Louisen

Artiklen: http://ekstrabladet.dk/112/article2296870.ece Jeg kan ikke lade være med at tænke... Man kan jo intet konkludere ud fra denne artikel, men min fantasi vil gerne fortælle mig, at der er nogle forældre der ikke har været OBS på, at barnet har generet hunden, taget dens ben eller andet, som har fået den til at reagere så voldsomt. Hvis I havde en hund, som I vidste var rolig og fattet, og lod den passe af venner. Og dette skete. Hvordan ville I forholde jer? Ville I være vrede på forældrene over manglende opsyn? Ville I tænke, at jeres hund måtte have en indtil nu uopdaget "vævefejl" i hjernen? Der er jo nok desværre ikke nogen indsigelsesret ift. at hunden bliver aflivet for skambidning. Det kommer man ikke uden om, men hvis det var min hund, skulle jeg virkelig have en god forklaring fra mine venner, før jeg kunne tilgive at de lader hund og barn komme i denne situation. Og tilliden ville være på et meget lille sted, jeg tænker at de IKKE har haft godt nok opsyn. Men omvendt, så KAN det også være sådan en situation der bare sker - hvor alt ånder fred og idyl, og i 2 ubevogtede sekunder får barnet bidt hunden i øret eller andet, som udløser den voldsomme reaktion. I øvrigt tænker jeg ikke, at drengens skader er voldsomme, taget i betragtning at der er tale om en stor hund og et lille barn. Var hunden gået helt amok, havde den slået ham ihjel eller flænset hele hans ansigt af. Det lyder snarere som et par tænder, der har fået uheldigt fat - og det kan være mere end rigeligt. Men altså ikke Cujo dræberhund-skader.

Men måske er det miljøet omkring visse træningspladser eller Dch eller hvad ved jeg. For min egen hundetræner går og retter os, hvis vi ikke er entusiastiske nok. Og hun udpeger for os, hvordan vi kan se vores hunds glæde og at den er mere "på", når vi gør det. Jeg har også oplevet, både selv og hos andre, at hun kommer hen og siger lige så stille: "Din hund er bare ikke motiveret i dag. I kan stille jer lidt uden for træningsringen og så kan du ae ham, eller lege ruskeleg, eller nogle af de kommandoer han allerede kan meget godt. Så kan du følge med i undervisningen og selv prøve senere eller i morgen, hvor han sikkert er mere frisk!" Men måske har det noget med miljø og racer at gøre. Udover nogle retrievere er der mest selskabshunde og ikke-brugshunde på hendes hold. Så der er ikke samme pres.

Det er mest når vi går tur og han bliver sur over noget. Enten at vi ikke skal gå den vej som han synes, eller hvis han har det varmt og synes turen er dum. Og, som sagt, hvis ikke får ros og anerkendelse, når han har fortjent det. Jeg gider slet ikke give ham opmærksomhed når han gør det, hverken positiv eller negativ, for det gør det bare værre i en periode efter. Jeg går bare videre og stiller mig op nogle meter fra ham og siger "kommer du eller hvad?". Så vender han sig om på maven igen, kigger lidt omkring og går så videre som om intet er hændt. Det virker dog med min mor, som enten giver ham sin vilje eller nogle meget lækre godbidder hun altid har med i tasken, så jeg forstår godt at opførslen ikke dør ud af sig selv med tiden. Sporadisk når hun passer ham, virker det jo. Også selvom jeg har sagt til hende, at det er en dårlig idé

Jeg er enig med jer og der er klart ting/øvelser, som ikke længere udløser de høje toner. Når det så er sagt, så virker det ikke som om, at det mister sin værdi, når det bliver brugt meget - ligesom bacon og osso buco knogler heller ikke gør, uanset hvor meget han indtager af dette. Det er måske også et spørgsmål om hundens temperament. Taiki er jo en "verdens enehersker" type hund med stort ego - det har de fleste shibaer gerne - og han kan blive decideret tøse-fornærmet hvis han ikke får ros eller godbid for et eller andet, som han selv mener var meget flot gjort af ham. F.eks. når han helt af sig selv går den rigtige vej uden om et træ i snor. Hvis han så endda næsedutter mit knæ, uden at det udløser en passende respons, kan han finde på at lægge sig på ryggen med maven i vejret og være tøsesur. Sådan har han altid været.

