Louisen

Taiki ved i øvrigt overhovedet ikke, at han er afhængig af mig/os, men det ligger til racen. Til gengæld elsker han os højt og er meget loyal (også en raceegenskab), og det værste i hele verden er når jeg er Onde Mor. En anden ting er, at jeg synes nogle hundeejere har en tendens til at kræve af deres hund, at de klarer overgange uden problemer. Et klassisk problem er børnene som ikke var der før. Man får en hund, så bliver kvinden gravid og man forventer bare, at hunden tackler det godt. Men hunden bliver jo også vækket hver nat og hunden må jo også vente og vente, på sin tur, sin mad, det ene og andet som den før bare fik - men nu må vente på, fordi der skal ammes og skiftes. Det er da klart, at det tager noget tid og måske endda træning, for hunden at vænne sig til.. Jeg kan slet ikke se, at det kan være anderledes. Således synes jeg det er fedt, med det unge par vi tit møder på kirkegården, der går tur med hunden og en tom barnevogn. De lærer hunden, at når man går med vognen også, så bliver man på stierne og kan ikke gå af de små kringelveje på græsset. Så er det da et stress-/udfordringsmoment mindre, når barnet kommer. --- og ligesom med flytninger osv. så tackler nogle hunde det bedre end andre! Nogle hundeejere har aldrig oplevet problemer, mens andre må give hunden væk fordi den ikke tåler det nye miljø med en baby og ikke har fået en chance for at tilvænnes.

Jeg synes, at der er en tid og et sted til alle ting. F.eks. dit eksempel med Fido der leger for hårdhændet med Frodo og Fidos ejer tager ham i snor. Det har jeg gjort med Taiki. Det handlede ikke om at jeg troede, at han lærte en skid af at komme i snor/blive afbrudt på den måde, men om at jeg kunne se at tingene ville eskalere ud af kontrol. Udover at jeg i forvejen har en hund, der kan være usikker på andre hunde grundet dårlige oplevelser (så vi har ikke brug for flere, selvskabte eller ej), så ønsker jeg heller ikke at andre hunde får dårlige oplevelser pga. min. Og så er der riskoen for skader m.m., som jeg altid er nervøs for. Jeg har så gjort det, at jeg sammen med en træner og hunde, vi kender og er trygge ved (inkl. deres ejere), har trænet det med Taiki, som haltede bagefter. Derudover har jeg udviklet mig enormt meget som hundeejer. Det er jo min første hund som er helt 100% min. I starten var jeg for vag, men nu kan jeg både sige nej og skælde ud. For mig handler det om forskellen på, om min hund ved om noget er forkert eller ej. Han kan sagtens finde på at gøre noget vel vidende, at det er forbudt (f.eks. forsøge at æde klamme ting på gaden), og så skælder jeg ham ud meget kort. Det har gjort, at han faktisk kun æder klamme ting hvis han er meget sulten og det er han sjældent. Jeg kunne hverken rose eller klikke eller distrahere mig ud af problemet, jeg var nødt til at være Onde Mor og det har jeg det fint med. Mange af de andre ting har jeg ikke så meget at sige om. Det der med at være aktiv ude og rolig inde praktiserer vi i stor stil. Det vildeste, der kan foregå inde døre, er puslespil eller tygge i tyggeben. Det handler om, at vi ikke har så meget plads og at vi er udemennesker, der elsker at være udenfor. Når man samtidig ingen have har, jamen så giver det sig selv at vi går nogle gode ture, hvor vi træner og laver en masse sjove ting, så Taiki bliver brugt på den gode måde. Behovet for at lave ballade inden døre opstår kun, hvis han får et behov for opmærksomhed - men selv dette har vi begrænset ved, at han finder sit legetøj frem og står med det foran os. Det er ikke sådan, at vi smider alt hvad vi har i hænderne, men vi forsøger da at imødekomme hans behov. F.eks. kan jeg da sagtens sidde i sofaen sammen med ham når han vil være social over et tyggeben, jeg har en computerpude fra IKEA og så skriver jeg bare opgave på denne måde. Det er jo ikke flere timer det drejer sig om og det gør bare en verden til forskel, at også Taikis opmærksomhedsbehov (noget jeg synes, nogle hundeejere har tendens til at overse) bliver imødekommet. Uden at det i øvrigt kammer totalt over.

