Louisen

Nu bor man ikke bare sådan lige tadaa midt blandt de lokale som europæer i Irak. Det lyder som om, at de skal bo i et amerikansk compound. Det betyder amerikanske og europæiske familier, og tit med en del sikkerhed, mure m.m. Så der er stor sandsynlighed for, at vennerne enten er amerikanere eller europæere, eller europeaniserede irakere. Det, jeg tænker mest over, er følgende: 1) En trænbar race er at foretrække. Så hvis I vælger f.eks. en golden retriever, så vælg af en brugslinje så I er sikre på, at den er trænbar og ikke en af de show-hunde, der bare lasker rundt og ikke rigtig gider noget. 2) Jeres situation kan ændre sig, så I flytter tilbage til Danmark eller Europa og måske skal bo i noget mindre og midlertidigt i en periode. Så jeg ville vælge en race, som også er til at have med at gøre selvom man ikke har hus med have. 3) Ift. at træne hunden, så undgå de selvstændige racer som husky, malamute og de fleste spidshunde. Det er ikke hunde, der altid lystrer deres ejer og i et land som Irak, vil jeg mene at det er ret vigtigt at hunden kan lystre. 4) Når du undersøger racerne, så tjek altid med hvilket formål de er avlet. F.eks. husky og malamute er trækhunde. Kan du se dig selv med en vogn spændt for hundene? Gider du hunde, der trækker af med dig i snoren, fordi de er avlet til at trække og derfor næsten ikke kan lære at lade være? Det samme gælder jagthunde, som også har instinkter der er fremavlet og derfor ikke altid kan trænes væk. 5) Jeg synes måske, den bedste idé er at flytte derned først og så kigge på hundene i kvarteret. Ikke hvilke der er sødest, men hvilke som ser ud til at trives bedst og som virker mest håndterbare for jer som familie. Snak med familierne om, hvad deres hund kræver og tænk længe over, om du kan love en hund dette - ikke bare i et par år, men i 10-15 år som mange hunde kan leve. Reelt set aner du ikke, om I bliver 10-15 år i landet, så tænk over at den skal kunne håndtere at flytte til DK og bo i måske mindre faciliteter, end I får i Irak. Og i øvrigt rigtig god tur.

En kort tur, han har kun tisset, men virker gladere og piver ikke mere. Så nu ser vi det an. Han ligger i sofaen hos mig. Aaarh jeg orker ikke tanken om børn, når jeg kan blive SÅ bekymret over en skide hund.

Ork, jeg brød tit reglerne. Jeg gav de ældre for meget tid, og den tid jeg gav dem ekstra, betalte jeg selv for, for jeg registrerede aldrig overtid pga. det. Og jeg kunne stadig ligge og klage over, at en kop kaffe til psykisk nærhed kun skulle tage 5 minutter (den tid det næsten tager at koge vandet til kaffen), uden resultat, så jeg brød reglerne og det har jeg det faktisk ret godt med.

Der er jeg så helt omvendt og lidt anarkistisk anlagt. Regler skal være til, for at dem som ikke kan finde ud af det, ikke kan skeje vildt ud uden at det har konsekvenser. Mens dem, som godt kan finde ud af tingene, kan slække lidt på dem. Eksempel: Du må ikke gå over for rødt lys. Men står du kl. 2 om natten og der er ikke en sjæl, gør det nok ikke så meget. Men det er en god regel, for ellers var der sikkert flere, der rendte over midt i myldretiden og forstyrrede trafikken.

Det virker som om, at Taiki har det bedre. Han VILLE ligge i entréen ved døren, hvor det trækker en del ind. Men han pev stadig. Jeg lagde mig så ved siden af ham på gulvet med en dyne og han puttede sig ind til mig. Når han pev, kunne jeg lige nusse og berolige ham lidt. Han har fået hvilet lidt og piver nu ikke så meget/slet ikke, men er stadig træt. Om en times tid tager jeg ham ud igen, så må vi se hvordan og hvorledes. Jeg er villig til at ligge i entréen hele natten, hvis det hjælper ham lidt. Han virker dog mindre oppustet efter at han var ude at skide med kæresten tidligere, og nu har han også fået gasset en del af. Tilføjelse: Kæresten kom lige ind fra kiosken og Taiki ville vist gerne ud, så nu er de lige gået ud en kort tur. Så må vi se hvad der sker. PS. Jeg synes det er sødt, at når han er skidtmas er mor her den eneste i verden der hjælper. Så pusler jeg altså lidt om ham, selvom det gør mig til crazy dog lady. :hjerte:

Nu er vi blevet i tvivl om hvorvidt han har ondt eller om det er tæve depression?? Hvordan opfører jeres hanhunde sig, når der er tæver i løbetid? Han spiser gerne en foderpille/godbid og drikker vand. Han vil dog ikke gå tur, lægger sig ned. Da jeg fik min kæreste ud at møde os, ville han dog gerne løbe min kæreste i møde. Men straks vi kom ind, har han lagt sig ned i kurven, har dog svært ved at finde ro. Han har aldrig været sådan før ifm. løbetider, så jeg er lidt på herrens mark.

Det virker slet ikke som mavedrejning, skal det lige siges. Vi var ude 2½ time omkring kl. 12-14, hvor Taiki var alene og fik et stykke tørret okselever. Det har han ikke fået før, men han plejer ikke at have problemer med tørrede produkter af diverse slags. Da vi kommer hjem, vil han ikke med ud at gå tur. Vi tror at det bare er fordi han er træt, så vi går ind igen. Han går lidt hvileløst rundt, lægger sig og forsøger at sove, men piver meget. Min kæreste tager ham så med ud, og der går han selv de 5 minutter det tager at komme over i parken, hvor han skider meget - først stort, så lidt tyndt. De kom hjem igen for ½ time siden, han går stadig hvileløst rundt og piver, virker træt men kan ikke sove. Han slår nogle grimme prutter. Hans mave er lidt hård, men ikke udspilet og han har ikke symptomer på mavedrejning. Jeg kan godt få lov til at massere hans mave lidt. Jeg tror, at han har dårlig/hård mave, jeg ved ikke om det er pga. okseleveren eller fordi han måske har spist noget dårligt (evt. hapset noget gammel kebab på en gåtur). Er der noget jeg kan gøre for ham, jeg kan næsten ikke holde det ud at se på ham pive sådan. Min kæreste mener ikke at han skal til dyrlægen, men at vi skal vente og så får Taiki sikkert en masse afføring osv.

Jeg er rigtig glad for Hurtta serien, men er i et dilemma. Taiki har lige nu en H-sele i serien Hurtta pro, da det er en enkel og let sele som er polstret og har reflekser. Fordelene ved h-selen er, at den har et "håndtag" på ryggen, hvor ringen til snoren sidder i. Det betyder, at snoren i ringen kan skøjte fra skulder til skulder, så snoren generer Taiki mindst mulig. Samtidig bruger vi håndtaget til hjælp med hurtige løft op i ladcyklen eller hvis han gør udfald. Ulempen er, at det virker som om at den rem der går foran på brystet, generer ham på benene når han leger og løber. Den sidder ligesom for langt nede på brystet - som om selen er for stor til ham og sidder for langt nede. Problemet er, at det er en str. 80 - og den mindre størrelse er en 70, som er for lille! Der findes ikke en str. 75. Dog kan han ikke komme ud af selen. En Y-sele ville give ham mere bevægelsesfrihed ved forbenene, til gengæld sidder snoren fast i en ring, som sidder fast hvor Y-et mødes i et kryds på ryggen. Dvs. intet hjælpehåndtag, og jeg er også nervøs for, om snoren vil genere ham for meget, når den sidder fikseret på ryggen og ikke kan skøjte ud til siden. Kan I fortælle lidt om jeres oplevelser med de forskellige seler?

Det var et kampagnetilbud min dyrlæge havde, 12 kilo for 469 kroner (man sparer 100 kroner). Du må spørge din lokale dyrlæge, om de har et lign. kampagnetilbud.

12 kg. RC Satiety Support (på tilbud). En masse tyggeting. En bold på snor. Det er nok Taikis yndlingslegetøj, for den kan både kastes som en bold og man kan lege fange-/ruskeleg med den.

