Louisen

Jeg er også glad for Zylkene. Taiki har mere ro på i mødet med andre hunde og det køber os de 1-2 sekunders reaktionstid, vi har brug for. Han knurrer nu, hvor han før ville gøre udfald og det er stort. Det støtter træningen.

Det er meget almindeligt, at hunde og andre kødædere, spiser ådsel. Det trigger noget i hjernen på dem. Derudover er det ikke et ukendt fænomen, at dyr har spist af deres ejere, hvis disse lå døde. Endog selv hvis de lå døde i kort tid og dyrene ikke kan påstås, at have sultet. Det handler om, at så snart lugten af død registreres af hundens hjerne, genkender den ikke længere ådslet for at være samme art som dem selv, eller deres kærlige ejer. Så er det bare dødt kød, og dødt kød skal spises. Som en ekstra oplysning kan fortælles, at hunde som barf'es, har større tendens i den retning, fordi de i større grad forbinder råt kød med mad. Det sagt, så findes det i alle hunde, uanset hvad de fodres med. Der er lavet en del tests af dette her, og det med at spise mennesker, skriver tidl. retspatolog Preben Geertinger om, i sin autobiografi "En retsmediciners bekendelser". Han havde en sag, hvor hunden i huset åd al kødet af sin døde ejers hoved.

Men helt ærligt, børn ER altså lidt ulækre? De har jo endnu ikke lært ting som, at man ikke piller næse i det offentlige rum. De sidder også gerne på toilet ved siden af hinanden, for de har endnu ikke lært at skamme sig over hverken nøgenhed eller deres egen lort. Falder det tilbage på deres forældre? Ja og nej. Man kunne sikkert indlære børnene strenge doktriner om hvad man måtte og ikke måtte. Men hvis børnene ikke selv har en følelse af, at det f.eks. ikke er velset at pille bussemænd i det offentlige rum, så betyder det bare at de gør det, når de er alene eller når forældrene ikke er der. Børn skal have en vis alder, før de begynder at føle blufærdighed. Ligesom de skal have en vis alder, før de kan være empatiske og rent faktisk se tingene fra andres side (at kræve empati af en 2 årig, er f.eks. fjollet. 2 årige har endnu ikke udviklet den del af hjernen, som gør dem i stand til at sætte sig ind i andres følelser eller motiver). Børn kan så være generte, men det er noget helt andet. Når det så er sagt, så behøver det ikke være negativt ladet. Jeg synes f.eks., at det er skønt at børn ikke har den samme blufærdighed som voksne. Jeg synes, det er så hyggeligt, at jeg kan have en samtale med to unger der sidder og skider, mens jeg skifter bleen på en tredje. Og jeg synes, det er sjovt og herligt, når drengene står på toilettet og hiver i deres tissemænd, for at se hvem der kan hive den allerlængst ud. Jeg kan godt få lidt kvalme af børn, der sidder og piller store bussemænd ud midt i rundkredsen. Men det ér ikke værre end at man beder dem gå ud på badeværelset og tørre den af i lidt papir, og så ellers vaske hænder bagefter. Og så er jeg gladere for, at de piller den ud, end at de pludselig nyser så den hænger nede på deres jakke og det er op til mig, at snuppe den i noget papir, aaadr, haha. I min egen idéverden, er det noget af det, som gør en god pædagog eller pæd. assistent. Accepten af, at børn er ulækre og beskidte, fordi sådan er børn bare, med mindre de har voksne der render dem i hælene og tørrer dem af hele tiden. Og at det faktisk også er okay. Der bliver ikke stillet et krav om, at de IKKE skal være det og der bliver ikke peget fingre på forældrene, at de ikke har lært deres børn renlighed.

Børn er lidt klamme, faktisk. Det er jo derfor, de er så sjove og fantastiske, at være sammen med! Meget bedre end voksne, som jeg ikke kan finde ud af.

Det er jo fordi at du er dansker. Vi gør os ikke i den slags. Da min veninde var i USA alene, oplevede hun flere gange at fremmede bare satte sig ved hendes cafébord, når hun spiste frokost eller fik en kaffe. Nogle begyndte at snakke med/til hende, andre begyndte bare at læse deres bog eller sidde med computeren. Det var meget naturligt for dem, at hvis hun sad alene og de selv var alene, så skulle da de sidde sammen, så de ikke spærrede hver deres bord - det ville jo være totalt fjollet! Og så kunne man jo godt snakke lidt, eller læse sin avis. Man kan heller ikke sætte sig på en bænk, hvis man vil være i fred. Det anses for uhøfligt mange steder, ikke at small-talke med den, der sidder sammen med én (med mindre vedkommende læser avis eller bog, eller hører musik).

