Louisen

Jeg har også noget puppy large fra Orijen liggende, en kvart pose af de store eller sådan noget. Skal ikke have noget for det, det fylder bare. Bor på Nørrebro, KBH.

Så længe du ikke lufter ham inde i byen på kirkegården, hvor det er totalt umuligt at se andre hunde og ejere komme rundt om hjørnerne eller på de små stier imellem træerne, så er det fint nok. Altså, jeg er sgu mere large ude i skovene eller større områder, men herinde i byen hvor man VED at vi er mange hunde og ejere om pladsen, og der ikke er så mange åbne vidder, så må man lige tage sig sammen eller smutte ud af byen. Er min holdning. Det er jo også det jeg selv gør, når jeg træner indkald med Taiki eller vil give ham en meget lang line så han kan tulle lidt rundt. Så smutter vi ud af byen, for det går slet ikke herinde. Der er stor forskel på land og by, eller bare centrum og længere ude i villakvartererne. Jeg bor jo lige ved Nørrebrogade og Jagtvej, det er mange mennesker og dyr, på lidt plads. Så vi må udvise hensyn og deles om pladsen på en god måde, synes jeg.

Ja. Men nu skal det siges, at det jo som regel er de samme historier jeg nævner igen og igen herinde. Dem som sidder fast. Det er jo også noget med perspektiv. På en tur på kirkegården, diverse parker osv. herinde, møder vi jo nok et sted imellem 5 og 15 andre hunde, enten som vi går forbi eller som vi kan se ca. 50-100 meter væk. Fordi vi bor i centrum. Og på de fleste ture sker der jo ikke noget, heldigvis. Men det sker da ca. en gang eller to om dagen, at jeg må kalde en ejer an, for at vedkommende får sin hund i snor. Det er måske hver 10. hund vi møder, hvor dårligt indkald og at gå løs, er et problem.. Men når man snildt møder 30 hunde på en dag, fordi man går flere lange ture i parker og på kirkegården, hvor de fleste andre herinde også lufter, så føles det pludselig som meget ofte at man render ind i dem, selvom det statistisk set ikke er sådan.

Den var ikke så stor, kun lidt større end Taiki. Jeg havde desuden begge hænder fri, da jeg havde smidt snoren og trådt på den, netop for at kunne gribe ind. Taiki havde meget kort line, stod faktisk op af mit ene ben. Jeg er stærkere end jeg ser ud! Og frygten giver vinger. Og jeg var meget heldig, det kunne være gået galt. Mit bud er, at det nok var en sød nok hund, som bare fik hanhunde-nykker over for min. Men altså ikke sådan en, der så rødt og slet ikke var kontaktbar i situationen. I øvrigt opgav hunden ikke, men på dette tidspunkt var ejeren løbet hen til os og fik fat i dens halsbånd. Set i bakspejlet var det ikke særlig klogt gjort af mig og kunne være endt galt. Men jeg gik i panik. En anden gang må jeg bare løfte Taiki op og håbe på det bedste.

Så længe man kalder sin hund til sig, når man møder andre, er jeg ligeglad. Det er svært at få råbt til en ejer, at man ikke hilser, hvis ejeren går 50 meter bag ved hunden. Men hvis folk aldrig havde hunden længere væk end 5-10 meter og kaldte den til sig pr. default når der kom andre hunde, så man ikke stod og galede, og viftede med hænderne i "Nej"-fagter som en anden idiot, det ville være helt okay med mig.

Min kæreste har nået det punkt, hvor han truer med at sparke den løse hund, hvis det ikke virker at bede ejeren om at kalde hunden til sig. Han er verdens største dyreelsker, han elsker alle hunde og katte, men hans tålmodighed med ejerne er bare brugt op. Det er utroligt, at man er nødt til at true med vold, før folk reagerer. Jeg er også selv blevet meget klar i spyttet. "Kald din hund til dig, vi hilser ikke!" - og trænger den ikke ind, så siger jeg "Jeg giver ham løs line, hvis de kommer op at slås og han har hjørnetænder som en schæfer, så det styrer du jo selv. Det er dig som betaler regningen!". Den sidste virker som regel. Jeg er blevet bidt 3 gange, af hunde som ville toppes med Taiki i snor. Den ene gang var lidt selvforskyldt og havde karakter af et hændeligt uheld. De to andre gange var jeg dog totalt sagesløs og blev bidt, alene fordi jeg ville beskytte min hund. Sidste gang det skete, blev jeg så chokeret og bange, at jeg fik råbt til ejeren, at jeg ville få politiet til at give hunden sprøjten og så stak de hurtigt af, fordi de blev forskrækkede. Jeg blev bidt i hånden, fordi jeg tog den anden hund (en amstaff blanding) i nakkeskindet og "smed den væk", og så bed den mig i hånden. Den havde dog så meget bidehæmning, at det gik op for den at jeg var menneske og ikke Taiki, så den bed hul, men knuste ikke min hånd som den ellers helt sikkert havde styrke til. Men hvad skulle jeg ellers gøre, den var hoppet på Taiki og jeg måtte have den væk. Det går så hurtigt i den situation. Og trods alt dette, er min hund faktisk blevet god til fremmede hunde, han stoler på mig og kæresten, og selvom han kan blive sur og gø af den anden hund, stopper han når vi siger det. Jeg fatter det ikke, efter de oplevelser. Heldigvis har vi 50 gode oplevelser for hver dårlig, men det holder stadig hårdt nogle gange. Men nu har Taiki set, at vi beskytter ham, så derfor er han mere rolig. Det tror jeg er årsagen og så al vores træning.

Hvis tarmen er betændt, overproducerer den slim. Det er derfor, at tarmbetændelse er så "invaliderende", for slimet lugter og er svært at holde inde. Heldigvis findes der en del medicin, der kan hjælpe på problemet, men jeg forstår godt at dem, som er kronisk og slemt ramt, nogle gange selv vælger at få lavet en stomi. Det må ikke være rart, alternativet.

Han har det bedre, halter ikke og har ikke gjort det længe, men vi skåner ham stadig. Vi har også sat ind ekstra på hans diæt, så han kan tabe sig, for den ekstra vægt er jo også en belastning.

Rabies smitter igennem kropsvæsker, så med mindre katten spyttede ham i fjæset efter at den flænsede ham, tror jeg risikoen er ekstrem lille, selv hvis den havde rabies. Værre om den havde bidt ham.

Tarmen er beklædt med et lag slim så lorten glider nemmere igennem. Så er det sagt. Slimen er ikke en del af tarmfloraen, men sørger for, udover at lorten glider nemmere igennem uden modstand, at bakterier udefra ikke kan trænge ind i slimhinden og optages (= sygdom). Det er af samme årsag, at vi har spyt i munden/halsen, snot i næsen, tårekanaler (som også modvirker udtørring af øjnene) og ørevoks. Det er ikke anderledes for hunde. Det kan godt være, at din hund har mere sekret fra tarmen, fordi hun har haft en mindre infektion som kroppen har bekæmpet, ved at producere mere slim der udskilles sammen med de skadelige bakterier. Hvis hun ikke har feber eller virker syg, er det ikke behandlingskrævende, fordi kroppen har gjort arbejdet som den var bygget til. Samme årsag som at vi snotter når vi er forkølede og øjnene løber - det er kroppens egen udrensning. Som sygeplejerskestuderende var jeg i klinik på et hjerteafsnit, men en studieveninde var i nærheden på mave-tarm, så jeg hang tit ud dernede fordi hun havde længere vagter end jeg, og så lærer man en masse om... røve... og slim. Og det er lidt interessant, på en klammo måde.

