Louisen

Jeg tillader mig at råbe "stråmand", for jeg synes at du overdriver min mening helt vildt. Jeg snakker ikke om hændelige uheld, men om legetøj som man svært kan forestille sig nogensinde har været produceret med hunde for øje. Hvis jeg med mine bare hænder kan rive et tøjdyr over på midten - og jeg er ikke stærk - så er kvaliteten simpelthen for dårlig. Og det synes jeg godt, at man kan påpege. Jeg er træt af, at firmaer kan producere legetøj i skodkvalitet og slippe afsted med at sælge det, bare de skriver "hund" uden på. Jeg snakker ikke om 'freak accidents' hvor en hund får hostet en halv IKEA-rotte ned i halsen og dør af det. Jeg snakker om producenter, der laver legetøj, som aldrig har været testet på hunde eller måske endda ikke engang er lavet med hunde for øje, men blot sælges som dette for at de kan komme af med det, da det ikke blev godkendt til børn. Hvis et barn sluger en smådel fra legetøj og dør, bliver der iværksat en undersøgelse af, hvorvidt det var et hændeligt uheld eller om producenten ikke har levet op til sit ansvar, ift. krav om kvalitet og sikkerhed. Jeg savner noget lignende for hundenes legetøj - men det kan ikke indføres, fordi der ikke ER nogen krav om kvalitet eller sikkerhed. Det vil altså sige, at producenterne kan lave de mest forrykte stykker legetøj, som hundene nærmest skal gøre sig umage med IKKE at kløjs i, og slippe afsted med det fordi der ingen regler er på området.

Jeg synes ikke, at det handler om ansvarsfraskrivelse. Det handler om at anerkende, at uheld kan ske. En bamse kan falde ned fra hylden eller hunden hopper op, og får fat i den alligevel, eller man lader den alene i 2 minutter for at gå på WC og ser ikke, at den splitter bamsen ad. Sådan som jeg har det med ting og sager, til både børn og hunde, så bør de - hvis de ellers er bygget til formålet/alderen - være af en sådan kvalitet eller udformning, at selv hvis uheldet er ude, så er skaden minimal eller forsøges mindsket. Og selvfølig kan man som forbruger undersøge tingene selv. Men hvis der står på kassen til en bilsele, at den forøger sikkerheden for hunden i bilen ved f.eks. ulykker, og det er en lodret løgn, så bliver jeg som forbruger vildledt, og det synes jeg på ingen måde er okay. Og ja, jeg har selv set i hvert fald 3 forskellige bilseler, hvor der stod på dem, at de ville sikre hunden og passagerer ved biluheld, hvor jeg så kan finde undersøgelser på nettet om, at det er lyv fordi lige præcis dé sele er testet og er dumpet testen. Det er falsk markedsføring og det er faktisk forbudt - hvorfor det ikke håndhæves ved seler til hunde, fatter jeg ikke, det er måske mere kompliceret end som så.

Der er jeg så lodret uenig. Man sagde det samme om små dimser i legetøj til småbørn, men sagen er bare den, at der kan ske uheld. Og hvis uheldet er ude, så skal hunden ikke kunne kløjs i lyd-dele m.m. Det er ikke anderledes end hvis man lavede legetøj til små børn.

Jeg har ikke arbejdet med alene-hjemme problemer, men vi har gjort brug af en adfærdsterapeut til vores hund (efter overfald) og selvom det er dyrt, har det været hver en krone værd. Finder man en kompetent behandler, bliver det den bedste investering du gør i din hund, hvis den har problemer.

