Louisen

I København har de udover en udkørende tandlæge-ordning og læge-/sundhedsordning, også en udkørende dyrlæge-ordning som består af frivillige, dyrlægestuderende og andre. Deres grej betales via donationer og fonde. De kører ud i en bil forskellige centrale steder i KBH, og de hjemløse har helt styr på hvor og hvornår, via mund-til-mund metoden og/eller pjecer uddelt.

En del hjemløse er ikke reelle hjemløse, ligesom omtalte kvinde også har en lejlighed. De er på en overførselsindkomst. Der kan ligge psykiske eller sociale, eller psykosociale årsager til grund for, at de "lever hjemløst", dvs. er en slags landevejs riddere. Mange er måske kun i lejligheden i de mørke timer i vintermånederne. Ellers vandrer de på gaden og snakke med deres hjemløsevenner, sælger Hus Forbi og er bare udenfor. Der findes flere forskellige støtteordninger og gratis dyrlægekonsultationer til hjemløses kæledyr. Ofte magter de hjemløse ikke nære, menneskelige relationer, men har et meget tæt bånd til deres dyr, som de færdes med altid og hele tiden.

Hunde-drømme. Men det er lidt fluff-talk, for jeg er jo shibaforelsket. Men det kunne være fedt engang at få en agility-hund. Med engang mener jeg om 15 år eller sådan noget, for Taiki er meget glad for at være konge i eget hjem og skulle jeg nogensinde overveje 2 hunde, ville nr. 2 også blive en shiba. Jaja.

Hvordan er corgi cardigan med agility? Er det ikke skidt for ryggen?

Jeg synes tit, de forskellige mærker tørfoders light-produkter er tørre og kedelige omgange, men light-versionen fra Kingsmoor er Taiki ikke blevet træt af endnu. Han har fået den i 2 måneder. Godt nok skider han på hver eneste tur, og en del, men det har fin konsistens osv., og han er så flot i pelsen og trives. Når jeg ikke længere er studerende, vil jeg dog gerne prøve Ziwipeak, men jeg må indrømme at det piner mig, at Ziwipeak er så dyrt i CO2. Jeg går en del op i at købe lokalt.

Det bliver så lækkert, det er så fedt et område og jeg får med studieskiftet kun 5-7 minutter på gå-ben hen til seminariet. Samtidig skifter jeg til e-learning, hvor jeg kun møder 1 dag i ugen. Så er der også plads til, at jeg evt. kan arbejde 1-2 dage á 4-5 timers varighed pr. gang, og stadig have masser af tid til læsning og udetid med Taiki. Selvom der kommer til, kun at være et menneske frem for to i hans hverdag, kommer han ikke til at være mere alene. Om sommeren skal vi sidde i baghaven på græsset og læse - mig med saftevand, han med 20 meter udeline i jordspyd og en dejlig knogle. Her til vinter skal vi på opdagelse i skoven og området generelt - og fange mus på engen. Det er trist med eks'en. Men ift. hunden er det en drøm.

Jeg giver Taiki et hus på landet. "Huset" er nu bare en ungdomsbolig, med en kæmpe sø i baghaven, store marker og enge omkring, en skov lige i nærheden, stranden 20 min. væk. Men jeg har ikke råd til at give ham andet til jul end dét - og synes faktisk selv, at det er helt okay at Taiki sådan må "nøjes". (Havde jeg ikke haft Taiki, var jeg ikke flyttet på landet.)

Vi er gået fra hinanden af andre årsager. I venskabelighed og mindelighed, og meget udramatisk. Så da jeg alligevel stod og skulle finde et andet sted at bo, så valgte jeg at gøre det til noget udpræget positivt for os. Kæresten/eks-kæresten er også ret glad for det, når det nu skulle være. Han glæder sig på Taikis vegne, kan jeg mærke. Taiki skal måske stadig besøge ham fra tid til anden, men når han primært kommer til at tilbringe sin tid på landet med mig, så tror jeg virkelig at det vil have en god effekt på ham, hvor han får stresset helt ned. Som det er nu, går der jo ikke en eneste dag, uden at hundemøde hvor jeg står og råber ejeren an, og Taiki står helt stiv som et bræt og viser tænder i stress-mode. Han får aldrig en fridag. Så det bliver så godt, at komme væk herfra.