Taiki var vinterhvalp og når han skulle ud - skulle han ud! Vi bor i lejlighed, så det var ikke bare at åbne døren og jawe ham i haven. Det endte med, at jeg havde lagt tingene klar og som en anden brandmand kunne hoppe i sokker og overtræksbukser på én gang, i gummistøvlerne og så ud, med jakken over armen og hundesnoren i den anden hånd. Så kunne jeg stå udenfor med morgenhår og nattøj med overtræksbukser over, og bakse med at få jakken på mens Taiki tissede. Det passede som regel med, at han var færdig samtidig med at jeg fik lynet skidtet, og så ville han indenfor igen. Men inden jeg kunne denne kunst, var der uheld - ikke pga. smøger, men pga. sokker og vinterkulde.

Jeg vil bare lige nævne at vi bor på Nørrebro og Taikis allerstørste fans er de rødder som hænger ud på pladsen hvor vi bor, hvor de tit fiser rundt på knallerter (en ny hver uge) og nogle gange har brændt dem af om morgenen. Jeg har dog sagt til dem, at de burde gøre det ude på Amager Fælled, hvor policen er længere tid om at rykke ud, så vi også slipper for at rende rundt i resterne af de udbrændte køretøjer. Det tog de pænt og jeg har ikke set flere afbrændte dæk eller cykler siden. De elsker at hilse på Taiki, nogle af dem kender ham så godt at de spiller smarte over for deres venner og instruerer dem "Wolla hvad laver du, du skal på hug sådan her, ellers bliver han pis' bange, mayn". Og jeg er rigtig tryg ved det, for de ved jo at vi hører til i kvarteret og rører os aldrig, til gengæld har de en enkelt gang reddet mig fra en ung fyr (dansk), som fulgte efter mig fra bussen og var skummel (ikke fra vores kvarter og var fulgt efter mig hele vejen inde fra Rådhuspladsen), hvor jeg fik signaleret med øjnene "Hjælp mig!" og så gik de bare hen, spillede smarte og sagde at han skulle gå en anden vej. Jeg ville nok ikke bryde mig om at være fremmed her i kvarteret, men at være indfødt er ret trygt fordi man er en del af gadebilledet, alle kender én (og man er nemt genkendelig fordi de jo lægger mærke til en, når man går med hunden) og derfor rører de os ikke, vi ved jo hvor de bor og flere af deres navne, så det ville også være dumt. Til gengæld er vi bare flinke og åbne over for dem, lader dem hilse på Taiki og ellers hænge ud som det passer dem... Kun dengang jeg bad dem om at brænde knallerter af på Amager, har vi blandet os i deres kedsommeligheds-initiativer, og det blev taget med smil og grin. Til gengæld hader jeg lidt den børnemafia der også findes i området, af danske familier/forældre som mener, at de har første- og eneret på alt, bare fordi de har avlet. Og at vores hund er farlig fordi han løber væk og bjæffer i forskrækkelse, når deres øgler render over bag ved ham og tager ham i halen... og så er jeg også en psyko fordi jeg skælder dem ud over det, for danske børn må ikke opdrages af andre end forældrene (og har i øvrigt ikke respekt for dem, eller nogen andre). Grr. Og jeg skal i øvrigt være pædagog, haha.

"Flot intakt shibahan sælges. Er shiba med stort S og ejer hele blokken (tror han). DKK stamtavle og sundhedsbog medfølger. Det samme gør min kæreste, for ellers slår han mig ihjel." Godt han ikke skal sælges lige forløbig, jeg er jo meget glad for ham... og kæresten...

Af ren nysgerrighed, hvad koster sådan en hvalp? De er godt nok flotte og det er nogle smukke forældre også, af gode linjer. Så billige er de nok ikke! Tænk hvis man betalte kilopris for de voksne hunde, med tanke på hvad shibaerne ligger i rent prismæssigt, ville det være en mindre formue I kunne få så!

Og så er jeg også sådan en, som kræver tavlehunde med perfekte hofter, patella og øjne i 500 generationer, mindst, haha. Ej, der skal bare være sundhed over hele linjen, for se bare schæferen hvor svært det er, at finde en god hund som ikke har det ene eller andet. Det vil jeg ikke risikere at gøre ved min elskede shibarace.

