Louisen

Ift. når I går tur, følger jeg denne løsning og det fungerer ret godt: Dog to Dog Aggression – Why and How to Stop It Ift. gæster, så har jeg læst (herinde?) om følgende metode: Hav en lille spand eller skål stående med godbidder udenfor, med et skilt hvor der står: "Her bor hunden Molly, hun er lidt nervøs for fremmede, så smid gerne lidt godbidder på gulvet når du kommer ind, så hjælper du os med at træne hende i at gæster er godt, på forhånd tak "

Problemet er at en aflivning også koster penge. Med mindre man gør det på en, øh, alternativ måde. Hvilket jeg synes er mere frarådeligt end gadelivet.

Og så er jeg ved at blive rigtig træt af følgende scenarie: Løs hund kommer gående imod os. Taiki og jeg trækker HELT IND til siden, så langt vi kan komme, jeg sitter Taiki ved min fod og forsøger at distrahere ham med godbidder eller legetøj. Løs hund nærmer sig os, jeg råber "NEJ" og laver stoptegn. Ejerne til løs hund råber: "Han gør ikke noget!" Imens har Taiki rejst børster. Jeg kan kun svare: "Nej, men det gør min!" Ejerne til løs hund får enten kaldt den til sig eller får den til at gå videre, mens de tydeligvis er forarget over min hund der er så vild og farlig. Imens kan jeg se en uges træning smuldre lige dér, det er en forbandelse: Hver gang Taiki mestrer at ignorere den anden hund og være fokuseret på mig, skal folk med løse hunde - I OMRÅDER HVOR DER SKILTES MED AT DE SKAL VÆRE I SNOR - fucke det op for mig. Og samtidig er de så forargede over, at min hund har det på denne her måde og at jeg virkelig som hans ejer burde træne det ud af ham. Øh, hvad fuck tror I, at jeg har gang i? Jøsses altså.

Taiki har jo desværre fået nogle dårlige oplevelser med løse hunde. Det træner vi på, så han ikke stresser op ved synet af andre hanner. Samtidig er han jo unghund, så det er lidt op af bakke. Nuvel. Vi går på den lokale kirkegård, hvor graverne elsker hunde (som er i snor og hvor man samler op). Der er så hyggeligt og den er jo stor, man kan gå en ny vej hver dag. I det ene hjørne vokser planterne så vildt at det er som at gå i skoven, foruden de spredte sten. Man kan sige hej til H.C. Andersen, Søren Kierkegaard, Natascha (sangerinden) og Etta Cameron. Det er meget fint. Vi kommer gående på græssen langs en sti, da der pludselig ud fra nogle træer kommer en tennisbold flyvende og er ved at ramme mig i hovedet. Taiki er hurtig og snupper den. Så spotter jeg i det fjerne en kæmpe stor hyrdehundsblanding; jeg ville næsten gætte på en blanding af broholmer og shetland sheepdog, den var enorm. Og ja, løs. Taiki ressourcevogter bolde over for andre hunde, det samme med pinde. Han får derfor ikke lov til at have hverken eller, når vi færdes i områder med hunde. Leger vi med bold tager jeg den altid i lommen når jeg spotter en hund i det fjerne, uanset hvor langt væk den er. Jeg ved allerede her, at hvis jeg ikke skynder mig, går det galt. Taiki har taget dens bold, dens ejer kan jeg slet ikke se skyggen af og i min desperation HIVER jeg Taiki op i min favn. 16 kilo sur hanhund, der ikke knurrer fordi han ikke vil slippe bolden, en kæmpe hyrdehund på størrelse med en lille hest - og mine 163 cm og 50 kilo, der vaklende står og beder til Gud om, at hyrdehunden ikke beslutter sig for at æde mig eller min hund. Jeg råber så "Hallo, hvem har denne her hund? HVAD FOREGÅR DER?". Efter hvad der føles som en evighed, kommer ejeren så travende. Han glor dumt på scenariet, mens hans hund forsøger at hoppe op og tage bolden fra Taiki, som jeg bare holder godt fast i, i mine arme. Hvad har dette geni på sinde, da han opdager at hans forbudte løse hund (de skal nemlig være i snor her!) står og hopper op af en lille pige, der krampagtigt holder fast i sin hund i sin favn? "Øh, det er vores bold". :stupid: Jeg siger så til ham, at han skal tage sin hund i snor og gå 10 meter væk, hvis han vil have sin bold. Hans svar: "Øh, hvorfor? Kan du ikke bare give den til mig?" Jeg siger så: "Tag så din køter i snor NU!" Slap dog af, siger han, kalder hunden til sig og går væk med den. Jeg går med Taiki om bag et træ, hvor han ikke længere kan se den anden hund og får byttet deres bold ud med vores egen, Taiki er ligeglad for han kan godt slippe, bare det ikke har noget at gøre med en anden hund. Da jeg så giver bolden tilbage, siger jeg til ham at han altså ikke kan kaste bold når han ikke kan se om der kommer andre med hunde. Det kunne være endt rigtig galt. Jeg får at vide, at jeg skal blande mig udenom. Da vi går vores vej, bruger han sådan en kastearm til at kaste bolden af helvedes til igen.

Jeg betaler aldrig for konsultation ved negleklip. Hvilket er lidt vildt i betragtning af, at vi bruger gooood tid til at få Taiki ind i rummet, op på bordet, spise lidt godbidder, hyggesnakke før og efter, goooood tid på først at forlade klinikken når han er rolig og glad igen. Uden beroligende osv. betaler jeg 150 kroner for at få klippet hans klør og vi er sgu nok 30 - 45 minutter om det. Det kan jeg sagtens leve med.

I øvrigt bruger jeg dette gode trick lært til mig af sygeplejersken: Hvis diverse godter ikke virker som afledning, så pust hunden på næsen. Det er jo en eksplosion af duft og dens sanser kommer på arbejde, samtidig med at det dufter af dig så det virker beroligende. Taiki kan skrige op og være umulig ved negleklipning, MED MINDRE jeg puster ham på næsten. Så bliver han roligere og finder sig i det. Og jeg bliver blå i hovedet af at puste. Et andet godt trick er tørret kød som man holder et godt tag i. Når Taiki koncentrerer sig om at flå stykker af tørret and eller kylling fra hinanden, hjælper det også en del. Men det bedste trick er altså at puste, jeg gør gerne det at jeg spiser en leverpostejsmad inden, så min ånde er ekstra hundevenlig og så siger jeg "Dygtig" mens jeg trækker vejret ind, haha, det er en hel kunstart.

Vi betaler dyrlægen for at klippe Taikis, da han også er meget øm omkring sine poter. Det betyder at jeg kan koncentrere mig om at aflede ham, rose osv. imens sygeplejersken og dyrlægen ordner resten. Taiki bliver meget ømpotet af at have for lange negle og det gør mennesker i øvrigt også (på fødderne). Så jeg ville nok anbefale at du fik dyrlægen til at tage dem i bund i første omgang, evt. med bedøvelse osv. og så i gang med træningen og at tage lidt men ofte.

Taiki var 4 måneder da han begyndte, men det var mest en renligheds-sirligheds ting. Så undgår man bedst at få tis på benene. I forb. med kønsmodningen er han begyndt at ville sparke bagud med bagbenene på jorden for at sprede duften. Men han kan ikke finde ud af det, så det ser noget forkølet ud. Hahaha.

Altså, jeg er helt enig. Det er meget få hundeflokke Taiki får lov til at hilse på, også selvom det bare er to og jeg ikke tror, at de bor sammen. For hvis de går tur sammen er de venner og "bond'er" sammen ligesom en flok ville.

Retrieveren... Det er bare tusind gange mere besværligt hvis de render uden hundetegn. Jeg har et par gange fundet en hund som manglede en ejer, hvor jeg bare lige kunne ringe på det telefonnummer der stod i hundetegnet og vupti, så blev hunden afhentet uden problemer. Ellers skal man jo til en dyrlæge først for at få scannet chippen og jeg har ikke bil, så det ville jo være en dyr taxitur foruden at jeg ikke ville vide, hvordan hunden skulle transporteres, for der ville jo ikke være noget halsbånd at sætte en line fast i. Sådan en hund kan man jo ikke lokke til sig bare sådan, så resultatet ville være at jeg måtte gå hjem med uforettet sag og du missede en mulighed for at en sød pige fandt din hund og gav dig besked. Pænt træls.

Vi boycutter jo selv at hilse på fremmede hanhunde, fordi det stresser Taiki. I stedet lærer vi ham at gå forbi /ignorere andre hanner og det går super godt. Hvis en hanhund kommer imod os og ejerne ikke er inde for hørevidde, stiller jeg mig foran Taiki og laver stoptegn, mens jeg med dyb, myndig stemme siger "Vi hilser IKKE!" og samtidig laver jeg store øjne fordi jeg engang har fået at vide, at det reagerer hunde på (det gør de også - de stopper op og bliver fikserede på mig, i stedet for Taiki). At der står denne her lille 163 cm høje, 50 kilo spinkle pige og taler med dyb stemme og store øjne, er som regel nok til at ejerne tænker "Psyko...!!" og går uden om os.

Jeg ville ikke lade Taiki rende hen til en anden hund før jeg havde kommunikeret med ejeren at det var ok. Det sagt, når I går 4 voksne med 7 hunde er det ikke sikkert at de ved, at I er en flok. Jeg havde nok selv tænkt, at I var nogen som havde hver jeres hund(e) og gik tur sammen.

Yeah og det er i øvrigt en skrøne at man ikke kan lære en hund IKKE at trække i en sele (jeg har hørt nogen påstå, at det kun lod sig gøre i et halsbånd). Hvis hunden trækker, står man bare stille indtil linen er slap/hunden stopper med at trække, så roser man og går videre. Dog kan det være en anden sag hvis man har en slædehunderace. De er jo lizzom født til det.

Jeg bruger begge dele. Han går i en sele på turene, fordi det er mere behageligt for ham når jeg bruger flexline, som har et konstant træk. Men samtidig vil jeg ikke risikere at stå med en tom sele inkl. hundetegn, og Taiki der render ud over stepperne. Derfor har han også halsbånd på, hvori hundetegnet sidder. For mig har selen også andre fordele: Det er nemmere for mig at løfte ham op i Nihola'en (ladcykel), der er reflekser på som gør ham nemmere at se om aftenen og skulle det ske at han gør udfald imod andre hunde (det er sjældent nu pga. træning, men det er sket tidligere), så har jeg bedre kontrol med ham. Hvis han lugter en løbsk tæve og "går amok", så uanset hvordan han hopper, danser eller vrider sig, så kan han IKKE komme ud af sin sele. Men han har en del løs hud på halsen, så et halsbånd kunne aldrig sidde tæt nok til at han ikke kom ud af det, uden at det blev decideret ubehageligt for ham.

Jeg havde lavet sådan nogle ruller med mozzarella udenpå og tomat indeni, som skulle i en salat. Taiki står og ligner hundenes svar på Oliver Twist. Han får en rulle. Han står og tygger møjsommeligt på den, inden han spytter tomaten ud - afsuttet for AL ost, men ellers hel inkl. den bløde del. I forhold til hvor grimt han også kan spise, f.eks. når han får skånekost og der bare ligger ris over det hele, er det da utroligt at han har den finmotorik i sin mund.

Min erfaring med sådan noget er, at man skal stramme en skrue for at løsne en anden. F.eks. en regel om, at man må have to hunde eller to katte, eller en hund OG en kat, men ingen af hundene må være listehunde f.eks. og derudover de øvrige regler om gener osv. Der sker tit det, at folk ser delen om listehundene og tænker straks: "Uuuuha ja, vi skal da ikke have kamphunde her, vi skynder os at stemme for!". Da de på et tidspunkt snakkede om et forbud imod hunde i vores andelsboligforening, var jeg straks inde med et forslag om at forbyde mere end 3 hunde samt alle listehunde ... Heldigvis blev forslaget droppet helt, men ellers var der opbakning til mit forslag fremfor det originale om totalt dyreforbud.

I min omgangskreds menes det, at man er dyrplager hvis man har en boxer men ikke har børn. For boxere elsker børn. Åbenbart så meget, at det er synd for dem hvis der ikke er børn i huset. Sådan en holdning kan ikke rigtig kombineres med "frådende dræbermaskine", så jeg tror det er boxerens børnetække som "redder" den.

I øvrigt: da jeg var barn kendte vi en DDB hund. Når den fik kødben måtte ejeren lige sørge for at rette hængemulen til, fordi den ellers kom til at bide sig selv i den når den rigtig gnaskede. Søde hængemuler. De er helt bløde!

AMAGAD listehunde er jo bare så farlige, skal have mundkurv på og dø, åh, aflives mener jeg. Selv her til aften blev Taiki GROFT overfaldet af en pitbull/mastiff blanding som både legede med ham, tumlede med ham, nappede i kind og løb rundt og rundt. De delte endda stænglen på et slatten skrappeblad. Det er for galt. Listehunde er så farlige, guderne forbyde at mit sure løg til en hanhund rent faktisk har en god oplevelse og så med sådan en smuk grå tigerstribet dame, jeg må hellere ringe til politiet og ikke ét ord om, at de hyggede sig mega meget. Eller sagt mindre sarkastisk: Hele listehundemissæren er idiotisk. De eneste hunde jeg kender, som lever op til fordommene, der er det sgu da EJERNE som trænger til en mundkurv. Det ville være en STOR samfundstjeneste. Og må vi SÅ få nogle flere billeder af den dejlige krammebamse.

Så kom varerne i dag og hold da op hvor 1 kg kallun fylder meget. Havde glemt at det ikke vejer en skid, så et kg af skidtet er altså ret meget. Taiki så mig pakke kassen ud og lignede en hund der var kommet i himlen.

For noget tid siden fik Taiki taget en blodprøve fordi vi mistænkte allergi. Den var heldigvis negativ, men desværre endte blodprøvetagningen skidt, med at Taiki for første gang i sit liv fik mundkurv på. Jeg har snakket med mange omkring situationen og jeg ved præcis, hvad der gik galt og hvad jeg vil gøre anderledes en anden gang. Nuvel. Efter den omgang har Taiki IKKE været glad for dyrlægen. Faktisk så led ved hende, at bare vi parkerede cyklen uden for klinikken, pev han og ville væk. Så jeg har brugt meget af sommeren på tilvænning igen-igen. Vi har bare siddet ude foran klinikken og hygget, tit var det bare noget med et alm. tyggeben og så holdt jeg det mens han tyggede, og så hjem igen. Det har været babysteps, men det har været det hele værd. For i dag kom dagen hvor Taiki AF SIG SELV gik ind i klinikken uden hverken at blive lokket med godbidder foran snuden eller noget. Han snusede rundt og fik godbidder af sygeplejersken - og hun måtte gerne nusse ham i kindskægget! Og han gik fint op på vægten, tullede rundt og undersøgte foderposer, og da der kom en drægtig tæve ud fra undersøgelsen, sittede han fint ved fod så hun lige kunne se ham an. De snuste bare lidt til hinanden, og så fik de hver sin godbid med sygeplejersken i midten. Der ligger en lille have ved siden af dyrlægen hvor man må lufte hund. Vi gik derover og han tissede m.m. Da vi så gik tilbage til cyklen, KRADSEDE HAN PÅ DØREN TIL DYRLÆGEN! Og ville ind! Så ind gik vi da, han scorede lige en ekstra godbid fra hende den søde sygeplejerske og SÅ kunne vi køre hjem! I morgen skal han have klippet klør, vi må se hvad han siger til dét. Heldigvis er hende den søde sygeplejerske der også og heldigvis er han varmet op over for dyrlægen igen. Jeg har stadig 14 dages ferie så vi klør bare på med træningen. Men yay og åh og dejligt -- det var bare lige det som manglede, så jeg er rigtig glad. :blink:

Jeg synes selv, at min hund har en fin stamtavle. Der er gode hofter, albuer og øjne i alle generationer. Øh, og så er mange af dem også prisvindere, men jeg går mere op i sundheden.

Det minder mig om én jeg kender, som brugte 10.000 kroner på en dyr computer og så købte earphones på tilbud i Kvickly, hvorefter han brokkede sig over lydkvaliteten. Jeg oplever også at folk der fodrer på billigfoder, kan brokke sig over pelsen på hunden, som om pelsens udseende er en permanent statisk ting, der intet har med foder eller lign. at gøre. Det er det, der menes med at fodre med billigmad ikke giver mening.

Alle hunde skal have god mad. Men det giver ikke mening at betale 11½ k for en hund og så blive mega nærig når det kommer til maden. Det handler ikke om at nogen hunde er finere eller bedre end andre, men jeg kan bedre forstå hvis nogen mennesker er nærige generelt og derfor sparer på foderet (og måske også prisen på hunden) end hvis nogen kan spendere alverdens på en dyr hund og så bliver nærige når det kommer til maden.

- Taiki er en listetyv når det kommer til fødder. Han har listet sokker af mig, mens jeg sov lur på sofaen. Han har listet en hjemmesko/tøffel af min mor, mens hun var på besøg og vi drak kaffe. Han har gennemtygget et snørebånd på min kærestes sko, så båndet knak - mens vi sad ved spisebordet. - Når Taiki er mildt utilfreds, men ikke decideret sur, siger han den der brummende lyd som et gammel køleskab kan sige når det kæmper for at køle. - Taiki har ekceptionel bidehæmning. Han bider gerne når han om morgenen (alt for tidligt ifølge prinsen) får sele på inden tur eller hvis vi piller for meget ved hans poter. Han kan have hele gebisset fremme og ligne en dæmon der er klar til at flænse og flå ind til benet - og så lægger han forsigtigt sine tænder på ens hud, så der hverken kommer ridser, mærker eller fordybninger. Så er det, at den der snurrende køleskabslyd kommer til sin ret. Rrrr-rrrr-rrrr. - Taiki sutter på finger og mit hår. Nogle gange om natten møffer han rundt og piver i søvne hvis han har mareridt, så får han lige min lillefinger som han så sutter på. Så kan jeg i mørket ane en lille krøllet hale der logrer i søvne. Mors bammis! Når min kæreste har nattevagt lægger Taiki sig op i sengen ved siden af mig (når vi er to er der for varmt, så ligger han på et tæppe ved siden af; vi har ikke ben på sengen, så han ligger sammen med os alligevel) og hvis mit hår ikke er sat op, så nasker han gerne på en tot af det. Min frisør er meget fascineret af, at mit hår generelt er et par cm. kortere i venstre side end i højre og hun kan slet ikke regne det ud. Derudover har Taiki en særlig udviklet sans for uordentlighed og uredelighed (jeg kalder det hans OCD). Så bliver han et surt, larmende løg. Her er nogle eksempler: ¤ Kuffert stillet midt på fortovet (fordi nogen pakkede bil til ferien) = Taiki der gør af den, nedlægger den og bliver sur over at han ikke må pisse på den for at fejre sin sejr. De kender ham heldigvis og var flade af grin, jeg syntes det var pinligt. ¤ Fulde folk der ikke kører ordentligt på cykel. Normalt er han helt ligeglad med cyklister, men hvis de slingrer, så gør han af dem og fnyser. ¤ Biler der ikke starter med det samme, men hoster lidt. Dem knurrer han af indtil de starter. ¤ Skader/fugle, der larmer om natten. De kan besætte forhaven alt hvad de vil, men det er jo ikke normalt at de siger noget om natten og så deltager Taiki gerne i deres larm. Det sker heldigvis meget, meget sjældent - ellers måtte jeg sgu skyde de skide skader! ¤ Hans gode hundeven havde fået ny sele. Den bjæffede han af og nedstirrede på turen. Han ville ikke tumle med sin ven som han plejede, for ville ikke i nærheden af selen. Næste gang vi sås, snuste han til selen men holdt ellers afstand. Tredje gang var alt ok og selen accepteret. Wtf? ¤ Han er vandt til larmende børn på legepladsen der skriger og råber. Så en dag gik min mor med ham, hvor en far fik sin pige ned af den store rutsjebane selvom hun var bange og angst, og skreg. Taiki kunne åbenbart høre, at pigen skreg i ægte panik, for modsat normalt FOR han hen til rutsjebanen og nedstirrede faderen, og ville ikke gå videre før han på afstand havde fået studeret nærmere, at pigen var okay. ¤ Vi har en plads hvor nogle træer er plantet i små firkantede kasser med metalgitter over. Så havde nogen fjernet et gitter fra et træ. Taiki nærmede sig med størst mulig agtpågivenhed, knurrede og bjæffede lidt, snusede og endte så med at pisse på kassen i ren foragt over, at den manglede sit gitter. - Og så var der dengang, hans OCD/fornemmelse for uordentlighed muligvis reddede mit liv og førlighed: Jeg var alene hjemme og på vej ind fra en gåtur, mærkede jeg noget nive ved halsen, men tænkte ikke over det. Vi kommer ind og Taiki ligger i sofaen med tyggeben, mens jeg slapper af. Jeg begynder at blive meget træt og lidt ør, hvilket undrer mig da jeg ellers har været frisk hele formiddagen. Men jeg tænker ikke videre over det og er næsten ved at falde hen, da Taiki kigger op og begynder at gø af mig. Han bliver ved og ved, helt manisk, at gø af mig. Først tror jeg, at han måske gør af noget bag ved mig, hvor vi har et vitrineskab med glaslåger. Men da jeg kigger, ser jeg mit spejlbillede, at jeg er helt rød i hovedet, opsvumlet og ser herrens ud! Jeg suser ud på badeværelset og opdager brodden af en bi der sidder i min hals (den nivende fornemmelse). JEG ER ALLERGISK! Og jeg ligner simpelthen en tomat. Jeg skynder mig at tage alskens medicin og min quick-stick, og får ringet til lægevagten m.m., men heldigvis bliver min vejrtrækning ikke påvirket og min medicin slår anfaldet ned. Den dag i dag ved jeg ikke, hvad der var blevet af mig, hvis jeg var faldet i søvn i den sofa uden at vide, at jeg var blevet stukket og fik en allergisk reaktion. Hvis Taiki ikke havde set, at hans mor så tosset ud og var begyndt at gø af det. Puha! Så jeg er såmænd glad nok for Taikis fornemmelse for uordentlighed.