Louisen

Tak for tippet, dem kigger jeg lige på!

Det ser godt ud, men det billigste jeg har kunne finde var til 611, og Taste of the Wild ligger på lidt over de 400 ... Bum bum. I Tyskland kan jeg finde WB til kun 462, men jeg kender ingen som skal til Tyskland. Suk.

Jeg barfer i øvrigt ikke, fordi mine farmor-nerver er trigget. Jeg kender flere hunde, der har tabt pelsen pga. fejlernæring - og en enkelt hund med akut nyresvigt, pga. vitaminforgiftning, da den fik for meget af et-eller-andet organ/mad/gøgl, og derfor fik en ophobning af et bestemt vitamin som førte til svigtet. Den har det okay i dag, men der er nok lige røget et par år af dens forventede levetid og det var en drøj omgang. Anbefalingen er så en blodprøve hvert halve- til hele år, hvor man tjekker at hundens vitaminniveau m.m. er fint. Sidst Taiki fik taget blodprøve var det et blodbad, fordi han blev panisk angst. Så det vil jeg ikke byde ham ... og så tør jeg ikke barfe. (pylrethundemor.dk)

Min hund skider nærmest altid, så det betyder ikke så meget. Ej, han er bare typen der skal have perfekte skide-betingelser for at gøre sig helt færdig på én gang, og kommer der en flue eller hører han en hund gø i det fjerne, så stopper han sig selv. Det er irriterende, men ufarligt og han gør sig bare færdig senere, når han finder et nyt "godkendt" sted. OCD-hunden, haha. Wolfsblut!! Det vil jeg straks undersøge. Jeg synes nemlig, at Taste of the Wild kun har alm. foderprodukter og ikke en lightversion. Selvom det faktisk ser okay ud og er til at betale. Orijen duede ikke. Det var en FÆL kombination af for meget protein-% og deres brug af æg. Jeg vil ikke gå i deltaljer, men hverken hund eller ejer var tilfreds.

Nu er jeg en af dem, der er lidt tøvende med bare at sige "Jaaah, gør det!" når folk med fuldstidsjob vil have hund. MEN det handler jo kun om, at man skal afklare med sig selv, om man kan give hundene dét, I giver dem. For så længe de får opfyldt deres behov og trives, så ærlig talt: Fuck resten. Det er kun noget, man ved med sig selv fra et ærligt hjerte: Efter 9 timer på job, hvor det har været en hård dag - og det regner, og man har desuden fået en vabel... Orker man så den der lange tur med hunden? Er svaret: "Ja, det er da lige dér, at jeg har brug for at komme ud og slappe af med vovsen!" så er der jo ingen ko på isen. Men hvis man dag efter dag bare lukker hunden ud i haven... så begynder det at stramme lidt. Nu skriver Martina, at hun er aktiv med løb og cykling - det tyder jo på et vist overskud. Det er kun os svæklinge som mig selv, der ikke kan have hund uden at ofre noget på jobkontoen. Og man skal tænke på, at selvom en som jeg måske fysisk er mere hjemme end dig, så er det ikke ensbetydende med at jeg laver mere med min hund. Det betyder bare, at jeg har brug for mere hjemmetid, for at have overskuddet til at lave det samme med min egen hund, som du laver med dine efter 9 timer på job --- hvilket jeg synes er imponerende. Og giver MIG dårlig samvittighed. Så måske vi bare alle sammen skal skide hul i den samvittighed, kigge på vores glade hunde og klappe os selv på skulderen? Vi må jo gøre et eller andet rigtigt.

Det er jo MIN plan. Jeg tror godt, at jeg kan magte ét barn og en hund, men alt efter hvor mange ressourcer det tager fra mig, at have dét barn, så ved jeg ikke om jeg skal have flere end et. Det må tiden vise. Jeg skal aldrig IKKE have hund, så selv hvis hunden går bort af alderdom, er det ikke relevant for mig at skifte hunden ud med et barn. Så skal jeg have en ny hund. Og ja, der er mange som mener at jeg er crazy dog lady, fordi jeg hellere vil have en hund end to børn. Men jeg bliver et bedre menneske af at have hund i mit liv, og mit barn (/børn) fortjener den mest awesome mor jeg kan være. Ikke en som er sur og tvær, fordi hun bliver tosset uden hund.

Det var slet ikke ment sådan. Det var mere for at sige, at man skal huske på de dersens børn og at de godt kan være lidt krævende. Og at jeg ikke bare synes, at man skal sige "Det går nok alt sammen", for der er jo tilfælde hvor det IKKE går. Og så har jeg også samtidig forsøgt at understrege, at det handler om ens egne begrænsninger. Martina beskriver, at hun pt. både løber og cykler --- det ville jeg slet ikke orke med et fuldtidsjob. Så hun har jo tydeligvis mere energi end jeg. Men altså... jeg forsøgte bare at tegne et realistisk billede af situationen, og der kan man så vælge at sige "Det kan vi godt" eller "Det orker vi ikke". Men det er ikke ment som en kritik af de mennesker, der allerede lever sådan og trives med det.

Orijen har vi ikke gode erfaringer med, Acana blev han træt af og Ziwipeak er for dyrt. Hvad findes der ellers, som er godt? Det er jo en jungle. Vi skal have obs på foderstanden, så hvis der findes light-produkter inden for serien, er det en bonus men intet krav.

Hov hov, jeg har intet sted sagt, at det er en dårlig måde at leve sit liv på. Jeg synes faktisk ikke, at jeg har været fordømmende i min måde at skrive på. Jeg skriver bare, at det er hårdt og jeg beskriver, hvordan hverdagen ser ud, hvis man vælger den måde at køre sit liv på - og ja, jeg skriver at JEG ville synes det var hårdt - men om det er hårdt for Martina, må hun jo selv vurdere. Faktisk skriver jeg, at jeg ved der er folk som lever sådan og elsker det. Men at JEG ikke ville (min egen begrænsning - ikke andres). Så læser du noget negativt ind i mit indlæg, kan jeg ikke rigtig se hvor du finder det henne. :hmm:

Man indfanger dem da? Ligesom på spanske killing stations. Men hvis de lægger gift ud, er de nogle svin.

I de fattige lande bruger man ofte gas, f.eks. fra udstødningen på en bil. Det er billigt og effektivt, og man kan aflive mange hunde på én gang på den måde. Gassen lugter ikke og man falder bare i søvn af den. Og så koster det kun den benzin, man bruger imens.

- og der er jo også en grund til, at så mange hunde omplaceres/søger nye hjem, fordi deres ejere har fået børn. Så al ære og respekt til dem, der kan klare det --- realiteten er bare, at der også er mange, der IKKE kan.

Jeg tror for det første, at hunde vil finde sig i meget. Men det gør det ikke optimalt. Og dernæst vil jeg blot understrege, at jeg godt mener at nogle (!) hunde kan være alene 9 timer hver dag i hverdagene - MEN at det bliver meget hårdt, da man så bliver begrænset i sin fritid, fordi det hele går op i hunden, som jo ikke bør være alene igen om aftenen hvis den har været alene 9 timer om dagen. JEG synes, at det er hårdt allerede nu, hvis jeg har været 4 timer på studiet og er træt i hovedet, og kommer hjem til en hund som gerne vil ud og snuse i en time. Især fordi jeg skal op kvart i 6 om morgenen, for at gå med ham også inden jeg tager afsted. Jeg ved også, at jeg slet ikke får nogen fred eller ro, hvis han ikke får en god solid tur om eftermiddagen. Og sidste tur skal være kl. 21, så jeg kan komme i seng til ordentlig tid... Forestiller jeg mig, at jeg kommer hjem kl. 16-17 stykker efter fuldtidsjob, og først skal afsætte en time til hunden og man også skal have aftensmad. Jamen, så hedder min hverdag pludselig Op, i bad, gå med hunden, arbejde, gå med hunden, aftensmad, let oprydning/lektielæsning, gå med hunden, i seng ---- 5 dage om ugen. Så har jeg reelt kun én time om dagen til andet end arbejde eller hund (hvor jeg skal jo også spise aftensmad). Det bliver sgu lidt drøjt. Jeg véd, at der er folk der lever sådan og elsker det! Men JEG ville ikke. Og derfor synes jeg, at det er ret vigtigt at skrive noget om det, så folk får et realistisk billede af livet med en hund. PS. Tager man ovennævnte scenarie og smider et lille barn ind i det, så forsvinder AL fritid. For når man har spist aftensmad, skal ungen i bad og i seng, og med mindre man vil nøjes med mindre end 8 timers søvn, "sluger" det al ens fritid.

Ift. at få andre til at gå med hunden --- så kan det godt være svært at finde nogen, man kan stole på og som er stabile. Og man skal også have "afløsere" i baghånden, da disse mennesker jo også har et liv ved siden af at passe en andens hund. Så det kan hurtigt blive et større puslespil (som koster penge - der er grænser for folks venlighed, før det grænser til udnyttelse).

Jeg ville personligt ikke gøre det. Det handler ikke kun om de timer du er på job, men også om at du så lidt er "fanget" i hverdagene. For JEG synes personligt, at er man først 9 timer væk fra hunden i dagtimerne, så smutter man ikke lige til koncert med vennerne fredag aften, middag med svigerforældrene en tilfældig tirsdag og den slags. Så er man hjemme, når man har fri. Samtidig tænker jeg også, at efter 9 timer på farten, kan det i hverdagene være svært at finde overskuddet til at aktivere hunden ordentligt. Man er jo død-træt efter en lang arbejdsdag, og har været endnu tidligere oppe fordi hunden skal ud inden man tager afsted. --- Det betyder så, at man har en del at indhente i weekenden, fordi de færreste hunde bare kan gå i tomgang uge efter uge. Det betyder hurtigt, at ens liv går lidt op i arbejde og hund, med mindre man har forstående familie og venner som siger god for, at man tager hunden med på besøg eller at de kommer som gæster hos én. Og hvad så, når der kommer børn ind i familien? Det skal man også overveje. Jeg kunne OVERHOVEDET ikke jonglere 1-2 små børn, et fuldtidsjob OG en hund. Jeg er ikke den eneste, du kan jo bare læse i dba.dk eller guloggratis, hvor mange hunde der søger nye hjem, fordi folk har fået børn og ikke magter hunden også. Alt efter race lever kræet jo et sted mellem 8 - 15 år, så man er altså nødt til at tænke børn ind i billedet, selvom det ikke er relevant lige nu. Jeg er studerende og når jeg er færdig, skal jeg arbejde deltid. Det handler ikke kun om at tilgodese hunden, men lige så meget om, at jeg gerne BÅDE vil have hund og børn, og overskud rent energimæssigt --- og så passer et fuldtidsjob bare ikke ind i billedet. Men nu læser jeg også til pædagog, og har derfor et super godt indblik i hvordan børnefamilier fungerer, selvom jeg ikke selv er mor endnu. Og jeg kan jo se, at ALLE forældre periodevis er "strung out" ift. job og børn -- og de har ikke engang hund. Så umiddelbart ville jeg være lidt luren ved idéen - sorry.

Jeg har mødt mange tervueren i min tid, og de kunne groft sagt deles ind i 2 kategorier: - Dem som ikke fik opfyldt deres behov for aktivering og motion = usikre, humørsyge, rastløse, "jumpy" (/nervøs) - Dem som fik opfyldt deres behov for aktivering m.m. = glad, arbejdsom, aktiv, modig, stærk, sund, kontaktsøgende, stolt. Jeg håber ikke, at jeg får fornærmet nogen nu...

Jeg tænkte også straks på Tervuren, da den både udseendetsmæssigt og i sindelag minder om schæferen - mit indtryk er dog, at den er en anelse mere krævende ift. aktivering og motion. Jeg mindes også, at tervuren er en forholdsvis sjælden race herhjemme, den er ikke totalt skamavlet, derfor burde det være til at finde sunde linjer.

Jeg må indrømme, at jeg synes I er modige, dem af jer som lader hundene hilse på alle andre hunde som ser søde ud. Men jeg er også ramt af, at ikke langt fra hvor vi bor, fik nogen slået deres hvalp ihjel, fordi de netop lod fordommene ligge derhjemme og lod hvalpen hilse på en hund, som var ejet af en dranker-type. Hvalpen fik revet kæben halvt af og måtte aflives. Angrebet skete foran familiens børn. Nu er det jo meget ekstremt, men jeg må bare erkende, at så længe jeg bor i et kvarter i København, hvor der er mange mennesker uden hundetække, som har hunde, så beholder jeg mine fordomme lidt endnu. Nogle gange tror jeg vitterligt, at det er grunden til at Taiki ikke er blevet til kødfars endnu - for nogle af disse hunde har allerede et ry. Og hvis en anden hundeejer kan fremvise et 10 cm. langt ar på sin hunds bryst efter mødet med en eller anden hund - så hilser vi altså ikke på den. Fordomme eller ej.

Den kender jeg godt. Folk, som står og galer: "Min hund gør altså ikke noget, iiiih!" hvortil jeg kun kan gale tilbage: "Næ, men det gør min!". Så står de der med alle deres talenter og deres 68 kilos muskelmonster af en rolig mastiff, rottweiler, schæfer eller lignende, og ser helt mærkelige ud i hovederne, mens jeg trækker af med min dræberhund på 15 kg. Det er lidt dét der med, at have fordomme om andres fordomme - man skal passe på med, at tolke for meget på andres motiver. Måske går folk ikke den anden vej pga. ens hunds størrelse, men fordi deres egen har adfærdsvanskeligheder, kennelhoste, stødt en tå som skal have hvile (og hunden bliver altid legesyg sammen med andre) og den slags.

