Louisen

Du er nødt til at tjekke jeres lejekontrakt, for nogle steder er de rigtig skrappe, og ved konstateret brud på reglerne, opsiges man med det samme. Spørgsmålet er så, om I da blot udskyder det uundgåelige, nemlig at hun skal flytte hjem til jeres anden familie. Og hvis det betyder, at hun når at knytte sig yderligere til jer, men stadig skal flytte væk, så synes jeg faktisk, at det er at gøre hende en bjørnetjeneste. Mit råd er altså, at lade hende komme til den familie som det var planlagt at hun skulle bo hos - eller finde et sted at bo, hvor man gerne må have hund. Det er skide synd, hvis hun når at falde rigtig til og blive helt tryg ved jer osv., og så skal hun skifte hjem alligevel, fordi I bliver opdaget.

Jeg vil så sige, ikke mange hunde ville bryde sig om at møde en hel flok på 6, så der skal man måske ikke begynde at snakke /stå stille, men bare passere hurtigt. Hun er i gang med, at træne hunden til at ignorere dine hunde, ved at klikke og belønne for kontakt. Du "ødelægger" denne træning ved at snakke til hende og blive stående, så hendes hund ikke kan undgå at blive fokuseret på dine. Det er herefter, at hendes hund går amok, fordi hun bliver afbrudt i træningen /distraheringen og du står med dine 6 hunde, og er svær at ignorere for hendes hund. Måske var den slet ikke gået amok, hvis du bare var gået hurtigt forbi uden et ord og uden at afbryde hendes klikker-træning.

Din hund bed ikke, for et bid er med blod og det. Han markerede. Det er hundenes version af "SKRUB SÅ AF!!". Og det virkede. En chihuahua er en lille hund. Så mit råd til dig er, at købe en hvalpegård, som er nogle gitre man kan sætte op i stuen, f.eks. et hjørne, som en lille kravlegård til en hund. Når du så ikke kan have øjne på børnene og hunden, så lader du hunden være derinde og der er FORBUD imod at gå derind, hvis man er barn. Dernæst, så skal der være en ny regel i huset som hedder, at hunden kommer selv hen til børnene - børnene går ikke hen til hunden. Dvs. at børnene kan sidde på gulvet og forsøge at lokke den med godbidder osv., men de kan ikke selv gå hen og løfte den på skøddet, eller tage kontakt. Dette skal bare være her i starten, indtil hunden er tryg ved jer. I øvrigt håber jeg ikke, at der findes en dyrlæge som ville aflive en hund, fordi den havde markeret. Det er IKKE et bid, og derfor ikke grund til aflivning.

"Skal... tigge... lasagne... zzz... Skal.... zzz... lasagne.... zzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz"

Når han bliver forskrækket eller opkørt, udskiller han hormoner, som kan sidde i kroppen på ham længe efter. Det kan være en god idé at lege en sjov leg, der bruger hans kræfter, efterfølgende - f.eks. trækkeleg eller at løbe sammen. Apport /boldleg er ikke så godt, for mange hunde bliver endnu mere stressede af dette. Men det kan sagtens passe, at det sidder i ham et stykke tid efter, for det tager tid før hormonerne er ude af systemet igen. Det kan blive en negativ spiral, hvor han er mere "edgy" /usikker /varsom i forvejen, pga. resthormoner, og så farer op over et eller andet, så der udløses endnu flere hormoner. Og så starter man forfra med en nervøs hund, der hurtigt bliver presset, udskiller hormoner osv. Efter en forskrækkelse, kan det være en fordel at forsøge at undgå de ting, der gør ham så bange eller at gå vante ruter m.m. Så han får en chance for, at komme af med sine hormoner, inden der sker noget nyt.

Mig: "Se, Taiki! Nu er vi i Dyrehaven! Aaaah. Mærk brisen i træerne, hør fuglene! Kom, vi finder et egernspor! Eller graver i et musehul! Eller spotter nogle hjorte eller rådyr, eller hvad de nu hedder. Se, en hest!!" Taiki tænker oO("Orv! Her er godt nok nogle fede træstubbe!!!")

Det lyder som om, at I gør en del ud af socialiseringen og at det ikke er generelt, at han har et problem med andre hunde. Så enten skyldes det snoren, at I er i løb/blot passerer hundene eller også er det hans traume fra 7 mdr.s udstillingen. De to første ting er nemmest at teste - reagerer han, når han har en stram snor på? Reagerer han, når I bare går forbi andre hunde uden at hilse, så de er en "ukendt faktor"?? Men det kunne godt tyde på, at han har fået et traume over overfaldet tidligere, som har sat sig. Det gode ved det er, at I kan træne jer ud af det, hvis du er ihærdig nok. Min erfaring er, at folk/andre hundeejere er søde til at hjælpe, hvis man byder på lidt kaffe og hjemmelavet kage. Deres hunde får jo også lidt ud af det, ift. træning og socialisering.

Jeg skrev det med tanke på nogle hunde i familien, hvor forældredyrene har været meget kendt og også et par af bedsteforældrene faktisk. At man kan se, at nogle af de samme ting går igen.

Så vidt jeg ved fra pigen selv, så har opdrætter og hun selv gjort en del ud af tilvænning og socialisering m.m., men ALLE hvalpene i kuldet er bare meget nervøse af natur og stresser hurtigt op. Min veninde har så via kontrabetingning, træning og gode lege hvor hunden bliver brugt uden at stresse, fået den ned i et gear, hvor den kan holde ud at være i sin egen krop. En anden hund fra kuldet bed i stress/nervøsitet sin ejers søn og blev aflivet. De bor i udlandet og det har senere vist sig, at opdrætteren ikke havde helt rent mel i posen og vist bare ville tjene nogle penge - uden skelen til hundenes sind.

Jeg bruger Dyrekassen Danmark og da Taiki havde bøvl med øjnene, dækkede de fint allergitest m.m.

Vores hund kommer fra et super opdræt med virkelig gode forældredyr og han blev tilvænnet og socialiseret som det sig hør og bør, hos både opdrætter og os. Når han alligevel i visse henseender er anstrengt, skyldes det helt sikkert miljø. Og når han på trods af diverse oplevelser, stadigvæk via træning kan være rolig og lære at reagere konstruktivt i problematiske situationer, tror jeg det er både arv og miljø. Der er nogle hunde, hvor man tydeligt mærker, at de har sind efter deres forældre, på godt og ondt. Og andre hunde, hvor man mærker, at opdragelsen har noget at sige. Et positivt eksempel er en pige jeg kender, med en collie, der efter sine forældre har arvet det mest nervøse sind. Men via meget stille og rolig træning, i et meeeeget langsomt tempo, har hun lært den at være en rolig og harmonisk hund 80-90% af tiden. Her har miljøet altså begrænset arvens indvirkning, omend den stadig er der.

Jeg synes, I skal lade ham være i soveværelset, hvor han jo er tryg og glad. Hvis I er bange for, at han pisser i /på sengen, så kan I købe et billigt, neutralt sengetæppe og noget af det billigste voks-dug I kan opstøve (det må gerne være grimt). Voksdugen lægger I under sengetæppet, med den vand-afvisende side opad. Så kan Cooper tisse lige så tosset han vil, uden at I skal vaske både dyner og lagener. I skal bare huske, at sengetæppet skal vaskes og gerne med lidt parfumeret sæbe, så han ikke lugter gammelt tis og får det som vane. Voksdugen kan renses med Rodalon med en sjat billig shampoo i, der også tager al lugt.

Lige præcis. Jeg håber ikke på mirakler, det ville bare være mere overskueligt hvis der var lidt færre hunde og ejere at bakse med. Jeg flytter ikke til Jylland, men jeg drømmer lidt om det yderste, øde Ama'r eller Midtsjælland.