Lad mig lige tilføje, at jeg ikke mener at man "bare" skal omplacere uden omtanke. Ens hund fortjener, at man kigger på, hvad der er bedst for DEN. Ikke, hvad der lige passer en bedst eller er nemmest. Har man en hund, der ikke kan det samme som de andre, så er det bedre at den ikke er "til overs" som Siri selv skriver. Ligesom de eksempler, hvor nogle hunde bare ikke kan sammen, så man må omplacere den ene. Ang. de gamle hunde og omplacering, så omplaceres der jo en del pensionerede politihunde, fordi deres ejere skal have unge hunde, som de kan bruge i deres arbejde. Til gengæld er det noget, mange k9-betjente har forberedt sig på og nogle af dem går simpelthen over til almindelig tjeneste, indtil hunden af sig selv bliver mæt af dage, fordi de ikke vil af med den gamle makker, som har tjent dem så godt. At man ikke ser pensionerede politi-hunde i dba og lignende steder, skyldes at mange pensionerede k9-betjente står klar og hjertens gerne vil have sådan en hund. De savner træningen, men orker måske ikke en hvalp og mange politihunde der pensioneres, har kun små-skavanker, men stadig behov for at arbejde og aktiveres. Så er det jo optimalt, at de kommer hen til tidl. betjente som gladeligt fiser til figuranttræning på politiets træningspladser med de gamle hunde. Og ja, det er heller ikke ualmindeligt, at hvalpe og unghunde, der ikke godkendes til politiarbejde, omplaceres, så betjenten kan få en ny hund, der forhåbentlig kan bestå diverse prøver.

Jeg synes, at der er forskel på de to scenarier. Der er rigtig mange faktorer til forskel. En gammel hund, der ikke længere kan bruges til brugs-ting, må formodes også at være så gammel, at den kører i et helt andet gear, end en unghund. Den er måske glad og lettet over, at få nogle timers fred derhjemme til at hvile sig, hvor de yngre hunde ikke forstyrrer den. Den har ikke samme behov for fysisk træning, for det magter den ikke længere. Så den kan fint ligge derhjemme og snue, mens de andre er afsted. Og de unge brugshunde, skal jo også ud at skide eller gå almindelige ture, hvor den gamle hund kan følge med. Mental stimuli kan man godt lave derhjemme, når de andre hunde er gået kolde efter en træningsdag - eller den gamle hund kan træne mental-ting, sammen med de unge, fordi det handler om hjerne og ikke om energi. Otto var ikke gammel? Men havde stadig brug for at blive brugt, bare ikke som arbejdshund. Så kan man ikke argumentere for, at han kan være okay med at ligge derhjemme og hvile sig. Jeg må udover ovenstående indrømme, at jeg nok mener at det er en byboer-ting, at have holdningen at man beholder en hund, der ikke kan arbejde, selvom det var en stor del af ens pointe i, at anskaffe sig den. Jeg er selv byboer, men jeg har mange mere landlige relationer. Jeg har været med til at flaske en kalv op, hvis mor havde afvist den - og æde den, da den blev gammel nok. Der findes rent faktisk lande og områder, hvor man enten afliver "dårlige hunde" (hunde, der ikke kan arbejde) eller smider dem på killing station, eller internat. At vi så her har at gøre med en hund, der har haft et godt liv og fortsat får et godt liv, hvor den er elsket - bare af nogle andre mennesker, end den første familie den boede i, kan ikke hidse mig op overhovedet. Især ikke, når det handler om gensidig hensyntagen både til de andre hunde, man har og til den hund, der omplaceres. Og fortæl mig lige engang, om du så mener, at man burde omplacere arbejdshundene eller hvad man nu gør? Vi har en situation, hvor der er flere hunde i hundeholdet, og hvor alle hundenes behov ikke kan imødekommes, fordi døgnet kun har 24 timer. Så hvis du mener, at man absolut SKAL tilpasse sig, så vil jeg gerne vide, om du ville lade Otto ligge derhjemme og kede sig ihjel, eller om du ville undlade at imødekomme dine brugshundes behov for aktivering og hyrdning og arbejde, og lade DEM blive frustrerede og kedsommelige. Er det ikke synd for ALLE hundene? Især med tanke på, at man kan finde et godt og kærligt hjem til Otto, så alle kan være glade og leve lykkeligt til deres dages ende (forhåbentlig). Det er et fint princip, at man ikke bare "smider en hund væk", fordi den ikke kan det ene eller det andet, men har man mere end den ene hund, eller er man meget afhængig af dens manglende egenskaber (arbejder man som landmand med fritgående får, f.eks.), så kan man ikke i praksis bruge principper til så meget.

