Louisen

Jeg er enig med dig, men det kunne jeg ikke overskue ift. afstemning. Der er jo også forskel på racerne, en fransk bulldog har måske behov for mindre udetid end en husky. Men derfor skrev jeg så i stedet i indlægget, at man gerne måtte kommentere, for så kan man netop skrive som du gør, hvilket jeg kan tage med i mine overvejelser. :blink:

Er der søer der? Der menes ikke Sortedam Dossering og den ved Dr. Louises bro og sådan? Så er jeg mere lettet. Taiki skal revaccineres her i januar, der er det præcis et år siden sidst. Men jeg er pisse ræd for det, der er vist lidt Maude over mig.

Meget mere selektiv og indgribende ift. hvalpeleg og socialisering med andre hunde. GODE OPLEVELSER! Og hellere mindre socialisering end dårlige oplevelser. Jeg ville nok gerne have, at hunden lærte at sofaen var forbudt område - for det sviner, især fordi han gerne vil spise alt klamt i den og så skal den dækkes over, og dækkenet skal så kogevaskes bagefter. Men kæresten mener bestemt, at en hund SKAL kunne være i sofaen, ellers er det vanrøgt og hvad ved jeg. Så det var en af de punkter, hvor jeg måtte gå på kompromis. Det er heldigvis sådan, at Taiki har et yndlingssted på chaiselongen (staveplade), så der kan jeg lige ligge et tæppe på som tager det værste. Ift. pels og fældning er det ligemeget om han er i sofaen eller ej. Pelsen hvirvles op og er over alt - her i efterårsferien støvede jeg af oven på vores bogreoler som når næsten helt op til loftet, der lå store hårboller fra Taikis fældningsperiode for 2 måneder siden. Og ikke ET ord om at vi burde støve mere af deroppe.

Jeg har altid været sådan en, der helst ikke sagde for meget til fremmede. F.eks. hvis man gerne ville forbi nogen på en rulletrappe, så ville jeg hellere stå bag ved dem og forsøge at signalere utålmodighed med mit kropssprog (og hviske "Tak" hvis de flyttede sig) end jeg ville have lyst til direkte at bede dem om, at flytte sig så jeg kunne komme forbi, venligt. Efter vi har fået Taiki, er der helt sikkert sket en udvikling til det bedre. I starten var jeg dårlig til det - jeg var ikke klar i spyttet og når jeg endelig var, lød jeg meget sur og irriteret. Jeg synes, det er en svær balancegang, fordi jeg på den ene side gerne vil have, at budskabet (oftest "Vi hilser ikke, tak!") blev taget alvorligt første gang, men omvendt skal folk ikke tro at jeg eller min hund er psykos. Jeg vil gerne have en dør på klem, så vi på gode dage /når Taiki har udvist en udvikling, måske kan hilse eller gå en tur sammen med vedkommende og dennes hund. Jeg synes, at jeg har fundet en god middelvej, men det har krævet øvelse! Til gengæld har det også krævet, at jeg overskred nogle grænser, kom ud af min skal af generthed/reservation ... og også, at jeg blev bedre til at ryste det af mig, hvis folk blev sure eller fornærmede. Før tog jeg det rigtig meget på mig, tænkte "Uha nej, der blev hun godt nok sur, øv!" og jeg kunne få en knude i maven over det. Nu er jeg bedre til at tænke, at jeg virkelig gjorde mit for at sige tingene på en pæn måde, men samtidig også være ærlig omkring situationen og så kan det ikke være mit problem eller ansvar, hvis folk ikke tager imod det i den ånd, det var ment. Det hjælper måske også, at jeg er en mindre, spinkel pige med et meget venligt ansigt - jeg er hende, ensomme ældre, hjemløse osv. altid skal henvende sig til, fordi jeg ser så rar ud. Det gør, at jeg kan sige nogle ting lidt skarpere end min kæreste f.eks. kan, fordi jeg kan pakke det ind i min søde-stemme og et sødt smil, så folk ikke rigtig opdager at jeg måske er ret direkte i min tale. Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig at sige noget til den dame, men det er virkelig en lettelse hvis man får sagt noget. Også bare fordi at man får givet sin mening til kende og ikke brænder inde med tingene. Man kunne sige noget i stil med "Jeg forstår på dig, at du synes det er i orden at hundene sætter hinanden på plads. Men jeg synes ikke det er så fedt, når hundene bare leger lidt vildt, at der så kommer en hund og skal bestemme det hele. Det begrænser jo faktisk de andre hunde i stedet for at være en god ting!" og se, hvad hun siger til det. Man siger ikke direkte: "Din hund gør dit og dat, det vil jeg ikke have!" men man får luftet sin mening og man kan forhåbentlig få en god snak om det. Det er også en indirekte måde at få sagt på, at man egentlig synes at hendes hunds opførsel ikke er cool. Jeg synes i hvert fald ikke, at man kan "tillade" sig at brokke sig over andre hundeejeres opførsel, hvis man ikke har prøvet at gå i dialog med dem. De aner måske slet ikke, hvordan deres hunds opførsel opfattes af andre hundeejere og de kender ikke de andre hunde, og kan måske ikke læse på dem at de bliver meget bange eller generede. Derfor er det jo vores alle sammens ansvar, at snakke om tingene og skabe en dialog, for det er os som kender vores hunde bedst og skal være deres repræsentant over for andre mennesker - og disses dyr.