Igen, et børnegitter kan også være en mulighed, så er den lukket væk uden at være bag en lukket dør. Den kan også burtrænes. Jeg tror bare, pointen er, at den skal holdes på afstand af hjemmehjælperen, hvordan dette så end foregår. Jeg vil arbejde med mennesker, that's it. Jeg elsker mennesker i alle afskygninger og før jeg vidste, at jeg ville være pædagog, så ville jeg være sygeplejerske. At jeg vil have denne type arbejde betyder ikke, at jeg finder hverken kæleøgler, katte, alle hunde eller lignende for det mest fantastiske. Mit fokus er mennesket, ikke deres kæledyr. Jeg er også tvunget til at komme i rygerhjem, men er det meget slemt kan de blive pålagt at lufte lidt ud inden man kommer eller imens man er der, hvilket de fleste gør alligevel. Man kan også spørge sig selv, hvorfor jeg udsætter mig selv for passiv rygning, når jeg er imod det? Det er jo fordi jeg arbejder med mennesker, og deres kæledyr eller rygevaner må jeg forsøge at tage med så godt jeg kan, fordi det er det liv, som mennesket jeg kommer hos, lever. Men er det meget generende, så er det at jeg kan bede om det ene eller andet, f.eks. at hunden lukkes væk eller at der åbnes et vindue. Jeg kommer der jo ikke for at klappe hunden eller ryge smøger med borgeren, men for at yde en service. Jeg har heller aldrig lært at sætte pris på lort, så det kan man også undre sig over, når jeg nu har været ansat både på plejehjem og i hjemmeplejen, og nu gerne vil være vuggestuepædagog. Og det er da ikke så fedt at tørre røv på hverken små eller store, men det er en del af arbejdsbeskrivelsen og en af de vigtige kerneydelser for borgeren, at have en ren numse (og jeg ville også selv sætte pris på det, hvis rollerne var omvendt). Så jeg gør det, fordi jeg skal og fordi det forventes af mig - og, nok vigtigst, fordi borgeren har behovet. Og så får jeg det bedste ud af det, og nyder resten af tiden i mit arbejde. Man behøver ikke kunne lide det hele, for at elske sit fag - og det hjælper da gevaldigt at jeg kan tage handsker på, ligesom det ville hjælpe at hunden blev lukket væk hvis den var meget generende.

Og det er jo det, som er idiotisk. For den selvstændige natur og selektivismen hos shibaen, er jo karaktertræk jeg faktisk holder af. Jeg gider jo ikke bo sammen med en hund, der bare laller rundt og ikke forholder sig til sin omverden. At shibaen så gør det MEGET, er jo det man må tage med. Det er egentlig først, da de andre hundeejere i kvarteret begynder at hviske-tiske om Taiki, at jeg føler mig ramt. Men det skal jeg jo ikke. Deres hunde og min hund, har ikke meget til fælles. Og den ande shiba, der boede her i området da vi fik Taiki (som jeg tror er flyttet, jeg har ikke set ham meget længe og han var i fin alder og form), han gad sgu heller ikke rigtig de andre hunde og bad dem også om at skride. Så måske har de hunde bare ikke shiba-tække? :hmm: Jeg testede faktisk lige vores kontakt og plads på morgenturen, da vi mødte en gruppe af de der hunde-ejere med de løse hunde. Taiki gik SÅ fint og pænt på plads, og selvom han ud af øjenkrogen og via næsen og ørerne, var meget obs på de løse hunde, så kiggede han på mig og gik fint med. Det var først, da jeg mistede koncentrationen, at han også gjorde det. Det kan man ikke klandre ham for. Jeg må blive bedre til at skære igennem, for han HAR jo sine gode hundevenner og han FÅR opfyldt sine behov for kontakt med artsfæller, så jeg skal stoppe det her tilfælde hunde-shopperi, hvor jeg ikke får sagt fra på hans vegne, fordi det KUNNE være en ny, potentiel hundeven. Hvis de ikke vil lade hundene hilse på vores/hundenes præmisser, men foretrækker kaos-hilsen med løse hunde der farer rundt, så er det jo alligevel ikke noget, vi kan bruge til noget i fremtiden heller.

Det vil tiden jo vise, men kroppen bruger jo gerne lidt tilløb inden, hvor der kommer gang i hormonproduktionen m.m. De fleste hunde begynder altså derfor stille og roligt på deres unghunde-adfærd, et stykke tid inden at de går i løb eller, for hanhundes vedkommende, rigtig opdager glæden ved tæver. Det er en proces.

