Jane

Min forståelse for hunde har jeg hjemmefra, hvor jeg er vokset op med hunde og har fået ind med modermælken, at alt liv, er noget man har respekt for og at alt liv er lige meget værd. Og selvfølgelig er noget man behandler ordentlig. Min første hund, som jeg fik som voksen var i 1998. Her fik jeg til træning de to mest fantastiske trænere. Kun en gang siden, har jeg mødt en træner, der kunne leve op til de to. Det var da jeg gik til klikkertræning med Victor. Jeg har læst flere bøger, som Hallgren, Lone Greva, Turid Rugaas, Abrantes, Irene Jarnved og flere som jeg ikke huske navene på. Jeg læste også hundelytteren, men hendes måde, at have hund på, lå langt fra min måde, at have hund på. Jeg har lært meget herinde. Jeg bruger meget min sunde fornuft og min mavefornemmelse, føles det rigtig, så kan det ikke gå helt galt. Jeg glæder mig til, at lære mere og blive klogere. Tror aldrig jeg bliver færdiguddannet, som hundeejer.

PBC nu tror jeg ikke at når man ser Zaks video med schæferen, kun skal tænke om det er noget man selv kan bruge i træningen. Jeg har oplevet den hund der kommer farende ind på træningspladsen, med en hundeejer råbende og skrigende i den anden ende af snoren, der forgæves forsøger at standse sin hund, men hvor hunden intet hører og trækker sin ejer rundt i "manegen" som det passer den. Med en hund hvor det er svær, at få kontakt med, hvilket kræves for at der kan samarbejdes, kan det være nødvendig, at tænke ud af boksen. Jeg kunne godt forestille mig, at hundeejeren og hendes hund, ville have haft glæde af Zaks metode.

Mine ser fint i mørke. Oppe i sommerhuset, hvor det er sort som graven, om aftenen på denne årstid, finder de fint rundt, jeg må have pandelampen tændt for at kunne se noget. De er som flere af jer andre skriver, mere opmærksomme i mørke.

Jeg er lidt i tvivl om hvad i mener med kontakt. Men jeg har det sådan, at skal jeg indlære mine hunde en ny øvelse, så kræver det at vi har en god kontakt mellem os. Ja faktisk også hvis det er en kendt øvelse. Syntes ligesom ikke det er nemt, hvis vi er på vej i hver sin retning i verdensrummet og der ingen conektion er. Kontakt er noget hunden selv skal tibyde. Det kan kræve, at jeg motivere den til at give kontakt. Men det må aldrig være et tvang for hunden.

Ingen tvivl om hvem jeg foretrækker af de to omtalte personer. På klippet har hunden det sjovt, modsat når man ser klip med CM da ser jeg trykkede hunde. Men noget der ofte har undret mig, når jeg har set hundeprogrammer især fra USA, er hvor lidt kontakt folk har med deres hunde. Hundene ikke bare trækker i snoren, personen i den anden ende flyver/løber efter hunden, for at kunne følge med. Det kan ikke være en særlig god tur, for hverken hund eller menneske.

Vi bor i byen, dog tæt på eng,å og skov. Der går vi ofte ned på vores ture. Et pragtfuld sted,hvor der er muligheder for at gå lange ture og der er mange forskellige ruter man kan vælge at gå. De fleste lader hundene gå løs på engene og folk har godt styr på deres hunde. De fleste af os der kommer der kender hinanden. Det gør det noget nemmere, at vide hvem man kan lade sine hunde hilse på. Går jeg på villavejene, møder jeg for størsteparten kun folk med hunde i snor. Jeg har i de ca 15 år vi har boet her, kun oplevet en gang, at vi mødte en stor gal DB som var læs og som ejeren ikke havde kontrol over. Vi har sommerhus, der ligger helt for sig selv, kun omgivet af eng og strand. Der oplever jeg hellere ikke de store problemer med andre hunde. Kigger dog lige en ekstra gang, om man nu har set rigtig, når man kommer ind og der render 4 små skotter rundt inde i sommerhuset. Så syntes generelt, at folk har styr på deres hunde, om vi er i byen eller på landet. De mest uopdragne hunde og hundeejere , syntes jeg man finder i nogle hundeskove.