Tilføjelse: Jeg har selv begået en del fodfejl i hele forløbet. Så det er ikke kun fordi, alle de andre er dumme og umulige. Derudover har vi reelt været pisse uheldige, på sådan en "Hvordan i alverden kan det lade sig gøre, at vi er SÅ uheldige?"-agtig måde. Jeg er førstengangs-hundeejer og selvom det ikke har haft noget at sige ift. mit forhold til det at have hund, har det haft en del af sige ift. mig versus andre hundeejere. Jeg var ikke forberedt på, at skulle være så kontant eller skrap, og jeg har været for konfliktsky. Jeg skulle meget hurtigere have meldt ud og sagt fra. Nørrebro er et stort område af Indre By. Det er området med mindst grønt pr. indbygger. Det er området, hvor der både er luksuriøse, nyrenoverede ejelejligheder og fattig slum. Der er hundeejere med tjek på det hele og hundeejere der knapt er ædru en time om dagen. Så min post skal ses i lyset af alle de frustrationer jeg har haft - begyndende med de første overfald (i flertal, ja), Taikis voksende adfærdsproblemer, alle de penge, tid og ressourcer jeg har postet i behandlingen af disse og de mange, mange dårlige oplevelser, som bare var benzin på Taikis bål, selvom situationerne i sig selv var lidt uskyldige eller ikke ville være anset som værende slemme, hvis man havde haft en normal hund uden traumer og stress. Frustration, fordi Taiki er verdens bedste hund. Vi har det bedste makkerskab og for en 2 årig shiba at være, er han temmelig velopdragen. Han er den perfekte hund på alle fronter (i al ydmyghed ), bortset fra omgangen med andre hunde. Så hvis jeg er "sur" på Nørrebro... så er det ikke Nørrebro per se, men det Nørrebro er endt med at repræsentere for mig som hundeejer. Og det hele kan koges ned til tanken: "Hvad nu, hvis jeg den aften, var gået ned ad den anden vej? Så vi aldrig havde mødt de hunde? Så han aldrig var blevet overfaldet?". Tjaeh.

Hver gang der sker forbedringer, selv markante forbedringer med Taikis forhold til andre hunde, så sker der et eller andet. Folk, der ikke respekterer at vi siger nej til at hilse. Folk med løse hunde uden indkald. Folk, der siger "Han ser da sød ud!" når vi siger, at hunden bider. Efter nogle særdeles uheldige episoder, som var potentielt ret farlige for den anden hund og Taiki, stod jeg med følgende valgmuligheder. 1) Aflivning, i erkendelse af at min hund er farlig for andre hunde. - Not gonna happen! 2) Lufte ham iført mundkurv. - Not gonna happen! 3) Omplacere ham til et sted uden for byen, i håbet om at adfærdsbehandlingen og -træningen så kan få en reel effekt. - Not gonna happen! 4) Selv flytte ud af byen. Da jeg alligevel stod og skulle flytte, var det jo et rimelig nemt valg. Også selvom jeg så skal flytte studiested (med kun 1½ år tilbage, men hvad fa'en), og flytter et godt stykke fra min familie og venner i KBH. Dog heldigvis et område, hvor jeg har boet tidligere og stadig har nogle gode venner. Jeg kommer til at bo lige ved en sø, med store, flade marker og enge omkring. Så ikke flere sniger-hunde i 200 meter flexline eller løse, der runder et hjørne og overrasker os. Vi kommer til at bo 10 minutter fra en kæmpe skov. Vi skal i skoven hver eneste dag! 20 min. på cykel til stranden. Vi skal på stranden hver eneste dag! Og så er der størrelsesbegrænsning på hundene i hele området, hvor Taiki lige akkurat kan klemme sig inden for reglerne. Så han bliver en af de største hunde derude - farveller muskelhunde-som-ejes-af-alkoholiserede-drankertyper-som-slår-dem-med-aviser-og-gør-dem-nederen-selvom-de-kunne-være-søde-hvis-de-var-i-en-god-familie. Der er sikkert også løse hunde derude, men... Der er bare ikke særlig mange mennesker. Derfor heller ikke mulighed for særlig mange hunde. Derfor heller ikke mulighed for særlig mange LØSE hunde. Det kan KUN være bedre end her og jeg er jo i skarp træning med at skælde ud på uansvarlige hundeejere. Kom nu, januar!! Vi vil afsted nuuu! Og vi fortsætter selvf. træningen, nissen flytter selvsagt med. Men måske får vi en "fighting chance", hvor tingene rent faktisk når at synke ind og have en reel effekt, inden vi møder en tosse med en vild hund der sætter os 3 måneder tilbage i træningen. - Og mig, som SVOR at jeg aldrig skulle ud på landet igen. Hvad man dog ikke er villig til at gøre, for sin allerbedste ven.