Jeg synes så, at sikkerheden i legetøjet er elendig, med mange små dele som hundene kan sluge, og pladevat med lange fibre, som de kan spise og blive syge af, fremfor vat med kortere fibre, som passerer igennem tarmen frit m.m. Samtidig sælges hundeseler til biler, som enten kun forhindrer hunden i at blive kastet rundt i bilen, men stadig knækker dens nakke eller smadrer den ind i sædet foran. Eller også virker de slet ikke og hunden er lige så meget en fare, som hvis den lå løs på bagsædet. Og producenterne har frit spil til at sælge disse seler som "sikre", fordi der ingen regler er på området. Sådan som jeg ser det, har vi stadig langt igen i henhold til mange områder og at tingene var endnu værre førhen, synes jeg er en ringe undskyldning. Det samme kan jo siges om det at have børn, det var trods alt først i 1997 (!) at vi afskaffede revselsesretten helt, så indtil 1997 kunne man stadig slå sine børn med pisk eller pinde der var tyndere end ens tommelfinger, og ikke blive dømt for vold (det er efter denne regel, at talemåden "tommelfingerregel" stammer...) så længe man ikke overdrev det, forstås. Indtil jeg kan slæbe et firma i retten for dyremishandling, fordi de sælger mig legetøj til min hund som de påstår er sikkert, hvorefter han bliver syg af det, så synes jeg faktisk ikke, at der er sket anden udvikling end at vi i dag opfører os civiliseret og giver vores hunde ordentlig mad. Så er der altid dem, der nægter samt dem, der overdriver. Disse typer mennesker vil altid eksistere, det har ikke så meget med udviklingen at gøre. Tilføjelse: Det ovenstående er ikke et udtryk om ønske om amerikanske tilstande hvor man kan sagsøge for et godt ord. Jeg vil bare gerne have flere rettigheder som forbruger end jeg har nu, og at firmaerne ikke har lov til falsk markedsføring.

Hvis du var blevet gal og vred over, at nogen behandlede din egen hund sådan, så synes jeg også at du har et ansvar over for denne her hund, selvom det ikke er din. Jeg ved godt, at det er svært, fordi det er din veninde, men alle mennesker er nødt til at have nogen principper som de lever efter, for at kunne eksistere med god samvittighed. Personligt har jeg et princip som hedder, at folk der handler ilde over for dyr, overlagt eller ej, får at vide at det ikke er okay. Hvordan budskabet serveres varierer meget alt efter personen, men jeg er nødt til at sige noget, for at kunne se mig selv i spejlet. Men folk har forskellige grænser, så du må tænke lidt over, hvad din egen er. Så længe du ikke siger noget, kan det jo godt ske at hun gør det igen, fordi hun ikke ved bedre. Og jo længere tid der går, hvor du ikke kommenterer det, jo sværere bliver det for dig, fordi hun jo så kan kritisere dig. "Hvorfor sagde du ikke noget sidste gang, bla bla". Du ved selv, hvad hun kan tåle ift. formuleringer. De veninder jeg har, kan godt tåle at jeg er lidt grov og f.eks. siger noget med: "At STÅ oven på sin hund for at lære den en ny kommando... Den var ny. Er det en Cesar Milan metode?" eller sådan noget. Men okay, mine veninder ville aldrig gøre sådan noget over for deres hund, med mindre de var i krise, så jeg ville nok i virkeligheden lægge ud med at tage deres temperatur og spørge, hvornår de sidst har menstrueret (og gå i læge-mode ... Jeg har en meget aktiv, indre "Farmor" som pylrer alle omkring mig imod min vilje).

Jeg har prøvet det flere gange og det har INGEN virkning på mig. Det skyldes nok, at jeg tror fuldt og fast på, at det er svindel og humbug ligesom healing. Jeg tror, at det er placebo, og derfor vil det være individuelt om det har en virkning (og jeg knægter på ingen måde effekten af placebo; studier har vist at indbildningens kraft kan få menneskers kroppe til rent fysisk at læge sig selv hvor de ikke gjorde det før, så jeg har respekt for konceptet, selvom jeg samtidig anerkender at det ikke betyder, at medikamentet som benyttes, er dét som har virkning).

Fedt, giver du et lift.

Du kan lave en tilbagekøbsklausul i salgskontrakten, så du ikke risikerer at han sælges videre fra sin nye familie uden om dig.

Nej da. Den løse hund er jo under fuld kontrol, så når hunden i snor skaber sig, så går den enten væk selv eller kan kaldes væk af ejeren. Så der er jo ingen ballade, med mindre man burde have sin hund i snor men er så uansvarlig, at man har valgt at lade være. Min opfattelse er, at en masse hundeejere lader hunde være løse, som BURDE være i snor, og så finder på undskyldninger for, hvorfor det ikke er deres hunds skyld, når den ikke er under fuld kontrol. F.eks. at det er naturligt for en hund at reagere på en anden hunds surhed - det kan da godt være, men kan du ikke stoppe din hund, så skal den jo ikke være løs. Det er jo bl.a. derfor, vi andre har vores i snor.

Det er min personlige kæphest, når folk skriver, at folk skal vælge at gå med deres hund i snor på steder, hvor hunde ikke må rende løse. For 9/10 gange er der sgu også løse hunde disse steder. Jeg har endnu til gode at møde det sted, hvor jeg kan gå en tur med min hund og ALLE hunde vi møder, er i snor. Folk er simpelthen nogle grise med den snor, og tror at så længe de kan kalde på deres Fido "som ikke gør noget!", så er der fred og fordragelighed. Det er så heller ikke dém, der skal forsøge at få en overstresset lille hund til at falde ned igen, fordi han ellers flænser vores ankler, da løse hunde uden kontrol trigger alt muligt i ham (og en hund er per definition ikke under kontrol, når jeg ikke kan se dens ejer noget sted. Om ejeren så står bag ved et tre en halv meter væk - for jeg kan jo ikke signalere eller råbe, at hans hund er et problem og så har han den jo ikke under kontrol, når han ikke mentalt eller fysisk er til stede i den situation, hvor der skal herske kontrol). Jeg kan sagtens finde på, at gå med min hund i line på stranden. Udover at jeg ikke vil risikere noget negativt i mødet med fremmede hunde, eller at han stikker af ud over markerne, så vil jeg heller ikke risikere at en understrøm tager ham ud på havet. Betyder det, at min hund og jeg skal snydes for den friske havluft og at soppe, fordi strandene er -endnu- et sted som er overtaget af de-løse-hunde-helvede? Det synes jeg ganske enkelt ikke er rimeligt. Især ikke hvis begrundelsen er, at hunde i snor og løse hunde ofte kommer op at toppes. Hvis ens løse hund ikke kan finde ud af at gå væk fra en sur hund i snor og hvis ejeren ikke kan finde ud af at kalde den væk - så skal den løse hund i snor, for så er den jo ikke under kontrol og har intet at gøre i frit løb. Og ja, det er da synd for min hund, at han ikke kan rende løs hvor som helst, men det er da mere synd for ham hvis han bliver bidt eller bider andre, eller bliver væk og fryser ihjel. Heldigvis gør jeg meget ud af at finde steder, hvor han sikkert og trygt kan være løs, og så skal folk ikke blande sig i, hvis vi går på en hede eller på stranden, hvor hunde må være løse, og han så er i snor.

Min hund er altså normalt ret selvstændig, han gider godt nus og søger også min kæreste og jeg, men ligger lige så tit for sig selv, og kigger ud af vinduet eller hygger i sin kurv. For tiden er han MEGET kontaktsøgende og når han sover, skal det foregå op og ned af os. Han er helt ekstrem puttesyg for tiden. Og det sker flere gange om dagen, at han smider sig ned foran vores fødder og viser sin mave, fordi han vil have opmærksomhed og nusses. Det plejer han ellers kun 1 gang om ugen eller sådan noget. Han virker ikke til at have smerter eller noget, og der er ikke ellers sket noget som kunne påvirke ham. Han er 15 måneder, er det teenageri eller psykisk udvikling, der foregår lige nu? Vi har valgt at imødekomme hans behov så meget vi kan, f.eks. sidder jeg med den bærbare i sofaen lige nu sådan at jeg kan skrive nogle studierelaterede ting (og her på HF ) mens han ligger op af mig og sover. Og han har det fint nok med at være alene, det er jo begrænset hvad han er alene i hverdagen og han sover bare. Nogen bud?

Men hvorfor lader du så din løse hund rende hen til en hund i snor?

Da Taiki havde blærebetændelse havde han også så mange smerter, at dyrlægen valgte at give ham en smertestillende sprøjte på stedet. Så det kan sagtens være, at hun ikke vil tages op, fordi hun har ondt i sin lille mave pga. blærebetændelse. Få det tjekket asap!

Hvor er han nuttet!! Måske skal du annoncere herinde efter legekammerater? Også fordi, at hvis man har på skrift herinde, at hundene skal lege, så kan de jo ikke rigtig påstå, at Goliath har skambidt nogen, når det er leg.

Jeg vil lige tilføje noget, jeg kom i tanke om: - Efter at jeg har fået min egen hund, er min tolerance over for andre hunde(racer) blevet meget større. Nu synes jeg faktisk, at langt de fleste hunde er søde og sjove, på hver deres måde - selvom shibaer stadig er mest awesome i mine øjne. :blink: Når man er vant til at blive savlet på, mudret til osv., så gør det ikke så meget hvis andre hunde gør det og det fjerner altså mange negative ting ved de hunde, jeg møder på min vej. Så kan jeg meget bedre se alle de gode ting ved andre racer. På den led har det bestemt været gavnligt for mig rent hunde-mæssigt, at få min egen hund.