Når jeg tror at jeg har en edderkop på mig, reagerer jeg ved at skrige og græde, hoppe rundt som en vanvittig mens jeg basker med armene og forsøger at børste den af mig. Så kom der en edderkop i hvalpestørrelse hen til mig, kan jeg love for at jeg ville sparke til den. Hvis man skal forbi der, hvor der er løse hunde eller igennem det gangareal fordi det er hurtigst. Eller har man ikke lige set skiltet med at hunde må være løse... så bliver man forskrækket. Er man så angst for hunde, så tror jeg ikke at man reagerer særlig klogt. Jeg synes, at det her er en af de situationer, der kan ske, uden at det nødvendigvis KUN er den enes eller andens fejl. Damen burde være gået et andet sted, hvis hun er bange for hunde - TS burde have haft fuldt opsyn og styr på sin hvalp. Man må bare trække på skuldrene og huske det til en anden gang, og være glad for at der trods alt ikke skete noget.

Jeg må indrømme, at jeg er lidt lavpraktisk omkring sådan nogle diskussioner. Hvad folk føler eller ikke føler, er ikke relevant. For mig er det kun relevant, om de bruger for meget, for lidt eller tilpas kraft og indsats, til at stoppe det som foregår. Hvis KimC havde sparket hunden mere end én gang eller på anden vis var gået helt amok, så ville jeg have en del at sige til ham. Men han gav den ét velafrettet spark, som virkede efter hensigten. Og med en så aggressiv hund forstår jeg godt, at han ikke ville have sine hænder og fingre ned i nærheden af dens halsbånd, for at forsøge at få den væk på den måde. For det kan man miste dem på. Så er der altså kun spark tilbage, for at skræmme hunden væk og skabe afstand, så man kan handle og få den anden hund væk. Så længe folk handler korrekt, er jeg ligeglad med hvad de tænker eller føler. Tanker er toldfri, heldigvis.

Og i dag har vi så lige haft den bedste tur, hvor Taiki på magisk vis kunne høre alt hvad jeg sagde så vi kunne rent faktisk træne og gå et spor, han var ikke voldsomt tis-fokuseret og han legede/hilste pænt på de hundevenner vi mødte - og jeg var i stand til at holde kontakten med ham og få ham videre, når vi så fremmede hanhunde. Han bissede en anelse da vi kom hjem, men han fik en tom toiletrulle med godbidder i, så han kunne afreagere lidt. Nu er han faldet i søvn midt på køkkengulvet med en flap paprulle hængende ud af munden.

Ligesom med menneskebabier må hvalpe godt have en smule ekstra fedt. Dette skyldes, at de har brug for et ekstra lager, når deres immunforsvar kommer på arbejde ift. alle de sygdomme, de ikke er resistente over for endnu, men som de bliver efterhånden som de udsættes for smitte. Har en hvalp en sygdomsperiode hvor den ikke spiser eller har tynd mave, kan det allerede i løbet af et par dage sætte sine spor. Så jeg vil mene, at det ikke gør noget hvis hvalpen ikke er slank som en voksen hund, indtil den bliver omkring de 6 måneder.

Jeg synes personligt, at det er for koldt at stille hunde ude foran butikker i længere tid nu. Så hvis Tobi har stået uden dækken på og evt. rystet af kulde, så forstår jeg godt at manden tager ham med. Det er en korthåret hund. Jeg kan ikke vide om det er forklaringen, men det kunne det jo sagtens være. Jeg har selv en gang denne vinter været inde i Kvickly og få efterlyst ejeren til en hund, der sad udenfor og rystede af kulde. Jeg ventede 10 minutter, inden jeg gjorde det, og jeg havde til fulde intention om at tage hunde med mig, hvis ikke ejeren var kommet strømmende. Den var ikke stor, den hund, den rystede vildt og dens snude var iskold. Der var intet læ, der hvor den lå, og det regnede og blæste. For mig er det præcis det samme som at søge ejeren til hunde, der er ved at få hedeslag om sommeren.

Jeg mærker på ham og så ser jeg ham også i bevægelse. Jeg synes hurtigt at man kan se på hunden om den er tyk eller tynd, når man ser den i rask tempo /løb. Så kan man nemlig hurtigt se, hvad der er muskler og hvad der er fedt.

Når dette ræs er overstået, har alle tæverne her i kvarteret været i løbetid.. og så tror jeg det går. Indtil næste gang.