Jeg oplever i hvert fald, at det er lidt af et tabu, at jeg kan få min hund til næsten hvad som helst - endda at overkomme ret alvorlige psykiske traumer - ved at snakke baby til ham. Han er i ramme alvor villig til at gøre hvad som helst, hvis jeg pludrer lidt for ham som man ville gøre til en baby. Det får mig til at se retarderet ud, til gengæld har jeg faktisk en hund som er super velopdragen og gør stort set alt, hvad jeg beder ham om. Jeg kalder det "at tale til egoet". Min (nye) kæreste er begyndt på det og selvom han også synes, det er max fjollet, kan han se at det virker. Nogle gange tror jeg ikke, at det handler om at være dygtig. Jeg tror, at det også kan handle om selv-iscenesættelse, at man vil være denne her totalt cool hunde-træner, der med simple kommandoer kan få hunden til dit og dat. Jeg kan godt forstå det, for man ligner og lyder som en idiot nogle gange, hvis man bruger "min" metode. Til gengæld kan man virkelig guide en hund til mange, MANGE ting via tonalitet alene, men det betyder jo at man er villig til både at gå i de dybe lejer for at udtrykke mishag, men også og især gå helt falset for at udvise sin begejstring ... og det er her, kæden hopper af for mange.

Jeg kigger på min egen hund. Ham kan jeg nemlig aflæse og hvis han ikke virker 100% cool med legen, så stopper den. Og hvis jeg har en dårlig mavefornemmelse, stopper legen også. Jeg stoler på mine instinkter. Vi skal nok finde andre legekammerater en anden dag, hunden bliver ikke ensom af, at vi går tidligt hjem fra hundegården lige dén dag.

Når Taiki har forsøgt at humpe andre hunde, har jeg fjernet ham og givet ham time-out. Det betyder i dag, at hvis han gør mine til at humpe en anden hund, og jeg siger nej og kigger med strenge øjne, så stopper han - for han ved godt, at ellers kommer han væk fra legen!! Virker ikke med løbske tæver, men alle andre hunde. Man skal bare være konsekvent --- og nej, det kan ALDRIG være den anden hunds ansvar at sige fra, ligesom hundene heller ikke "selv skal finde ud af det", det var bl.a. sådan min Taiki fik adfærdsproblemer, så det er i mine øjne både nonsens og vrøvl. Min hund = mit ansvar. Adfærdsvanskeligheder smitter, så det gælder om at have styr på sit kræ.

Det er rent blær. Taiki stopper nu med at knurre/gø /gå amok på andre hunde, når jeg siger stop. Og han er blevet lettere social igen. Her med yndlingskæresten Merle, hvor de har tonset rundt og leget. Efter billedet blev taget lagde Taiki sig med maven i vejret, mens Merle fandt en tot græs som hun brugte til hovedpude. De var næsten ved at falde i søvn begge to, men da vi venter på skybruddet, måtte vi hellere gå inden for, for at hvile.

Der er jo en naturlig grænse for, hvor mange hunde man kan tage sig godt af. Én person kan næppe aktivere eller lufte f.eks. 10 hunde og med mindre hun har en kæmpe ejendom, er der heller ikke plads til dem. Så allerede længe inden de 60, burde hun være anmeldt til dyreværnet og der burde være startet en sag på hende.

Det er Himmelev lidt uden for Roskilde, lige ved siden af RUC. Her er fantastisk!

Jeg tror, at hun er en såkaldt "samler" og dermed at betegne som psykisk syg. Så jeg er mere harm over, at NOGEN må have vidst, at tingene var ved at eskalere ud af kontrol (ved, let's say, de første 6-10 hunde??) uden at gøre noget.

Jeg kan godt, men jeg hader det. Og jeg hører syner. Jeg er helt tosset, når han ikke er her.

Kuk kuk!

Trataaa. En hund med idealvægt! Og glad.

De kan ikke få børn, så jeg er helt sikker på, at det værste denne hund bliver udsat for fremover, er at blive druknet i kærlighed. Heldigvis da.

