fingre, tak.

Og jeg vil gerne lige anerkende, at jeg er overbevist om, at vi overøser vores hunde med lige meget kærlighed, uagtet vores metoder. Jeg kan læse i dine indlæg, PBC, at du handler ud fra dine tanker om hundens bedste, for at sikre en hund i trivsel og positiv udvikling. Den tilgang kan jeg kun fatte sympati for, selvom vi er uenige i midlerne til målet.

At jeg skriver bum, er sådan en hyggeting, for ikke at gøre mit indlæg alt for "surt". Hehe, jeg er glad for, at det blev taget venligt imod, for jeg ved godt, at det er super provokerende. Problemet er måske, at vi ikke er enige om, hvad underkastelse reelt er. Eller hvordan det "ser ud". Når jeg tænker underkastelse, tænker jeg en hund som sender massere af dæmpende signaler, er kuet, lægger sig på ryggen og blotter mave osv. Dette synes jeg, er voldsom opførsel. Selv har jeg kun brug for, at min hund slipper taget i mine sure sokker, når jeg siger "slip". Og når han gør det, får han ros. Når han ikke gør det, siger jeg bebrejdende "Ej, Taiki altså!" og så viser han det hvide i sine øjne, og skammer sig en smule (indtil han ser sit snit til at stjæle den næste sok). Jeg har med andre ord ikke brug for underkastelse, så længe min hund i rimelig grad gør, hvad jeg beder den om. Jeg har ikke brug for, at den udviser tegn på at hylde mit lederskab, så længe vi kan finde ud af at leve sammen, uden at forpeste hinandens tilværelse. Derudover snakker du om "at indordne sig" og dette er for mig, noget helt andet end underkastelse eller hieraki osv. Vi mennesker indordner os også hunden i et vist omfang - vi begrænser tiden vi er væk fra hjemmet/hunden, vi bruger tid på at lufte den og penge på mad samt dyrlæge. På samme vis indordner hunden sig også, den er jo tvunget til at acceptere hvad vi giver den, fordi vi er den dominerende art. Nogle gange er det ikke nok og hunden ter sig eller bliver apatisk. Men det, at den skal indordne sig, er jo ikke som sådan sigende. Vi indordner os også, uden at det betyder noget ift. hieraki. Jeg vil også vove den påstand, at hunden skal være lettere retarderet, hvis den ikke forstår, at vi mennesker er noget særligt. Vi giver den mad og vand, vi børster filter ud af dens pels, vi går ture med den og leger med den, og vi bestemmer hvornår den leger med andre hunde. De gange hvor jeg har oplevet, at en hund har skabt sig og lavet problemer, har det ikke handlet om manglende respekt for mennesket. Det handler om manglende konsekvens og manglende rutiner. Hvis en hund ved, hvad den skal forvente i div. situationer, skaber den sig ikke. Fordi den har lært at udfaldet altid er det samme, og så gider den ikke. Det er normalt i lømmelalderen at eksperimentere med grænserne, men er man blot konsekvent (ej nødvendigvis hård), falder hunden tilbage i gammel rytme igen. Fordi hunde ikke er retarderede, forstår de jo også, at vi mennesker ikke er hunde. Derudover sender andre hunde mange signaler, som vi mennesker slet ikke opfanger. F.eks. kan hunde lugte, når andre hunde eller mennesker, udskiller stress-hormonet adrenalin i sin krop, fordi det har en duft der også trænger ud gennem porerne i huden. Med andre ord kan hunde lugte andre hunde og menneskers angst og stress --- hvordan skulle vi mennesker nogensinde kunne lære den noget omkring dette, når det ikke er noget vi selv er i stand til at opfange med vores sanser. Det samme gør sig gældende med "pels-mimik" (pelsen kan stritte når hunden er ophidset, men vi mennesker ser det ikke altid) og andre ting. Derfor fastholder jeg, at hunde ikke kan socialiseres på andre hunde via mennesker. Fordi der simpelthen er for stor forskel på vores arter. Skal hunden lære underkastelse, bør det ske mens den er hvalp, hvor den lærer når den leger med ældre hunde, at når hunden brummer fordi den ikke magter hvalpeleg, så skal den bakke ud ellers bliver den væltet med et pote-dask. Vi mennesker kommunikerer alt for anderledes end hunde, til at kunne lære vores hunde noget om andre hunde. Jeg kendte engang en kat. Den lærte jeg at sitte, dække og give pote. Når katte alligevel er dæmoner i forklædning (min egen ydmyge holdning) skyldes det, at folk fejlagtigt tror, at katte ikke kan opdrages. I øvrigt har jeg et perfekt samarbejde med min hund, og selvom jeg aldrig har været grov ved ham eller krævet underkastelse, så kan du tro at han gør præcis hvad jeg kræver af ham, når jeg bruger "det der" toneleje. Det har simpelthen ikke været nødvendigt for mig at kræve underkastelse, for at min hund fattede at jeg var noget særligt. Og min hund er ikke ligefrem Einstein.