De er fra landet, de kan ikke gøre for det.

I øvrigt synes jeg, at det er til grin at folk er så bange for, at røre hinanden. Okay, så fik man måske duttet en våd hundesnude på sine bukser, og hvad så? Døde man af det? Er man angst for hunde, går man jo nok ret langt væk, så det slet ikke er et problem. Og hvad så, hvis man får snot på ærmet, fordi et barn nyser lige i dét, man går forbi? Jakken kan vaskes? Det er ligesom en del af det, at omgås andre mennesker. Jeg er langt mere bekymret for de folk, der holder fast i stængerne i bussen og så tager hånden op til munden for at hoste. De får alle andres håndbakterier lige i fjæset. Jeg synes, det er sygt. Det er et sygt samfund, hvor vi alle sammen skal passe os selv og guderne forbyde, at vi kom til at komme hinanden ved, røre hinanden, blive rørt ved, få lidt snask. De færreste af os render rundt i dyre pelse, og kærer vi os så forfærdeligt meget om vores tøj, går vi da i store buer uden om vandpytter, skrald, børn og hunde. Vi kan ikke forvente, at andre respekterer den "usynlige hamster-bobbel" som vi mener, omgiver os. En anden ting er også, at det hører med til den danske kultur. Vi har en udpræget stilhedskultur, hvor man helst ikke snakker med /til hinanden i det offentlige rum. Et godt eksempel er i bussen, hvis vi sidder inderst på et sæde og skal af. I stedet for at bede vedkommende ved siden af, om at flytte sig, så samler vi vores ting meget demonstrativt, rasler med poserne og trykker på Stop!-knappen, selvom der allerede ér trykket. Alt sammen for at signalere, at vi skal af - i håbet om, at vedkommende ved siden af os forstår en hentydning og selv rejser sig, så vi kan komme ud, uden at ytre et eneste ord. Det samme gælder på rulletrapper. Jeg ser det ofte i metroen. En eller anden stiller sig i venstre side, hvor man ellers går (stå til højre, gå til venstre!). Enten forsøger folk at smyge sig forbi vedkommende eller også stiller de sig lige bagved vedkommende, trippende, og håber at vedkommende selv ser deres utålmodige blik. I guder, hvor kan man blive irriteret, hvis man er nødt til rent faktisk at SIGE noget!! Men helt ærligt. Det er ikke så svært? Men det synes vi jo. Vi er danskere og vi har en stilhedskultur. Min søster, der læser en kandidat i videnskabskommunikation, har lige haft om det. Det er meget ulig andre lande, f.eks. USA, hvor man rask væk snakker med fremmede på de mest særprægede tidspunkter.

Jeg er byboer. Det betyder helt konkret, at med mindre jeg går på en landevej uden fortov, så går jeg næsten altid i højre side. Det er jeg vant til i supermarkeder, på rulletrapper (stå til højre, gå til venstre), i trafikken i bil/på cykel .. man holder altid til højre. Så når man ender på en sti eller mindre vej, uden biler eller cykler (gangsti), så holder jeg til højre. Det falder mig meget naturligt. Jeg tror godt, at du kan være ret sikker på, at mødte vi hinanden (hvor jeg ikke havde Taiki med) på sådan en sti, så ville jeg gå i "din" side af vejen og mene, at det var dig, som gik i den forkerte side. (Havde jeg Taiki med, var vi bakket helt ned i en grøft eller ud i søen, så det havde slet ikke været relevant. Vi havde slet ikke været på den sti! Haha). Så måske handler det bare helt konkret om vaner? Min veninde, der bor på landet, omringet af landeveje og grusveje uden fortov, går altid i venstre side og det irriterer mig, når vi går herinde i byen, hvor højre er "det rigtige". Heh.

Er hun sød og god? Jeg er glad for min dyrlæge, men åben over for andre muligheder.

Vores hund har haft noget af det samme, det er blevet 400 gange bedre (uden at overdrive!) efter at vi fik nogle teknikker og en plan, fra en adfærdsbehandler, som var ude hos os. Indtil I får sådan en adfærdsbehandler ud, ville jeg stoppe med at hilse på andre hunde, udover de hunde som jeg vidste, at Cato kunne godt med. Om det så betyder, at man står som en tosse og råber, "Vi hilser ikke, kald din hund til dig!". Jeg gør også det, at ser jeg en anden hund komme imod os, så går jeg over på den anden side af gaden. Er vi på en skovsti, tager jeg hunden helt ind til siden og gerne ind i krattet. Jeg signalerer meget tydeligt, at vi bevidst forsøger at undgå den anden hund, men ser den anden hundejer ikke mine forsøg som dette, så råber jeg til ham/hende at vi ikke hilser, så de kan kalde hunden til sig /trække snoren til sig. Enkelte gange har vejen været så smal, at jeg har valgt at dreje omkring på hælen og gå tilbage, indtil der var et sted hvor vi kunne dreje af, når der kom en anden hund imod os. Pointen er, at jo flere gange din hund oplever, at knurre og gøre udfald imod andre hunde, jo mere cementeres det i dens bevidsthed, at det er "sådan man gør". Og du skal huske, at den belønnes for sin adfærd hver gang. Fordi de andre hunde og deres ejere, jo går deres vej/lægger afstand til Cato, når han opfører sig sådan, og så har Cato opnået det, han ville. Så undgå så vidt muligt at sætte Cato i de situationer, hvor han opfører sig skidt. For det handler jo om, at han føler sine grænser overskredet, så han bliver bange/nervøs, og vil skræmme den anden hund væk. Det har virket før, der kommer jo som regel altid afstand imellem ham og den anden hund. Men det er jo synd, at Cato er nødt til sådanne yderligheder, bare for at få fred. Så respekter hans behov for fred, og kontakt en adfærdsbehandler som kan hjælpe dig med, at lære Cato at ignorere andre hunde - og måske senere kontrabetingning, hvor du lærer Cato at forbinde søde hunde med gode ting, så han kan få lidt flere hunde venner.

Jeg synes, ovenstående er fair nok. For man skal tænke på, at du jo i forvejen har brugshunde, hvis behov skal tilgodeses. Hvad skal der så ske med Otto imens? Skal han være alene hjemme i guderne ved hvor mange timer, fordi du efter job hælder alle de andre vovser i bilen, og kører til træning? Skal han glo i bilen, mens de andre hyrder gæs eller hvad I nu laver. Og skal de andre sidde hjemme i sofaen og kukkelure, fordi man har én hund ud af 2-3 stykker, man nægter at omplacere, ud fra et eller andet princip?

Min adfærdsbehandler var ikke helt inde i det, så hun ville ikke udtale sig om det. Hun ville gerne have, at jeg selv søgte information om det fra kyndigere mennesker, for hun ville ikke risikere at rådgive forkert. Hun vidste bare, at andre har haft gavn af at bruge Bachs og hun anbefalede noget mildt beroligende, for at komme Taikis stress til livs. Det har jeg respekt for, så jeg skal have snakket med nogen, der har forstand på det. Det er måske dig?

Min kusine og hendes hund, da vi var børn, hjalp hinanden med at stjæle chips fra slik-skabet (hunden blev brugt som skammel). Bagefter sad de under bordet og gemte sig, og delte rovet. Havde hunden set min moster lægge chips eller popkorn i skabet, kom han selv hen og puffede min kusine i retning af skabet, når min moster var gået et andet sted hen.

Tak for råd, vi starter op tirsdag.

Det lyder enormt positivt. Jeg fattes mod!

Det er jo det, jeg mener. Jeg arbejder i en børnehave, hvor der for skolebørnene snart skal være overnatning. De er altså 5-5½ år gamle og de sover ikke alene, selvom de er mange børn sammen. Der er selvf. voksne til stede. Ville man ikke byde det til et barn på 5-6 år, skal man heller ikke byde det til en hvalp hvis alder svarer til en 2-3 årig. Også selvom jeg er imod, at man behandler hunde som mennesker/børn. Jeg kender ikke racen breton. Men vi har selv en enormt selvstændig race, og så selektiv han har været i sin teenage-periode, er jeg glad for at han har sovet og været sammen med os, i sin hvalpetid. Havde vi ikke det bånd, var samarbejdet og træningen kørt af sporet i dag, fordi han som de fleste unghunde, løsriver sig lidt fra sine mennesker og bliver mere selvstændig. Det er kun sundt og godt - så længe tilknytningen til familien er så stærk, at det ikke betyder noget. Det er også værd at tage med i sine overvejelser, når man overvejer alenetid og udetid m.m.

Jaaah, træningen går godt, så han er blevet mere afslappet i mødet med andre hunde. For nogle uger siden havde billedet være et, hvor hans næse var helt krøllet og rynket, fordi han ville knurre lydløst.

Personligt gad jeg ikke ligge på en madras og sove, ude i noget redskabsskur, når hvalpen skulle lære at det var et trygt sted at være. Og jeg mener, at det er alt for groft at lade hvalpen sove alene det første stykke tid. Det er jo bare en hvalp, som er vant til trygheden fra sin mor og sine søskende. At sove alene et nyt sted, er virkelig groft. Det ville I ikke engang byde jeres 6 årige barn. :blink: Så hvis den slet ikke må sove i soveværelset eller lige uden for dette, så ville jeg lære den at sove i kontoret og jeg ville sove sammen med den, det første stykke tid, så den lærte at der var trygt og godt at være. Så ville jeg langsomt øge afstanden og rykke min madras tættere og tættere på soveværelset, indtil den til sidst havde vænnet sig til, at sove alene i kontoret med dørene åben. Så slipper I også for, at den hyler og piver hele natten, kradser noget i stykker eller tisser/skider overalt i angst for at være alene. En anden ting du lige skal overveje, er at hvis hunden bare bor i en hundegård det meste af tiden, så kan det være svært at lære renlighed. Så jeg ville have den indenfor i starten, for netop at kunne bære den udenfor og rose den udenfor, når den sked dér. I kan overveje, at lave en "sandkasse" i hundegården, hvor hunden må tisse og skide, og lære hvalpen at det er dér, den må gøre. Så slipper i for at rende rundt, og samle lorte op, i hele hundegården. Til sidst vil jeg bare minde om, at en hundegård aldrig kan erstatte lufte-ture. Og at I også skal lære hvalpen konstruktiv omgang med mennesker og børn, så det er bedst at den i starten er så meget sammen med jeres familie som muligt. For det er kun sammen med jer, at den kan lære ting som ikke at hoppe op af mennesker, at tage hensyn til børn osv.

Ja, JEG gider ikke undskylde for kvaliteten af mine billeder, selvom de fleste er taget med mobil-kamera. Jeg har nok at gøre med, at holde styr på min teenage-shiba, jeg kan ikke også rode med et stort kamera. Det ville gå HELT galt - totalt Gøg og Gokke. Så her er et mobil-billede af Taiki, der ligger på sin yndlingstræstub og kigger på en chihuahua-klub (6-7 styks), der går forbi. Halvdelen af dem gøede af ham og han nøjedes med at sende mig hånlige blikke. "Er du imponeret, mor? Jeg er ikke. De lyder jo som håndstøvsugeren derhjemme. Jeg bliver bare liggende her og gider ikke hidse mig op." Han havde nok virket lidt sejere, hvis han ikke havde haft sne på næsen under hele seancen. Fnis. :blink:

Det går s... godt med Taikis adfærdstræning over for andre hanhunde, hans tolerancetærskel flyttes hele tiden. Og så er jeg også blevet bedre til at være en bisse på hans vegne. "Vi hilser ikke!" - "Kald din hund til dig NU!" :nar: Nå, men adfærdsbehandleren anbefalede faktisk en periode hvor Taiki får Zylkene om morgenen, og Bachs blomstermedicin inden tur, så han bliver nulstillet ift. stress. Jeg kan sagtens se hendes pointe, men er lidt luren ved at medicinere min hund. Hvad er jeres erfaring med Zylkene, er det farlige sager eller okay? Ville I selv prøve det i en periode, for at give (adfærds)træningen et boost? Min kæreste har ferie efter påske, så der ville jeg starte op med det. Så er Taiki aldrig alene, "just in case". Desuden skal vi have renoveret badeværelse, så jeg tænker at det ikke skader, at Taiki får lidt hjælp til at chillax'e, når der kommer håndværkere og render rundt, og forstyrrer hans "ordnung muss sein" OCD . - Omvendt kan det netop gøre det til en dårlig idé, fordi der sker for meget nyt. PS. Vi spærrer ud til entréen/bad/køkken vha. et børnegitter, så Taiki kan se hvad der foregår, men kan ikke gå i vejen. Og min kæreste er som sagt hjemme i denne periode til at håndtere det.

Jeg tilføjer lige, at jeg ikke selv er adfærdsbehandler (det er Ninjamor, så lyt til hende - det er GRATIS adfærds-gøgleri!), jeg er bare en almindelig hunde-nørd med meget på hjerte.

