Louisen

Her er Taiki, kælenavnet Bammis og her som en Ambulammis med udrykning. :hjerte:

Ift. betrækket, har jeg dette trick fra hvalpetiden: Køb det billigste voksdug du kan opdrive - det må gerne være skærende grimt, bare det er det billigste. Dette syr du til et betræk der passer til puden, sengen, hvad det nu er. Så køber du det stof, du gerne vil SE på og hunden mærke, og laver TO betræk til puden/sengen/whatever af dette - husk lidt ekstra plads så det er nemt at få ud over voksdug betrækket. Når din hund så tisser eller er klam i kurven, tager du det gamle betræk af, tørrer lige voksdug-betrækket indenunder af med en våd klud, rodalon og tørrer det med lidt køkkenrulle - på med det rene betræk og til vask med det gamle. Voila! Jeg lavede også et sengetæppe på denne måde, da Taiki elskede at sove i vores seng men havde nogle uheld i forb. med sin blærebetændelse som hvalp. Der lagde jeg dog bare et stykke voksdug under sengetæppet, for jeg kan ikke sy, så det gør jeg mig ikke i. (pudebetrækket til IKEA-puden er købt, og voksdug-betrækket indenunder er sat sammen med hæfteklammer... Haha)

Herhjemme slår intet Taikis IKEA-pude. Den har også memory funktion selvom den er fyldt med gåsedun... Det består i, at når han ikke ligger på den, så falder min kæreste og jeg over den og får dermed sparket lidt luft ind i den, så den bliver blød og tilpasser sig hans krop, næste gang han lægger sig.

Ham får de sikkert hurtigt afsat. Han er stadig hvalpet, men kan forventes at være renlig og så er han vildt sød at se på.

Det handler vel bare om, at nogle racer er avlet til at arbejde selvstændigt og det gør dem ikke umulige at træne, men det ligger ikke lige for, som med andre racer. At få en selvstændig hund til IKKE at være selvstændig, er jo lige så svært som det er at få en toller til ikke at tolle ved en sø, eller retrievere til IKKE at hente det man kaster. Men hvis man som hundeejer tager højde for sin hunds instinkter og personlige særheder/individuelle personlighed, er alle hunde jo for så vidt lige nemme eller svære at træne. Jeg tror da sikkert, at nogle retriever-ejere ville mene at Taiki er svær at træne, men det er han ikke for os, fordi vi kan lide racen og hans særheder, og jeg elsker udfordringen i det. Omvendt har jeg svært ved retrievere, fordi jeg ikke kan læse dem særlig godt og simpelthen ikke har tålmodigheden der kræves, til virkelig at træne igennem og få sat øvelserne lige i skabet.

Taiki har kendt en schæferdame siden han var hvalp. Hun er så morsom. Selvom vi står i en gruppe af flere hunde, er det ham hun TRÆKKER hen til for at hilse på. Men så snart de har sniffet til hinanden, så går der pludselig kongelighed i den og hun ved ikke helt om Taiki er god nok til at måtte røre ved hende eller sniffe til hende. Hvis han så bliver for nærgående, så kommer den dybe rumlen fra maven som han nu har lært betyder "Back off, mester!". Det er bare så morsomt at se deres samspil, for hun er lige så vild med at hilse på Taiki som han er hende, men bagefter skal hun lige spille uinteresseret. Når jeg ser store hunde, så kaster jeg altid et blik på deres ejere. Hvis det er sådan en type med kasket og træningsgodbidstaske, eller hvis det er drankertypen med en kvælerkæde, så er jeg ret rolig. Så går jeg ud fra, at de på hver deres måde har styr på deres hunde. Er det en ældre dame som vimser rundt og nærmest bare hænger i den anden ende af snoren mens hunden går tur med sig selv, så undgår vi dem. Dette gælder dog alle store hunde og ikke bare schæfere.

Min Taiki er jo fra en af de selvstændige racer, men han sætter gang i en operakoncert når vi kommer hjem. "Uuuuh uuuuh" siger han og napper i os. Og Gude nåde over os, hvis vi ikke giver han en masse opmærksomhed bagefter - sidde sammen i sofaen eller på slagbænken eller på gulvet, og lege eller tygge tyggeben eller sådan noget. Jeg oplever en del af de selvstændige racer som små attentionwhores også... Så det kan også være ret individuelt hos dem.

Han får en dentastix et par gange om ugen. Jeg regner med, når han er lidt ældre, at han skal have tjekket tænderne ved Dr. Dyr hver-hverandet år. Hvis de så siger, at nu er det på side at børste bisserne, vil vi selvfølgelig gøre det.

