Louisen

Når den bider i tapetet, så sig "Nej", tilbyd den en tyggepind eller ben af oksehud, og ROS den når/hvis den vælger dette i stedet. Hvalpe bider i ting og senere hen gør den det meget, fordi den skifter tænder, så munden klør. Du kan godt lære den ikke at bide i tapetet, men den kan ikke selv regne ud hvad den SÅ skal bide i, når den har behovet. Så vis den, hvad der er okay ved at rose når den bider i legetøj eller tyggeben i oksehud. En hvalp bider desuden i ting, for at træne mundmuskulaturen op og især som en måde, at udforske verden på. Små menneskebørn har også en oral fase hvor alt skal i munden. Det er hvalpens måde at udforske verden på. Der gik vel ½ år, inden Taiki begyndte at opføre sig som en rigtig hund.... dvs. lagde sine hvalperier på hylden. Men nu hvor han er 9 måneder, er der stadig snert af det. Sådan er det jo med de kræ.

Jamen det er jeg jo nødt til, ellers er turene ikke sjove for nogen af os. Og han skal også kunne passes af min gamle mor engang imellem. Han er så afslappet nu, det er dejligt (selvom det betyder, at han bliver en balladefis der bl.a. angriber sko hvis der skal ske noget, men jeg er bare så glad for at få min hund igen, sådan som jeg ved at han er).

Så er der også de hundeejere, der virker som om de godt kan lide Taiki, selvom han er reserveret over for mennesker. Bl.a. ejeren af en shih tzu tæve. Hun ved, at jeg sørger for at Taiki ikke bøller hendes hund eller "løber den over ende" i leg, for det synes tæven altså er for voldsomt. Så de møffer gerne lidt rundt, så får Taiki en pause når han bliver for vild og så møffer de måske lidt mere, eller snuser sammen. Der er også manden med de 2 chow chow'er; når han bare går med tæven vil han altid gerne hilse og snakke, og hans chow-han er også en bestemt herre som Taiki, så det kan vi snakke godt om uden, at jeg får en følelse af at han tænker, at Taiki er crazy. Han forstår det bare. Og så er der en del hundeejere i området, der bare har været støttende og åbne, selvom Taiki har været et surt løg med deres hunde. De dømmer ikke, har fulgt hans træning med interesse og virker ikke som om, at de tænker at han er psyko, men at han bare trænger til træning i de situationer. Det betyder meget for mig, rigtig meget.

Tak for tips. Hvis vi kommer så langt i programmet og hvis der overhovedet er nogen interesse, vil jeg forsøge om jeg kan få lov til at overvære en parring eller flere ved erfarne opdrættere. Så man ved, hvad man står overfor. Det er jo også vigtigt at tæven ikke forsøger at stikke af lige efter, når de hænger sammen; ja der er mange ting. Jeg er stadig helt grøn og uvidende, men det bliver der ændret på når tid er. Første skridt er nu udstillingerne til næste år, samt de mere sjove ting som spor og evt. agility (sidstnævnte ved jeg ikke om Taiki gider, vi får at se).

Taiki er begyndt at reagere positivt på træningen ift. aggression/usikkerhed ved andre hunde. Han gør KUN hvis den anden hund gør, han stopper med at knurre når jeg beder ham om det og oftest sidder/ligger han bare ved fod og glor på dem, hvis jeg ikke lige får drejet af. Han er blevet MEGET god til kontaktøvelsen og diverse giv-pote kommandoer som bryder hans fokusering, og han er ikke i tvivl om at jeg nok skal ordne eventuelle bøllehunde. Han er blevet så vandt til at jeg træder frem, mens han er bagved, hvis det er en løs hund som generer, at han nu selv træder et skridt tilbage i situationerne. Han er stadig en lille terrorist, men der er sket en STOR forandring, der går længere og længere imellem at han er et sur løg, og han er ved at blive gladere, mere afbalanceret og afslappet. Han er begyndt at aflæse de andre hunde inden han bliver sur. Hvis den anden hund er neutral, er Taiki det også. Det er bare helt perfekt. Yay, træning er godt.

Gizmo/Gismo.

En ejer til en kæmpe labradorhan, som Taiki var sur på. Han inviterede os til bare at ligge på græsplænen og kigge, mens han trænede sin hund. Taiki lå bare og fulgte med i sikker afstand, mens labradoren lavede alskens kunstner. Bagefter ville han godt snuse til den (og dens tis, som han selvf. selv strintede oven på, for god ordens skyld!) og han lavede ikkke ballade. Han var blevet rolig og havde opfattet, at den var god nok. Med de problemer vi har haft med Taiki og hanhunde, kunne jeg have kysset hans fødder. Blev bare så glad. Især fordi problemerne er på kraftig tilbagegang og så er det bare fedt, når man også får hjælp af andre hundeejere, til at komme problemet til livs. Er virkelig taknemmelig. :blink:

Det er selvfølgelig sandt. :blink: Taiki har allerede en skade på samvittigheden, inden jeg opdagede hvor hurtig og snu han er. Jeg er ret sikker på, at han ville tage udfordringen med en høg op. Han hopper trods alt også op efter helikopterne der flyver over os for at lande på Rigshospitalet, for det KUNNE jo være at man kunne fange den.

I øvrigt ved jeg godt, at jeg stiller høje krav. Det handler mest om, hvad jeg selv kan stå inde for. Hvis det betyder, at jeg er for besværlig til at det nytter noget, må det bare være sådan. For jeg kan ikke bare være ligeglad med de hvalpe. Det holder mit hjerte ikke til.

Det kommer jo også an på hvad man gør ud af det. Jeg håber jo på, at Taiki kan vinde det hele til næste år, som jeg har udnævnt til udstillingsår for ham, samtidig med at han gerne skulle gennemføre og bestå en sporprøve, og jeg også vil i gang med agility. Udover at han er af flotte linjer og har fin tavle, så er det jo noget der kan imponere, især i en race som stadig er så relativ "lille" (uudbredt) som shibaen. Jeg gør det for sjov, men Taiki har potentiale og bliver han den trofæhan, jeg tror/håber, skal der nok være interesse. Hvis ikke dansk interesse, så fra de nordiske lande, Tyskland eller lign. Vi får at se. Det kan også være, at han bliver sådan en hund der ikke gider at præstere og så vinder vi ingenting, og det er også fint nok.

Det kommer vel an på om man laver en kontrakt og hvad ordlyden af denne er. Personligt skal jeg have en kontrakt hvor jeg bl.a. kræver, at enten opdrætter eller jeg, står med forkøbsret på hvalpene, hvis de skal omplaceres fra familierne, for de hvalpe skal ikke være kastebolde. Kan de nye familier finde passende, blivende familier til hundene vil jeg godkende dette, ellers vil jeg selv finde en god blivende familie, alternativt selv overtage hunden helt. Med andre ord er det et krav fra min side at der sikres imod, at Taikis hvalpe ender i Gul og Gratis, eller sådan noget. Det sker IKKE. Men jeg kan ikke se, hvorfor tæveejer skulle have et problem med dette krav, for det bunder i kærlighed og omsorg for hundene/racen, og jeg ville have mine store tvivl om opdrætter/tæveejer var noget for os, hvis vedkommende så et problem i dette.

Jeg håber Taiki skal bruges til avl. Mit ansvar starter ved at tjekke tæven og opdrætter. Er det sunde linjer? Er tæven avlsgodkendt? Er gemyttet/sindet godt? Hvad ser opdrætter/tæveejer som sit ansvar ift. socialisering af hvalpene og hvordan godkender de købere/familier til hvalpene? Hvordan udformer de kontrakten? Derudover opdrætters værdier ift. hvad de fokuserer på i avlen. Hvad vægter de på udseende, i sindet og sådan? Når tæven og opdrætter er godkendt, har jeg ansvaret for at tæven parres på en god måde. Jeg har ansvar for at følge hvalpenes udvikling, at de ingen skavanker hverken har eller får, senere i livet, som kan skyldes avlen /Taikis gener. At de kommer til gode, blivende hjem og ikke ender som kastehunde. Vejledning af de nye ejere i hundehold, de særlige ting der gør sig gældende med racen som er noget speciel i sindet. Hvis tæveejerne/opdrætterne tror, at de kan dukke op på en udstilling og udvælge min hund, uden at blive udsat for et KGB-værdigt forhør omkring disse ting, så tager de fejl. Så vil jeg hellere helt undlade at lade Taiki indgå i avlen, for hans navn og mit, skal ikke skrives på hvalpe jeg ikke kan stå inde for eller har gjort mit for, er prima kvalitet. Bliver tæveejer fornærmet, må vedkommende finde en anden avlshan.

Jeg skal ikke i Dyrehaven uden en kasket med øjne i nakken. En vi kender blev nakket af en høg eller sådan noget rovfuglenoget, da hun løb en tur - hun blev syet med 3 sting i skallen! De dyr er crazy!

Jeg har været i Søndermarken én gang og gør det aldrig igen. Shit et helvede af løse hunde, selvom der tydeligt er markeret, hvor de må være løse og hvor de må være i snor. Men Frb. Have fungerer bedre, der synes jeg de fleste har snor på. Fælledparken er så stor og åben, at man som regel i god tid kan spotte de andre hunde og gå en anden vej. Så den benytter vi også. I dag må jeg dog sige, at det gik godt på Assistens; vi var bare henne for at Taiki kunne prutte og tisse, inden vi tog på socialt besøg ved dyrlægen. Alle hundene var i snor og folk tog det i højt humør når jeg sagde "Vi hilser ikke". To hanhundeejere grinede endda og sagde, efter at have spurgt om hans alder; "ÅH, det kan jeg GODT huske, pyyyha... Held og lykke med det!". Så det var rart med noget sympati der ikke gik ud på, at de troede Taiki var psyko. Han mødte også to dejlige tæver, en chowtæve og en shih tzu tæve. Han kender dem begge godt, så han holdt rigtig harem, legede med begge, snuste og var glad. Så kom der en stor han (i snor), Cosmo den kæmpe hvide hund. Taiki skulle lige knurre, men så sagde jeg nej. Vi kender jo godt Cosmo, som Taiki er vokset op med og normalt elsker, så det skaberi gad jeg ikke bare fordi der var damer. Taiki endte med at være enig og hilste så pænt på Cosmo, som gik videre. Det blev Taiki faktisk lidt trist over, han var på nippet til at gå med Cosmo og efterlade damerne. Jeg tror, at vi holder os fra Assistens i tidsrummet "inden job" og "efter job", hvor der som regel er flest hundeluftere med/uden snor. Ørstedsparken er på "to do"-listen, der skal vi da hen en dag! Tænk at jeg har glemt, den findes.

Liva og Luna.

Det oplevede jeg også i Amager Strandpark. Faktisk stod vi 3 hunde og ejere med nogle meter imellem og lod hundene bade enten løse eller i flexline, men sørgede hele tiden for at de ikke nærmede sig hinanden. Den ene var en drægtig schæfertæve og den anden en halvblind (og derfor lidt sur) terrier. Det var faktisk super fedt at opleve, især for Taiki som fik endnu en oplevelse af at kunne være i nærheden af andre hunde, uden at skulle tage sig af det.

Men ret skal være ret. Forleden mødte vi en løs han-lab hvor jeg sagde "Vi hilser ikke". Ejeren kaldte den straks ind, i snor og på plads. Han siger så: "Hvis din hund har problemer med hanhunde, må I gerne bruge os til træning ved at gå nogle meter bag ved os og snuse til min hunds tis, og se os an bagfra!" Som sagt, så gjort og efter et par meter var Taiki ikke længere fokuseret på den store han foran, men snuste bare lidt til tissen osv. Præcis sådan en slags tilvænning som er god til ham, hvor han lærer at bare fordi der går en hanhund et par meter i nærheden, betyder det ikke at vi skal hilse eller overhovedet gå op i, at den eksisterer. Da vi havde gået sådan 10 minutter drejede de ud af kirkegården og jeg råbte lige tak til ham, det var en fed oplevelse. Det er vel også derfor jeg bliver irriteret over mig selv, at jeg ikke bare kan ryste det af mig og være ligeglad. Især nu hvor det går bedre med Taiki... måske er det fordi der nu er noget at tabe, før var han jo bare sur, men nu går det rent faktisk fremad og så ville det være mega træls, hvis en uansvarlig hundeejere ødelagde det hele.

Sådan noget synes jeg bare er mærkeligt. Taiki er altid i kort snor når vi går på de store stier. Det er kun når jeg er rimelig sikker på, at vi er langt inde imellem træerne og der ikke er andre i sigte, at han får lang line. Og så har jeg nærmest øjne i nakken samtidig. Endnu har jeg ikke oplevet ham flippe ud i lang snor, de gange han har flippet har været ved min venstre fod på plads. Taiki har faktisk som regel ikke et problem med løse hunde, der går "på plads" eller sidder/ligger ved ejeren og bliver der. Det er hele den der "Jeg er friiiii, det er du ikke!"-ting, som gør ham utryg kombineret med, at han bare ikke kan med hanhunde. Så hvis hunden render fri "all over" bliver han stresset, men går den pænt ved siden af sin ejer registrerer han vist ikke helt at den faktisk er løs; han er i hvert fald meget mere rolig og kontaktbar. I øvrigt er det jo også ret kritisabelt ikke at passe på sin flexline når der ligger solbadere og picnic-mennesker over det hele.

Jeg ved ikke om jeg bare er uheldig, men jeg synes faktisk det er 50/50 ift. løs/i snor, vi møder derovre. Og ja, det er nogenlunde det samme de fleste steder. Jeg er jo nødt til at træne med Taiki hvis vi skal blive boende her i byen.

Jeg synes ikke, at min hund skal rende ind og skide på et stykke jord der i praksis er købt og betalt af andre, som et mindested for nogen de elsker og savner. Hvad folk selv gør på deres stykke grav, må de om. Problemet med Taiki er jo, at han ikke rigtig skelner de sure hunde fra de søde. En hanhund er i hans hoved altid sur. Det er først for nyligt, at vi er kommet så langt i træningen, at Taiki kan blive rolig længe nok til at opfatte, at andre hanhunde ikke altid er sure. Det er skønt at opleve, måske er det derfor at jeg bliver mere desperat når nogen så ikke har styr på deres hund. For nu går det endelig fremad og jeg vil så nødigt, at det skal gå tilbage igen, til dengang Taiki hang i selen og lignede en der bestemt ville bide og flå, i andres hunde, bare de passerede stien. Puuha.

Jeg ved ikke om der er mening i indlægget, jeg måtte bare have luft.

og det er ikke kylling der skulle stå. Jeg er bare så træt af det. Jeg er træt af, at folk hverken respekterer skiltning eller gravfreden, og lader hunden være løs på Assistens Kirkegård. Jeg er træt af, at jeg hver gang vi går der, er nødt til at gå imellem Taiki og en løs hund, for at stoppe den i at komme hen til os. Taiki er utryg ved det, vi træner og det går faktisk fremad - tro det hvem der kan, når vi PÅ HVER ENESTE TUR oplever dette her. Folk kan jo ikke se igennem buske, krat, træer eller sten. Deres hund render om et hjørne og står foran os, de ser det ikke. Først når jeg galer "VI HILSER IKKE!" dæmrer det for folk, at der kunne være nogen på den anden side af de træer dér, på den parallelle sti, der ikke gider deres hund. Ikke noget med at kalde hunden til sig og komme den i en snor. Man kan da bare kalde den til sig og gå videre. Jeg er blevet hende den sure. Jeg er hende, der vrisser: "Hunde skal være i snor her!" eller "Det her er en kirkegård, ikke en hundegård!" og sådan noget. Jeg ved ikke hvad man skal stille op. Det er jo sådan alle steder her i KBH. Uanset skiltning så tror folk, at reglerne ikke gælder for DERES hund. Fordi den har perfekt indkald, fordi den ikke gør noget - osv. osv. af dårlige undskyldninger. De har muligheder; de har hundeskov og strand, indhegninger... de kunne i det mindste bruge 10 minutter på at gå hen i Fælledparken med store åbne strækninger, så de i det mindste kunne SE andre hunde inden deres eget kræ var henne og ødelægge træningen. Hvad gør man? Den eneste grund til at jeg ikke bliver virkelig gal, er fordi jeg ikke vil præge Taiki med det. Men jeg bliver mere og mere indebrændt. Det er respektløst - for de sørgende, for de afdøde og for os, med hunde i snor.

Nu har vi lige været ude at gå på Assistensen igen. Jeg forstår virkelig ikke, at det er SÅ SVÆRT at læse et skilt, som meget tydeligt viser at hunde skal være i snor. Ikke mindre end 14 (fjorten!) løse hunde mødte vi i løbet af vores to timer derovre. Jeg er begyndt at være hende kællingen som vrisser "Hunde skal være i snor her!" fordi jeg er SÅ træt af det. Der findes hundeskove og indhegninger til dem, der elsker det løse koncept. Hvor filan skal os der foretrækker hunde i snor gå hen? Hverken skiltning eller gravfreden bliver jo respekteret. Hvis jeg vinder i Lotto bruger jeg alle pengene på en skov, som jeg hegner ind og hvor kun jeg og min hund, og de hunde vi kender, må komme.

Siden sit første besøg på kirkegården har Taiki ikke fået lov til at gå på gravene eller de umærkede eller de mærkede fællesgrave. No way. Jeg er typen, der bliver meget indigneret og er sur, når jeg ser solbadere på de plæner der indeholder enten mærkede eller umærkede grave. Så siger jeg altid til dem, at de skal skride, der ligger en park i forlængelse af kirkegården, det tager 5 minutter at gå dérhen. Min morfar og mormor ligger på Bispebjergs umærkede fællesgrav (det, man i gamle dage kaldte for de ukendtes) og der skal sgu ikke ligge hverken hundelorte eller solbadere. Det er bare så kikset, lige ved siden af står et stort træ som er samlingspunkt for folks buketter og hilsner, og så lægger man sig ved siden af i bikini! Har de tænkt sig at skrue op for mp3'eren, hvis der kommer grædende pårørende og forstyrrer freden? Hold da op.

Pictures or it didn't happen!