Afstemning følger! Udetid er AL udetid, både i have og på tur. Grunden til at jeg spørger, er fordi vi ikke har en have. Derfor går vi nogle ture med Taiki, hvor vi både går "rigtig" tur, træner osv., men også hvor han bare møfler rundt selv og styrer slagets gang 100%. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er meget eller lidt vi er ude med ham når man sammenligner med andre, men omvendt har mange herinde jo haver som hundene kommer ud i... Ikke at det skal sammenlignes med at gå tur, men vi bruger jo den lokale park, Assistens osv. som en slags have og derfor synes jeg, at det er relevant at vide. Så fortæl mig - hvor meget udetid har jeres hund om dagen, og I må gerne i et indlæg uddybe, hvad der er tur uden for matriklen og hvad der er i haven. Tak!

Enig her. Taiki får Bayvantic. På et tidspunkt fik en af hans gode hundevenner lopper, Taiki fik intet selvom de havde leget. Taiki fik en skovflåt i sommers, den døde med det samme og blev helt indtørret, og faldt af selv efter et par dage. Så jeg kan anbefale Bayvantic, selvom det er giftigt stads. Har også hørt godt om Advantage!

Kan man ikke vaccinere??? Kæresten har lige været nede ved Søerne med Taiki her til aften.

Jeg er ikke sikker på, at Taiki deler sin plads i solen med nogen. Men blev det relevant en dag med en 2'er, er jeg ikke sikker på at jeg ville magte endnu en shiba med dens stædigheder og særheder. Der er ingen tvivl om, at shibaen er lige mig, og nu er vi begge to (kæresten og jeg) hooked som var det crack. Så der skal altid min. være én shiba i hjemmet. Men en evt. anden hund, måtte gerne være en mere medgørlig race. Eneste problem er nok, at de to andre racer jeg kunne være interesseret i, er hhv. schæfer og boxer, og hvad jeg kender til dem, kan man lige så godt få en shiba ift. aktivitetsbehov, stædighed og besværligheder. Haha. Skønne racer og meget forskellige af sind, sådan generelt! Men bestemt ikke nemmere.

Det er da ikke en amr. pitbull terrier? :hmm: PS. Sikke nogle stænger! :slem:

Vi var pro til at undgå dem. Vi gik ikke på stierne, men ude i noget mose-halløj, ved en lille å, ad en dyresti og var også ude på engen/marken/det åbne, men holdt os i et hjørne. Det var jo varmt og godt vejr, så jeg var vist det eneste menneske i gummistøvler, så derfor var vi også i fred hvor der var mudder. Jeg var meget direkte i mit kropssprog, vi gik demonstrativt den anden vej når nogen kom nær, så folk fattede en hårfin og holdt sig væk. Hundene ligeså, det skete et par gange at en løs hund kom masende igennem krattet. Så sagde jeg bare "Nej" i min mest autoritative stemme og lavede stoptegn, og så skyndte de sig at smutte igen. Kun én gang kom en hund så tæt at Taiki brummede, men den gik bare videre. Dens ejer skulle da lige være næsvis og sige "Haha, hvem bestemmer?" og jeg misforstod hende først og svarede "Det ved jeg ikke, det er jo DIN hund?" - hun blev fornærmet og gik videre straks, først bagefter dæmrede det for mig at hun hentydede til Taiki. Det er da noget underligt noget at udtale sig om, efter 5 sekunders observation. Hun aner jo intet om den bagage han har og ærlig talt, at han nøjes med at brumme surt viser med tydelighed, at han godt ved, at jeg lukker for skoven hvis han flipper ud (så var vi taget hjem igen!). Så hun skal da bare tie stille.