Jeg læste et sted, at en chihuahua i alm. gennemsnitlig størrelse kommer op at veje 150 kilo ved en kollision med hastighed på 80 km/t. Jeg skal fandeme ikke have 150 kilo i fjæset og tænk så på, hvad schæfere vejer! Ift. hundene selv så tror jeg, at et bur som det viste tidligere i tråden kan være en god idé. Det er måske besværligt at skulle pakke ud og sætte op ved hver tur, men udover at det sikrer jer mennesker, så sikrer det også at hundene ikke når at få momentum ved et uheld. Det er ret vigtigt ift. skader på dyret. Hvis bilen er for lille til at rumme et bur, så tænker jeg at pladsen bagi er så lille at det fungerer SOM et bur. Så skal I jo have et gitter bag ved forsæderne og evt. noget polstring bagi...?

Hvis hundene er sunde og raske, kan de vel i teorien være lige så store og små som de vil. Men så små som hunden i artiklen og man risikerer, at de ikke får et godt hundeliv og behandles dårligt/vanrøgtes, eller at nogen træder på dem så de dør. Det er vel det samme som at de store molosser også gerne må være til, men ikke på bekostning af dårlige led eller lignende skavanker. Skal vi snakke om syrede små dyr, så synes jeg at miniheste er decideret uhyggelige - men jeg har så ikke fidus til de store krikker heller.

Der står i artiklen at hvalpen ikke kan lege med sine kuldsøskende, fordi de er for store. Så jeg går ud fra, at der er tale om en mutation eller genfejl hos den enkelte hvalp og ikke bevidst avl. Forældredyrene burde nok udgå af avlen nu, så en evt. genfejl ikke gives videre. Det burde kuldsøskende egentlig også, men det kan være svært at implementere og en test er måske ikke mulig, og koster i så fald mange penge.

Mange hundeejere har været der hvor du er. Så en del er positive hvis man spørger om hvalpen må hilse stille og roligt. Så kan de også nå at sige "Min hund er ikke god til hvalpe" hvis det er tilfældet - og I undgår at din vaps får et dårligt møde.

Hvor er de dejlige, begge to!! SÅ skønne!

Helt sikkert. Det har hjulpet os meget at stå af "socialiserings-ræset" og acceptere, at Taiki bare ikke er en hund der hver dag synes det er spændende at hilse på andre. Nogle dage gider han bare ikke? Og sådan er racen jo gerne, så det er ingen overraskelse. Det hjalp en del at vi havde nogle gode hundevenner i området så vi vidste, at hans sociale behov blev opfyldt på positive måder - det gjorde det nemmere at afvise tilfældige, fremmede hunde og deres ejere. Vi har fået styr på prioriteterne som er, at han skal kunne omgås nogenlunde med de faste, lokale hunde - med nogenlunde mener jeg, at han skal gå væk eller ignorere dem hvis han ikke kan lide dem. De fremmede hunde er vi ikke så interesserede i - det er dejligt hvis der er en sød tæve han kan lege med, men vi har ikke "brug for" at han kan omgås dem på samme måde som når man deler parker og grønne arealer med de andre.

For nogle måneder siden lå Taiki vandret i luften og gøede vildt, gjorde udfald osv. imod nogle hunde. I dag kan han godt fokusere MEGET på dem, men han går fint med og han kan kun lige finde på at knurre lidt af dem, hvor jeg siger "Nej" og får ham i en pladsposition i sikker afstand (dette sker ikke kun for at opnå kontrol med situationen, men også for at skabe afstand til den anden hund, så Taiki slapper mere af). Vi har i lang tid undgået alle hunde som vi ikke var sikre på ville resultere i et 100% positivt hundemøde og skal vi hilse på en hund, snakker jeg altid overdrevent optimistisk til/om den i lyse toner, for det gør at Taiki har en langt mere positiv indstilling fra begyndelsen. Jeg ved ikke om du skal bruge samme fremgangsmåde som os, vi havde jo en adfærdsterapeut på Taiki. Men jeg vil bare sige, at det KAN lade sig gøre at vende skuden, hvis man er tålmodig og dedikeret. Taiki blev overfaldet (ret alvorligt/traumatiserende, faktisk) et par gange og var samtidig i den begyndende kønsmodning, så det var en meget svær tid for ham (og os). Men der er bestemt også håb i jeres tilfælde, tænker jeg.

Herhjemme hjalp det, at ignorere det. Og samtidig give ekstra opmærksomhed og nus, når han var rolig og stille. Hvis han er meget nusse-trængende, lægger han sig gerne roligt og stille oven på vores fødder! ... men det er bedre end at han piver.