Jeg tror du er inde på noget rigtig der. Jeg tror næppe nogen af os, ville kunne holde os i op til 24 timer, hvis vi trængte.

Det plejer jeg også. Mit spørgsmål gik på hvor længe en hund kan holde sig? På et eller andet tidspunkt må den blive så trængende, at den ikke kan holde sig længere. Jeg har hørt om hunde, der har holdt sig næsten et døgn f.eks nytårsaften. En hund vi havde i min barndom kunne nemt holde sig, når det regnede. Sagde vi at der var en mis, så strøg hun ud i haven og blev på den måde narret til at blive luftet.

Jeg faldt i søvn på sofaen i går aftes og vågnede først kl. 2 nat. Hundene kiggede på mig, som var jeg åndsvag, da jeg ville lufte dem til nat. De gad ikke ud og jeg var nem at overtale til at vi sprang natturen over. De havde sidst været ude kl. ca 18.30. Vi sov til kl. 7.30 og var afsted på morgenturen ved 8 tiden. Så er det jeg er kommet til at tænke på hvor længe en hund kan holde sig? Jeg ved med mig selv at hvis jeg trænger og ikke lige er i nærheden af et toilet, ja så er det en lettelse, når jeg endelig kan komme på en. Jeg kan hellere ikke sove hvis jeg skal, men hundene de sov som de plejer.

Nu ved jeg ikke om det også gælder hanhunde. Oskar blev kastreret da han var 4 år og han producere meget underuld. Er jeg ikke flittig med børsten, filtre pelsen.

Det gør mig ondt med din hund. prøv, at skriv en pb til admin.

Jeg husker godt hvor forfærdelig tanken var om, at jeg en dag ville miste Andersen. Nu er det snart 7 år siden, at han døde og det var forfærdelig og jeg savner ham stadig, når jeg tænker på ham. Andersen var en blanding af 4 racer. Lab, Golden, irsk setter og schæfer. En rigtig rundkørsel. Han var en enmandshund, han og jeg var meget tæt knyttet sammen. Han var klog og havde han en gang fået at vide, at det måtte han ikke, så gjorde han det aldrig igen. Han kunne gå løs alle steder. Om søndagen når vi hentede rundstykker hos bageren, lagde Andersen sig udenfor og han værdigede ikke andre et blik. Han ville have lagt der og ventet på mig hele dagen, hvis det skulle være. Han forstod næsten alt man sagde til ham. Han var bidt af en gal bold og han hadede andre intakte hanhunde. Jeg elskede ham så højt, at det nogle gange næsten gjorde ondt. Vi kunne se ind i hinandens sjæle. Han blev kun 9 år. Den 5. November 2007 blev han aflivet. Alle der har kendt ham, snakker stadig om hvor speciel og fantastisk en hund han var. Han gjorde indtryk på mange mennesker.

Følelser er altid svær at sætte ord på. Jeg kan hellere ikke med ord forklare, hvad det er der gjorde Andersen til noget helt speciel. Det var bare en stærk følelse af samhørighed.

Victor er også tæt på. Jeg ved ikke om jeg igen kommer til at opleve det. Men er glad for at jeg har oplevet det.

jeg elsker også de to baryler jeg har nu lige så højt. Men Andersen og jeg forbundet på en måde der var helt unik.

jeg har købt det gennem en veninde, så jeg er ikke klar over hvor hun har det fra. Men jeg skal nok spørge, når jeg ser hende igen.

Sådan havde jeg det med Andersen. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg kunne komme videre med mit liv uden ham. Peter er sagde altid at i hans næste liv ville han være Andersen og bo hos mig. Det var den betingningsløse kærlighed.

Victor har næsten lige haft fødselsdag, så mor her gik amok i Maxizoo. Der blev købt 2 nye spil, tøjdyr, bolde, tyretissemænd. Hundefryseren blev fyldt op med heste og okseknogler.