Min oplevelse med spidshunde er (har selv en), at jo grovere man er over for dem som menneske /ejer, jo grovere kan de være over for andre. Ens opførsel i opdragelsen er toneangivende. Derfor er det vigtigt at tænke på, om den dagsorden man sætter, er én man gider "have tilbage i hovedet". På den led er der ret meget karma i en spidshund... Det er så vigtigt, at lade hunden komme til én, når den har lyst og lade den være i fred, når den ikke gider. På den led kan det i mindre perioder føles som om, at man nærmere har en forvokset kat end en spidshund, fordi den går for sig selv og ikke gider os mennesker. Men så pludselig vender vinden og man har en virkelig kontaktsøgende "klisterhund", der skal nusses hele tiden. Og en ting jeg har lagt mærke til, ved min egen hund og andres spidshunde uanset race, er at de faktisk er sociale på deres egen måde. Så skal de lige ligge i nærheden af familien alligevel, eller så de kan holde øje. Og når min kæreste lige er nede at handle, ligger Taiki sig til at sove foran døren, så han er sikker på ikke at gå glip af hjemkomsten. Det er altså de små ting, der viser kærligheden - ikke som f.eks. labrador eller schæfer kan være, nogle hunde vil helst være bitte små og bo i ejerens lomme. Min erfaring er også, at tilliden og kærligheden skal være der, før man kan begynde på egentlig træning og opdragelse. F.eks. at du holder hendes knogle eller sidder helt stille med skålen med mad på skøddet. Det kan også bare være, at I ligger ved siden af hinanden i sofaen uden at du aer hende, men bare er fysisk tæt på hinanden. Det handler også meget om forudsigelighed. Det er klart, efter din kærestes "opdragelse", at hun ikke er tryg ved mennesker generelt. De gør jo ting, der ikke giver nogen mening - trykker ens snude ned i tis, hiver pludseligt i snoren osv. - så det er klart, at hun er utryg ved jer. Jeg vil mene, at din kæreste bør tage nogle kurser eller gå til træning med hende, så han virkelig kan få vendt skuden. Han er nødt til at ændre hele sit syn på hundehold. Og han må jo også indse, at det han har gjort indtil nu, slet ikke har hjulpet overhovedet. Så er det altså på tide at prøve noget nyt.

Det ville slet ikke fungere for ham, at komme i pleje, så det er udelukket. Som det er lige nu, kan vi undgå det værste ved, at tænke os meget over hvor vi færdes og have øjnene med os. Taiki får stadig nogle gode ture, men JEG orker det ikke i længden, at være sådan på dupperne hele tiden. Vi tager ofte afsted til områder, hvor vi har erfaring med, at situationen er bedre. Men jeg savner meget, at kunne gå en rolig tur i kvarteret hvor man bor, uden risiko for diverse. Ang. løse hunde og trafikuheld: Hundene er jo ikke løse ude ved Nørrebrogade osv., de er løse inde på de små veje og grønne områder. Vi bor heldigvis også ret tæt på Assistens Kirkegård og selvom folk også her har hovedet under armen, på trods af at det er en stadig aktiv lokalkirkegård, hvor man burde have respekt for sørgende, gravfreden osv., og der er skilte om at hundene skal være i snor, så er det til at have med at gøre. På den led kan vi lægge os i selen og få et godt år her, hvor vi begrænser "skaden" til et minimum, men det er bare et hårdt liv som hundeejer, så det orker jeg ikke i længden og da slet ikke, hvis vi senere skal have børn. Så skal jeg kunne gå i mit kvarter med barnevogn eller vikle, og være nogenlunde rolig.