Hvis der kom en betjent og ville ransage mit hjem uden kendelse, ville jeg ringe 112 og sige, at jeg blev udsat for hjemmerøveri/overfald i eget hjem, af vedkommende. Og jeg ville fra starten af have optaget al samtale uden deres vidende, det må man nemlig gerne, og så skulle betjenten sige Hej og Goddaw til forsiden af Ekstra Bladet.

Enig, jeg har set en del tæver hvor pelsen var helt elendig trods luksusfoder /korrekt råfodring og alskens tilskud og hvad har vi. Simpelthen fordi drægtighed + diende hvalpe tager alle ressourcerne. Jeg ville ikke vælge en opdrætter, hvor der ikke min. var et år imellem kuldene på den enkelte tæve.

Tjek at han har de rigtige vacciner? Jeg ved ikke hvad reglerne er.

SHIT!

PS. Jeg tror, at små hunde er mere udsat, fordi de ikke fysisk kan ÆDE de nederen hunde (eller deres ejere). Det er lidt noget andet med en 85 kilos rottweiler, der kunne tage ens puddel som snack.

Problemet er, har jeg erfaret, at folk ikke kan lægge 2 + 2 sammen. De ser slet ingen sammenhæng imellem sætninger som "Min hund bryder sig ikke om andre hunde" eller "Vi hilser ikke", og så den logiske konsekvens, at de kalder deres hund til sig /korter flexlinen /går videre /holder afstand. Jeg har selv en hund, der bisser, så jeg har lært det på den hårde måde. Jeg siger altid bare noget med: "Du skal lige kalde din hund til dig /holde afstand, for min hund er skide sur." Hvis jeg kan nå at sige mere, tilføjer jeg gerne "- efter at han blev overfaldet. Det er vores adfærdsbehandler som har anbefalet det." Den første sætning er ligesom det vigtigste at få kommunikeret ud - at folk skal have styr på deres egne hunde. Den næste sætning er så forklaringen, og jeg gider ikke sige en hel masse som folk alligevel ikke hører. At sige, at ens hund er sur, kan jo være alt fra et frådende bidemonster til en der knurrer, og de må tolke ind i det, hvad de selv vil. Hvis de stopper op og er lidt afventende, siger jeg så resten, som er en forklaring på hans opførsel samt at vi rent faktisk tager hånd om det. Det lukker ligesom for al videre dialog om emnet, når de får at vide at det ikke er hverken min eller hundens skyld, at han er skide sur - OG at der tages prof. hånd om det, som rent faktisk anbefaler denne fremgangsmetode. Altså, de færreste står og siger, at ens hund skal socialiseres eller begynder på deres "gode" råd, når man lukker den sådan. Så find 1-2 korte sætninger, som du øver dig på, så du bare kan slynge dem ud med det samme. Den første sætning skal gerne indeholde 1) Dine forventninger til den anden hundeejer (at de holder deres kræ væk) og 2) en kort forklaring hvorfor, og jeg mener ULTRA-kort, f.eks. "for vi træner at vi ikke hilser på alle og enhver". En sætning for dig kunne f.eks. lyde: "Du skal lige tage din hund til dig, for min hvalp er utryg ved fremmede hunde." og hvis de ikke bare går væk med det samme, men er lidt afventende, kunne du f.eks. tilføje: "Vi er i gang med at træne det, men vi træner under mere kontrollerede forhold end her." BUM, så er den lukket - du skal bare sige det med en afvisende, myndig stemme, så fatter de fleste det med det samme.

Jeg tænker, at en af de positive ting der sker, når hun knurrer, er at den hund hun ikke kan lide, forsvinder. Enten fordi ejeren trækker af med den eller fordi du skynder dig at få hende med. Så hvis hun ikke kan lide den anden hund og vil have, at den skal gå væk - så virker det jo efter formålet at knurre. Det, jeg synes at du skal tænke over, er følgende: Hvis Kaya var en vild hund, ville hun jo også knurre for at signalere "Hold dig væk!". På den led er knurren jo ikke farligt på nogen måde, det er bare en måde hvor hunden tydeligt signalerer, at den ikke gider en anden hund. Så det er jo kun os mennesker, der synes at det er "farligt" eller dumt med knurren, fordi vi tolker det som (begyndende) aggressiv adfærd. Men i virkeligheden "taler" hunden jo bare til os - og den anden hund. Personligt accepterer jeg knurren, men jeg accepterer ikke udfald eller værre opførsel /bisseri (som Taiki desværre kan have en tendens til nogle gange). Faktisk øver vi os på herhjemme, at Taiki lærer at han bare kan nøjes med at knurre og så bliver det respekteret, så han slet ikke behøver at skabe sig. - Dette sker sideløbende med, at vi langsomt træner hans tolerancetærskel over for de ting, der trigger hans opførsel. Hos ham er det jo næsten ALLE hanhunde + de fleste løse hunde, hvilket jo skyldes at han blev overfaldet og der samtidig er mange herinde, der lufter hund med hovedet oppe i røven. Hvilket desværre gør det svært, at lære Taiki at han er sikker og ikke behøver skabe sig, fordi der er en del hunde uden kontrol herinde. Så i stedet lærer vi ham at knurre - og at mor her skaber sig på hans vegne. :blink: Så på den led, synes jeg ikke at man skal "sætte ind" over for knurren. Kun hvis det konsekvent var andre tæver eller lignende, kunne man overveje at rykke tolerance-tærsklen på samme måde, som vi træner det med Taiki, men når det bare er et signal om, at der lige er en hund eller to hun bare ikke magter, så synes jeg egentlig ikke, at det er problemadfærd.* (* Hvilket jeg godt ved, er enormt individuelt. Jeg synes sikkert, adfæren er harmløs, fordi vi bakser med nogle andre ting herhjemme. Men har man altid haft en hund, der aldrig sagde et kvæk, kan jeg godt se, hvorfor man synes at det er lidt dumt eller for meget. Jeg tror bare, at man skal klappe hesten (hunden ) og lige se tingene lidt an.)

Ps. Det gælder om at starte næse-dutteriet INDEN hunden knurrer, for der skal helst ikke være en sammenhæng imellem de to ting. Du kan bruge lidt tid på at få en fornemmelse for, hvornår hun begynder at knurre, sådan at du fremadrettet kan sætte ind INDEN.

Hvis jeg "irettesætter" Taiki ved sådan opførsel, forstærker jeg den bare. I stedet har vi RIGTIG god erfaring med at distrahere ham med en næse-duts øvelse, og belønning for denne, sådan at han over tid forstår, at hvis han ignorerer den anden hund og har fokus på mig, så belønnes han. Og med tiden gør det ham i stand til at ignorere de hunde (som er de fleste hanhunde), som han ikke kan lide.

Hvis Taiki har gjort noget godt, også selvom han ikke får ros, dutter han godbidslommen. Og hvis han ikke belønnes, sætter han sig ned i protest. På et tidspunkt gik vi tur sammen med en mindre cocker-hvalp, der blev rost og fik belønning hver gang den tissede. Og man kunne bare SE, hvordan et lys gik op for Taiki. Så han begyndte at dutte godbidslommen hver gang han havde tisset - og nogle gange løftede han bare benet uden at tisse, for at kunne kræve ind. Da jeg ikke faldt for den, da han fakede tisning (han fik godbid, da han tissede... Det var hans morgenmad, så det gik jo nok), blev han sur og satte sig ned. Jeg sagde "Næh nej, mig snører du ikke!" - hvorefter han væltede om på siden og bare lå, som om han var død. Cocker-hvalp ejeren var SYG af grin og jeg stod der, med et stk. "død" Taiki. Jeg siger så "Arj, så lad gå da!" og BUM! så står Taiki fint på plads ved min side, klar til at få en godbid. Lidt senere løfter han benet igen uden at tisse, og kigger i min retning. Jeg siger med det samme "Den går ikke to gange, du!!" og så fnyste han, sparkede lidt græs bagud, men gik videre ... mens jeg blev hardcore ignoreret. Jeg tillægger altså ikke min hund en masse menneskelige værdier eller personlighed. Han ER bare sådan, spøjs i det. Og så ved han jo godt, at han er mit livs lys - og misbruger det. :hjerte:

Det er måske ikke det, dine forældre orker lige med det samme, men min erfaring fra min familie med hund er, at det kan være en hjælp at gøre stor-rent i hele huset efterfølgende. På den måde lugter det hele ikke lige så meget af den afdøde hund, og derfor er der mindre til at påminde Coco og Stella om den. Hunde er som luckyluna nævner meget umiddelbare, lugte trigger deres hukommelse og der kan lugte af Freja meget længe, hvis de ikke gør noget for at mindske lugten. Og den lugt, kan minde Stella og Coco om Freja og få dem til at søge efter hende. Jeg kender et par med to hunde, hvor den ene blev aflivet og den anden sørgede meget længe. De brugte rådet med, at gøre hovedrent og fik hunden, der ikke var aflivet, passet imens. Efter en god rengøring i hele huset og en halv dags udluftning, kom hunden tilbage, snuste lidt rundt - og så var det som om, at den ikke var i sorg mere. Det var ret tydeligt, at det var lugten af den anden hund, der fik den til at mindes og længes. Og da lugten af den anden hund blev fjernet /reduceret kraftigt, trådte sorgen i baggrunden.

Så led ej længere! Hos AnimalInNeed har de netop nu Ross, som alle og enhver kan se, er Falkor fra Never Ending Story! Han elsker kvinder, men er lidt reserveret over for mænd. Han er rolig omkring andre hunde, af alle køn og størrelser. Er en hund sur, går han bare væk. Han kan med katte og gæs, som han omgås på centret, men fremmede katte kan han finde på at jage. Han kan gø en smule, være alene hjemme, kan køre bil og gå i snor. Han kan godt være en anelse forskræmt ved pludselige bevægelser, men aldrig aggressiv! Derfor anbefales et hjem uden små børn eller vilde hunde. Han bor pt. hos en frivillig og i receptionen på centret. Han er ikke særlig stor, kun 35 cm. høj. Så selv et mindre hjem kan nyde godt af sin helt egen drage. Så skynd jer, at slå til nu! Så Falkor, Ross, kan få sit helt eget hjem. http://www.animalinneed.com/honden-met-urgentie.html --- nederst (den sidste hund).

Mens far sover efter nattevagt og mor bager kage til de kommende gæster, ordner Taiki lige dagens første gave.

2 år i morgen. :hjerte:

Jeg tror, at Taiki måske er små-syg. Vi fik gået 45 minutters aftentur, som han helt selv bestemte hvor og hvor langt osv., men da vi var på vej hjem og var ca. 30 meter fra gadedøren, lagde han sig på fortovet og ville IKKE gå. Da opmuntring og lokning ikke hjalp, valgte jeg at bære ham det sidste stykke. Det er nemlig sjældent at han gider bæres, så jeg vælger at respektere hans signaler, når han så lidt gider at gå, at han finder sig i at blive båret. Godt at han kun vejer de der 15 kilo eller lidt mindre. Nu ligger han allerede, her 4 min. efter hjemkomsten, og blunder lidt. Han har dog tisset og skidt fint, men måske lidt hård mave, som dog kan tilskrives det lille ben han fik fra slagteren i morges. Det skal lige siges, at han ikke har slugt det helt eller noget, men han har spist af selve knoglen, som jo gør afføringen lidt hård. Men han har da ellers skidt fint. Vi har lige skiftet foder, med gradvis overgang og hans afføring har været fin, så det kan næsten ikke være det? Til gengæld har han kløe i sit ene øre og jeg var ond, og brugte lidt ørerens, så det kan sagtens være ubehag i øret som gør ham til en diva. Men når han samtidig er så træt og mat i det? Sådan plejer det ikke at være. :hmm: Nå, men jeg har ingen planer i morgen heller, så det bliver også en ren Taiki-dag. Jeg håber dog meget, at der kommer en bedring - ikke kun for hans skyld, men også fordi at et døgns sygdom er det, mine farmor-nerver kan klare, før jeg ikke kan holde den mentale skanse længere og overbeviser mig selv om, at min hund er døende. Mindst.