Jeg kondolerer mht. din engle-hund. Og tillykke med "hvalpen" på 10 mdr. Han er sikkert en rigtig bandit. (1) For det første, skal man aldrig tage let på en kastration. Ethvert indgreb, hvor hunden skal i narkose, er farligt og kan potentielt medføre død og ulykke. Så man skal virkelig tænke sig godt om, inden man kastrerer eller andre ting. Der er ikke noget, der hedder "bare lige". (2) For det andet ville jeg aldrig kastrere, med mindre der var en god årsag til det. En god årsag kan være følgende: ¤ Hunden stresser pga. tæver i løbetid. ¤ Hunden er en brugshund, hvor det kræves at den har godt indkald og ikke stikker af pga. tæve-lugt. ¤ Hunden er af en kompetent adfærdsbehandler som benytter den nyeste teori og forskning blevet vurderet til at have højt testosteron niveau, hvor en kastrering kan være gavnlig af hensyn til omgangen med andre hunde, strintning og træning. En dyrlæge får ikke særlig meget undervisning /teori om hundeadfærd og meget af det er forældet. Derfor bør du få en adfærdsbehandler til at vurdere, om hundens eventuelle opførsel skyldes testosteron eller måske usikkerhed. Er det sidstnævnte, kan det have dårlige konsekvenser at kastrere. ¤ Hunden skal bo sammen med en intakt tæve som man ikke ønsker parret; hunden skal bo sammen med en tæve og er liderlig, selvom tæven er steriliseret. ¤ I nogle meget sjældne tilfælde: At hunden er flugtkonge og stikker af, og gør alle kvarterets tæver gravide, og selvom ejeren får nyt hegn og alarm, kan den med superkræfter flyve over alle hegn eller dirke låsen op selv (eller: Ejer har ikke råd til at skifte hele havens indhegning og så er en kastration en billigere NØDløsning). ¤ Sjældne medicinske årsager. At hunden ikke skal bruges i avl, er ikke grund nok til at kastrere en hanhund, synes JEG. Ikke hvis den ellers har det godt og der ingen problemer er, med dens "manddom". Som sagt er alle indgreb, især dem som involverer narkose, potentielt farlige og samtidig risikerer du, at stå med en usikker hund, fordi han ikke får et testosteron boost. Han risikerer også dårlige oplevelser med hanner, som ikke kan lugte at han også er en han og derfor forsøger at humpe ham. (3) Som de andre siger - lad være med at pylre! Sæt din hund til at arbejde, så den bliver mentalt træt og har noget at tage sig til, udover at være ked af det. Ligesom vi mennesker også kan have godt af, at arbejde os ud af tristhed, kærestesorger osv. så vi får tankerne lidt væk. (4) Og den næstsidste ting. Husk, at din hund har været vant til hunde-selskab hele tiden, som den ikke har nu. Måske er den slet ikke i sorg, men føler et tomrum ift. hunde-socialisering. Dette kan du afhjælpe ved, at finde nogle gode hunde-venner som I kan lave aftaler med, så din hund ofte kommer ud og får leget, hygget m.m. med andre hunde. Så lidt af tomrummet udfyldes på denne måde. Vær ikke genert for, at bede om telefonnummer på ejerne til de bedste hundevenner, han har. Så kan du altid smide en sms efter dem, hvis du synes at han virker trist, om de har lyst til at gå en tur eller lege. Det værste, der kan ske, er at de ikke lige har tid. Måske kan du endda blive så godt bekendtskab, at du må "låne" eller passe deres hund, så der rigtig kan leges igennem (alt efter, hvad du selv har lyst til, selvfølgelig). (5) Samtidig skal du huske, at din hund har brug for en tilvænningsperiode. Han skal lige vænne sig til, at der ikke er nogen at lege med HELE tiden, men så længe hans sociale (minimums)behov opfyldes, er det også okay kun at ses med andre hunde engang imellem. Det er ligesom når vinteren kommer, så bliver min hund rastløs fordi han er vant til, at vi er ude hele tiden i det gode vejr. Men efter en tilvænningsperiode er det okay, at vi ikke er helt så aktive udenfor, for han får stadig opfyldt sit behov for ude-tid og han vænner sig til, at flere ting (træning m.m.) foregår indenfor. Når hverdagen indfinder sig igen, vænner din hund sig også til, at der ikke altid står en hundeven klar til at lege. Men det er okay, for han leger bare senere med en god ven, når I mødes.

Er det en y-sele?