Man skal jo være psykopat for at behandle en hund på denne måde helt overlagt. Jeg tror desværre ofte, at det skyldes enten forskellige former for misbrug og de adfærdsmønstre, der kan følge med disse, eller slet og ret manglende overskud eller manglende indsigt. På den led kan jeg godt se, hvordan en person kan behandle en hund dårligt, og samtidig kærer sig om den. Der kan også være psykisk sygdom inde over... Det kan være alt muligt.

Min veninde Liz (brite) har nyligt fået en hund fra et shelter, en sankt bernhard. Første aften efter en god dag, tager hun en bøjle ud af skabet for at hænge noget tøj på plads. Hunden farer hen i hjørnet og piver, og en sø breder sig... Den tisser af skræk. Liz er en handlekraftig pige, så hun fjerner straks alle bøjler fra hjemmet, bortset fra én som bliver tapet fast til stuegulvet et sted, hvor hunden stadig kan passere i en bue, men hvor den stadig er til frit skue. Tapen er for, at bøjlen ikke kan skøjte rundt eller larme. Det går stille og roligt bedre og bedre, hunden ignorerer nu bøjlen og hun er langsomt begyndt, at fodre hunden tættere og tættere på den, så den får et mere normaliseret forhold. Lige pt. har hun heller ingen bælter eller grydeskeer i huset, af samme årsag. En dag går hun i haven og en mand henvender sig over hækken. Hunden skriger op og løber ned af kældertrappen. Så kommer hendes kæreste farende ud af huset og spørger straks, hvem manden er?! Det viser sig, at han er tidligere ejer, som ville se hvordan hunden havde det. Kæresten siger så, at han skal forsvinde straks og ALDRIG komme igen, ALDRIG! Manden skynder sig at gå. Liz er rystet over kærestens reaktion, men det viser sig at han var i kælderen i værkstedet, og ser hunden sidde på trappen og simpelthen have diarré op og ned af sig selv af skræk, mens den ryster, savler og vender det hvide ud af øjnene!! - Og så kunne han godt regne ud, hvem den mand var - nok den samme, som havde haft gang i bøjlerne og bælterne! Kæresten har indtil dette tidspunkt været lidt tøvende over for hunden og anskaffelsen af den, og har anset det for Liz' projekt. Dette kan der siges en del om, det er lidt fjollet at anskaffe sig en hund når kæresten ikke er hooked på idéen også. Men nu er kæresten fyr og flamme, han vil IKKE risikere at manden kommer igen mens hunden er alene hjemme, så han har fået overtalt sin chef til, at han må tage hunden med på kontoret. Han arbejder med IT og har et lille 10 kvm2 kontor. Liz arbejder deltid og henter så hunden på vejen hjem fra arbejde. Så en weekend kommer hun hjem fra skovtur med hunden, og kæresten har købt en 3½ mands seng, så der også var plads til hunden... Der er ingen tvivl om, at hunden er kommet det rigtige sted hen ... men hvad i alverden kan man udsætte en hund for, så den reagerer som dette? Jeg har aldrig hørt om noget lignende, det er ulækkert. Heldigvis fik det en lykkelig udgang, hunden er nu meget elsket, også af den udvidede familie. Men øj, det skærer i hjertet at tænke på dens fortid!

Hvalpene er såååå søde, men Katla-mor får mig til at smelte totalt!! Hvor er hun god!! :hjerte:

For få billeder!!

Jeg vil i øvrigt sige, at jeg ville vente indtil jeg var startet på videregående uddannelse med studiejob og ikke bare gymnasiet. De fleste jeg kender, har brugt nogle år under og efter gym, til at finde ud af hvad de vil og det er meget nemmere, at flekse rundt og finde sit stå-sted uden en hund. Når det fungerer for mig, er det udelukkende fordi jeg ved, hvad jeg vil ift. uddannelse og har bosat mig et sted, hvor jeg kan være resten af min studietid samt nogle år efter, hvor jeg vil arbejde og tjene penge til udbetalingen på en lejlighed, betale gæld af og tage kørekort. Netop fordi eks'en og jeg gik fra hinanden, da jeg var halvvejs igennem studiet, har jeg prioriteret at finde et sted, hvor jeg må bo 2 år efter endt uddannelse, så jeg ikke skal pakke hund og habengut, så snart jeg har mit papir. Mange kollegier og studieboliger er dog betinget af studieaktivitet - og det fungerer dårligt, hvis man er lidt rodløs og skifter imellem studier, fordi man skal finde ud af, hvad man egentlig vil og måske har brug for en periode med arbejde (1/3 af alle jeg kender, har skiftet studie én gang, inkl. mig selv. Det er simpelthen så svært at vurdere, hvad man gider lave resten af sit liv, når man står som student som 18 årig!). Jeg har altså en langsigtet plan for de næste par år, hvor jeg ved hvad jeg skal og hvor jeg er henne af i verden ift. uddannelse og arbejde, samt bolig. Det mener jeg, er vigtige parametre for, om det er klogt at anskaffe sig en hund.