Mine tanker er, at jeg først og fremmest ville snakke med den opdrætter, jeg fik Taiki af. Hun er selvsagt en person, jeg stoler på, siden jeg valgte at købe hund hos hende og vi har en god, fortløbende kontakt. Hun er meget engageret og kritisk i sit valg af avlshanner (hun har selv tæver), så hun ved også noget om, hvilke kenneler som er gode og mindre gode. Pga. udstilling og det jeg undersøgte, inden jeg fik Taiki, omkring de forskellige kenneler/opdrættere, har jeg allerede en god fornemmelse af en del steder. Hvordan de "gør tingene", hvad de går efter i avlen, hvilken retning de ønsker at tage racen. Nu er racen ikke voldsomt udbredt her i landet, men det er stadigvæk kun 1-3 opdrættere, jeg ville være villig til at overveje at lade bruge Taiki i avlen. Måske. For mig er udstilling vigtigt, men det er vigtigere at sundheden og temperamentet er i orden. Jeg har en shiba som er meget shiba-agtig, så en tæve skulle gerne være mere medgørlig og venlig indstillet over for andre mennesker for at modveje det lidt. Den vigtigste ting for mig er dog etikken, altså at stedet har styr på sin avl. At der holdes pauser imellem tævens graviditeter, ikke bare den anbefalede løbetid, men indtil tæven er helt ok igen, dvs. har fået sin flotte pels og krop igen, så man kan se: Ok, hun er flot og klar, hun har energien og overskuddet til det her. Det er også vigtigt for mig, at det er et sted som virkelig gør en indsats for at finde gode hvalpekøbere og som har en tilbagekøbsklausul i salgskontrakten, så hvalpene ikke ender på guloggratis nogensinde i deres liv. Derudover skal det være stueopdræt, for jeg har bare ikke en god mavefornemmelse ved de der storkenneler, hvor hundene kun på skift kommer ind i hjemmet, men ellers bor i stalden eller i en hundegård. Det har jeg bare ikke fidus til, når hundene skal være KÆLEdyr. Jeg vil gerne en tæveejer, som avler fordi vedkommende er passioneret omkring racen og fordi det er hyggeligt. Ikke for pengene eller en eller anden idé om, at deres Nullepige bare kunne være så god en mor, nååårh.

Nu spørger jeg måske dumt: Hvis man bruger en krog på en husmur og snurrer hunden godt fast. Men krogen løsner sig eller andet, og det er derfor - og ikke pga. manglende sikring fra ejers side - at hunden river sig løs. Kan man så videregive evt. erstatningskrav til ejeren af husmuren/krogen, med henvisning til at de ikke har lavet det godt nok?

Der er godt nok forskel på hunde og mennesker. Da jeg blev rabiesvaccineret efter bid fra en flagermus (spørg ikke, lang historie), skulle jeg have 3 vacciner. Dag 0, dag 7 og dag 28, og efter et år fik jeg en booster så den gælder i yderligere 5 år (de første tre = 1 år). Ift. ormekure, så er der mening med galskaben her i Danmark. Grunden til, at man tjekker afføring for orm og ikke giver ormekure forebyggende længere, er simpelthen for at forhindre at ormene opbygger resistens over for kuren. Det er også derfor, at der i menneskeverdenen i dag skal mere til, før man får udskrevet penicilin; før fik man det nærmest for en sikkerheds skyld ved alle mulige sygdomme, i dag giver man det kun ved de sygdomme som ikke går væk af sig selv uden penicillin, fordi sygdommene er begyndt at blive resistente, så de skal have større dosis og skrappere midler end tidligere. Vi får tjekket Taikis afføring halvårligt for orm. Det er jeg ganske tryg ved.