Jeg har faktisk ikke nogen fordomme om nogen racer, men jeg har en del fordomme omkring hunde-ejerne. Der er nogle "typer" af mennesker, hvis hunde Taiki aldrig nogensinde får lov til at hilse på, fordi jeg tror at de har opdraget (eller ikke opdraget) deres hunde på en bestemt måde, ud fra deres udseende, som gør at pågældende hund ikke er til at stole på.

Vi bor på Nørrebro, også kendt som Kebab-helvede. Helt ærligt - jeg har ingen godbidder som jeg kan stille med, der er bedre end kebab, med mindre det er mere kebab. Og det ved Taiki godt. Så vi holder ham i "plads", indtil vi kommer hen til parken og har øjnene vidt åbne, og går i store buer udenom.

Min hund er lige under 2 år. Han bed også meget som hvalp. Vi gjorde det, når han fik rigtig fat, så sagde vi højt "AUV!". Derefter sluttede al leg og sjov. Nogle gange blev han så bisset, at vi måtte "flygte" op i sofaen hvor han ikke kunne nå os. Vi opdagede, at når han blev rigtig bisset, var det ofte fordi han var rigtig træt. Han var overstimuleret. Det vil sige, at der var sket for meget - for meget leg, for meget træning, for meget gå-tur eller andre ting. Når vi senere, når han havde hvilet sig, sørgede for at der skete bare *lidt* mindre, så bissede han slet ikke så meget. Men stadig lidt - han var jo hvalp. I starten syntes jeg slet ikke, at det virkede at sige "Av" og stoppe det sjove. Men stille og roligt kunne jeg fornemme, at han bissede os mindre og mindre. I stedet ville han så bisse på sit legetøj /tygge-reb, og det roste vi ham meget for og legede med det sammen med ham. Det betød også, at han mere og mere ruskede sit legetøj, eller kom over med det til os for at lege. For når han gjorde det, fik han ros og leg. Bed han i os, sagde vi "Av" og gik, og det sjove sluttede. I dag er det kun, når han er virkelig virkelig overtræt (som nu, hvor vi har været på tur i næsten 3 timer) at han kan finde på at bisse på den måde. Så kan han godt finde på at nappe os i tæerne, men aldrig hårdt. Det har hjulpet hans bidehæmning meget, at vi sagde "Av!". Og vi har lært gode teknikker til at få ham til at slappe af - bl.a. har vi altid et lager af oksehuds-tyggepinde. Hvis vi holder sådan en pind for han, mens han tygger den (det tager måske maks 7 minutter), så falder han helt til ro og falder i søvn lige bagefter. Det trick erfarede vi med ham, da han var hvalp. Så I kan også se det her som en mulighed for at finde ud af, hvad der virker ift. jeres hund, når den skal ned i gear og slappe af. PS. Det er min erfaring, at bisseriet /bideriet bliver bedre, efter hunden har skiftet tænder. Men det går gerne sådan, at lige når I synes at bideriet er blevet mindre, så skifter hvalpen tænder og det bliver rigtig slemt. :stupid: I så fald --- fat mod! Og husk, at kolde ting er gode til gummer der klør, så alt der kan puttes i fryseren og senere tygges på af hvalpen, er godt i tandskifte-perioden.

Damn, jeg ved ikke hvem der er sødest - isbjørneungen eller Ozzie, som bare er så sød og god. :hjerte:

Herhjemme har vi også en Kong Taiki. Han regerer over sofaen og hans regime er så strengt, at USA overvejer at sende tropper ind.

Denne her tråd minder mig om, da jeg for nyligt var i L.A. (Los Angeles). Vores guide fortalte os følgende spændende facts om byen: - I L.A. kan du hverken eje eller købe en hund (eller kat). Men du kan være dens "caretaker" og du kan adoptere én. Det står i loven - hunde og katte er ikke ting, det er ikke ejendom, det er levende væsner og kan som sådan ikke ejes. Bum! - L.A. er det sted i verden med flest love, til at beskytte dyr og kæledyr. - I L.A. er al opdræt forbudt. Man kan kun adoptere fra 'shelters' (internater) for herreløse dyr. Dette argumenteres med, at der er så mange, så byen vil ikke åbne op for opdræt af racer, førend de har skaffet hjem til alle deres herreløse hunde... Det er tankevækkende, ikke kun lovmæssigt men også ift. det syn på dyret, der ligger bag.