Den sidste tid har Taiki fået bad med shampoo en gang om måneden, men han havde sådan en periode hvor tævetis og -lort var den bedste parfume. Det er heldigvis på tilbagetog nu.

Vi var i Bernstorffsparken, er du vimmer jeg er ked af at Taiki ikke kan rende løs, men vi endte da begge to i fuld galop henover engen og Taiki jagtede mus. Vi træner stadig indkald på livet løs, mit håb er at når hormonerne køler af, så bliver det nemmere. Ellers skal jeg have sådan en 20 m line til ham.

Det er meget svært at fjerne lugt fra sofaen. Jeg har måtte hive de ramte hynder ud under bruseren (betrækket til vask, jeg snakker om skummet inden i) og skrubbe dem med en stærkt lugtende citronshampoo (den billigste fra Netto, Fakta osv.), før at de ikke længere lugtede indbydende. Efter at de blev skrubbet, brusede jeg dem godt igennem og når de var sådan nogenlunde renset fra shampoo, fik de lov at tørre. Det er svært at få skyllet al shampooen ud, men det gør ikke så meget, for så er der også mere lugt til at overskygge tislugten. Inden denne behandling skrubbede jeg med rodalon for at være sikker på, at bakterierne blev dræbt. Men det vælger man selv, shampoo er jo også sæbe. Problemet er, at første gang kan være et uheld, men anden gang kan skyldes at der lugter af tis, så hunden bliver forvirret og tisser der igen. Jeg har brugt rådet med billig, stærkt lugtende shampoo efter jeg fik det fra en anden hundeejer og det virker upåklageligt. Min oplevelse er, at rodalon, Urinfri og hvad de ellers hedder, ikke fjerner al lugt - hunden kan i hvert fald lugte noget, jeg som menneske ikke kan, hvis jeg kun bruger disse midler. Men citron-shampooen, uha. Så kan han ikke lugte noget som helst andet end den.

Taiki kan blive sur på andre hunde som er for tæt på, når der uddeles godbider. Men han snapper i luften, ikke ud efter dem. Det er ok, så længe det ikke er mere end det og vi begrænser altid de godbidder han får af andre, pga. vægten og for at han ikke skal tigge. Herhjemme har han ikke ressourceforsvar, men han kan godt blive irriteret hvis han forstyrres midt i en knogle fra slagteren. 2 gange da han lige var blevet teenager, oplevede vi ressourceforsvar over for ben/knogler, det trænede jeg væk med det samme så det ikke nåede at blive til noget/udvikle sig, for det kan jeg ikke acceptere i en hund. Han har aldrig oplevet, at vi har taget ben, mad eller lignende fra ham, så han har heller ingen grund til det. Vi tager kun skrald og mad han har samlet op på gaden. Det siger han ikke noget til, jeg tror at han har en eller anden retfærdighedssans som siger ham, at nu har han fået denne her lækre knogle fra slagteren og båret det hjem selv, så er det uretfærdigt hvis vi hjemme tager den fra ham (fordi han skal have selen af og selen ikke skal sovses ind i bensaft). Heldigvis er han blevet så fin til "Slip" at vi slipper for at tage noget som helst, men bare kan give kommandoen. Han ved godt, at det kun er for at få selen af. Skal vi fjerne benet fordi det er blevet for klamt, bytter vi altid med noget ekstra lækkert, f.eks. en lille styk rugbrød med leverpostej. Men jeg venter som regel til han selv er gået fra det eller er ude af huset på tur med kæresten.

Nu ved jeg ikke hvilken slags boligforening der er tale om. Men jeg synes da, at det er godt nok, at man ikke må have f.eks. en akita i en lejlighed. Men af nogle andre grunde end at de er farlige.

Kan du ikke bare sige til hende, at du har besluttet at hendes hund IKKE skal sætte DIN hund på plads, så må hun kalde den til sig, ellers må du gøre det som skal gøres, for at den lader din hund være i fred? Og hvis du slet ikke tør sige noget så direkte, så hold dig væk. Det var præcis sådan noget, som gjorde at min Taiki blev en bølle selv da han ramte unghundealderen og det har jeg kæmpet med lige siden, da jeg ikke er samme type som hende damen dér, som mener det er okay at lade sin hunds issues "smitte" de andre hunde.

Altså, MIN opfattelse er da også at shibaer er nemme at træne. Vi går ikke til lydighedstræning, for Taiki kan alle øvelserne perfekt ved 2. eller 3. gennemgang og så keder han sig, og begynder at bølle. Men han kan alle de ting, vi synes at det er vigtigt at vores hund kan. Bortset fra indkald. Det var smadder godt, da han var hvalp, men lige nu er damerne bare alt for spændende til, at vi kan stole på ham. Og her i byen duer det bare ikke. 90% af tiden kan jeg dog altid lokke ham til mig, ved at lade som om at jeg har fundet noget helt vildt spændende i græsset. Hans nysgerrighed har ingen ende.

Taiki accepterer bad, men det er kun okay fordi han som regel får et stinkeben bagefter (oksehudsben med kallunfyld). Klipning af klør foregår hos dyrlægen fordi han ellers er totalt vild og sur!! Er du vimmer! :stupid: Taiki kan godt lide havet, men ikke regnvejr eller vandpytter. MEN han elsker sne! Og de er svære at træne, for hvis man er for hård så gider de slet ikke (stoltheden), men er man for blød finder de éns svage punkter og misbruger dem, fordi de er så snu. Og så er shibaer nogle virkelige primadonnaer med deres poter. Taiki halter helt vildt så man tror, at poten er flænset af glasskår og han kan sågar finde på at skrige - så har han fået en fjer imellem to tæer. Man fjerner den, og så er alt bare godt igen. Ville ikke orke en akita tror jeg. Hvis Taiki er for hysterisk, kan jeg altid tage ham under armen og tjekke poterne derhjemme. Og hvad stiller man op med en akita, der vil en anden vej end én selv? Og sidder stædigt og nægter at gå. :hmm:

Det du beskriver her, er grunden til at vi har arbejdet med en adfærdsbehandler. Jeg syntes, at det var synd for Taiki, at han stressede sådan over de andre hunde, for det var altså stress meget af det. Jeg tror, at han pga. sin race som er kendt for at være nogle sure løg ift. andre af samme køn, har været ekstra udsat og kombineret med nogle uheldige episoder i hvalpetiden og den tidlige unghunde-periode, så blev det en cocktail som i vores hund blev til stress. Man kunne ligefrem mærke, hvordan han sitrede ved synet af en anden hund; var det en tæve dampede det lidt af, men var det en anden han, var det som om at Taiki ikke vidste om den ville ham noget godt eller dårligt, og derfor var ekstrem vagtsom, nervøs og "på dupperne". I en "fight or flight" situation kæmper han altid, det har han gjort siden han var hvalp, så det tænkte vi også meget over. Han overgiver sig ALDRIG, har aldrig gjort det... Og det måtte vi så træne ud fra. Altså, han bliver ikke en hund som trækker sig. Til gengæld har vi lært ham, at han godt kan lade være med at reagere på den anden hund og at han skal blive ved os. Det er så vores ansvar at bede om space, så den anden hundeejer ikke kommer hen med sin hund. Taiki slapper mere af, fordi situationerne er blevet mere forudsigelige for ham. Han ved, at så snart vi mærker hans anspændthed/nervøsitet, så tager vi hånd om situationen. Så starter ritualerne med at komme på plads, sige til den anden ejer at vi ikke hilser osv., og han ved at det resulterer i, at han ikke møder den anden hund. Så slapper han af. Han har lært, hvad det betyder når jeg siger "Se Taiki, det er en PIGE!", det gør ham mere afslappet inden de evt. hilser på hinanden. Men mærker jeg på ham, at han er for stresset, så takker jeg nej til at hilse. Det betyder også, at når han bliver passet af f.eks. min mor, som ikke læser ham lige så godt som min kæreste og jeg, så er hunde-hils lukket land. Tilføjelse: Taiki får masser af positive hundemøder og -samkvem, med de hunde vi ved at han kan med. Så er der også mindre pres ift. at hilse på fremmede hunde, da vi ved at han får opfyldt sit sociale behov og det derfor ikke er strengt nødvendigt, at han får hilst/leget på tilfældige hunde vi møder.

