Louisen

Mine fordomme. Husk på, at der blev spurgt, så jeg er ikke ude på at støde eller fornærme nogen!! ¤ Folk med spidshunde er ikke rigtig kloge, og meget stædige mennesker. ¤ Det er primært pædagoger, lærere, sygeplejersker eller akademikere, der har shibaer. ¤ Grand danoiser er "Oki doki" hunde omkring deres mennesker. "Kom Trofast, vi går i skoven" - "Oki doki, bum bum la la". "Se Trofat, et kødben!" - "Oki doki, snif snif". Altså hunde, der aldrig bliver totalt vilde, men mere er helt afslappede og ikke reflekterer så meget. ¤ Mennesker, der har jagthunde-racer, men ikke går på jagt, til spor eller agility med dem, er ikke gode hundeejere og deres hunde er frustrerede og stressede. ¤ Labradorer kan ikke finde ud af, at hilse på andre hunderacer end deres egen. De er "socialt retarderede" og de lærer det aldrig. ¤ Labrador-ejere mener, at hunde der ikke kan med labradorer, især lige deres, er sindssyge, asociale eller må have seriøse adfærdsvanskeligheder. "Alle kan med min hund". ¤ Alle schæfere har dårlige hofter. ¤ Labrador-ejere mener (jvf. fordommen om at alle hunde kan med deres hund) at de ikke behøver lære deres hund et perfekt indkald, så det gør ikke noget hvis den render hen til fremmede på fritløbsområder. Det er ikke et problem, for alle kan jo med deres hund... ¤ Langhårede golden retrievere er pelsede sofaer, der bare dasker rundt og er laskede, og helst gerne vil undgå motion eller arbejde generelt. Til gengæld bliver selv den ældste golden retriver 2 år igen, hvis der kommer børn hen til dem. ¤ Alle cavalier'e er bange for deres egen skygge - eller meget dovne. ¤ Gravhunde-ejere ejer ikke deres gravhunde. De er bare de mennesker, hundene tilfældigvis bor hos og som fodrer dem - ifølge hundene selv.

Jeg elsker når løbere løber forbi min hund med musik i ørerne, og ikke hverken ser eller hører, at deres hund er ved at komme op at slås med min, selvom vi trækker helt væk og jeg stiller mig foran, og beder den anden hund skride. Jeg elsker endnu mere, når de først vender sig om og fatter hvad der foregår, når jeg er kommet dertil at jeg tramper i jorden og "skælder ud" på deres hund, som forsøger knurrende at snige sig hen til min bange hund, --- hvorefter de bliver sure over den medfart, jeg giver deres hund. Men jeg elsker aller mest, at når jeg svarer at de skal holde styr på deres hund, så er deres respons: "SLAP DOG AF". Så er omtrent her, jeg fysisk må forlade samtalen, for ikke at risikere en plettet straffeattest.

En pige jeg kender, som fik en bichon hvalp om vinteren, måtte først træne den til at have dækken på, inden hun kunne renlighedstræne den - fordi den simpelthen nåede at blive til en is-pind, inden den havde hverken tisset eller besørget. Det er svært at overbevise en hvalp om det gode ved, at tisse uden for, hvis det er meget koldt og ubehageligt!! Så jeg vil klart sige, at får man en hunderace uden god vinterpels, så er sommerhvalpe at foretrække, hvis det kan lade sig gøre.

Vores Taiki er også lidt for aktiv i nattetimerne for tiden, hvilket jeg tror skyldes inaktivitet om dagen grundet varmen. Vi behandler det som en træningssituation, omend en super irriterende én, hvor vi siger "Nej" til ham og roser, så snart der kommer et stop i hans gøen. Så får han en godbid og vi tager ham ind i soveværelset, hvor han får en lille tyggepind i oksehud. Når den er gnavet, falder han til ro. Hvis han går rundt i huset og finder noget at gø ad, tager jeg en skål vand med i soveværelset og lukker døren. For at vise ham, at NU skal vi altså sove, ikke rende rundt og lege betjent. Og så kan jeg også sige nej med det samme, der kommer den mindste knurren fra ham. Han reagerer stadig om natten, men det er reduceret fra 5 gange til 1-2 gange, og jeg håber at jeg nu med overskyet og køligere vejr, kan få ham til at stoppe helt, ved at han sover igennem om natten fordi han ikke behøver at lumre hele dagen i varmen.