Det kommer an på hvordan du bruger det. Hos os betyder Nej bare, "Det du gør nu, skal du holde op med". Altså en regulerende kommando og den skal derfor helst følges op med en anden, hvor han så får at vide, hvad han GERNE må. Det er her, vi afleder, giver tyggelegetøj eller deslige og roser ham for at tage det. "Det her vil vi ikke have - men det andet her vil vi gerne have!". Det kommer jo an på hvordan man siger det. :blink:

6 måneder gammel, så nærmer første løbetid sig sikkert. ALLE teenagere humper. Også menneske-teenagere. Prøv lige at skælde en 14 årig knægt ud for den slags tendenser og se, hvor gode resultater dét giver. Man kan bare sige nej og aflede, der er ingen grund til at skælde ud, når hunden ikke kan gøre for det, men bare er hormonkulret. Og i øvrigt rose den opførsel, man synes er ok, f.eks. hvis den i stedet bøller sit legetøj eller tygger meget og længe, i sit tyggelegetøj eller kødben. Den har jo måske nogle fornemmelser og frustrationer, den har behov for at få ud - så tyggedimser kan være lige så nødvendige nu, som da den skiftede tænder som hvalp.

Jeg fik det svar fra en DCH konsulent, at jeg skulle alfarulle min hund, når han udviste usikkerhed over for andre hunde, efter selv at være blevet overfaldet. Så jeg må indrømme, at min tillid til DCH konsulenter ikke er overvældende i forvejen og denne historie prikker bare yderligere til mine fordomme. Men med det forbehold, at to konsultenter (med mindre det var den samme :hmm:) ikke skal ligge til grund for synet på alle de andre.

Jo, Taiki er rigtig glad for mig. Jeg er jo hans moar. Og det mærkelige er, at jeg er okay med at folk tror, at jeg er crazy dog lady (for det er jeg også). Det er mere når skytset rettes imod min hund, at jeg bliver helt svag og usikker. Jeg har i øvrigt rent apropos meldt ud til en chokeret familie og vennekreds, at jeg starter med at få ét barn og hvis jeg føler, at jeg ikke kan magte at få et mere når jeg samtidig har hund, så bliver barnet enebarn - for jeg skal aldrig IKKE have hund, med mindre jeg bliver så gammel og dement at det er synd.

Adfærdsterapeuten er også den lokale helte-træner (som jeg kalder hende - hun er bare god), så jeg vil snakke med hende om muligheder for træning på nogle af hendes hold. Vi gik på hvalpeholdet, men så skete overfaldene og det har været i fokus siden, og vi trænger godt nok til at komme videre nu. Alle sammen. Så det må være næste skridt. Og ja, jeg er meget glad for min kæreste, vi supplerer hinanden godt og hans bedste egenskab er, at han hviler så meget i sig selv og har stor tillid til sine egne evner, også ift. at læse mennesker og dyr, hvilket også er et must i hans fag. Jeg må læne mig noget mere op af ham og bruge ham noget mere, så jeg hurtigere kan få trænet mig selv.

Kan man ikke bare købe sådan nogle billige lamper, der tænder af sig selv via bevægelses-sensorer. Dem man har i indkørsler osv. De er også ret billige. Alternativt kombineret med sensorer med hunde-gøen, som man også kan få. Vov vov og lys, og så skrider ulven da hen til naboen i stedet. Eller hvad?

Da jeg var hjemmehjælper, afsatte jeg altid 10 minutter til at lufte en borgers kat (ja, KAT), selvom jeg ikke er specielt glad for katte. Jeg kom kun ved hende når der var sygdom eller afspadsering eller ferie, så det var måske 1 gang om måneden eller hver anden måned. Så ville hun gerne bytte en støvsugning for, at katten kom lidt ud i sin sele. Hvis der så okay ud og ikke var grimt, så det var tilforladeligt at hun ventede endnu en uge på næste støvsugning (1 gang ugentlig), så gik jeg sgu med katten. Og jeg vred min arm lidt rundt, for at den kunne gå på en bestemt mur, den meget gerne ville gå oven på. Jaja, hjemmehjælpere gør rigtig mange ting, også ting som kommunen slet ikke ville sætte pris på, hvis de skulle lave regler om det. Jeg skrev det bare i borgerens bog, og nogle gange var kompromiset, at jeg lige støvsugede i stuen og soveværelset, men gangen og spisestuen så fine ud, og så kunne jeg nå at gå med katten i 5 minutter. Haha. Et ømt syn.

Jeg kan ikke engang klappe mig selv på skulderen for at han har tabt sig eller at det går så godt nu, som det gør. Fordi der stadig er noget at gøre, og han kunne stadig godt tabe sig en anelse, og så glemte jeg at lave et spor til ham sidste weekend. Og det er bare så dybt åndssvagt, for jeg kan jo se i hans øjne at han slår gnister, bare han får lov til at bære min ene vante hjem. Så hvem er det egentlig, at jeg bekymrer mig for? Kan man elske en hund for meget?