Jeg har det fint med, at Taiki ikke kan lide de fleste andre hanner vi møder, udover de lokale hundevenner han altid har kendt. Til gengæld skal han altså kunne gå på gaden uden at flippe ud over en hund på den anden side og han skal ikke gøre udfald, når vi passerer en anden hund på en sti og der er fin afstand imellem dem, og den anden hund ikke gør andet end at være der. Mit mål har hele tiden været, at Taiki gerne måtte vise at han ikke gad en hund (det gør det nemmere for mig som ejer at vide, om vi skal holde afstand eller måske kan hilse), men han skal afstemme sin reaktion efter situationen.

Det sker gerne en gang i ugen at nogen belærer mig om, at shibaer jo er meget sure, aggressive osv. De er tydeligvis bare misundelige fordi de aldrig selv har ejet halvdelen af den charme, Taiki indeholder. Jeg plejer bare at svare dem, at det er ikke alle som har temperament til en shiba, men eftersom mit sind minder meget om racens, er det et perfekt match for mig. Så tør folk ikke sige mere grimt, fordi det ville være en indirekte kritik af mig, haha. Folk har lov til at have en mening, men jeg synes at man skal passe på med at udtale sig alt for skråsikkert. Jeg gør det selv, men det er også dumt. For kommer man udefra og oplever en hund i 5 minutter, har man jo ikke hele billedet af den på samme måde som dens ejer. Folk der møder Taiki og vil klappe ham, ser en sky hund der ikke vil mennesker, men det ændrer ikke på at han er lige ved at tisse af glæde når min mor kommer på besøg eller at han ligger og putter med mig hele natten, og gerne puffer min hånd for at få nus. Der findes desværre bare ingen pæn måde at sige på "Min hund kan nu godt lide mennesker, han kan bare ikke lide dig..."

Shibaer kan være nogle sure løg sådan generelt eller periodevis. De er MEGET selektive både over for andre hunde og mennesker, og de er ikke bange for at vise det. De er meget selvstændige og modige, så de er ikke bange for at strejfe hvis man ikke passer på. Trods selvstændigheden, er de også meget opmærksomhedssyge, hvilket kan føre til en del uordenligheder, for i en shibas hoved er al opmærksomhed, god opmærksomhed... Fantastisk race. :hjerte:

Jeg synes ikke, der er nogen skam i at sige, at en race kan være svær at træne. Det gør det jo bare så meget desto mere imponerende, når man møder veltrænede eksemplarer. Jeg kender mennesker, som synes at beagler er de nemmeste hunde at træne, fordi de har grejet hvordan man bedst går til racen i træningsøjemed. Så er der os andre, der ville stå som vilde aber og flagre uden resultat. Når man skal udtale sig generelt om racen, må man jo tage et udgangspunkt i den gennemsnitlige hundeejer. Og jeg tror altså, at den gennemsnitlige hundeejer vil have meget, meget svært ved at træne en beagle! Det er bare ikke det samme som, at det ikke kan lade sig gøre (hvilket jeg ikke har set nogen skrive) og det er heller ikke det samme som, at det ikke er nemt for nogle hundeejere.

Jeg vidste ikke lige, hvad jeg ellers skulle kalde de mærker som samlebetegnelse. Og hey - I vidste alle sammen, hvilke slags mærker jeg talte om! :blink: Jeg er sikker på, at Orijen og Acana er godt foder, måske er det derfor at jeg ærgrer mig over at han ikke fungerer på det. Ikke brokker mig så meget som ærgrer mig. Og så ærgrer det mig også, at jeg ikke har gennemskuet noget før, at han ikke havde det rart i maven. Når han nu pøller så frit uden besvær eller hæmninger, tænker jeg jo at der må have været den slags før, når det var så "svært" for ham. Og det gør mig trist, for det er jo mit ansvar. Øv.

Det er også mit fokus. Jeg får dårlig samvittighed over, at han åbenbart har haft gener førhen uden at jeg vidste det. For det er først nu hvor jeg ser forskellen, at det går op for mig, at han nok ikke har haft det rart i maven før.