I morgen tager vi toget ud af byen og til Dyrehaven, hvor der forhåbentlig er så meget plads, at der lugter lidt mindre af hunde i løbetid og lidt mere af vilde dyr, skovbund og hjortelort.

Jeg syntes lige, at det gik så godt, men det var vel kun et spørgsmål om tid før Taiki havde været så påvirket af lugtene fra kvarterets tæver som er i løbetid næsten alle sammen samtidig, at han ikke magtede det mere. Det punkt er så kommet nu. Han har taget livet af sin 2. fjernbetjening på under en uge, han har splittet en af mine bøger ad til konfetti og han er meget bisset på sit legetøj (men får lov - det er hans). Han har ikke smerter, han er hverken sulten eller tørstig, han får gode lufteture, træning og mental stimuli. I det sekund vi kommer ud fra hjemmet, ryger næsen i jorden og når han efter noget tid begynder at savle mens han lugter til en tisseplet, ved man at der var bonus: Tævetis fra en hunhund i løbetid. Taiki er sur på alle hanhunde, men holder sig ok i skindet over for de hunde han kender. Han kan IKKE hilse på tæver uden at lugte dem bagi fuldstændig manisk, uanset om de er i løbetid eller ej, steriliserede eller hvalpe. Når vi kommer hjem bøller han helt vildt indtil han dratter om af træthed, ikke alverdens afledning hjælper. Når han så dratter om, ligger han og piver lidt, og er meget deprimeret, inden han falder i søvn. Jeg har nu indkøbt et mindre lager af oksehudsben med kallunfyld, som er det eneste der kan afbryde hans bølleri OG depressionsanfald, for han har brug for at tygge i noget lige nu kan jeg konstatere, ved blik på vores fjernbetjening og min bog. Vi lægger selvfølgelig alting væk og op i højden (min kæreste har haft glemt det, men nu husker han det, for det er ham selv der får lov til at betale for fjernbetjening nr. 2!), og jeg har indkøbt et skoskab i stedet for den skoreol vi havde tidligere. Jeg VED at han ikke gør det for at være på tværs, men fordi han er p... hamrende frustreret. Andre hanhunde ejere i kvarteret kan lignende historier med deres egne hunde - en enkelt kan ikke have vinduerne åbne, for så begynder hans hund at gø og pive helt vildt. Det er måske 6-7 tæver inden for den samme kvadratkilometer, der er i løbetid samtidig. Suk! Det må meget gerne stilne af snart, når tæverne begynder at forlade løbetiden igen, for han har det ikke særlig rart /konstruktivt som tingene er nu. Han er 13 måneder og også mega teenager, så hormonerne er alle vejne. Stakkels fyr.

Det findes ikke hvis der ikke er BILLEDER! :hjerte:

Åååh jeg kan blive så hidsig. Godt at jeg ikke skal arbejde med den slags... Nåh nej vent, jeg skal være pædagog. :stupid:

Du bør underrette. Jeg ved godt at det virker som om, at det ikke hjælper, men hvis INGEN underretter, sker der intet. Og hvis du underretter og andre også gør det, kan jeres underretninger bakke hinanden op. Iøvrigt har man underretningspligt, så i teorien har du ikke noget valg. Du kan vælge at underrette anonymt, men så skal du ikke sige dit navn. Sagsbehandleren der modtager din underretning har notatpligt.

Og her kommer så de store kommuneforskelle ind i billedet. En kommune som Gentofte Kommune har virkelig lavt antal tvangsfjernelser, få underretninger og mange ressourcer til rådighed for de underretninger de modtager. Fordi de har mange ressourcestærke borgere, der putter penge i kommunekassen uden at trække dem ud igen. Så har vi en kommune som Lolland Kommune med mange udsatte borgere i alle aldre. De har få ressourcer, for de har ikke mange ressourcestærke borgere til at løfte læsset for de, der ikke har så meget. Og skal de vælge imellem at rykke ud til en pige med rifter i skeden eller en dreng der går i snavset tøj, ja så vælger de det mest akutte. Selvom drengen kan komme fra en Brønderslev-agtig familie som faktisk er endnu mere akut. For nogle år siden gik nogle kommuner så langt, at de i oktober/november måned fortalte deres sagsbehandlere, "Vi kan ikke fjerne flere børn fra hjemmet i år. Vi har ikke råd". En del socialrådgivere gik ned med stress på grund af denne urimelighed. Jeg synes personligt at kommunesystemet er latterligt ift. sociale midler. En ung knægt der vanrøgtes og mishandles, skeler ikke til kommunegrænser når han tæver en mand ihjel og filmer det med sin mobiltelefon. De glemte børn bliver vores alle sammens problem.