Ja, du har ret, ligesom Hopsa også har. Det bliver godt at få adfærdsterapeuten ud, så jeg kan få nogle værktøjer og feedback. Jeg kan godt sætte grænser på min hunds vegne, men jeg har et stort behov for at vide, at det er rigtigt at gøre det, fordi jeg bliver usikker. Ikke som sådan i situationen, hvor jeg forsøger at tage en hurtig beslutning og stå ved den - men bagefter, hvor jeg som nu tænker, og tænker, og tænker - og grubler over, hvad jeg burde gøre anderledes og bla bla bla. Jeg føler bare sådan et kæmpe ansvar for det her væsen, som jeg har anskaffet og har ansvaret for, og min kæreste kunne skride i morgen og jeg ville stadig have ansvaret. Det er i sidste ende mig, der skal sikre Taikis trivsel og denne tanke gør nok, at jeg har for stor en tendens til at over-tænke det hele og punke mig selv for de ting, der ikke er perfekte. Jeg er en 120%s person. Hvor andre gør det godt nok hvis de giver sig 100%, så føler jeg at jeg SKAL give mig 120% for at være lige så god. Det er ikke kun ift. Taiki, men det kommer også til udtryk i det, at jeg hele tiden tænker på, hvad der er bedst for ham og hvordan jeg kan gøre det endnu bedre. Taiki har et godt og fedt hundeliv, jeg kunne nok nyde det noget mere uden så mange bekymringer. Arh, det er sgu mig der har brug for en terapeut.

Åh, du rammer vist hovedet på sømmet - og lidt auv. Jeg tror, at jeg ligger under for den "hunde gruppe" her i kvarteret, som vi plejede at hænge ud med, da Taiki var hvalp. Deres hunde omgås hele tiden og meget, og uden snor, og nu hvor vi ikke længere kan være en del af dét, føler jeg mig lidt forkert. Også selvom de problemer vi har med dem, skyldes at deres hunde er løse og ikke altid har så gode indkald. Og så føler jeg mig som en nederen hundeejer, når de står og hvisker om, at Taiki er en værre bisse og burde kastreres (det er åbenbart løsningen på alle problemer med hanhunde), og hvis vi går forbi hvor jeg har Taiki i snor og holder hans fokus, så hører jeg dem sige til hinanden eller nye i kredsen, "Ja, ham der han er jo en rigtig bisse, han er en værre én" og det rammer mig da lidt, som ung førstegangs-hundeejer. (Min kæreste synes bare, at de er idioter og hvis de snakker for højt, siger han det gerne til dem lige ud. Han er af en lidt anden støbning end mig). Jeg føler nogle gange, at "alle andres" hunde enten bare elsker alle andre hunde eller også fint kan ignorere de hunde, de ikke gider. Og jeg ved jo godt, at det ikke passer - der er jo de hundeejere som jeg oplever selv tager hunden på den anden side af gaden eller stien, eller går forbi mens de holder deres hunds fokus - de har nok de samme ting at arbejde med som os, det finder jeg bare aldrig ud af, for der er ingen kontakt. Tilbage er så alle de andre, som synes at min hund er en værre bølle der bestemt må have alskens problemer og burde kastreres, så han blev omgængelig. Og jeg sidder tilbage og bliver usikker, for har jeg ret, når der er 5-7 "erfarne" hundeejere, som peger fingre og hvisker? Det er rigtig godt, at Taiki i det mindste har en "menneske-far", som er stærk og ikke lader sig kyse. Suk!

Men det er jo også det svære, synes jeg. For er den anden hund under kontrol og/eller i snor, så er problemet med Taiki minimalt. Det er de løse hunde, der kommer farende hen, som han reagerer på. Og er det fair nok, egentlig? Det mener min kæreste jo. Jeg mener måske, at Taiki kunne være mere afventende og forsøge at læse den anden hunds signaler, så når den standser op og forholder sig neutralt, eller ligefrem bare er glad og venlig, så behøvede han jo ikke blive sur. Men det mener Taiki bestemt, at han behøver. Jeg vil lige igen tilføje, at uanset hvad der skrives her, får vi adfærdsterapeuten ind over, for jeg vil uanset hvad have nogle flere og nye værktøjer at arbejde videre med. Det er mere pga. debatten herhjemme, at jeg gerne vil høre folks mening og jeg hælder jo nok til samme holdning som din.

Fedt. Det er så dejligt, når ens hund går fri. :banan: