Louisen

Det er ikke selen. Han har ALTID brugt den samme model, bare i varierende størrelse efterhånden som han voksede til. Det sidste år har han brugt samme type sele i samme størrelse, uden problemer. Jeg har bestilt en ny sele til ham, netop fordi dyrlægen i første omgang mente, at det var noget kontakt-allergi /gener. Men selen sidder slet ikke i det område. Og nu kan jeg så se, at huden begynder at blive mørk /blålig, så jeg tror virkelig at det er noget andet som er på spil. Heldigvis accepterer han, når jeg siger nej når han klør. Så får han en tyggepind og jeg klør det for ham, for mine fingre med korte negle gør ikke så meget skade som hans fortænder. Og i går var vi på stranden og hyggede uden problemer. Det virker hverken ømt eller betændt.

Det er nok meget godt, at jeg ikke har børn (endnu). Jeg er værre end min farmor.

Og nu skal han sikkert også kastreres, for det kan være noget hormonelt. Jeg er nødt til at hive internetstikket ud nu.

Han skal helt sikkert til dyrlægen. Huden er begyndt at blive mørk i det, men ikke væskende eller skællende, øm eller betændt. Jeg har læst på nettet og det kan skyldes både hormonelle ting, samt hårsækmider!!! Og hårsækmider kan være svært at komme af med, gøre hunden skaldet og give den infektioner i huden. Så nu er jeg sikker på, at hunden er døende og ender med store, væskende sår og - så skal han aflives... Jeg er ret elendig. Men det er jeg også hver gang han hoster en enkelt gang, så jeg ved jo godt at det bare er nerver. Taiki ligger og hygge-prutter lidt i sofaen, og forstår ikke lige hvad problemet er.

Tak Bankov. Jeg forsøger at smøre med lidt kløestillende og skifte hans foder ud. Han skal alligevel på noget mere fedtfattigt. Jeg ved, at han ikke har allergi, for han blev testet sidste år, da hans øjne løb i vand. Det skyldtes så støv fra metro-byggeriet og kunne klares med noget øjenrens. Jeg har også bestilt en ny sele til ham, så nu ser vi det an over weekenden og er det stadig et problem i næste uge, har dyrlægen sagt at vi kan blive skubbet ind en dag, og få taget blodprøve + skrab.

Jeg laver nogle kostomlægninger, giver ham lidt olie og skifter selen ud. Hvis det ikke giver resultater i løbet af weekenden, kommer han til lægen til den store omgang (blodprøve og skrab).

Jeg synes ikke, at han går i brændenælder og han har også stadig meget underuld, så jeg tror ikke, at det er det. Han klør sig stadig der omme på ryggen og i dag hev han en stor tot pels ud. Når jeg kigger på huden kan jeg ikke se noget, men der er små "bump" og røde pletter hvor han har nippet sig (tror jeg). Hans humør er også dårligt, og han virker passiv.

Taiki har to pletter der åbenbart klør på sin ryg, han klør dem meget med tænderne og er begyndt at blive hårfattig på de områder (ikke decideret skaldet, men han har da fjernet AL underuld..) De sidder lige midt på, på hver sin side af rygsøjlen. Det er ikke slid fra selen eller lign. Symptomerne på skab er jo oftest på ører eller ben eller haser, ingen steder snakker de om ryggen. Han får Bayvantic uden problemer og ikke på nævnte områder. Har ikke lopper eller andet, og ingen flåter. Huden ser alm. ud.

Vi fik den frækkeste bøllemis i sin tid, det er lidt hårdt og koster en del (vi er på 6. fjernbetjening og han har da også 4 par sko og 12 bøger på samvittigheden), men hold da k... det er sjovt, skønt og dejligt. Vi kan jo bare være bedre til, at lægge tingene væk og derudover servicere herren, når herren mener at han trænger til at der sker noget (på trods af, at vi træner hver dag selv, vi træner på hold, han går spor, vi går lange ture, osv osv osv sikke et arbejde). Men min erfaring er, at de frækkeste også er de sødeste, som i morges hvor jeg vågnede med en ræv bag øret. Yes, han havde lagt sig halvt oven på mit hoved som en pelshat og puttede snuden ned bag mit øre hvor der var aller-rarest at putte fordi der lugter af mor. :hjerte: (ikke et ord om, at jeg har flyveører så det er muligt med den slags )

Jeg skal virkelig passe på med Taiki. For hvis jeg er for entuitiastisk, specielt ved indkalds-træning, så kommer han for at se, hvad det sjove mon er, som jeg har fået øje på. Når han så efter nogle gange indser, at der ikke ER noget sjovt, så gider han slet ikke komme - for jeg snyder jo. Samtidig vælger han demonstrativt IKKE at komme, hvis jeg lyder for neutral eller sur. Han lystrer ikke kommandoer - men han vil gerne gøre, hvad han bliver bedt om. Hvis man spørger PÆNT (og har godbid). Ift. indkald har jeg droppet en verbal kommando og bruger nu et særligt fløjt. Det virker meget bedre, og når Taiki kommer så pjatter vi mega meget (han elsker pjat og ballade), graver et hul sammen eller jeg viser ham en særlig lækker tis-plet, jeg fik øje på. Det er en succes. :slem:

Pigen til højre har samme snude som Taiki, da han var lille. :slem:

And thus, with a shiba kiss, I die. DE ER SÅ SØDE!!! :hjerte: Gid Taiki ikke var enehersker of doom.. så man kunne få sig en lille pige. :hjerte:

Jeg læste engang en undersøgelse, hvor de havde målt, at ved en kollision ved 80 kilometer /t, kom en chihuahua op at veje 150 kilo. 150 lige i fjæset? Nej tak.

Kun på udseende, uden skelen til økonomi, plads, tid, temperament osv.: 1) Rød shiba (min egen Taiki - yay!). 2) Black and tan shiba. 3) Shikoku - "vild" shiba. 4) En grå schæfer med lige ryg. 5) Nederst har der sneget sig en akita inu med - ikke en amr. akita, men akita inu. Der er forskel på fjæset.

Jeg tror, at du er for blødsøden - ift. opdragelsen af din familie. Min familie består ikke udpræget af hundemennesker. Og de få hundemennesker der er, er lidt gammeldags i deres tilgang. Men de kender mig og ved, at der falder brænde ned, hvis de begynder på sådan noget uden at have fået lov. Ligesom at jeg ikke stikker hele femøren ned i liften til deres baby og råber "TITTEBØØØØH!".

Folk må gerne opdrage på min hund - sådan som jeg siger, at det skal gøres. Deres egne idéer må de gemme til deres egne hunde. Hvis nogen havde taget fat i min hunds overlæbe eller dasket den, ville de blive smidt ud på røv og albuer, ledsaget af meget grimme gloser.

Han sover hvor han vil. En nat da jeg skulle tisse, opdagede jeg at han lå oven på spisebordet. Det fik han dog ikke lov til, men han kan jo have ligget der i flere timer. Normalt sover han i sofaen, i sin kurv i stuen, eller på et af de to tæpper i soveværelset. Vores seng står direkte på gulvet, så når han sover på det ene tæppe, ligger han lige op ad /ved siden af mig, og det giver samme effekt som at ligge sammen i sengen. Da han var hvalp, sov han dog i sengen sammen med os, men nu bliver han vist for varm og vil gerne have ro.

Vi var i øvrigt også meget glade for Royal Canin Satiety som Ulla nævner, og Taiki får det stadigvæk blandet i sit foder.

Da Taiki skulle tabe sig, fik han halvdelen af sin foder i sin skål inden turen, så han havde lidt energi til at røre sig. Men den anden halvdel fik han som godbidder på turen, enten i form af søg, træning eller "Tag musen" leg, hvor jeg bare ville kaste en foderpille fremefter, og så løb han efter den og snuppede den. En anden ting er, at gøre turen sjov og hyggelig. I en periode var jeg lidt for ivrig med at løbe og tonse rundt, til sidst gaaaad Taiki ikke turene mere. Så jeg begyndte i stedet at lægge sjove eller hyggelige aktiviteter ind, f.eks. når vejret var godt havde jeg en tyggepind i oksehud med, som han gnavede i græsset mens jeg sad ved siden af og kiggede på verden. Eller trækkeleg eller boldleg, eller bare at sidde på en plæne hvor hunden er løs eller i lang line, og kan tulle rundt selv. Selvf. skal der også motion ind over, men tænk på at al bevægelse er godt og det er lidt nemmere, hvis han gider turene og ikke skal tvinges. Derudover er han 9 år gammel og overvægtig, dengang jeg selv var overvægtig var det hårdt og træls bare at gå op af trapperne til 2. sal.

Ang. optrapning versus pludselig overfald, så har Taiki flere gange som hvalp og begyndende unghund prøvet at spille smart over for de ældre hunde, hvor han så blev sat på plads rimelig udramatisk (ikke noget vi opsøgte og vi forsøgte at stoppe det, men det var ikke så vildt eller noget). Og det tog Taiki nu meget roligt og næste gang de sås, kunne de bare hilse almindeligt på hinanden, det var ret tydeligt at det bare var teenageri. Men efter de to overfald, som bare skete ud af ingenting og hvor Taiki ville være blevet bidt til plukfisk hvis jeg ikke var gået imellem /havde taget ham op, det var virkelig disse som satte sine spor i ham og gjorde ham bisset over for andre hanhunde. Jeg tror virkelig, at det rent psykisk gør en stor forskel for hunden, om den har set det komme og evt. deltaget i "løjerne" (optrapningen) eller om det kommer ud af det blå. I dag hilser vi jo ikke på nogen fremmede hunde, og jeg er ikke bleg for at stille mig fysisk imellem to hunde. Da jeg pga. hundeloven hellere vil bides i mit ben af egen/anden hund, end risikere en aflivning.

Den første hund ville da ikke vinde på udstilling? Det er jo helt ekstremt, det der (ryggen).

Min hund skal kunne fungere i et samfund, hvor der bor mange hunde og mennesker på lidt plads. Det er vel bare det. Han behøver ikke være tosset med andre hunde eller mennesker, bare han ikke er Cujo dræberhund over for dem.

Mht. ressourceforsvar, har vi brugt meget, at sidde med madskålen eller benet, og holde, mens Taiki spiser og gnaver. 90% af tiden hygger vi bare med ham omkring det lækre, han spiser, og det betyder også at han ikke har nogen forventning om, at vi stjæler eller fjerner hans ben eller mad. Men vi kan dog sagtens, fordi vi har trænet det og tilbyder noget, der er lige så lækkert.

Børn har ikke udviklet evnen til empati, før en vis alder. Og derudover er meget af det også miljø, selvom arv /gener også spiller en faktor. F.eks. giver det ikke mening at kræve empati af et barn på 1½ år, for de forstår det ikke. Selv dem, som er søde over for andre - de gør det ikke, fordi de forstår at det er synd for hunden eller mor, at man slår den/hende, men fordi de bare har accepteret, at hvis man gør det, får man skæld-ud og det ønsker de ikke. Jeg tror, at børn der anerkendes og elskes, selv udvikler evnerne til at anerkende andre og elske. Og kærligheden fra en hund er speciel, fordi den er uden krav eller forventninger. Som én allerede har skrevet: Hunde skælder ikke ud. :blink: Derudover tror jeg også, at når børnene bliver ældre, giver det en masse positivt at de lærer ansvar over for et andet, levende væsen. De skal måske gå med hunden /lukke den ud i haven, give den mad etc. og selv hvis det udelukkende er forældrene, der har disse pligter, vil børnene opdage og lære, at hundens behov kommer før menneskets i visse tilfælde (f.eks. hvis det regner, går man jo alligevel med hunden). Det der med, at lære at sætte sine behov i anden række, tror jeg er sindssyg vigtigt, for empati er jo ikke meget bevendt, hvis man ikke også agerer efter indsigten. Og det tror jeg både er noget, man lærer ved at se sine forældre kunne det over for andre, men også ved selv at være en del af det og blive "tvunget" til det selv ("Jeg ved godt, at du gerne vil ned i kiosken efter en is, men Fifi skal luftes først, hun har ikke været ude siden i morges.") Derudover er det beroligende og rart, at have hund! Det er jo bl.a. derfor, at hunde-ejere generelt lider af færre psykiske dårligdomme, selv når man regner de hunde med, som bor sammen med hjemløse, narkomaner og/eller alkoholikere. Man kan simpelthen måle, at hjerne-aktiviteten bliver mindre hektisk, når folk der ikke er bange for hunde, er sammen med en sød hund. Og ens blodtryk falder også. Blandt andet har man målt på maniske patienter, hvis hjerne-aktivitet permanent (i fasen) er hævet, at de bliver helt ekstremt rolige omkring hunde - de oplever næsten normal-tilstand hvilket er meget imponerende, da det ellers kræver anti-psykotisk medicin.

Fra gåtur i Vestskoven med shibaklubben i dag.