Jeg har selv tænkt over det samme, da eks'en og jeg gik fra hinanden. Men for mig er sagen rimelig klar. Hvis jeg finder sammen med en mand med allergi, er det potentielt set resten af mit liv at jeg ikke kan have hund. I hvert fald rigtig mange år, hvis vi gifter os og skal have børn, og den slags meget voksne ting. For mig er det altså et spørgsmål om, hvordan jeg ønsker at leve mit liv. Og ligesom at jeg ikke vil flytte til Grønland eller Afrika for kærligheden, så vil jeg ikke leve et liv uden hund for kærligheden. Det er kun, hvis jeg uheldigvis får unger med allergi, at jeg kan blive tvunget til det - indtil de flytter hjemmefra. Jeg skal måske tilføje, at jeg er 27 år og har flere lange forhold bag mig. Jeg tror ikke på "den eneste ene" i den forstand, at der kun er én "true love". Jeg er overbevist om, at blev jeg vild med en allergiker, så ville jeg være hjerteknust i op til 6 måneder, og så ville jeg komme videre og finde en anden. Jeg kan se på resten af verden, at det 99% af gangene er præcis det samme der sker for andre - selv dem som sværger, at de allllldrig finder kærligheden igen, fordi de har mistet den eeeeeneste de nogensinde kunne elske. Måske er jeg bare kyniker og ikke romantisk anlagt. Jeg har bare nogle prioriteringer i mit liv, som jeg ikke vil gå på kompromis med. Jeg vil ikke bo i Bahrain eller Jylland, jeg gider ikke være i et ikke-monogamt forhold, jeg VIL have børn, jeg VIL arbejde og ikke være hjemmegående husmor - og jeg VIL have en hund i mit liv. Disse ting er ikke til forhandling - resten er (drømmen om at bo i hus vs. lejlighed, drømmen om at bo uden for KBH, antal børn, hvor mange timer jeg arbejder osv.). Så at møde en allergiker er for mig lidt det samme som at møde en rocker eller udlænding på gennemrejse som ikke vil bosætte sig i DK. "Hyggeligt at møde dig - men jeg skal også videre, hej hej".

Du er ikke den første der spørger om noget lignende. Så nu har jeg lavet et indlæg, jeg kan copy + paste i andre tråde også. Plus at jeg er nørd, så jeg skriver vildt hurtigt på computer og kan kreere sådan et indlæg på ingen tid. :blink: ' Det som har været svært, var at jeg fik hunden med min samboende kæreste, som jeg troede at jeg skulle giftes med, det var altså planen at vi skulle være to om det fortsat. Det, at gå fra at være to om ansvaret og forpligtelserne til kun at være én, har været lidt svært. Der har også været tidspunkter, hvor jeg virkelig ærgrede mig over besværet ved hund. F.eks. her til sommer, hvor min nye kæreste og vores fælles venner skal på en tur, hvor jeg ikke kan skaffe pasning i alle dagene og derfor ikke kan komme med (og det er ikke en sommerhustur, så hunden kan komme med). Men samtidig elsker jeg fandeme bare den hund, og jeg er blevet et hundemenneske med stort H. Når han er på besøg hos min eks-kæreste, bliver jeg rastløs, fordi jeg ikke får mine 3 daglige ture og jeg synes, at lejligheden er sindssyg tom uden ham. Jeg kan faktisk ikke lide at være der. Så selvom der er situationer, hvor jeg lige i den situation har fortrudt lidt og været ærgerlig, så ved jeg også, når ærgrelsen har lagt sig, at det 100% er det værd. Det er så meget mere betydningsfuldt for mig, at have min hund i hverdagen, end at kunne tage på ferie 1 gang årligt uden bøvlet ved at arrangere pasning. Så har man sine prioriteringer i orden, kommer man hurtigt over sin ærgelse. For jeg skal bare tænke på alternativet, nemlig IKKE at have min hund, og så får jeg en knude i maven, og er slet ikke i tvivl om, at besværet blegner i forhold til den glæde og samhørighed, jeg får i stedet. Hvis man spiller sine kort rigtigt og får arrangeret sig godt, er det vildt fedt at være studerende og have hund. Fordi man har en del frihed/fritid, som man dels bruger på hunden (der får status af ikke bare kæledyr eller hundeven, men også hobby) og dels kan bruge til at flekse med, så man også kan være lidt social uden hund, uden at hunden lider under det. Det udfordrende er jo studiet kombineret med studiejob, som tager meget tid - modsat når man er arbejdende, hvor man jo bare har dét ene arbejde og oftest ikke en masse tid udover som skal bruges i en skole. Med andre ord. Jeg fortryder ikke, at jeg ikke ventede - men det betyder ikke, at jeg ikke kan være ærgerlig, hvis jeg ikke kan skaffe pasning og må gå glip af et eller andet. Til gengæld er jeg heller ikke i tvivl om min prioritering - og der hvor jeg tror, at mange går galt i byen, er fordi de faktisk bare vil hunden som en bi-ting i deres liv, og derfor ikke kan leve med de begrænsninger, det også giver.

Når jeg selv er kritisk over for unge under uddannelse/på SU, der ønsker hund, er det fordi jeg selv er det. Og ved, hvor svært og surt det kan være. Jeg har forsøgt at lave en liste over ulemper og fede ting, ved at være ung, studerende og hunde-ejer. Nogle af tingene er ikke kun gældende for os, men gælder alle... Men det giver måske et overblik. Jeg har også tilladt mig at tilføje forslag til alternative løsninger - du skal tænke dig grundigt om, måske er løsningen ikke noget for dig. Men det er forslag for at vise, at man kommer langt med lidt utraditionel overvejelse. Udfordringer Økonomi (herunder studiejob m.m.) ​En SU rækker ikke langt. HVOR langt kommer an på, hvor billigt du kan bo (det er svært at finde egnede, billige steder med hunde-tilladelse), hvad du har i transportudgifter t/f studiestedet samt hvor lavt du kan holde dine forbrugsudgifter til tøj, mobiltelefon og mad/husholdning. Når du samtidig har en hund, som er en løbende udgift - med risiko for sporadiske store udskrivninger på forsikring, dyrlæge v. uheld m.m., kommer du til at leve meget skrabet. Du skal være indstillet på, at du ikke kommer til at leve et fedt studieliv ligesom dine venner, fordi mange af dine penge også vil gå til hunden. ALTERNATIV LØSNING: Tag SU-lån. Renten er lav, du skal ikke betale tilbage før du er færdiguddannet og du kan betale tilbage med så lidt som 800 kroner om måneden. SU-lån kan give dig luft i budgettet til ikke-hunderelaterede ting samt en god opsparing, så du ikke får sved på panden ved tanken om den årlige betaling til forsikring, det årlige anbefalede sundhedstjek + evt. vaccination eller hvis din hund pludselig bliver syg en lørdag eftermiddag hvor de alm. dyreklinikker har lukket (dyrehospital = DYRT). ¤ Studiejob, det er i forvejen ikke nemt at finde et fedt studiejob som også er studie-relevant. Men du får brug for et, for at kunne betale for din hund, hvis du ikke kan leve for SU + evt. SU-lån. Problemet er bare, at du ikke kan tage på job efter 5-6 timer på uddannelsesstedet, for så ender din hund med at være alene i 10-12 timer på en enkelt dag. Det er heller ikke alle hunde, der trives med at blive forladt i længere tid, to gange om dagen, så det kan også være dumt at ræse hjem fra skole, lufte hunden og så afsted igen på arbejde. Med andre ord, kan det blive overordentligt vanskeligt at finde et studiejob, hvor tiderne passer med hunde-livet. Samt at man jo også har sin uddannelse at passe. Alternative løsninger: Weekendarbejde hver anden weekend giver en pæn sjat penge på grund af weekend-tillæg. Ferie-arbejde er svært at opdrive, men bliver du tilknyttet et godt sted, kan du bruge alle dine ferier på at arbejde igennem (fordi du ikke skal hen på dit uddannelsested også) og bruge disse opsparinger til at leve af løbende. Det er surt at bruge sine fridage på arbejde, men kan være en nødvendighed fordi hunden ellers er alene hjemme for mange timer i hverdagen. En pasningsordning, hvor familie eller venner passer hunden de 1-2 gange om ugen, man måske er tvunget til at arbejde mange timer. Her er det vigtigt at understrege, at en aftale om en luftetur ikke helt er nok. Det er i hvert fald bedst, hvis de kan være sammen med hunden også. Sæson-arbejde, hvor man i en begrænset periode arbejder helt vildt meget. Nogle gange er det nemmere at skaffe pasning i en uge, end hver eneste tirsdag som i mit tidligere forslag. Så kan hunden komme på hygge-pasning hos f.eks. forældre, mens man arbejder 12 timer i døgnet og får skrabet en opsparing sammen. Selv har jeg valgt at skifte fra alm. uddannelse til internet-baseret uddannelse. Ikke alle uddannelser tilbyder dette, men det giver en enorm fleksibilitet fordi man selv strukturerer sit arbejde og arbejder hjemmefra. Det kræver en god selvjustits, men betyder omvendt at man har friere hænder ift. arbejde, fordi man kan arbejde på skæve tidspunkter og ikke i samme grad risikerer at man er for meget væk hjemmefra, til at det er ideelt for hunden (man går jo i skole derhjemme... så hvor andre er ovre på skolen, sidder jeg ved mit bord med hunden ved mine fødder). ¤ SUNDHEDSFORSIKRING! For himlens skyld. Ja, det er fandeme dyrt og surt at smide i omegnen af 2200 kroner om året, især hvis ens hund ikke har tendens til sygdom. Men den dag, din hund griber en frisbee i luften og lander uheldigt en søndag formiddag, så den skal på dyrehospitalet og blive fikset, da bliver du lykkelig for, at du kun skal betale 3000 kroner ud af de 14.000 det koster at hale en dyrlæge med speciale i ortopædi ind fra hans golf i Holte. Jeg ved godt, at folk har forskellige holdninger til emnet, men lad mig slå fast: Som studerende HAR DU IKKE RÅD TIL, IKKE AT HAVE EN SUNDHEDSFORSIKRING PÅ DYRET!! Bum. ¤ Opsparing - eller en flink bank. Du skal selv kunne lægge ud hos Dr. Dyr, det er nemlig de færreste steder at de afregner med forsikringen direkte. Så enten skal du have en solid opsparing, som du har adgang til (også i weekenden når din bankrådgiver har fri) eller også skal du have en god kassekredit, som du gerne må maxe ud indtil pengene fra forsikringen tikker ind på kontoen. Snak med din bank - hvis du har en fornuftig økonomi, er de oftest ret positive over for arrangementet, fordi det i sidste ende betyder, at de kan tjene penge, hvis der sker noget med din hund så du benytter dig af kassekreditten. Det sociale - eller manglen på samme Det er fredag og I har haft 8 timers forvaltningsret eller metodik-undervisning eller noget andet pisse hamrende kedeligt. De andre er ivrige efter at tage i fredagsbaren - det bliver pisse hyggeligt, for der er kommet nyt bordfodbold-bord og du kunne godt trænge til en øl. Og så skader det heller ikke, at hende den søde med de blå øjne, har udfordret dig i øl-pong... Men ak! Du ved, at din hund sikkert er begyndt at misse med øjnene derhjemme, vågne op til dåd og har en fyldt blære, der så småt er begyndt at gøre opmærksom på sig selv. Når du lægger transportiden oven i regnestykket, så ved du godt, at du ikke engang har tid til en eneste sølle, lille øl - og glem alt om at stjæle et kys fra hende den søde. Du skal hjem og lufte hunden, som udover en solid tisse-tur også trænger til opmærksomhed, fordi du har været hårdt ophængt på studiet denne uge - og glem alt om at slappe af på sofaen med en omgang Fifa-spil, fordi det regner. Din hund har brug for dig. Hvis du ikke stiller op, så er du udover at være lidt en lort over for den, også i risiko for at den tygger i dine elskede fodboldstøvler fordi den bliver frustreret over dit manglende engagement. Jeg elsker min hund. Men for satan, det kan være en begmand at efterlade studiekammeraterne med morskab, sjov og socialt samvær, fordi ens forpligtelse over for hunden betyder, at man må tage hjem ... NU. Og hvis man ikke har en benhård prioritering, der hedder: "Hund, hund, hund... Hund og mere hund", så mister man totalt motivationen til hunde-livet, når man for 2. år i træk ikke kan skaffe pasning til vennernes hygge-tur til Tyskland og må blive hjemme, eller når man må aflyse en date, fordi ens hund har spist en lort og har mega diarré. Alternative løsninger: "Vi kan godt være hos mig, hvis vi lige går en tur med hunden først". Er man villig til at lægge hus til fester og sociale arrangementer, og bor man ikke 10.000 kilometer fra ens venner eller studiested (så siger de nemlig nej tak), så kan man rykke hele molevitten hjem til en selv. Det kræver, at man træner sin hund, så den kan håndtere fremmede i hjemmet uden at køre sig selv op i en spids - og jo mere veltrænet og velopdragen din hund er, jo mere positivt stemte er folk over for dette forslag. Og så er de aller-bedste dates altså dem, hvor man går en tur sammen og får en kop kakao eller is på havnen eller udendørs café. Det føles meget uforpligtende, når nogen siger "Hey, du er lidt sød - har du lyst til at gå en tur sammen med mig i aften, når jeg alligevel skal ud med hunden?" og hvis man så tilfældigvis kommer forbi omtalte havne-isbod eller caféen med udendørsbetjening og hamrende god latté... Tjaeh, why not? Som sagt - med træning og opdragelse, er de fleste positivt stemte over for hunden, uanset om de er skeptiske over for dyr eller elsker dem. Det betyder også, at du kan spørge, om du må tage hunden med - og hvis hunden ikke kommer i møblerne, tygger i ting eller er for vild, så er de fleste folk ret okay med, at man slæber dyret med. Spørg altid (også dem, der altid siger ja) og accepter et nej - men husk også, at det er okay at sige: "Det er helt fint at du ikke vil have, at jeg tager kræet med - men så er jeg altså bare nødt til at smutte allerede kl. 20, for at tage hjem til hunden." Træn i øvrigt alle transportformer med hunden - bus, tog, metro, bil. Det giver en enorm frihed. Jeg tager selv min hund med alle vegne og det kan jeg, fordi han har det fint med bus og tog (han har i øvrigt sit eget rejsekort, der automatisk tjekker ham ind som "hund", hehe). Husk at tjekke de lokale regler for hund i offentlig transport. Der kan være store variationer, især København versus alle andre steder. NOGET POSITIVT, man lærer andre mennesker at kende via sin hund. Man falder i snak med andre hundeejere, især dem som bor i ens nærområde og som man møder ofte, eller hvis hunde ens egen hund leger med. Det betyder, at man snakker med en masse forskellige mennesker, som man ellers aldrig ville snakke med: Andre aldersgrupper, andre faggrupper, andre socialklasser... Det kan være meget berigende, og lidt udfordrende, men en sjov oplevelse som oftest. Deltager man i hundetræning, kurser, udstillinger eller lignende, får man også hurtigt et netværk og folk man ofte render ind i. Ligesom specialklubberne inden for DKK også kan have et socialt islæt på både godt og ondt. Så en hund kan også bidrage med socialt samvær med andre mennesker, og ikke kun være krævende. Andre fritidsaktiviteter Det er svært at finde tid til andre fritidsaktiviteter, når man først har været aktiv på studiet, været på arbejde, vedligeholdt sine venskaber og også gjort sin mor glad med et besøg i ny og næ. Men det kommer jo an på, hvad man kan lide at foretage sig. Motion og træning kan foregå hjemme eller i selskab med hunden, f.eks. løb eller cykling. Agility træning af hunden giver også en god stamina, når man tonser rundt på banen og forsøger at holde trit med en hund, der i sin iver godt kan komme op på de der 20 km/t (sådan vil det i hvert fald føles ). Kan man lide rollespil eller re-enactment, kan man flere steder få lov til at tage hunden med, under særlige vilkår - det kræver, at hunden er veltrænet og velopdragen. Mange klassiske indendørsaktiviteter kan foretages hjemme eller ude i solen i græsset - skakspil, poker med vennerne osv. Selv har jeg stor glæde af at nørde zombiespil udendørs, det kræver blot en bærbar computer med godt batteri samt en computer-pude til lårene, så man ikke får varmeskader på skødet. Så kan hunden tulle rundt i lang line sat fast i et jordspyd, eller bare nyde at man er hjemme sammen selvom der ikke foregår nogen særlig hunde-aktivitet. Du kan søge på nettet og finde sundhedsstier rundt omkring - det er ruter man kan løbe, med indlagte forhindringsbaner hvor du kan få lavet dine squats, push-ups m.m. i naturskønne omgivelser, hvor hunden er med enten i lang line eller løs. Med en flaske og foldeskål kan I holde fælles drikkepauser, hvor du også kan få lejlighed til at træne sit, dæk og de andre hyggelige kommandoer. THE END Det var lige hvad jeg kunne komme på, håber det kan bruges i dine overvejelser.