Som sagt har Taiki en lækker krop hvor man kan ane musklerne under hans pels (som er begyndt at blive tyk til vinteren) og han har talje, og kører man hænderne løseligt ned langs hans sider, kan man ane ribbenene under pelsen. Dyrlægen gramser og gramser på ham, når vi alligevel månedligt får klippet hans negle og det er på baggrund af hendes mærkeri, at hans vægt vurderes. Hun er meget glad for hans muskuløse lår, som hun siger er rigtig lækre og fine. Han har bare en del løs hud ved halsen og ansigtet. Det gør ham også meget karakteristisk at se på, han har meget mimik og mange udtryk. Og er han fræk og tigger mad, forsvinder alle folder så han ser heeeeelt udsultet ud, haha. Folk bliver snydt af ansigtet og halsen. Men kigger de på kroppen, kan de godt se at han er flot. Man skal bare lige se hele hunden.

Taiki har lækre brødre, der kan sende de gode gener videre. Kennelen er Kennel Misaiko, Kennel Misaiko - Kennel Misaiko De har nogle smukke hunde og udvælger nogle smukke hanner. Jeg er ikke til det tynde ræve-look og samtidig så er de meget fornuftige mennesker, gør sig mange tanker og brænder for avlen. Nogle virkelige fantastiske opdrættere. Se deres billeder, det er jo nogle vildt lækre dyr de laver.

Med mindre Taiki står på et bord, så gider han ikke fremmedes hænder. Den eneste grund til at bordet gør en forskel, er fordi vi har trænet det til dyrlæge og dommere. Så det er ikke så nemt. Men folk kan egentlig godt se det, når de ignorerer hans ansigt og hals, og kun kigger på hans krop. Han har en sindssyg lækker krop nemlig. Og løs hud på halsen og i ansigtet. Men det er bare hud, ikke fedt. Jeg er ikke engang sikker på, at vi skal bruge ham til avl. Jeg vil gerne udstille ham af interesse og nysgerrighed. Ift. hvad der er ønskeligt for racen, så svinger det lidt frem og tilbage. Jeg synes personligt, at nogle opdrættere fokuserer for meget på det tynde ræve-look, så deres hunde ikke er så harmoniske. Derfor har jeg også valgt en opdrætter, der lavede flotte harmoniske hunde der ligner det, man finder i Japan. Oprindeligt blev racen brugt til jagt af bl.a. vildsvin og i den forbindelse ville Taiki have en klar fordel fordi svinet ikke ville kunne få fat med sine tænder hvis den stanger ham og han har ekstra hud. Jeg har det også sådan lidt... Taiki er mega fantastisk, men mon ikke der findes lige så fantastiske hunde der ikke har for mørk pels og den slags? Altså "perfekte" hunde. Nogle af Taikis brødre er mega lækre... Så der er jo ikke BEHOV for at Taiki sender sine gener videre. Så udstilling handler mere om, at jeg er nysgerrig efter hvad dommerne ville kommentere. Taiki er mere sporhund end udstillingshund.

Jeg er også nysgerrig ift. hvordan Taiki vil klare sig i udstillinger. Jeg er egentlig ligeglad med resultatet, men som sagt nysgerrig over, hvad dommerne vil sige. Han er meget rød i pelsen, har stænk af sort i halen og ved sine lyse skuldermarkeringer, og så er han altså en basse at se på. Men han er robust og sund, og har også et rigtig godt sind - og jeg forventer, at vi kommer meget langt med spor, når vi begynder til konkurrencer. Bortset fra sin pels, kan han bidrage med rigtig meget godt til avlen, hvis en opdrætter ønsker at komme væk fra det meget tynde og over i nogle mere solide hunde. Men spørgsmålet er jo så, om Taiki bør parres med sesam eller b&t, så det mørke i hans pels ikke bringes videre i avl på de røde shibaer, der helst skal være gyldenrøde. Det er alt sammen meget teoretisk og måske skal han slet tilbydes til avl. Måske er der ingen, der synes at han er god nok ift. racestandarden og måske vinder han ikke nogen udstillinger, så han er relevant at reklamere for. Jeg elsker ham som han er, men jeg er hamrende nysgerrig. Det er da sjovt at vide sådanne ting, synes jeg.