Kender i det, at have eller have haft en hund, der betyder eller har betydet noget særlig for jer?. Det er ikke fordi man elsker den hund mere end de andre, men man har følelsen af, at man er tæt forbundet på en eller anden måde. Det nærmeste jeg kan komme det, er sin hundesoulmate. Sådan en hund var min Andersen.

Hvil i fred søde cujo. Varme tanker til jer alle. :ae:

Hvorfor vil du bruge menneskemedicin? Hvis Charlie har behov for noget smertelindrende, så bør du kunne få det af din dyrlæge.

En kastration hjælper ikke på adfærdsproblemer overhovedet. Der hvor en kastration har sin berettigelse, er hvis en hanhund er oversexet. Så kort sagt det hjælper kun at kastrere, hvis det er hormonelt. Ja det kan ændre pelsen. Bliver hunde tykke af, at blive neutraliseret. Ja hvis ejer ikke er OB's på problemet. En kastreret hund har ikke mere behov for mad end andre hunde. En kastreret hund kan blive mere doven/rolig. Her er det op til ejeren, at fortsætte med det samme aktivitetsniavu (staves) som før. Så hvis din kastrerede hanhund, ligner noget, der er ved at dø af sult og må slæbe sig gennem gåturen, glem det og giv ham det liv, han altid har haft. Et kærlig spark gør ingen skade, snare tværtimod.

Jeg ved at hvis jeg havde en hund med de problemer, som trådstarter beskriver og jeg er enig med dig i, at hun virker til at være en fornuftig hundeejer. Ville jeg forsøge mig med, at involvere kompetence, inden jeg traf en beslutning om aflivning eller ej. Jeg ville aldrig ud fra de oplysninger, som trådstarter har givet, mene at jeg har kompetence til at foreslå en aflivning. Derfor kan det godt være, at det bliver enden på det. Enig med dig i at det ser ud, som en svær nød at knække.

Ja der er mange måder, at takle et problem på. Ingen af os, kan ud fra det vi har læst, vide hvor slem det er. Vi kan danne os et billede af det, inden i vores hoved. Men reelt så ved vi kun, hvad trådstarter har oplyst os om. Og det kan være svær, at give det helt rigtige billede af problemet på skrift. Ninjamor starter med, at råde til at få fat i en erfaren adfærdsbehandler. Ninjamor kommer med nogle råd, som kan være en hjælp. I min verden, tænker hun ud af boksen. Det et det, der er forskellen på almindelige hundeejere som dig og mig og en adfærdsbehandler som Ninjamor. Det et må være op til trådstarter hvor meget tid og penge hun vil bruge.

Til dit første spørgsmål, så er der folk der er mere kompetente end mig, kan jeg se. Så derfor springer jeg til dit sidste spørgsmål. Jeg tror du er gået for hurtig frem. Prøv, at bruge det man kalder baglænskædning. Lær Archie alt det der sker tæt ved dig først. Vil han ikke tage dummien fra jorden, gå tilbage til, hvor han tog den fra hånden. Øg langsom tiden, for hvornår han skal slippe dummien. Det er vigtig, at du her læser din hund og er klar til, at modtage dummien debt splitsekund før, at han slipper den, så det er dig det har styringen med hvornår han slipper. Når han kan det 8 ud af 10 gange, så lægger du dummien på jorden og går frem på samme måde. Næste skridt er at kaste dummien skråt bagud. Fremgangsmåden er den samme, som før. Langsom øges afstanden for hvor langt du kaster dummien. Glem alt om, at Archie, skal sidde, det ene eller andet sted. Han skal først lære, at samle op, aflevere og på dit signal, som du indlære ham. Først når hele apportøvelsen er på plads, kan du lære ham, at han skal på plads eller sætte sig foran dig, inden han skal aflevere. Men bestem dig for enten det ene eller det andet og arbejd, med det du har bestemt. Begge dele forvilder bare hunden. Med nogle hunde er det, at apporterer belønningen i sig selv. Men har du en hund, hvor apportering ikke falder naturlig, kan belønning være godt. Husk her, at timing er vigtig, så hunden ikke smider dummien før tid.