Nå ja, turen om morgenen kommer vel også an på racen og den individuelle hund. Min hund er MEGET aktiv, selv for racen og det spiller også ind. Jeg skal nogle dage afsted kl. 8 og bruger en time på mig selv om morgenen, så det betyder at jeg står op kl. 6 eller tidligere disse dage. Jeg begynder snart i praktik i en vuggestue og vil have åbner-vagter med mødetid 6.30 om morgenen. Til gengæld har jeg disse dage fri kl. 11.30 og i weekenderne foretrækker Taiki at sove til 11.30 hvis han kan slippe afsted med det. Så disse dage vil han også "nøjes" med ½ time om morgenen inden jeg tager afsted, også selvom det betyder at jeg står op kl. 4.30 - 5 stykker. Sådan er det jo bare. Det, du skal huske på, er at SU'en ikke er til at leve af 100% - den er ment som en støtte. Nu ved jeg ikke, om du allerede ved hvor du vil bo, men det er svært at finde en billig studiebolig hvor man må have hund. Jeg bor selv et fedt sted til 4000 om måneden, og så er der kun 1000 kroner tilbage til andre udgifter, mad, hunden osv. Så er man tvunget til enten SU-lån eller et studiejob, og studiejobbet ligger jo så udover de 35-37 timer om ugen, de fleste videregående uddannelser er normeret til. Med andre ord, kan det godt være svært at få det til at hænge sammen med studie, job og hund - især hvis man også har venner og familie, andre fritidsinteresser osv. Derfor synes jeg, at du skal starte med at flytte for dig selv, starte på studiet og få en idé om den reelle studietid (hvor meget er du på skolen, hvor meget læser du selv hjemme og kan flekse, hvor svært er studiet osv.), samt studiejob osv. Når du har overblik over din situation, tid og økonomi, kan du anskaffe dig hunden. (Jeg er selv studerende, så det er ikke for at male fanden på væggene. Men jeg har perioder, hvor mit liv kun drejer sig om studie og hunden, hvor der ikke er plads til vennerne og kun knebent familie og kæreste. Oven i kommer så periodisk studiejob - og glem alt om andre fritidsaktiviteter, det har jeg bare ikke tid til overhovedet, med mindre hunden skal være alene i helt urimelig grad. MEN det varierer jo ekstremt meget fra studie til studie, derfor er du nødt til at lave din egen vurdering).

Jeg boede i en større 2½ værelses lejlighed med min hund tidligere, da han var 2 år gammel flyttede vi til en lille et-værelses studiebolig på 27 kvm2, fordi min eks og jeg gik fra hinanden. Det har slet ikke været et problem, fordi her er gode udendørsfaciliteter og han laver ikke andet herhjemme, end at hvile sig eller putte med mig. Engang imellem får han så en aktivitetsbold med sit foder i, men ellers foretrækker jeg at vild leg og træning m.m. er udendørs. Om sommeren er det skønt, om vinteren kan jeg godt savne at kunne tumle i en stor stue, men det er af hensyn til mig selv, da jeg er kuldeskær. Der er flere herude, som har hunde endnu større end mine - de er også meget ude med deres, og det er intet problem for dem. Så hvis bare din hund får sin ude-tid og er velstimuleret, betyder det mindre hvor meget eller lidt plads du bor på.