Jeg har faktisk tænkt lidt på dig. For det må også være træls at få at vide hele tiden, at ens hund er for tynd, når man gør alt hvad man kan for, at den trives. Nu kender jeg en del shibaer som er ret kræsne og hvor ejeren har svært ved, at få den til at spise bare nogenlunde fornuftigt uanset hvad og hvordan de fodrer. Så det er måske en raceting; og så burde folk da snart lære, at sådan er det nogle gange.

Jeg har det i øvrigt sådan, at man er nødt til at se på sin have med kritiske øjne. Ligesom man sikrer hjemmet når man får børn. Personligt vil jeg hellere oversikre hjemmet end at risikere, at hunden eller børnene kommer til skade. Nogle haver er bedre indrettede end andre. Men sker det bare en eneste gang, at hunden stikker af, så må man tage sine forholdsregler. Skyldes det et barns uforsigtighed, må man lave lågen så den er børnesikret og med automatisk luk. Eller med en dobbeltlåge. Hvert år er der mange, mange kæledyr der bliver trafikdræbt. Der er også mennesker, der generes i egne haver pga. dyr der uden ejerens vidne, lufter sig selv. Det er ikke længe siden jeg personligt reddede en cavalier fra at blive kørt ned på Bernstorffsvej, fordi den var smuttet ud i deres ikke-afhegnede have. Og det er bare ikke godt nok at "tro", at noget er sikkert. Ikke hvis det ender med dyr eller mennesker, der kommer til skade.

Den ryger på Facebook!!

(tæppet på sofaen er fordi han fælder som en sindssyg for tiden og da vi har en mørk sofa - d'oh! - er det et helvede)

Taiki rammer snart sin idealvægt og det er jo glimrende. Hvad der dog irriterer mig, er alle de folk der -stadig- kommenterer hans vægt, som de tror er meget for høj. "Er han ikke lidt buttet?" - "Er slankekuren gået i stå?" - "Er han en hvalp, er det hvalpefedt?" osv. Taiki har fået mere talje og er mere adræt, så det er jo dejligt udover de almindelige fordele ved at være normalvægtig. Men han er stadig bamset at se på i overkroppen/ansigtet og jeg elsker ham for det. Alle shibaer er smukke og elegante, men min shiba er vel lidt mere bamset at se på end gennemsnittet. And so what? Alle som møder ham, forelsker sig i ham. Selv vores kebab-mand som ellers er muslim og lidt bange for hunde. Selv ham den 3 årige knægt der tuder hver gang han ser en hund, han elsker vores "røpada" (røde panda). Og når det nu ikke er fordi han hverken kan gå eller løbe, hvorfor SKAL folk så kommentere det hver gang? Jeg lyder som én stor undskyldning og jeg kan nogle gange vitterligt SE, at folk ikke tror mig når jeg siger, at han faktisk snart skal stoppe på sit slankefoder, fordi han ellers bliver undervægtig ifølge dyrlægen. Har andre lignende oplevelser (evt. med andre racehunde end lige shibaen)? Eller måske bare generelt ift. hundens vægt i den ene eller anden retning. Jeg oplever dog tit, at hvis man bare siger det magiske ord "kastreret", så er folk langt mere forstående end hvis man siger "Han er ikke overvægtig, det er bare sådan han ser ud". :damn: Her kommer så lige dellefaren. 14,5 kilo og 45 centimeter over skulderen, og lækker som bare pokker. :hjerte:

Jeg kunne bedre lide den gamle hundelov. Man kunne med fordel indføre hundekørekort. Det vil sige, at inden man anskaffer sig en hund, skal man på et kursus indeholdende visse lovpligtige elementer som opdragelse, hundeloven, hvad en hund kræver osv. Til sidst en q&a test, som man skal bestå. Man skulle så ikke kunne få registreret en hund i sit navn, hvis man ikke havde hundekørekort. Når man sidenhen anskaffer sig en ny hund (f.eks. hvis den gamle er død), skal man op til prøven igen og bestå igen, for at måtte dette, hvis der er gået mere end f.eks. 3 år siden den sidste prøve. Det er samme princip med biler, du må ikke være fører af én før du har kørekort. Det forhindrer ikke folk i at køre for hurtigt og folk kører stadig galt, men det er trods alt bedre end hvis de slet ikke skulle til køreprøve inden de fik tilladelsen.