Det bliver heller ikke den dag, du møder Taiki, at du rører én - for han er meget racekarakteristisk ift. selektivisme og reserverethed. Du kan måske stjæle et kindnus, hvis du fodrer ham med lidt tørret pølse eller andet guf, du kan holde fast med den anden hånd så han bruger tid på at spise det. Til gengæld, så elsker han dig for evigt, hvis du først accepteres. :hjerte:

Når jeg træner med Taiki og ikke vil forstyrres af mennesker eller hunde, har jeg en neongul refleksvest på, hvor jeg har skrevet med store bogstaver: "VI HILSER IKKE! - i træning" Køn er jeg ikke, men vi får lov til at være i fred. Teksten står både på ryggen og foran.

På dette link er der alderssvarende billeder af Taiki: Madonna 2. kuld - Kennel Misaiko Taiki var en del mere krøllet i ansigtet og ligner mere en sur muldvarp på sine hvalpebilleder hvor han holdes op, men jeg synes da at de har samme øjne og "mule". :hmm:

Taikis hundemor har fået hvalpe igen, dog med en anden far. Jeg synes, at den ene hvalp ligner Taiki ret meget, bare i en lysere version. Hvis I nu sammenholder vedhæftede billede af Taiki fra han var 8 uger, med det nyeste billede af Kenta inde på opdrætters hjemmeside (jeg har ikke rettigheder over billeder og vil derfor ikke lægge dem direkte ind), kan I så se en lighed - trods aldersforskel på de to billeder? Eller er det bare mig? :blink: Kenta: Madonna 2013 - Kennel Misaiko (scroll lidt ned for at se enkeltbilleder) Taiki:

Jeg er enig i dette. TS er kun 23 år. Det gør ikke forældrenes opførsel okay, men det tager en del forældre nogle år at forstå, også følelsesmæssigt, at deres børn (som altid vil være deres børn, selv når de er voksne) er vokset op og forhåbentlig godt kan magte at prioritere i eget liv - også selvom prioriteterne er anderledes end hvad forældrene selv ville have valgt for dem. Inden for pædagogikken snakker man om løsrivelsesprocesser og de sene teenageår/start 20'erne er én af dem. Det er meget forskelligt fra familie til familie, hvilken løsrivelsesproces der opfattes som mest vanskelig.

Et jødisk ordsprog siger: "Dine forældre bruger 18 år på at opdrage dig - du bruger herefter resten af dit liv på at opdrage dem." Du er nødt til at sætte nogle grænser for dem - og stille samme krav til dem, som du stiller til dine andre relationer. Lad os sige, at de var et vennepar. Hvis du mødte så megen kritik og modstand og fordømmelse, ville du så acceptere det? Eller ville du sætte foden ned og lade dem vide, at hvis de ikke kunne finde ud af, at behandle dig med mere respekt, så var det slut? Jeg synes, det er meget voldsomt, at cutte sine forældre ud af sit liv. Det sagt, så kan det periodevis være den eneste måde, man får markeret sine grænser på. Men i første omgang, synes jeg, at du verbalt skal sætte nogle helt tydelige grænser for dem. Og du skal sige fra, hver gang de begynder på deres ævl som sårer dig. Stopper de ikke - så går du. For hvis de ikke respekterer dine grænser, må du selv respektere dem og det kan du altså kun, ved at gå og ikke lægge ører til det. Min pointe er helt konkret, at du skal tvinge dem til at behandle dig, som det voksne menneske du er - ved at du begynder at stille krav til dem og deres opførsel. Det kan godt være vanskeligt at lære - og de kan have svært ved, at acceptere det. Men jeg synes, at det fremgår ret tydeligt, at problemet er, at de stadig anser dig for at være et barn, ikke bare deres barn, men barnlig sådan helt generelt. Og det står slet ikke til diskussion, hvorvidt du er det eller ej - det er du ikke. Så du skal slet ikke indlade dig på diskussioner omkring dit liv eller dine prioriteringer.

Jeg oplever altså også hunderacer som f.eks. schæfer som rolig... hvis den bruges korrekt. Mødte en kvinde med en schæfer, som var meget rolig. Hun fortalte så, at den var ret træt. Den kom nemlig med på hendes job hver dag, hvor den løb ved siden af cyklen og de spiste morgenmad i en park (hvor den så også snuste rundt osv.). Så var den sammen med hende på kontoret hele dagen og fulgte hende rundt, når hun gik til andre afdelinger eller når hun gav en forelæsning. Eller hvis hun skulle i byen et andet sted og ordne noget. Og så cykle i parken igen til frokost. På vej hjem cyklede de altid til stranden. De trænede også osv. Jeg har også en ret rolig hund. Det er ikke fordi, at hvis han begynder at blive rastløs, så sørger jeg for at der sker noget. Og vi træner hver dag og jeg tager ham ofte på spændende ture, INDEN han når at blive rastløs. Så det der med en rolig hund, er mest noget ejeren påvirker, tror jeg. Bortset fra en del engelske bulldogs. De er mega dovne.

Hvis man virkelig gerne vil vide noget om emnet, så kan jeg anbefale bogen: "Drengen, der voksede op som hund" af Dr. Bruce D. Perry. Men man skal virkelig have is i maven. Drengen, der voksede op som hund - Dramatiske børneskæbner skæmmes af sproglige problemer - Politiken.dk

Ej, NU rabler I. Synes jeg. Det er SÅ svært belastende for et barn, uanset alder, at blive tvangsfjernet fra sine forældre og bortadopteret, at det ikke skal foregå uden dybtvejende overvejelser først. Jeg synes, det er rigtig fint, at vi her i Danmark har f.eks. familieskoler, hvor familier uden mange ressourcer, kan lære at være forældre - for det er oftest ikke viljen, der mangler, men evnerne. Jeg kender selv personligt en kvinde, der var voldelig over for sit barn, men efter et forløb på en familieskole nu har nogle helt andre ressourcer og værktøjer, og giver sit barn en helt normal opvækst. Det barn slap for den traumatiske oplevelse at blive taget fra sin mor og få ødelagt sin tilknytning, fordi vi rent faktisk gav hende den hjælp og støtte, hun havde behov for. ALLE videnskabelige undersøgelser viser, at det ikke kun påvirker børn voldsomt rent psykisk at blive bortadopteret, men rent fysisk kan man også se på deres vækst og udvikling, at de har gennemgået et traume. Tvangsfjernede børn på spædbarnshjem har en markant større dødelighed end andre spædbørn, f.eks. Så det er ikke bare lige noget, man gør! Jeg er enig i, at systemet kunne være anderledes - samt at der IKKE er nok ressourcer lige nu, til at varetage opgaven tilfredsstillende. Samtidig er der mange problemer ift. plejefamilie-ordningen, så det er fint at der kommer noget fokus, hvis det kan hjælpe med at ændre tingene til det bedre. Og til slut skal jeg tilføje, at de adoptions-selskaber man kan benytte som dansk statsborger, ift. udenlandske børn, er så professionelle, at der absolut intet skummelt er i det. Det er faktisk mega svært at blive accepteret som adoptant, ventelisterne er LANGE og kravene er strenge. Hvis der var tale om regulær menneskehandel, ville det være prisen som afgjorde sagen og ikke skelen til helbred (psykisk og fysisk), økonomi, religiøse overbevisning eller seksualitet. Der ville heller ikke være så meget opfølgning fra barnets afgiver-land, som der er (de skal have rapporter med fast interval, omkring barnets trivsel, det meste af barnets barndom). Derudover har mange adoptionsfamilier også en del krav - de vil have små børn og ikke 13 årige, adfærdsvanskelige knægte eller piger. Og det er altså de lidt større børn, som det er svært at "afsætte" - en baby kan man sagtens finde en familie til. Men et ganske almindeligt, barnløst par vil ikke bare tage hvad som helst ind. Godt det samme, for det ville jo ende i hat og briller.

Pas nu på den klipning!! Da Taiki var yngre, skulle jeg fjerne den eneste flåt han nogensinde har haft, fra hans mave. Der sad nogle hår ved hans diller og var i vejen, så jeg klippede dem lige af, for bedre at kunne se kræet der skulle af huden. De næste 3 uger pissede Taiki skævt, bl.a. op ad maven. Det var så her at jeg lærte, at hår på dilleren har en meget vigtig funktion hos visse hanhunde. Nemlig at lede pisset den rigtige vej. Så hvis du klipper ham på maven, så lad være med at klip hårene på/ved dilleren. (Derudover kan det anbefales at få en shiba, hvis man er sart. Hvis Taiki får en dråbe på sit ben, bruger han 10-15 minutter når vi er kommet hjem, på at vaske sig selv i området. Det foregår blandt andet ved, at drikke lidt vand flere gange og så vaske sig, med sin våde tunge. Man kan faktisk godt sige, at han bader sig selv. Og selv hvis han ikke har ramt ved siden af, får hele klokkeværket en god omgang, samt mellem tæerne. Når han så samtidig holder af at sole sig samtidig i vindueskarmen, har det ledt til den udbredte misforståelse i kvarteret, at vi er ejerne af en m...-f....ing stor kat. )

Vi er lige gået over til Gilpa Slimline efter anbefaling fra opdrætter. Det er et slanke-foder, da Taiki har taget på igen efter at jeg satte ALLE sejl ind på hans træning, hvilket involverede lidt for mange af de gode sager. Jeg er MEGET tilfreds med produktet, omend foderpillerne nok vil være for store til en chihuahua og for små til en schæfer. Taiki bliver godt mæt på det, taber sig langsomt men passende, det lugter forfærdeligt hvilket er skønt i hans øjne, pelsen er fin trods ikkerelateret kontaktallergi og afføringen er fin og fast - ingen luft i maven. Har man en hund, der skal tabe sig, kan jeg varmt anbefale Gilpa Slimline. Edit: Jeg giver ikke olier i maden, men hver-hveranden uge får Taiki fisk i en eller anden variant, helst med lidt grøntsager til og især lidt tomat, som virker imod forhudsbetændelse. Grøntsagerne skolder jeg helst kun (eller damper), for at bevare så mange af de gode sager i som muligt, og de blendes sammen med fisken så han ikke opdager dem. Han får også et råt kødben i ny og næ, eller et røget. Men det er sjældent. Når han skal være alene hjemme, får han altid en tyggepind i oksehud når vi går. Og så får han også en LILLE klat fedtfattig leverpostej for tiden, fordi han får medicin imod sin allergi og han ellers NÆGTER at æde det.

Jeg kender en kvinde, der også fandt ægte beagler via dba. Hun har så måtte betale for at få lagt guld i dens hofte, fordi den var i så dårlig stand. Hvis jeg smider en mønt op i luften og gætter på, at jeg får "krone", så betyder det ikke at mine odds er gode, bare fordi det tilfældigvis bliver "krone"-siden der lander opad.

Lige nu går det rigtig godt med ham, han er meget mindre hævet efter at vi fjernede ringene og jeg tror også, at indsprøjtninger + antibiotika hjælper, for han klør sig ikke længere, er i sit gamle gode bølle-humør og mere afslappet. Jeg kan godt forstå, at du er tosset - især fordi det loppemiddel du omtaler, jo sælges specifikt som noget der bekæmper lopper, men i realiteten kunne man lige så godt have dryppet sine hunde med noget andet giftigt stads, når effekten er så ringe.

Jeg er ikke sikker på, at du får noget ud af at anmelde det, eftersom Aya ikke er blevet syet. :hmm: Men god bedring til Aya - og dig! :hjerte: Ang. det psykiske traume, så kan jeg fortælle dig, at selvom Taiki kun fik en blødning under huden dengang han blev angrebet slemt, samt nogle skrammer, så blev han jo meget traumatiseret og reagerede med aggression over for næsten alle hunde, ISÆR hanner (sjældnere tæver, men det kom an på hvordan de opførte sig). Det er efterhånden 9 måneder siden eller sådan noget (jeg husker ikke præcist, hvornår det var), og i dag reagerer Taiki KUN på sure hunde eller løse hunde, som er store og kommer helt hen til ham. Og selv dét bliver bedre. Vi fik kyndig adfærdsbehandling og gik også til særlig holdtræning (hund-til-hund træning for hunde med problemer over for andre hunde), og han har rykket sig helt enormt meget. Jeg regner med, at med tiden bliver han så tilpas afslappet, at han kun reagerer, hvis den anden hund ikke respekterer hans signaler eller er truende. Han tilhører en race, der ikke er kendt for sine vilde, sociale evner, så jeg stiller ikke større krav end dette. Men bare det, at en hund som Taiki, der er meget stædig og viljefast, og samtidig tilhører en race som det sociale ikke altid ligger til (en shiba skal være selvstændig og egenrådig, og i den japanske racebeskrivelse bliver egetkønsaggression ikke anset som en fejl, men som noget man accepterer kan være til stede..), at han via træning kan blive "god igen", viser altså at sådan træning har en stor effekt. Så selv hvis det allerværste er ude, og Aya er traumatiseret psykisk, så fat mod. Hvis man vil det nok - og får den rette hjælp - og træner og træner, så kan man gøre meget for at afhjælpe problemet. Og selvom der altid findes dårlige eksempler, så lad os forholde os positive - Aya er jo en sød, social hund, der har tillid til dig, så med rette støtte og evt. træning kan hun sikkert overkomme det her. Det skal nok gå alt sammen.

Præcis! Det er jo heller ikke fordi at jeg vil flame dem. Jeg vil bare beskrive vores problem for dem, hvad de så stiller op, er op til dem.

Jeg havde ikke nogen tråd. Jeg skrev et indlæg i en andens. Og jeg synes ikke det er hysterisk at have en forventning om, at hundelegetøj kan tåle at blive leget med - af hunde. Ikke ædt, ikke flået i stykker - men leget med. I hvert fald hvis vi taler om en vis kvalitet. At lakken er slidt af, fordi der er tale om metal mod metal, ser jeg slet ikke som en formildende faktor. Det er jo meningen, at man sætter karabinhagen fra snoren fast i ringen - og en karabinhage er sjældent lavet af plastik eller andet. Så de må da tænke på, at bruge en lak som kan holde til dette slid - eller finde en anden løsning. De har jo åbenbart tænkt så langt, at de ikke selv har ment at metallet skulle være "frit", men når de så bruger en lak, der ikke engang holder 30 dage, giver ikke meget mening for mig. Hvorfor så overhovedet lakere metallet? Men jeg kan godt se, at hvis man bare skal acceptere at give 330 kroner for noget, der har kostet max 30 kroner at producere - fordi det er til en hund, så bliver markedet ikke bedre. For det er jo os som forbrugere, der sætter standarden, ift. hvad vi smider penge efter og om vi retter henvendelse til producenten, hvis vi ikke mener at produktet lever op til prisen eller den formodede kvalitet (den kvalitet, de reklamerer med). Hvis alle bare trækker på skuldrene og siger "Too bad, det er jo bare til en hund", så kan vi jo blive ved med at leve, med samme crappy standard. Min holdning er den, at jeg ikke kan tillade mig at være irriteret over det, hvis jeg ikke selv gør noget. Derfor har jeg tænkt mig at skrive til dem. Måske får det dem til, at finde en mere holdbar lak - what do I know. Men hvis jeg ikke er den eneste med problemet, kan det jo være at de er lydhøre - det kræver bare, at folk der oplever sådanne gener, rent faktisk gider at melde det tilbage til producenten.

Og i aftes på turen, har Taiki været som en ny hund. Glad og i højt humør, jagtede flyvende biller, gad søge sin mad (det har han ikke ville et stykke tid, hvilket undrer mig, da han ELSKER at bruge sin næse) m.m. Det er så tydeligt, at de indsprøjtninger har hjulpet gevaldigt, hvilket jo tyder på at han har været MEGET generet. Åh, hvor bliver jeg skide sur altså! Hvorfor skal min hund spises af med sådan noget lort. Hvor er det heldigt, at vi ikke går på udstilling i år, da vi har haft fokus på træning. For han kunne bestemt ikke stille op med den pels. Og stakkels ham, det er virkelig ubehageligt med den allergi. I know.

Tjaeh, hvad skal jeg skrive...? Jeg har en hund, med en fin stamtavle. Tilbage til hans oldeforældre er der ikke noget at udsætte på sundheden, heller ikke allergi. For et års tid siden gjorde jeg et lille detektivarbejde, og der er heller intet at udsætte på sundheden i flere led, dvs. jeg har snakket med ejere til kusiner og fætre, samt grandkusiner/-fætre (hans mors og fars fætre og kusiner), og de har heller intet at udsætte på sundheden. Derudover har jeg en hund med så kraftig en pels, at han kan gå igennem bed med brændenælder uden at mærke spor. Han får aldrig myggestik. Når han en sjælden gang imellem får en flåt, kravler den desperat rundt uden på hans pels, men kan ikke komme ned i huden for at sætte sig fast. Han har jo, som beskrevet i en anden tråd herinde, fået nogle pletter på ryggen, hvor han klør sig og har mistet sin pels. Vi fik at vide fra Dr. Dyr, at det var kontaktallergi/-reaktion, og har klippet metalringene af hans Hurtta T-sele - 3 stks, da det er en str. 90. Jeg så, at der på indersiden af den metalring, hvor snoren sættes fast, var slidt en sort belægning/legering af, så metallet indenunder var synligt. Jeg nikkel-testede metallet og testen blev dyb rød = nikkel. Meget nikkel. Det passer præcist med, at pletterne hvor Taiki har reaktion, sidder der hvor ringen kører langs med ryggen, når han drejer sig eller går skævt af os på turene. Han har ALTID brugt Hurtta T-sele og det har ikke været et problem før. Denne sele er ny, ca. 1 måned gammel. Den har været vasket 1 gang på 30 grader. I går aftes ser jeg, at hans gener er blevet så slemme, at han er rød i huden og jeg tør ikke gå på weekend, før Dr. Dyr har set det an, fordi det er ved at udvikle sig til et sår. Min kæreste tager så Taiki til dyrlægen, som giver ham to indsprøjtninger (én ved hvert ramte område) og piller til 10 dage, da der er gået bakterier i hans hudirritation, hvilket giver yderligere gener og kløe. Jeg har desuden bestilt et halsbånd til ham, så vi helt kan droppe selen. I hvert fald for en periode. Jeg kan mærke, at jeg er virkelig vred og forarget over dette her. Det kan ikke være rigtigt, at man laver sådan noget, ja, LORT. Taiki er IKKE disponeret for allergi og har alligevel udviklet det, trods sin kraftige pels. Hurtta skulle ellers være et godt produkt, men da ikke når de så vælger at bruge nikkel. Jeg lider selv af nikkel-allergi og har været i risiko for et udbrud, hver gang jeg gav Taiki selen af og på. Mine hænder er RET vigtige i mit arbejde som pædagogstuderende, og et udbrud ville have efterladt mig handikappet og sygemeldt. Mit temperament løber af med mig, hvad det ofte gør når det involverer mine nære og kære (og hund), så jeg er nødt til at vente nogle dage, inden jeg formulerer en klage til producenten af Hurtta. Samtidig skal jeg begynde at blive kreativ i valget af seler, halsbånd, vedhæng osv., for når man først har udviklet nikkel-allergi, skal der ingenting til at trigge det igen - ved jeg, fra mig selv. I første omgang er hans vedhæng i halsbåndet skiftet ud med ét i krom - da hans forhenværende hundetegn var belagt med messing, men jeg ikke har kunne finde oplysninger om, hvad metallet under bestod af - og det slides jo. Jeg er virkelig frustreret, mest på min hunds vegne, og det var ikke lige dét jeg ønskede mig i fødselsdagsgave (jeg havde fødselsdag i går). :damn:

Den eneste måde, jeg ville eje en staldhvalp, ville være ved at købe den igennem Dyrenes Værn. Hvis man sælger kæledyr der skal bo i folks hjem, bør man helt ærligt også have dyrene i sit eget hjem. Jeg synes ærlig talt, at det virker som noget mærkeligt 1800-tals fis, at KÆLEdyr skal bo i stalden. Okay hvis det er en gårdkat, men hunde? Det er jo ikke seriøs avl. Det er min fordom.

Den "går ud". Lidt ligesom hår, der er blevet farvet/afbleget for meget. Mat og kedelig og glansløst. Det er sket for mig 1 gang under hans fældning. Jeg tog en lang pause fra Furminatoren og gav ham en del fisk (fiskeolie) i maden. Det hjalp efter 2-3 uger, så det er ikke kritisk hvis man efter en omgang tænker "Åh nej.." Hold også øje med, om hunden "ømmer sig" når du reder, det er også et tegn.

Det har ikke været min oplevelse. Jeg kender eksempler på købere, der er blevet afvist ét sted og senere accepteret et andet sted - trods at opdrætterne snakker sammen. Jeg tror, at hvis man ikke er alt for retardo og snakker om bur-hunde og "hunden skal kende sin plads NEDERST I HIERAKIET!!" og den slags, og ellers er sød og venlig, så skal man virkelig jokke i spinaten, for at blive afvist så grundigt.