Jeg gik lang tur med Taiki og på vejen hjem mødte vi flere hunde fra slænget i De Gamles By. Bl.a. Steve, en lille sort hund som Taiki i en periode var meget sur på (og det gjorde naturligvis Steve sur på Taiki). De snuste til hinanden og Taiki fik en rynke på næsen. Jeg sagde "Nej!" og fik ham i pladsposition. Han sad lidt og kiggede. Kiggede på mig, kiggede på Steve. Så rejste han sig og gik stille og roligt forbi Steve, for at lugte til en tisplet som den lokale Sofus havde præsteret!! Og vi fulgtes ad et par meter, inden de drejede af (vi skulle hjem) og Taiki gik fint og pænt bag ved Steve, for at kunne lugte de samme steder som han lugtede, og tisse oven på hans tispletter. En enkelt gang gik de ved siden af hinanden med 1-2 meters mellemrum - no problem! Jeg kan virkelig mærke effekten af vores tilgang nu. Det har hjulpet meget at få nogle gode rutiner på hundemøder og at være meget selektive, så det i lang tid KUN har været gode møder (på bekostning af, at vi er "de sure" hundeejere i nogles øjne, fordi vi er ret direkte når folk ikke respekterer vores ønske om space første gang). Og det er bare en helt anden hund!! For nogle måneder siden havde han ligget vandret i luften og råbt af Steve, og forsøgt at bølle ham. Nu skulle han bare lige teste grænsen, den blev sat... og så var der ingenting. Jeg er så glad, alt det hårde arbejde... Det går i den rigtige retning. I januar vil jeg rekvirere en ny omgang med adfærdsgøgleren, så vi kan få nogle tips til de sidste ting. Det er ren finpudsning, men jeg vil gerne være proaktiv. Den alm. træning går også rigtig fint, Taiki kan så mange ting nu og er meget dygtig. Og vi har fået opbakning fra en del hundeejere i kvarteret, jeg har lyst til at dele blomster ud til alle, men det har jeg desværre ikke råd til. :blink:

Taiki slap som hvalp ud af sin vogn mit på Jagtvej i KBH, en af de mest traffikerede veje. Jeg troede at jeg skulle dø. Jeg smed resolut gummistøvlen og viftede med min sok, og det lokkede han hen til mig. Så stod jeg ellers der på en bar fod midt i januar måned med sne, og var bare lykkelig for at Taiki ikke tog turen ud over kørebanen. Så var der også dengang jeg nåede at løfte ham op, inden en aggressiv hund bed mig i benet. Han var hvalp dengang, så den kunne have slået ham ihjel. Vi slap med skrækken og et skadet ben.

I har ret i, at jeg bør fade godbidderne ud nu. Men det som forvirrer mig er, at når vi er udenfor så tigger han godbidder ved høje brag, men når vi er indenfor og han sover, ved jeg ikke engang om han hører dem, for han sover bare igennem uden at reagere. Forleden var der 5 høje knald efter hinanden (kanonslag) og han rokkede ikke engang med ørerne. Måske er han ligeglad eller også sov han bare tungt? Jeg ved det ikke!

Jeg er selv ret ligeglad, var det også da han var 11 uger og det reagerede han meget positivt på. Så det er også min plan, at være cool!

Jeg vil ikke ud i Zylkene, da jeg ikke vil bedøve ham som sådan. Men jeg vil have noget blomstermedicin liggende med beroligende effekt, som han begynder at få nogle dråber af op til. Jeg sætter også en DAP op så snart den kommer med posten, så dens effekt kan nå at være optimal også i dagene op til selve nytårsaften.

Okay, selve nytårsaften får han nok kun ved de allerstørste brag. Han reagerer ikke rigtig på blink. Sidst vi så nogle var policen, der var han bare fokuseret på at deres uniform = godbidder, da han nogle gange får Frolic ( ) af parkeringsvagterne og gårdmændene i Guldbergs Have. Så han ville meget gerne derhen, det gik dog ikke liiiige i den situation (resultat: Meget fornærmet Taiki som nappede mig i jakkekanten, hmpf!). Det skal siges, at vi lukker af med papkasser for vinduerne og han bliver luftet i gården (den er lukket og der må ikke skydes af derinde) når det går vildt for sig. Så håber det er lidt begrænset.

Når Taiki hører store brag, det kan være kanonslag, en vindue der smækker eller lignende, så kommer han straks hen til mig i forventningen om godbidder. Han udviser ingen tegn på nervøsitet overhovedet, han kan godt lige kigge op på mig for at se min reaktion, men når der ingen er, så stiller han sig bare an til godbidder (som jeg har trænet med ham, er resultatet ved store brag /larm). Betyder det så, at jeg forhåbentlig får en fredelig nytårsaften, hvor jeg blot skal sulte ham lidt om formiddagen, give ham nogle lange, gode ture - og så have godbidder stående klar, så ved de store brag får han lige en enkelt, hvilket på en hel aften bliver hans dagsration af mad. Eller skal jeg stadig forvente det værste og forberede mig på dette? Taiki har kun fejret nytår én gang før da han var 11 uger, hvor han blev stresset fordi han ikke kunne sove - men han var kun uge én gang for at pølle (hvilket han dog ikke var glad for), ellers tissede han på avis indenfor og var ikke bange for larmen overhovedet (men stresset fordi han missede 2 lure og sit sædvanlige sovetidspunkt da det larmede for meget til at sove). Så jeg ved ikke om det har præget ham negativt, men det virker umiddelbart ikke sådan?

Chihuahuas. Og Taiki er meget forelsket i alle franske bulldog damer. Meget.

Jeg så billedet og tænkte: Buller! Og så læste jeg din tekst og tænkte: JA! :klap: