Louisen

Der er min pointe nok lidt, at jeg synes det er forkert logik at sammenholde de to ting, fordi forseelserne er så forskellige. Det handler altså ikke om, at rangordne forseelser. Sådan at hvis en forseelse rent moralskt vurderes til at være "værre" eller mere farlig end en anden, så skal den partout straffes hårdere. Det, jeg savner, er en helt lavpraktisk tilgang til loven. At man vurderer, om det at give en meget dyr bøde for skamavl, vil få folk til at droppe det. Mit bud er ja, fordi mange af disse typer mennesker avler for økonomisk profit. Modsat folk, der kører for stærkt. Og nu vi er ved det: Skal man absolut sammenligne lovbrud, for at vurdere hvad straffen bør takseres til, så bør skamavl sammenlignes med andre økonomiske forbrydelser, da det handler om ulovlig fremstilling af X (her: hunde). Økonomisk kriminalitet bliver i flere tilfælde straffet en del hårdere end eks. personfarlig kriminalitet. Eks. fik Stein Bagger en langt hårdere straf end op til flere voldtægtsforbrydere til sammen. Det er jo ikke fordi hans forbrydelse moralskt er værre end voldtægt. At man straffer på den måde, skyldes andre parametre end at rangordne forbrydelserne i "slemhed". Folk der voldtager, ville ikke droppe det fordi de fik en slem bøde. Men folk der overvejer at begå økonomisk kriminalitet, ville tænke sig ekstra om, hvis prisen risikeredes at blive for høj. Derfor giver den høje bøde mening i forbindelse med skamavl, men ikke nødvendigvis i forbindelse med alle mulige andre lovovertrædelser. Derfor kan jeg ikke rigtig bruge mærkelige sammenligninger med andre overtrædelser til så meget.

Det kommer an på, hvad man gør, som slår mennesket ihjel. I øvrigt er erstatningerne i visse sager på linje med disse bøder. Jeg ved godt at loven mange steder spejler sig i sig selv, så man f.eks. ikke sætter bøderne op, fordi "Uha, så signalerer det jo, at det er værre at skamavle ulovlige hunde end at slå nogen ihjel". Den tankegang hader jeg, den er ikke konstruktiv overhovedet. Loven skal give mening i praksis. Det er jo ikke fordi, at de her mennesker stopper med at avle ulovlige hvalpe og i stedet går ind i lejemord-industrien, fordi det er billigere. Og hvis det mest effektive til at stoppe skamavl af ulovlige racer er, at ramme folk økonomisk (og det tror jeg som nævnt), så bør man gøre dette uden hensyntagen til andre dele af loven, hvor dyre bødestraffe ikke giver mening, fordi det trods alt er sjældent at folk helt overlagt tager et andet menneskes liv og ville blive forhindret i dette, hvis de syntes at bøden var for dyr...

Da jeg fik Taiki, tilbragte jeg de første 14 dage med at sidde med ham på trappestenen ind til vores opgang. Vi sad der bare og kiggede. Engang imellem ville han så øffe lidt rundt, men aldrig for langt væk fra mig. Efter de 14 dage var det som om, at han pludselig forstod, at udenfor ikke var farligt, samt at jeg var sammen med ham hele tiden. Og vi kunne gå længere og længere væk fra matriklen. Jeg synes, at du skal tage et tæppe med ud der lugter af indenfor, som gerne må tisses på hvis uheldet er ude. Og så tage ham med ud, sætte dig ned på tæppet og hvis han bare sidder på dit skød og glor på verden, eller mellem dine ben, er det også fint.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvad nu hvis Denver ikke gjorde det men bare er nervøs over de vibes ejer sender og kameraet. Synes det er synd for Denver, det virker uretfærdigt når man ikke ved det med sikkerhed.

Min holdning til hundeloven er, at det er i orden at hunderacerne er forbudte og ikke må importeres, ikke må avles. Min holdning er IKKE, at konsekvensen ved at bryde loven skal være, at hundene aflives. De bør formidles til gode hjem, der har forstand på den udfordring, disse hunde repræsenterer. I stedet skal bøden for at bryde loven være så massiv, så svinedyr og voldsom, at folk ikke tør avle på disse racer af frygt for, at måtte gå fra hus og hjem hvis det opdages. Det skal simpelthen på ingen mulig måde kunne betale sig økonomisk, at løbe denne risiko. Det tror jeg, er den mest effektive måde at lukke ned for denne avl. Får folk en bøde på 150.000 kroner pr. voksen hund og 50-100.000 pr. hvalp, tænker de sig nok bedre om.

Det har andre givetvis. Det ændrer ikke på, at jeg i mit liv, først og fremmest vælger at stå til ansvar over for mig selv og min egen moral før loven. Indtil videre har de to ting ikke været modstridende. PS. Inderst inde er jeg en lille anarkist. Så jeg er nok den forkerte at diskutere det her emne med, hvis vi skal blive i noget der er relevant.

Mit bud, som baserer sig på bekendte der arbejder som dyrlæger i USA, handler om at hvis ikke internatet beviseligt har gjort alt for at sikre sig, at de sælger "søde" hunde, så kan de blive sagsøgt hvis hunden ender med at flå kinden af sin nye mor. Derudover er det mega stressende for dyrene at bo på internat. Derfor vil man selvsagt gerne have dem i gode hjem hurtigt.

Jeg synes, dine eksempler er rigtig ringe. I dette her tilfælde kommer ingen til skade. Ingen overhovedet. Hverken dyr, natur, mennesker. Det er kun teoretisk og principielt, at det har en effekt.

Jeg er i øvrigt på "moral over lovgivningen", men jeg er også meget præget af, at en del af min familie arbejder i sygehusvæsnet og læge-eden er jo netop lavet om, så man først og fremmest står til ansvar for sin egen samvittighed. Det skete efter 2. verdenskrig...!

Dyreværnet har deres egen tv-serie, hvor man følger deres arbejde. Jeg er ret overbevist om, at det er meget bevidst fra deres side, at de har valgt at vise det på TV... For at sætte fut i diskussionerne omkring hundeloven.

I skal da ud begge to, og møde nogle staffy'er. Snakke med ejerne osv. Jeg syntes også, at staffy'en så farlig ud på billeder. Så mødte jeg dem. Hold nu op. Og jeg er ellers til spidshunde, sådan nogle ræve-agtige hunde. Men det er klart staffy'ens sind, som gør at man ikke kan lade være med at grine og smile inden for 5 sekunder. Ift. børn, bliver staffy'en også kaldt for "nanny dog". Se her: https://www.google.dk/search?q=nanny+dog&oq=nanny+dog&aqs=chrome..69i57j0l5.1045j0j4&sourceid=chrome&es_sm=93&ie=UTF-8

Videoen er her: https://video-ams.xx.fbcdn.net/hvideo-xat1/v/t42.1790-2/11245134_964994873533548_241561372_n.mp4?efg=eyJxZSI6ImZiY2RuX3ZpZGVvX3JhdGVsaW1pdF9yb2xsb3V0Mix2X3JvbGxvdXQifQ%3D%3D&oh=83c616686bc4a46a499781b729b40a6d&oe=5554AC96 Hvad synes I? Jeg synes, de er nogle helte! :hjerte:

Staffy'en (english staffordshire halløj) som andre nævner, er en skøn hund. Den har det brede hoved, som nogle mener er kamphunde-agtigt, men den er jo ikke stor og dens sind... :hjerte: Jeg har aldrig mødt en sur eller tvær staffy. Når min egen sure hund knurrede eller gøede af dem vi har mødt, bliver de helt paf og halvdelen af tiden begynder de at lave gak og løjer, som at vælte om på ryggen og møffe lidt rundt, som om de siger "Se hvor lækker jeg er! Kom nuu... Lege?!" Jeg får grundet tidligere sygdom lavet nogle skønshedsbehandlinger inde i KBH, min "skønhedsdame" havde en staffy og da jeg sagde god for det, kom den op at ligge på briksen ved siden af mig, hvor den lå og snorkede lykkeligt. :hjerte: Og så hed den Arnold, altså! :hjerte: Jeg har endnu til gode at møde en staffy, der ikke elskede alle mennesker og dyr. Jeg boede på Nørrebro en overgang, så jeg har altså mødt rigtig mange af slagsen. Og de er både aktive, og nogle rigtig møffe-sofa dyr. Det er en hund, som har en god størrelse i mine øjne. Den er stor nok til, at være "en rigtig hund" og ikke en af de små taske-racer. Men samtidig er den ikke så stor, at din kæreste nogensinde behøver at sige "Jeg kan ikke gå med ham", for om der er damer i løbetid eller andet, vil hun stadig kunne sætte hælene i holde ham i snoren. Og så længe hun ikke er et skravl, kan hun også bære den op/ned ad trapperne (det er særligt ned, som er et problem for de fleste hunde). Boxer er ikke den nemmeste race, men man får alt det bedste fra en boxer i en staffy, i en mere håndterbar størrelse.

De sidste gange når Taiki skulle have taget blodprøve, rystede han allerede inden vi gik ind på hospitalet. Jeg bar ham derind og han forlod ikke mit skød. Når vi lige sad og ventede i lokalet (jeg havde en aftale om, at vi ventede udenfor og ikke i ventesalen), så ville jeg kramme ham ind til mig og møsse ham i hals-pelsen, og snakke sødt (ikke pylret) til ham. Jeg kunne vitterligt mærke, hvordan han bare ville slappe af i mine arme og efter lidt møs på min hals, og masser af nus "det gode sted" i panden på ham, ville han lægge sig afslappet til rette på mit skød og bare nyde, at blive nusset og talt sødt til. Når dyrlægen kom ind, ville han blive lidt opkørt igen og lidt nervøs, men jeg havde sagt til dem derinde, at de bare skal ignorere ham og ikke henvende sig til ham, da det gør det værre. Så efter at dyrlægen snakkede til mig og ikke ham, og han registrerede dette, ville han slappe af igen. Og så fik jeg lov til selv at bedøve ham, meget mindre stress end når en fremmed skulle gøre. Han kunne faktisk ikke mærke det, fordi jeg hev ud i huden ligesom jeg nev ham, men ikke hårdt overhovedet og det gjorde ikke ondt. Han ville højst fnyse, fordi han blev irriteret. Men altså, de første par gange rystede han bare og var mega angst, så selvom en sygeplejerske forsøgte at bilde mig ind at jeg forstærkede hans frygt, så ignorerede jeg "de kloge råd" og gjorde det, som virkede. Nemlig at sidde på mit skød og blive krammet, nusset og passet på - så kunne alle lydene og lugtene og det væmmelige stikkeri bare komme an.

Du og jeg, Taiki. Du og jeg.

Neurologen siger, det er meget typisk. Fordi hjernen har vokset og det først er nu, arvævet er begyndt at "hive" og være til besvær, fremfor da han var mindre. Og så er det ikke til at sige, hvad der lige har udløst at det var nu og ikke for ½ år siden, men altså, det er ikke atypisk sagde hun.

Blodprøverne sagde nej til kaliumbromid, det var nemlig også noget jeg undersøgte. Det har været lidt on/off med anfaldene - men er faktisk først blevet bedre efter at jeg begyndte at tage mange hensyn, især på morgenturen hvor han har været særlig udsat.

Medicinen er langsomt ved at forsvinde ud af kroppen og jeg tager alle de hensyn jeg kan. Vi undgår alle andre hunde end vennerne - i en grad, hvor jeg laver en uvending hvis der kommer en fremmed imod os på stien. Han kan, nogle gange, godt passere uden at hidse sig op, men jeg tager ingen chancer. Særligt på morgenturen, hvor han er ekstra udsat fordi han lige er vågnet - der sker ingenting på denne tur, udover at han får tisset, pøllet og snuset til den store guldmedalje. Indtil videre ingen anfald af nogen art. Til gengæld begynder dele af hans "gamle" personlighed at vise sig igen. Han er ved at blive min dejlige Taiki igen. I går stjal han for første gang siden det hele begyndte, min vante, og stak af med den ... Normalt et irritationsmoment, at han er så fræk, men i går fik det mig til næsten at græde af glæde og rørelse - så ved man, at han er "på vej tilbage" ud af medicintågerne (nu, hvor han er taget af medicinen, lægger jeg mærke til alle de små ting, jeg ikke så før, at der manglede. Alle hans små finurligheder). Han får beroligende blomstermedicin i sit vand, og jeg er langsomt ved at tage ham over på rå-fodring. I første omgang "bare" med kød fra slagteren - på mandag skal jeg til Hedvigs Hundecenter og snakke med dem, opdrætter siger at de er super dygtige og har også en dyrlæge tilknyttet ift. kosten.

Jeg går ind for, at der skal være en balance i tingene, men kan ikke dy mig. Hvad vægter man højest: En hund der lever længst mulig tid, på bekostning af at man begrænser ting den holder af, fordi det slider. Eller en hund, der ikke lever helt så længe som en første hund, men som til gengæld giver den max gas med de ting, den holder af. Jeg tror ikke, det er sort eller hvidt. Jeg tror, de fleste hundeejere befinder sig et sted midt imellem, hvor de laver en vurdering af, hvor meget hunden kan lide aktiviteten og hvorvidt aktiviteten kan erstattes af noget andet og lignende, der er mindre belastende - over for, hvor belastende og monotont /opslidende aktiviteten er.

Hvad hunden husker eller ikke. Om den tror den er årsag eller ikke. Er det ikke rart at "vågne op" til det kaos, Birgitta beskriver. Så i mine øjne, har I begge to ret - og beder om, at diskussionen stopper her.

Det er sødt af dig. Problemet er, at det med al sandsynlighed ikke er medicinen, der påvirker hans adfærd, men årsagen til epilepsien. Neurologen mener, at episoderne med ændret adfærd, er "petit mal", dvs. et lille anfald. Hvilket også er mit eget gæt. Det minder nemlig uhyggeligt meget om det, der sker hos nogle mennesker, når de har et petit mal, hvor de pludselig bare er udadreagerende og sære, og slet ikke dem selv - men ikke besvimer eller kramper. Derfor er der ikke lukket helt ned for medicinen endnu - men jeg er nødt til at finde ud af, om det er medicin eller epilepsi, der giver ham disse anfald. Jeg håber, det er medicinen. Hvis ikke, har selv store doser af det mest virksomme epilepsimedicin ikke kunne fjerne hans anfald af petit mal... Derfor fjerner jeg medicinen nu. Det medicin han får, er i øvrigt det du anbefalede tidligere. Fordi Pheno var noget mega lort, der gjorde ham til zombie. Det som lidt er problemet, er at der er risiko for at anfaldene stammer fra arvæv i hjernen, efter at han som hvalp /ung var syg meget meget høj feber. Måske uopdaget meningitis. Han fik drop og feberstillende medicin, samt en stor dosis antibiotika dengang, men havde ikke de almindelige symptomer på meningitis. Neurologen har gennemlæst hans dagbog/"journal" som jeg har holdt hele hans liv, hver gang han var syg eller der skete noget ekstraordinært (dårlig mave, hoste, opkast). Og snakkede med vores dav. dyrlæge og indhentede journal, for at undersøge denne "episode" der skete, da Taiki var ung /stor hvalp. Neurologen undersøger noget ang. medicin og vil vende tilbage i morgen. Men jeg har sagt, at jeg er tøvende. Problemet er også alle de blodprøver. Taiki er så angst hver gang, og skal bedøves hver gang. Det er også selve forløbet, som jeg er tvivlende over for nu. Jeg gik en tur alene, og græd og græd. Han skulle ikke mærke, hvor ked af det jeg var. Nu kan jeg være stærk igen, men jeg er samtidig også meget fokuseret på, at Taiki ikke skal strækkes igennem en masse lort. Jeg er ikke helt sikker på, hvor grænsen præcis går, men det må jeg mærke efter i mig selv - med mit kendskab til Taiki. Jeg burde virkelig ikke, men jeg bestilte en pizza og han fik altså alle skorperne.

Jeg har snakket med min opdrætter og er egentlig lidt landet dér, at nu har jeg prøvet konventionel medicin og behandling, og det er jeg nødt til at stoppe nu af hensyn til Taiki. Hver gang han skal have taget blodprøve når medicinen reguleres, skal han bedøves og jeg må bære ham ind, fordi han er så angst osv. - det kan jeg ikke byde ham mere. Min opdrætter er meget inde i det alternative og selvom jeg er meget, meget skeptisk anlagt, giver jeg det alligevel en chance. Med råfodring, lidt Bach blomstermedicin som giver ham mere ro på og den slags (ikke en masse sær medicin).

Jeg er så ødelagt lige nu, mit hjerte er ved at falde fra hinanden langsomt, så jeg copy paster bare den e-mail, jeg har sendt til min familie, min eks og min opdrætter. Kære alle, jeg skriver til jer med tungt hjerte, fordi jeg ønsker fuld åbenhed omkring de tanker, jeg tumler med for tiden, angående Taiki. Situationen lige nu er den, at anfaldene er under kontrol vha. medicin og den nyeste medicin har forbedret hans balance, han er mindre svimmel og har mere overskud/er mindre træt. Men den ene ting, jeg havde mest brug for at den afhjalp, har den ikke haft en effekt på... Efter det første store anfald og de efterfølgende mindre, har Taiki haft episoder, hvor han har været aggressiv over for mig. En enkelt gang lige efter et anfald, hvor det klart var min egen fejl, da jeg ved at man skal holde afstand mens hunden kommer til sig selv - denne episode, regner jeg ikke med i dét, jeg nu beskriver. Det har i situationerne som jeg refererer til stået klart, at Taiki som jeg kender ham, ikke har "været hjemme" i sit sind. Han kunne ikke genkende mig og anså mig som noget faretruende, eller noget han var bange for. Måden han i disse situationer knurrede af mig på, lod mig forstå med al tydelighed, at der ikke var tale om gak og løjer, eller bisserier (han kan jo godt være lidt en bisse nogle gange, og det har jeg jo ikke noget problem med; faktisk synes jeg, at han er lidt sjov og sød, når han er en værre rod og jeg ved jo, hvordan det skal tackles). Han har bidt mig tre gange nu. Én gang om natten, hvor jeg vågnede ved at han stod ved fodenden af min gamle sovesofa og knurrede af mig, og da jeg vendte mig om for at se, hvad der foregik, bed han mig meget hårdt i foden, så der gik hul på sengetæppet. Lige bagefter blev han pivende, og jeg tog ham op i sengen og puttede med ham, fordi han tydeligvis var meget forvirret - og det var jeg også, men det gik over så snart jeg aede ham og snakkede sødt til ham. Anden gang var jeg lige kommet ind ad døren, men i stedet for at komme mig i møde med glæde som vanligt, knurrede han af mig og ville ikke lade mig rykke væk fra indgangspartiet af min lejlighed. Jeg stod helt stille og turde ikke rykke mig, men da jeg tabte min cykelhjelm, bed han mig hårdt i benet - dog der, hvor mine langskaftede støvler sidder, så jeg mærkede det ikke så meget og tandmærkerne var små. Jeg måtte tage fat i hans nakkeskind for at hive ham af og skældte ham ud (jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre). Han gik væk mens han gøede af mig og lagde sig under spisebordet, hvor han bare kiggede på mig og knurrede lidt, hvis jeg kom for tæt på. Efter 10 minutter faldt han i søvn, og da han vågnede igen var han atter "sig selv" - som om intet var hændt. Den sidste gang, som er årsagen til denne e-mail, var i går aftes på vores aftentur. Det bliver meget detaljeret, da jeg har brug for at få det hele med. Vi havde taget os god tid, havde også siddet og kigget på køer på "vores" bænk og haft en dejlig aften. På vej hjem vender han sig pludselig om imod mig og begynder at knurre på den der måde, hvor jeg ved at det ikke er for sjov. Pelsen og halen stritter, og hans er nedsunket i sine skuldre ligesom en kat på spring. Jeg står bare helt stille, og gør ikke noget, og føler egentlig at situationen er under kontrol - han skal jo bare have tid. Og så kan jeg høre, at der nogle hundrede meter bag mig, kommer nogle børn imod os. Jeg blev simpelthen så bange. Jeg blev bange for, hvad Taiki ville gøre, hvis der kom nogle fremmede børn gående på stien imod ham/os. Men efter få sekunder, hvor jeg overvejede hvad jeg skulle stille op, rystede Taiki på sit hoved og begyndte i stedet at gø af mig meget insisterende, nærmest som om der var gået "hak i pladen". Det har han gjort før (efter de første epilepsi-anfald), så jeg kastede nogle godbidder, hvilket fik distraheret ham. Også mens børnene gik forbi. Taiki kom hen efter at have fundet godbidderne og næseduttede mit ben, så jeg satte mig på hug som jeg har gjort mange gange før, og han nuslede mig på halsen ved øret og gav shiba-møssere, og var sig selv igen. Jeg var ved at finde nye godbidder i lommen mens jeg roste ham, da han pludselig - uden varsel - bed sig fast i min arm. Jeg havde tyk dynejakke på og en trøje indenunder, men det gjorde stadig meget ondt. Da jeg råber "Av!" giver han slip og kigger på mig med det blik, hvor jeg kan se, at "Taiki er ikke hjemme". Så ryster han sin krop en enkelt gang og går videre som om intet er hændt. Som var det en helt almindelig tur og der ikke lige var sket noget. Jeg er lidt chokeret, så vi går bare hjem og jeg ved ikke hvad jeg skal tænke eller tro. Så opdager jeg, at der er fjer ud over hele mit gulv. Da jeg tjekker mit jakkeærme, er det flået op pga. hans tænder to steder. Ligesom at jeg har fået et blåt mærke på armen hvor han bed. Disse to ting sammenlagt - havde jeg ikke haft dynejakke på, havde det kostet mig en tur på skadestuen. Det var ikke en markering, det var ikke et uheld. Han bed mig ikke for sjov. Og det er her, at det slår mig - børnene. Angsten jeg følte, da jeg hørte dem komme gående imod os. Samt hvor pludseligt han bed mig, da jeg troede at situationen var afvæbnet. Jeg er lige nu et sted, hvor Taiki ikke må komme i nærheden af andre dyr eller nogen fremmede mennesker overhovedet. Hvor jeg ikke tør lade ham blive passet hverken på Nørrebro eller i mit eget hjem, fordi jeg ikke vil risikere, at han bliver aggressiv over for andre. Og hvor jeg rent faktisk selv har været bange for ham nogle gange, fordi det er som om at min hund forsvinder og ikke er til stede, og der i stedet er en farlig, aggressiv hund. Ikke min dejlige Taiki... Jeg har taget den beslutning, at fjerne al medicin nu. I det tilfælde, at det er medicinen, der er årsagen til disse episoder. Jeg har ringet ind til hospitalet og neurologen, som følger os, ringer tilbage i eftermiddag, hvor jeg vil diskutere situationen med hende. Jeg tager ingen overilede beslutninger. Det er ikke fordi jeg har travlt, og jeg går jo hjemme og skriver på min bachelor, så jeg er jo meget fleksibel og tager alle hensyn til Taiki. Men jeg er nødt til at tænke mig rigtig grundigt om nu. For jeg elsker min Taiki over alt i hele verden og 99% af tiden er han min dejlige, sjove, skøre, charmerende, elskelige lille vuf. Mit pelsbarn, min bedste ven. Men den ene % der har vist sig, siden han begyndte at få epileptiske anfald, er så problematisk. Og jeg er nødt til at sætte alle sejl ind på, at få det til at gå væk, sammen med anfaldene... For ellers kan jeg ikke forsvare, at lade ham forlade mit hjem, hvor han kan møde andre hunde, mennesker og børn. Og det er ikke et liv, han ville trives med. Jeg vil gerne snakke med jer alle omkring situationen. Men som sagt, har jeg ikke travlt og forhaster mig ikke. Så jeg skal nok snakke med jer alle sammen, når jeg ved noget mere og lige har samlet tankerne. Lige nu og her, har jeg nok bare brug for lidt fred og ro, til at nusse om Taiki og forsøge at samle mig lidt. For det er meget svært for mig. Jeg er meget ked af det, men jeg sørger for at få den støtte og trøst, jeg har brug for - og mange møs og krammere fra Taiki. Kærlig hilsen Louise.

Altså, vi er slet ikke der, hvor jeg synes det er for meget... Men pludselig forstår jeg dem, der siger "stop", selvom der stadigvæk er ting at prøve af, fordi de bare ikke magter at se hunden hevet igennem mere. Førhen gik jeg ind for, at var der stadig en mulighed, burde man afprøve den, med mindre hunden havde mange smerter osv. Og nu forstår jeg meget bedre, at selvom der ikke er smerter, så kan vejen til MÅSKE helbredelse være værre end selve sygdommen... Han sover meget af tiden nu, og jeg har opdaget at noget Bach Blomsterdråber tager toppen af hans bisse-anfald. Faktisk kan jeg gøre det, at jeg "tvinger" ham ned at ligge på siden, og når han så ligger dér og er skide sur, fordi han ikke finder sig i noget pis fra nogen, kan jeg give ham ledmassage og trykke/ae lidt mellem øjnene og ørerne, og så falder han helt ned og helt til ro, og falder i søvn sådan. Jeg forstår ikke helt hvorfor det har en effekt, eller hvad det lige er som kortslutter i hans hjerne - men det er åbenbart lidt "tvangs-nus /kærlighed" der skal til, og det kan han så få. Han orker ikke de lange ture, så i stedet går vi 4-5 gange om dagen i korte intervaller. Nogle dage vil han kun ud 2-3 gange, men så får han snor på ud af havedøren og dét nyder han. i Han orker ikke offentlig transport eller ture, så nu er alle ture aflyste inkl. til træning, med mindre han skal passes af eks'en (hvor han kan slappe af, sove og hvile efter transportturen) eller vi er ved min mor i lang tid, hvor han også kan sove og slappe af. Vi ligger og krammer hver nat. Det kan godt skræmme mig, at han søger mig så meget. Det viser mig, at han er ved siden af sig selv og har brug for den ekstra tryghed. Jeg har ikke noget socialt liv. Jeg ses med min eksamens-makker i kortere intervaller, resten ordner vi over Skype. Jeg forlader mit hjem for at handle, eller tage til lægen (min egen). Jeg sagde nej til et job, der kunne give mig en solid økonomi, for så skulle jeg være væk fra ham 6 timer om dagen, 3 dage om ugen. Alting drejer sig om ham lige nu. Sådan er det nødt til at være. Det er hårdt, men det ville være hårdere ikke at gøre det. Når jeg er sammen med ham og han sover, og jeg kan se han ikke har kramper eller ubehag, og vi kan nøfle lidt sammen, så har jeg ro inden i. Jeg elsker ham bare for meget.

De ville lige give medicinen lidt mere chance, så vi har en tid på onsdag den 15., hvor der skal tages blodprøver osv. Så skal han endnu en gang bedøves. Det her forløb er mega sucky, for han er IKKE glad for det. Men han KAN ikke få taget prøve ellers. Hader at det her sker. At han skal trækkes igennem det her shit. Og det er pisse hårdt for mig også, for at sige det lige ud. I det mindste er eks'en kommet hjem fra udlandet, og har lige en eksamen, men jeg håber at han i slutningen af måneden kan tage Taiki en aften eller to, så jeg lige kan få koblet lidt af. Med syg hund og eksamener, jeg synes godt nok det holder hårdt. Alligevel er min største bekymring, at Taiki bliver udsat for så meget.