Jeg har aldrig rigtig været et hundemenneske. Der var enkelte hunde, som jeg kunne lide pga. deres individuelle personlighed, men 9/10 hunde syntes jeg egentlig var lidt for hunde-agtige, på enten den ene eller anden måde. De lugtede lidt for meget, savlede lidt for meget, var lidt for ivrige eller lidt for slaskede/dovne, de var lidt for meget i vejen eller for asociale... Ja, jeg var ikke rigtig en fan. Da jeg så mødte min eks-kæreste, blev jeg også introduceret for hans mors hund, som var en shiba. Jeg var solgt til stanglakrids, det var bare den sjoveste, dejligste hund nogensinde, selvom han var sk... sur på rigtig mange ting og enormt stædig, og nok trængte til at komme lidt ud til træning og den slags. :blink: Nå, men jeg tænkte egentlig bare, at det var endnu et tilfælde af "Denne her hund er speciel, alle andre hunde er stadig mærkelige", indtil jeg kom afsted på nogle udstillinger og fik aftalt nogle møder med andre shiba-ejere, hvor vi gik en tur og jeg hilste på deres hunde. Jo mere jeg lærte om racen og jo flere shibaer som jeg mødte, jo mere forelsket blev jeg. Efter min eks' og jeg gik fra hinanden, havde jeg altid en idé om at jeg SKULLE have en shiba i mit liv igen, men mit liv var bare ikke til det på dav. tidspunkt. Da jeg så mødte min kæreste, vi flyttede sammen og jeg begyndte at læse (dvs. fik mere stabilitet i mit liv, også fremadrettet), besluttede jeg mig for, at NU skulle det være. Jeg kan godt gå og drømme om andre racer, især hvis Taiki er lidt bisset eller stædig. Men i virkeligheden kan jeg jo ikke forestille mig et liv uden min. én shiba i huset, det er så meget "min" race og jeg har endnu til gode at møde et eksemplar af racen, som jeg ikke synes er fantastisk på sin egen måde. Alting passer bare så godt til mig, lige fra udseende til sindet, til det generelle aktiveringsbehov m.m. Det er som om, at racen er avlet for at imødekomme MINE ønsker og behov (eller også er det omvendt mig, der er lavet til at eje shibaer, hvem ved? ). - Det er pga. ovenstående, at jeg hårdnakket påstår at jeg IKKE er noget hundemenneske. Jeg er et shiba-menneske.

Min hund kan tage tomme toiletpapirs-papruller af holderen. (og splitter dem ad i tusind stykker). Det har han helt selv lært sig.

Jeg sparede sammen og købte en brugt Nihola (ladcykel a la Christianiacykel, men mere handy IMO). Når vejret er til det cykler vi ALLE steder hen. Taiki ELSKER det! Man kan få en med luge/dør foran, så hunden selv kan gå ind og ud. Vi løfter dog Taiki, for vores front er gennemsigtig, så Taiki altid kan kigge ud, uanset om kalechen er på (kun når det er meget koldt eller regner/sner). Jeg HAR brokket mig over, at man ikke kan få front-luger i gennemsigtig plast, men det er af hensyn til sikkerheden. Og Taiki vil gerne kigge i kørselsretningen og ikke ud af siderne. Det giver bare en kæmpe frihed med sådan en cykel, hvis man skal rundt i byen. Om sommeren cykler vi til skoven, stranden osv. og om vinteren cykler vi til toget, så tager det kun 10 min. til skoven.

Vi trænede bus i dag og tog nogle billeder. Jeg skal øve mig lidt..

Ok, der er så en hundepsykolog som har arbejdet med Thor, som har udtalt sig om at Thor ikke var en "god hund". Fordi han gjorde udfald imod andre hunde, og fordi han ikke lukkede dem ind, men kun tillod at de "servicerede" ham som hundepsykologen kalder det, nemlig at de kunne gå tur med ham og fodre ham, men ellers gad ham dem ikke. Hundepsykologen mente så, at I al den tid de havde haft Thor (siden november, tror jeg?), burde Thor være varmet mere op over for dem. Okay... 1) At Thor gør udfald imod andre hunde er selvf. ikke godt. Spørgsmålet er så, hvordan disse møder er foregået, om Thor stadig er en intakt hanhund der sættes sammen med andre intakte hanner, mens der stinker af dejlige damer i hele kennelen osv. Selvfølgelig er det meget træls, at Thor gør udfald, især med den aktuelle sag i mente. Det kan jeg for så vidt godt forstå, at hundepsykologen finder problematisk. 2) Men det andet dér... For fanden altså. Schæferen er kendt for at være en "enkelt-herre hund", der knytter sig meget til enten ét menneske (oftest den person, der træner den) eller sin familie, og selvom den er glad for andre mennesker, skelner den stadig imellem "os" og "de andre". Så at klandre Thor for, at være afvisende over for fremmede mennesker som han aldrig før har set, og samtidig i en situation hvor han er taget ud af alle sine vante rammer og er et fremmed sted, og sikkert også et sted med andre fremmede hunde som måske stresser ham lidt... Altså, forventer de så virkelig at han bliver dødeligt forelsket i dem på bare 2 måneder? 3) Jeg kan så også bare konstatere, at hvis problematikken skrevet under punkt 2, virkelig er sigende for om en hund er en "god hund" eller ej, så er de fleste spidshunde (og mange andre racer også!) vist ikke "gode hunde", fordi de er så knyttede til deres familier, at de oftest vil se på alle andre som "erstatninger" og hvor det gerne tager mange måneder, og altså mere end 2, før de varmer op over for en ny, fremmed familie. Man kan så også spørge sig selv, hvor meget tid der bruges på aktivering, træning og samarbejdsøvelser m.m. et sted, hvor de måske har mange hunde som skal tilgodeses, de fleste omplaceringshunde lærer da at holde meget af deres nye familier - men disse familier har jo også kun den éne hund at fokusere på, og selvom de har andre hunde i forvejen, gør de meget ud af samarbejdsøvelser osv., det kan man jo godt tvivle på, har været tilfældet hér. Det synes jeg bare, er meget sort sagt, af en såkaldt hundepsykolog -- og hvad er han egentlig? For hundepsykolog er jo ikke en rigtig titel og den er heller ikke beskyttet, så det kan jo være en eller anden gammel-Åge som mener, at Thor ikke gider samarbejde med ham, fordi Thor lægger sig i sin kurv og er utryg så snart de kommer hjem - eller lign. Det aner vi jo intet om. Så jeg synes nok, at omtalte hundepsykolog burde have holdt sin bøtte i pressen...

Nu har jeg så set på TV, hvordan en gnu blev spist af løveunger mens den stadig var i live, fordi løvemor ikke var hurtig nok til at klemme luftrøret sammen på den inden de gik til bords... Så jeg har ikke rigtig ondt af dyr, der får et gak lige i skalden og så dratter døde om på stedet - så længe de har et godt liv, mens de nu engang er levende. Med andre ord spiser jeg min bøf og mit bacon med glæde, vel vidende at de fik et mere humant endeligt end føromtalte gnu (som jeg nu heller ikke har ondt af, for så ville løveungerne jo sulte). Naturen er noget grimmer noget.

Jeg tror, at der er en tæve i løbetid i kvarteret, for Taiki er en værre bisse hver gang vi kommer hjem fra tur. Efter den sidste aftentur bissede han rundt i sin kurv og bøllede sit tæppe på en sådan måde, at han endte under det (det plejer at fore kurven). Og så blev han træt, fordi det alligevel var lidt hyggeligt sådan at putte under sit tæppe. :hjerte: Mors bøllemis!

Men det gør det da kun værre. Jeg ved godt, at der foregår embedsmisbrug i højere grad, end de fleste af os kender til. Men det gør det da kun mere vigtigt at slå ned på det og signalere, at man ikke tolererer den slags, i stedet for at sende signaler om at det nogle gange er okay - for så skrider tingene da først helt af sporet.

Jeg har ingen idé om, hvad du snakker om. Hvor filan kommer Blekingegadebanden ind i billedet henne? :hmm: Edit: Aarh, nu ser jeg det. Det er fordi jeg læste "modstandsbevægelsen", når der egentlig er tale om Blekingegadebanden. Det er nok fordi jeg læser en bog om modstandsbevægelsen pt., så læser jeg forkert. Jeg ved godt, at de to ikke er tilknyttede.