Jeg ved ikke noget om hviletider, men gælder det samme hvis foderet spredes ud på græsset til en omgang søgning. Jeg tænker her på, at du måske kan sprede dobbelt så meget foder ud på græsset om morgenen, som hun pt. får i sin skål, og fordi det tager længere tid at finde/ spise, så kan hun indtage mere.

Sådan har jeg også haft det. Det er faktisk en af de ting, jeg elsker ved Nørrebro. Jeg kommer langt bedre ud af det med "specielle typer" end med det bedre borgerskab, som jeg er vokset op i, men aldrig fandt til rette i. Det er også derfor, at det er så svært for mig. Jeg kunne leve hele mit liv her og gør det jo også næsten. Bo her, arbejde her. Jeg kunne sagtens se mine børn gå i skole her, jeg elsker kvarterets unger og den kultur, der hersker imellem kulturerne, familierne osv. Men hvis jeg vælger at blive her, fordi jeg elsker det her, så føler jeg ikke at jeg er mit ansvar som hunde-ejer værdig. Så vælger jeg at beholde en hund i et miljø, hvor han ikke trives og hvor det potentielt kan blive farligt - for ham, for andre hunde, for mig og min kæreste og eventuelle børn, vi får engang. Fordi vi kan have nok så meget styr på vores hund, men når andre ikke har og vi pr. refleks går imellem, så ender det galt. Jeg er allerede blevet bidt flere gange, fordi jeg går imellem og den anden hund rammer forkert, og får nappet mig i benet i stedet for at nappe Taiki - med hans pels ville det blot være en markering, men jeg har tynd hud, så det er altid meget voldsommere på mig (dog ikke skadestue-materiale, men blå mærker, sår og rifter, og blodudtrækninger). Det vil altså sige, at skal jeg være mit ansvar værdigt, så kan Taiki ikke blive her. Og ærlig talt, så vil jeg hellere have udført en stomi og skide i en pose på maven, end jeg vil af med min hund utidigt. Han er min bedste ven og vi skal være sammen mindst 14 år endnu. Det kan slet ikke komme på tale. Tilbage er kun at flytte med ham ud af byen - så det er det, jeg gør. Jeg vil i øvrigt tilføje, at vi har været VILDT flittige med socialiseringen af ham i hvalpetiden og også senere hen. Og vi har virkelig forsøgt, at det blev så positivt som muligt, på Taikis præmisser, men uden i øvrigt at pylre ham eller skærme ham. Da han begyndte at få anstrengt forhold til andre hanhunde, tog jeg hensyn til dét, sørgede for gode oplevelser med de hanhunde han stadig kunne med, leg med tæver og tlf. numre på hunde-vennerne, så vi altid kunne arrangere et møde, hvis der havde været lidt "venne-tørke" på turene i et par dage. - Men til ringe nytte, når man går på fortovet og der så rundt om hjørnet kommer en kæmpe hanhund blæsende og uden forvarsel hopper på ens hund, rusker den, og man må rive den af og løfte sin egen hund op på skulderen, for at forhindre seriøs fysisk skade. Og samme hund to måneder senere IGEN kommer blæsende. Og imellemtiden kommer der så en helt anden hund ud af det blå, og farer direkte på Taiki uden forvarsel eller forspil, han ser den ikke engang før den ligger og gnaver i hans ryg, og må sparkes af. Dét kan man ikke socialisere sig ud af. Og vi træner og træner som sagt, med adfærdsbehandler og det hele, og snart også holdtræning (her i maj). Men hver gang en løs hund kommer blæsende, så sendes vi tilbage til start. Så jeg véd, at min sti er ren - jeg har IKKE fejlet som hunde-ejer. Tværtimod er jeg vokset med opgaven og jeg har gjort, og gør, helt sindssyg meget for, at komme min hunds behov i møde. Hvilket så nu er inklusive at flytte fra mit drømmekvarter, fordi det er bedst for HAM. Så kan vi altid flytte tilbage igen senere, når han ikke ér mere.

Jeg har en Nihola cykel og den bliver brugt i stor stil. Jeg har bare ikke så mange kræfter, men vi kommer da ud og se noget andet meget ofte. Det hjælper bare ikke, når man i hverdagene på sin aftentur bliver antastet af løse hunde som er sure. Grunden til, at vi/jeg ikke kan flytte før, er det økonomiske aspekt. Jeg er på SU og får tillæg, og jeg kan ikke arbejde ved siden af studiet. Så jeg har mine max 7000 kroner at rutte med hver måned, som skal dække alt. Min kæreste er offentlig ansat, så han er heller ikke rig. Vi har ikke bil og det vil være dyrt og omstændigt med den offentlige transport. Flytter vi væk herfra, vil transporten tage mange timer, og det kan jeg ikke overskue + det er dyrt + det er tid, Taiki så ikke får. Samtidig bor vi så her i min kærestes andelslejlighed, som er hans drømmehjem. Så jeg tror simpelthen ikke på, at jeg får ham til at flytte, indtil jeg selv kan lægge en sjat penge hver måned i form af en rigtig løncheck, så vi kan få noget endnu større og federe. Og udsigten til bare at flytte nu, uden min kæreste, bryder jeg mig ikke om - det vil også gå ud over Taiki, som anser ham for sin "menneskefar", de er SÅ tæt knyttede. På den måde er min vurdering lige nu altså, at det vil være mere ærgerligt for Taiki hvis vi flytter nu, end hvis vi venter. Og venter vi, er vores økonomi også så sund, at vi nok kan låne penge til et mindre hus med en god have. Det er der ikke råd til hvis jeg flytter nu, for jeg vil være nødt til at stifte gæld for at flytte og udover det økonomiske pres i hverdagen, vil det også betyde at vi skal blive boende i noget småt og ikke-optimalt længere tid. Men hvorom alting er, så er jeg ret hård. Min kæreste ville helst bare flytte over på den anden side af gården, så vi blev i andelsforeningen, men fik noget større, når tid er (børn osv.). Men jeg bliver her ikke. Vi må tage vores forholdsregler og så snart jeg er færdig om 1½ år, så flytter vi. Her på Sjælland kan jeg få job alle steder som pædagog (det er i Jylland at der er arbejdsløshed). Og ellers har vi råd til bil.

Langt. Og ja, overskriften siger det hele. Vi bor på Nørrebro. Jeg tilbringer 98% af min tid her, da jeg har arbejde hér også og alt, hvad jeg har brug for, er hér. Jeg forlader kun bydelen for at besøge familie og venner, eller tage i skole (er pt. i praktik, så det er ikke meget jeg skal derhen i dette halvår). Men jeg kan bare ikke mere ift. andre hunde og deres elendige ejere. Det er jo ingen hemmelighed, at vi har haft et knald-hårdt træningsforløb med Taiki, fordi han udover at være blevet overfaldet et par gange (...) af store, løse hunde (hvor det kun var et spørgsmål om sekunder og held, at det ikke endte i slemme bidskader), også er en teenager med hormonerne uden på pelsen. Jeg har snart brugt samme beløb på adfærdsbehandling, speciel holdtræning, medicin, dyrlægetjek (hvis han nu havde smerter), bøger m.m. som jeg i sin tid betalte for ham, for at komme hans problemer til livs. Vi træner hver dag. Jeg bruger SÅ meget tid og energi på det. Jeg har ingen tid tilovers til andre fritidsaktiviteter og i de perioder hvor min uddannelse er meget krævende, har jeg næsten intet socialt liv, fordi jeg ikke går på kompromis med Taikis træning. Det lyder alt sammen rigtig godt, men vi når lige akkurat at have en uge eller 14 dage, hvor Taiki bare mestrer træningen godt og har overskud, er rolig og har tillid. Så opstår der en episode med en løs hund uden indkald, og vi er tilbage til start. Det er jo klart - han bliver bekræftet i, at løse hunde ikke kan stoles på og er farlige, og ikke respekterer hans (/vores) grænser. Hvordan bliver man den angst og stress kvit? Det kan man ikke under disse vilkår. Seneste episode var nu til aften, hvor vi går på en sti, 200 meter fra en gruppe mennesker og deres hunde. Taiki har fuld fokus på mig og vi passer os selv. Der kommer en stor, sort hund blæsende imod os. Jeg råber "Vi hilser ikke!", men den ignorerer sin ejers indkald. Ejeren løber så efter sin hund, men er jo temmelig langt væk. Den sorte hund kommer helt hen til os. Taiki "flipper ud", men jeg holder ham fast i selen, så han rokker sig ikke væk fra min side. Den sorte hund begynder at knurre og cirkle rundt om os. Jeg cirkler med, så jeg hele tiden holder mig imellem de to hunde, mens jeg råber "Du holder dig væk!" til den sorte hund (ikke fordi det virkede eller at jeg havde regnet med det. Men for at signalere over for ejeren, at situationen var kritisk. Det fik hende da også til at løbe). Hun får fat på sin hund og mumler undskyld. 2 sekunder mere og jeg tror, at situationen var gået ud af kontrol. Ikke pga. min hund, som jo var fastholdt, men pga. den løse hund, der virkelig ikke havde til sinds at ignorere Taiki. Og det er jo bare én historie ud af mange. Jeg er af princip ligeglad med løse hunde, så længe de har et godt indkald og ejerne holder øje. Så råber jeg bare, at vi ikke hilser - og Taiki oplever også, at jeg siger noget og så går den anden hund væk = han behøver ikke gøre noget, og kan være tillidsfuld. Men herinde i byen er der bare for mange hunde. For mange hunde uden indkald og med hovedløse hundeejere. 200, 300, 400 meter er ikke nok afstand at passere på, og føle sig sikker på at hundene ikke blæser hen til min. Jeg ved præcis hvordan Taiki skal trænes - og jeg har også oplevet, hvilken dejlig, rolig og harmonisk hund han er, når vi får lov til at være i fred. Så der er intet, jeg selv kan gøre længere. Det er ude af mine hænder. Jeg ved godt, at der også kan findes hovedløse hundeejere ude på landet. Men forskellen er bare, at der måske i et område er max 10 hunde, hvoraf de 1-2 måske har tankeløse hundeejere. Så det ER bare nemmere at undgå end herinde, hvor der måske bor 50 hunde i samme område og der dermed ér tilsvarende flere hovedløse hundeejere (hvis vi går ud fra, at statistikken er den samme - hvilket jeg ikke tror, da der er mange ressourcesvage hundeejere her). Jeg elsker Nørrebro, men så snart jeg er færdiguddannet, så flytter jeg med hunden. Jeg håber meget, at kæresten vil med, selvom han har sagt, at han vil bo her hele sit liv. Jeg ved ikke, hvad det vil betyde. Men jeg kan ikke længere forsvare det her og jeg orker det heller ikke. Det hjælper heller ikke, at en del hundeejere her i området mener, at min hund er et surt bæst. Hvad filan skal jeg gøre? Jeg kan bruge så mange penge jeg vil, uden at komme problemet til livs, så længe folk ikke tænker sig om. Nogle af dem med dårligt indkald, er de samme, som mener at min hund er dum. Det er møg provokerende.

Taiki har også en udstillingsvægt og en alm. vægt. Udstillingsvægten nåede han ned på, men jeg valgte ikke at holde den, fordi han så går rundt i en evig kebab-søgning og er helt mad-umulig. Nu har han en alm. vægt, hvor han ikke er helt ræve-tynd og spinkel, men heller ikke buttet eller overvægtig. Han kan fint løbe og lege, har god energi og gode bevægelser, og det er så vigtigere for mig. Men jeg ved godt, at på en udstilling vil de sige, at han vejer for meget. Vi udstiller ikke pt., da vi har fokus på træningen.

Taiki er ikke mindre "på" eller opkørt pga. Zylkene. Han kan stadig sige vov når der er nogen ved døren og være helt rundt på gulvet, hvis det er gæster han kan lide. Vi træner også lidt "Slap nu af, det er bare dørklokken, suk!". Så Zylkene virker ikke afslappende eller afstressende som sådan. Der skal bare mere til, for at få hunden i det røde surheds-/angst felt hvor man slet ikke kan få kontakt med den. Men den lægger ikke en dæmper på ALLE følelser. Det kan sammenlignes med, at vi mennesker tager en panodil når vi har slået os. Vi kan stadig føle smerte, men det tager lige brodden af det.

Vi er lidt i chok herhjemme. Taiki er startet på Zylkene og hold da ferie. INGEN reaktion på andre hanhunde, kun hvis de kommer helt hen til ham og så nøjes Taiki med at knurre, han gør ikke udfald som før. Det går op for os, hvor stresset han egentlig har været, når vi ser forskellen på før og nu. Vi minder os selv om, at Zylkene kun er en midlertidig løsning, mens vi giver den en skalle med træningen og viser Taiki, at han opnår det samme ved at være rolig og fokuseret på os, som ved at være sur, og fokuserer han på os er der ydermere godbidder. Så det betaler sig bedst. Vi håber så, at vi den næste tid kan give ham så mange positive oplevelser med det, at han "glemmer" sin gamle vane med at være et surt løg, og i stedet gør det, vi træner nu, med at dutte på hånd og holde fokus på os. Det eneste minus er, at han kun kan gå kortere ture nu, for han bliver hurtigere træt. Men pyt, vi tager bare hensyn og hvis jeg vil lidt længere væk end vi plejer, tager jeg bare ladcyklen med. Så kan Prins Taiki ride i karet ud og hjem, så vi sparer lidt på hans kræfter. :blink:

I weekenden var vi en tur på stranden. Taiki gik i vandet, men blev fornærmet over at det var koldt. Senere delte vi en medbragt bolle og Taiki frøs lidt i vinden, så han blev puttet lidt i tæppet.

Arh. Jeg tror, vi må skelne. På den led har du jo også ret. Nogle hunde er jo mega kræsne og andre hunde er afvisende over for ådsler, pga. indlæring eller genetisk årsag (f.eks. retrievere til jagtbrug må helst ikke sætter tænderne i ådsler, når de henter skudte ænder og fasaner m.m.). Men skal man tale generelt om hunde som en art, så tror jeg godt at man kan sige, at de er altædende. Med undtagelser til at bekræfte reglen. :blink:

Det er klart, at kød smager forskelligt, alt efter art osv. Men det har intet at gøre med, om de er røvdyr (undskyld, rovdyr) eller ej. En mus har gerne mere fedt, da den forsøger at fede sig op, om efteråret. Katte er helst mere adrætte i det, og dermed sejere i deres muskulatur. Derfor smager mus bedre. Mennesker, som jo er "altædende", siges at have meget sødt kød, næsten kvalmende sødt, men smager lidt som kylling. Det er dog ikke alle dyr, der foretrækker den smag. F.eks. hajer, som er vandt til lækkert sæl-spæk, bliver slemt skuffede hvis de bider i en surfer fremfor Luffe. Køer blev for bare 10-15 år siden fodret med benmel fra andre køer, som protein-supplement. Det er dog stoppet i dag, pga. frygten for Creutzfelt Jacobs syge (kogalskab). Jeg vil også gerne minde om, at det ikke er ukendt at nogle hunde mener, at døde ting lugter så lækkert, at de bare MÅ rulle sig i det. Så er det vel også nærliggende at tage en smagsprøve.