Jeg vil godt indrømme at jeg hater lidt på hundegrej. Det er pisse dyrt, oftest ikke i det bedste materiale og sidder oftest ikke særlig godt. Som tidligere spejder kan jeg slet ikke snuppe tasker af nogen art, der ikke sidder som de skal. Man bliver meget bevidst om det, når man ved hvor godt det KAN sidde. Det er derfor, jeg anbefaler en del spejdersports ting. De sidder ordentligt, holder 400 år, er regntætte og fungerer bare. Lavet med fokus på komfort.

Hvis du er nervøs for tyveri, så køb en kædelås og lås anhængeren fast til et eller andet (lygtepæl, cykelstativ, whatever). Cyklen har jo sin egen lås og støtteben, så man kan evt. bare parkere omvendt ved cykelparkeringen og låse anhængeren fast til stativet.

Jeg havde en cykeltrailer som Taiki er vokset ud af. Nu har jeg en Nihola i stedet. Den er nemmere at have med at gøre end en trailer til børn, fordi den er mindre. Til gengæld skal man se sig for i byen, for nogle gange har billisterne svært ved at se den. Så vælg en model hvor der kommer et flag med i en skrigende neon-farve og montér det endeligt, for himlens skyld, selvom det ser fjollet ud. Ellers kan bilerne ikke se traileren! Man skal lige vænne sig til at have påhæng bag på, især i sving. Så træn det lidt på nogle stille veje først. Jeg synes ikke det er nemt, at tage anhængeren af og på, så jeg ville nok lade den blive på i længere tid ad gangen og jeg ville slet ikke tage den af, når jeg skulle bruge den til hjemturen. Til gengæld har jeg brugt min trailer som en barnevogn til hunden, dengang han var lille og ikke kunne/måtte gå så langt, samt til transport i tog. Det vækker opsigt og smil, men folk er også flinke til at hjælpe. Det syntes jeg var rigtig godt, for han kunne bare lægge sig til at sove når han var træt og ellers bare ligge og kigge ud. Nu er Taiki for stor til en trailer, så vi har som sagt købt en Nihola. Ellers er en trailer rigtig fin og meget billigere end en Nihola/Christinaniacykel, og en fin måde at transportere hunden på.

Heldigvis har han en elendig hukommelse. Han er trods alt bare en hund. Om ti minutter kan jeg købe hans kærlighed for noget af hans alm. tørfodder. Så har han glemt det hele igen. Godt han ikke er et barn med længere hukommelse, så var jeg sgu på den!

Taiki har luret at vi kun går korte ture, så han er skide sur. Sætter sig ned i protest over, at vi ikke går på Assistens kirkegård som vi plejer, når jeg så er mere stædig end ham og trumfer igennem, går han og bider i snoren og er knotten (han har aldrig bidt i snoren, ikke engang som hvalp). Så kommer han hjem og hvad ser han? Hans lækre knogle fra slagteren, som han har tygget hele formiddagen, er smidt ud efter 4 timer ved stuetemperatur (så bliver det for ulækkert, når der stadig er kød og fedt på, han må spise noget hurtigere!) og er erstattet med en sølle dims i oksehud. HMPF! Det er åbenbart mig, som er udnævnt til skurken, for da kæresten kom op fra vaskekælderen satte Taiki sig meget demonstrativt hen til ham i sofaen med sin oksehuds-tyggedims og han fnyser af mig, hvis jeg prøver at komme tæt på. Jaja! Jeg har selv opdraget ham til at vise sin mening klart og tydeligt, og det gør han da i særdeleshed nu, hvor han ikke længere selv får lov til at bestemme helt så meget som han plejer.

Om boxerne: Da min mor var ung pige, passede hun ofte sin fætters boxer, Adam hed den. Når den sad ved fodgængerovergangen og ventede på grønt lys, ville den såååå gerne klappes af de andre som stod der. Så den ville læne sig og læne sig, mere og mere over imod hvem der end stod ved siden af. Den kunne læne sig i nogle ret vilde vinkler. Folk så gerne lidt nervøse ud, for han var stor og meget grim, men god som dagen var lang. Og så ville han ikke gå, før de lige havde klappet ham lidt på hovedet og sagt "God hund".