"Oh my God, it's doge! Such wow, much nice!" jeg bor lige ved siden af RUC med mange internationale studerende. Deres kommentarer om, at min hund ligner internetfænomenet doge, er lidt sjove. Doge:

En af mine gode venner læser zoologi, altså læren om dyr, på KU. Her bliver de undervist i, at hieraki på tværs af arter, strengt taget ikke findes. Bum. Der er intet, der videnskabeligt understøtter hieraki på tværs af arter som afviger voldsomt fra hinanden. Selv arter som lever tæt sammen (f.eks. hund og kat). Det, almindelige mennesker fejlagtigt tolker om 'konkurrence om pladsen i flokken' falder ind under andre kategorier, der intet har med hieraki eller flokmentalitet at gøre. Man ser det dog i f.eks. zoologiske haver, hvor bl.a. diverse savannedyr kan have tendens til hieraki, men det er ikke baseret på en idé om lederskab, men snarere kamp om ressourcerne. Med andre ord, er din hund ikke i hieraki med dig. Det er derfor omsonst at tale om underkastelse og at hunden skal "kende sin plads", for I er ikke samme art. Du skal ikke parre dig med hunhundene i området, og din hund skal ikke parre sig med din kone. I spiser ikke samme føde og I har masser af plads til at leve på. I har med andre ord ikke noget at konkurrere om, og derfor bør jeres relation snarere betegnes som et samarbejde. (Eksempel: Fugle som spiser kødrester ud af krokodillens mund/renser dens tænder, står ikke i hieraki med dillen. De har et samarbejde til gavn for begge parter.) Når hunde alligevel kan vise underkastende adfærd, skyldes det at mennesket har lært den sammenhængen mellem X opførsel (hos mennesket) skal udløse Y opførsel (hos hunden). Præcis ligesom at vi lærer hunden, at "sit" betyder sæt dig, så lærer vi hunden at "Kan du så!" eller tilsvarende betyder at den skal lægge sig på ryggen og blotte struben - eller vil blive tvunget til det, hvis den ikke makker ret. Der er intet, der videnskabeligt understøtter, at dette skulle lære en hund at omgås andre artsfæller (hunde) på fornuftig vis. Det kan hunden kun lære, i sin omgang med andre hunde - hvorfor socialisering er vigtigt, så længe det er gode og positive oplevelser, så prægningen bliver konstruktiv og ikke skaber angst hos hunden. Her vil jeg gerne indskyde et pip om, at man derfor bør stoppe andre hunde i, at sætte ens hund på plads, med mindre det er et enkelt hurtigt nap eller anden koncentreret, ikke-voldsom handling. For hvis du lærer din hund, at den i mødet med andre hunde bliver mulet, kan den få social-angst og ønsker, logisk nok, ikke at omgås andre hunde. Jeg ved godt, at mit indlæg her opfattes som meget provokerende af nogle, fordi jeg helt kategorisk afviser, at deres erfaringer eller holdninger på området, skulle have nogen som helst virkning efter hensigten. Jeg lægger ikke ligefrem op til diskussion, men det herlige ved videnskaben er jo, at den har til formål at rette på sig selv, hvis det viser sig at den etablerede, indsamlede viden er fejlagtig. Så i det sekund nogen kan fremskaffe evidens, der modsiger ovenstående, er jeg den første som retter ind og suger den nye erfaring til mig. - Det er blot ikke sket endnu og derfor må jeg lidt kategorisk afvise, at de fremherskende teorier omkring hieraki og underkastelse på tværs af arter, her: hunde versus mennesker, giver nogen som helst former for mening, videnskabeligt set.

Jeg vil her bare lige pippe om, at ligesom vi mennesker kan have energiske og lavenergiske dage, kan hunde vel også. Altså, jeg pauser som regel al træning og lange ture, dagen efter vi har været på gæstevisit i storbyen eller lignende, og kun hvis han selv lægger op til det, vil jeg begive mig ud på større eventyr eller træning osv. Fordi han som regel har brug for at slappe af, efter sådan en omgang. Og igen, her er det umuligt at sige noget generelt. Nogle hunde kan fint slappe af i fremmede hjem, for andre er det en stor oplevelse hvor de er på dupperne. Og så er der hunde, der restituerer hurtigt, mens andre har brug for slappedage som herren herhjemme.

I dag har jeg erklæret "Taikis dag", så han bestemmer hvor vi går hen og hvad vi skal lave. Han er god til at vise mig, om han vil have en godbid fra lommen og begynder selv at tilbyde tricks for at score godbidder, hvor jeg så begynder at træne med ham. Eller han dutter lommen med bolden, eller den anden lomme med ruske-legs torvet, og så leger vi. I morges brugte vi også en halv time, på at rulle i noget græs. Det var fedt. Han elsker de her dage, hvor han bestemmer hvad vi skal og det er også rigtig god træning, af hans selvstændighed, som jeg jo mener, er det fedeste karaktertræk ved racen. Det er fedt at have en hund, der kan tænke lidt selv (inden for diverse begrænsninger forstås - han er jo en hund, ikke menneske) og kommunikere til mig, hvad han vil - det gør det så meget nemmere at have med ham at gøre, og det er også noget som bl.a. min kæreste og min mor sætter pris på, for selvom de ikke er garvede hunde-mennesker så forstår de som regel også, hvad han vil og er derfor ikke usikre, når de passer ham - han siger jo selv, hvad han skal. (Min eks, som også har ham engang imellem, kender ham jo ud og ind som jeg selv, så det er en anden snak.) Nogle gange kan det jo så føre til at han er lidt stædig, hvis jeg siger at vi skal noget andet end dét, HAN har sat sig for. Men jeg er mere stædig og det ved vi begge to. Og heldigvis er han til fals for godbidder, ros (han har et stort ego!) og leg/fjol. Han ved jo godt, at jeg kan være skrap hvis det behøves og han respekterer mig, men det er primært hengivenhed for hinanden, der er i fokus hos os og i mit lederskab. Nå, en masse random snak, når pointen er: I dag har vi bare gået tur, trænet og hygget os ... men på hundens præmisser og hvor/hvornår HAN mente, det var passende. 1½ time i morges, ½ time her til eftermiddag (det begyndte at regne og SÅ skulle vi hjem!) og vi mangler stadig sidste tur. :hjerte:

Jeg synes bare også, at det er et svært emne at sige noget generelt om! Selv inden for samme kuld, kan der være forskel i aktivitetsniveau. Snakkede på et tidspunkt med en søskende til min hund, man kunne mærke at de fik lidt dårlig samvittighed, da de hørte hvor meget ude-tid Taiki har. Men så spurgte jeg, hvor stort deres hus og have var, som hunden har adgang til og det var jo svimlende i forhold til mine 27 kvm2! Med andre ord - når de var hjemme, kunne hunden fint tulle rundt, starte en leg med en af børnene eller voksne, gå i haven og snuse rundt, jage en skade, grave et hul. Når Taiki er hjemme, så kan han til nøds tømme en foderbold og lægge sig til at sove... Eller futte rundt på fælles-græsset i en snor, hvor han aldrig kommer mere end 5-10 meter væk. Samtidig bor jeg i lejlighed og har gjort det, siden jeg fik ham. Så jeg har jo klart en prioritet der hedder, at larm og vild leg ikke foregår på matriklen, men på ture ude af huset, så vi ikke generer naboerne. Det bliver så lagt oven i udetiden, hvor hans kuldsøskende jo fint kan have den luksus derhjemme. Talt sammen på denne måde, og ikke opdelt i "ude på tur" / hjemme, så fik hundene lige meget aktivitet, selvom jeg klart er mere uden for hjemmet med min hund. - Hundene har samme behov, men får dem opfyldt på forskellig facon, alt efter boligsituation (samt at jeg er alene i hverdagen, de er en lille familie).

PS. Min hund "viser" ret tydeligt, hvad hans behov er - jeg belønner opførslen, fordi jeg synes det er nemmere når han "fortæller" mig hvad han har brug for, fremfor at have en lydig, artig hund der ikke siger et kvæk, men måske mistrives enten uden at jeg opdager det, eller uden at jeg kan afklare ret hurtigt/nemt, hvad problemet er.

Jeg er jo net-studerende, så de fleste dage får min hund det aktivitetsniveau, som han selv "beder om". Det er mig nemlig ligegyldigt, som vi går en tur på en halv- eller hel time om morgenen, om vi bruger tiden på at gå snuse-tur, træne eller spille bold i hundeindhegningen, eller hvad det nu er. Hvis jeg andre dage véd, at jeg skal være væk hjemmefra, kan jeg godt "tvinge" ham til f.eks. en længere tur om morgenen, for at vide at han bare sover derhjemme mens jeg er væk. Da han var rigtig unghunde't, var jeg meget aktiv med ham, men nu begynder han at blive mere voksen (3 år til august) og så er behovet mere jævnt. Jeg kan godt mærke, at det han mest har brug for nu, er træning og at bruge sin næse. Men vi får da stadig gået nogle gode ture. Vi er vel ude 3½ time om dagen i snit, men det er kun ca. 2½ time, hvor vi er fysisk aktive. Resten af tiden snuser han rundt eller vi sidder ude og læser, slapper af osv.

Jeg er bare så glad, for de ændringer der trods alt er kommet. Det er en KÆMPE lettelse. :banan:

Sidst jeg snakkede med hende, er de kommet frem til, at de måske selv har dummet sig ved at skrive på nettet omkring deres hund. For som du nævner, er der meget strenge regler, både derovre og også herhjemme. Så det er umiddelbart det, der giver mest mening.

Den tidl. ejer har ikke vist sig igen. Så det er godt nok. De er kommet så langt, at hunden kan lege med boomerang, der har bøjleform, men den er stadig lidt nervøs ved rigtige bøjler. Men det går fremefter. Og ellers er det bare en tryg og glad hund, som har det godt. :hjerte:

Jeg mener ikke, at børn kan klandres som sådan. Børn er kodede til at teste grænser af - det er fancy pædagogsnak for det, almindelige mennesker kalder for "at lave ballade" - det er en del af det, at vokse op. Med dette i mente skulle mine børn være gamle nok til, at jeg f.eks. turde lade dem gå alene hjem fra skole /klubben, før jeg følte at de var gamle nok til at være alene med hunden. For så har de nået en alder, hvor man stoler nok på dem, til at kunne vurdere for/imod og rigtigt/forkert, og handle ud fra de ting, jeg har lært dem som forælder. Jeg ved godt, at det er svært at holde øje hele tiden. Men jeg mener, at man med SÅ små børn har en forpligtelse. Nu blev drengen bidt af en hund. Hvad hvis han havde stukket noget træ i munden og var blevet kvalt, eller havde stukket hovedet igennem et hul i tegnet og sad fast, eller kravlet op på brændestablen og fik hele lortet ned over sig. Han har alderen til den slags - så jeg kan godt være undrende over for, at man lader ham være uden opsyn længe nok til, at der opstår en situation med en hund, hvor hunden vælger at bide fra sig. Nuvel - også forældre er en slags mennesker og kan begå fejl. Men som forælder ville jeg nok forsøge at være fair og kigge på situationen. Hvis jeg f.eks. kunne lure, at min knægt havde stukket en pind op i røven på hunden eller noget tilsvarende, så ville jeg nok forsøge at undgå en anmeldelse af episoden, så hunden ikke skulle aflives - dog efter en snak med ejerne om, at kombinationen af denne hund + børn nok ikke var heldig (fremover). Hvis det var sket ved, at min dreng havde forsøgt at tage hundens legetøj eller lignende, så ville det være en gråzone - jeg mener i princippet ikke, at hunde der ressourcevogter så kraftigt, bør være et sted med små børn, med mindre der er lukket af med børnegitter eller lignende så hunden er i fred. Og var det sket uden at hunden har fortilfælde med den slags opførsel, ville jeg nok hælde til at bede om enten en adfærdsbehandlers udtalelse /vurdering eller en aflivning. Da jeg ville være nervøs for, om det kunne gentage sig med tilfældige unger. Var det min egen hund, gør samme ræsonnement sig gældende. Og så snart min unge kan kravle, kommer den i kravlegård hvis jeg lige skal et eller andet med ryggen til i 2 sekunder - eller barn og hund adskilles med gitter. Min hund er fin nok med børn, men jeg forventer ikke at han finder sig i hvad som helst og så må jeg jo oppe mig.

Jeg har forsøgt at sende dig en lang e-mail med en masse baggrunds-info. Der findes lige så forskellige ordninger, som der findes mennesker. Jeg kender et par, som har en fast dele-ordning. Men jeg selv og eks'en lever så dynamiske liv med meget forskellige kalendere, at vi ikke kan aftale noget fast. I gennemsnit bliver det en weekend om måneden samt en hverdag, måske lidt mere henover sommeren pga. ferie. Det vigtige for os har været, at vi kan se at hunden har det fint med ordningen - og at jeg som ejer kan få lidt aflastning, da det godt kan være krævende at være alene med en hund i hverdagen. Her støtter min eks mig også, da ingen af os har spor interesse i, at hunden skulle skiftere ejer(e). Dog har jeg også et godt netværk i form af familie og venner, der også gerne passer, så det bliver aldrig et problem uanset. Det er fedt at aflevere en hund, som ikke piver når man går. Og det er fedt at hente en hund, som gerne vil med hjem igen. Og hverken hos eks'en eller hjemme ved os selv, går han rundt og leder efter den anden person, eller viser tegn på at være rastløs eller at savne. Han er bare glad og lidt træt, når han kommer hjem igen. Intet af dette kunne dog lade sig gøre, hvis ikke både min eks og jeg var ordentlige mennesker, som ikke var "dumme svin" nogen af os før, under eller efter bruddet. Vi har behandlet hinanden med respekt og værdighed, og derfor kan vi samarbejde uden problemer. Vi er ikke venner som hænger ud sammen - jeg bliver måske lige en halv times tid til en snak, hvor vi opdateres på hinandens familier og generel overfladisk "hvordan går det"-snak. Men det er ikke sådan at vi mødes over en kop kaffe og sludrer, eller hænger ud sammen. Var det ikke for hunden, ville vi aldrig snakke sammen - ingen sure miner, vi er bare ret færdige med hinanden. Men det fungerer og hunden er glad.

Det' er jo mig, men jeg tror ikke at eks'en gider være med i en artikel. Vores ordning fungerer rigtig godt og alle er tilfredse, især hunden. :blink:

Det kommer vel også an på, om motion er en kombination af motion, træning og næse-brug, og/eller om man har have og hus, eller bor i mindre lejlighed. Jeg bor selv i lejlighed på 27 kvm2 og har en race, som har brug for medium motion, men dog mere at bruge hjernen og næsen. Jeg valgte dog i sin tid en hvalp med krudt i, og det betyder jo at jeg må mere ud med ham, end hvis jeg havde valgt en race med minimalt motions-behov, en hvalp/hund der ikke var helt så energisk ELLER hvis jeg havde en dejlig stor have han kunne boltre sig i. (Og hans ude-behov har selvfølgelig intet at gøre med, at hans menneske er natur-fjollet og gerne forvilder sig ind i skove og moser og enge et par timer dagligt, "nu man alligevel er ude at lufte"... )