Jane

Min menig er at man kun kastererer sin hanhund, hvis der er flere fordele end ulemper ved det. Jeg har selv to hanhunde, hvor den ene er kastereret og den anden ikke. Problemet med Min hanhund Oskar var, at han i ekstrem grad var styret af sine seksualdrifter. Han har helt sikker fået et bedre hundeliv efter han blev kastereret. Det har givet ham roen til at være HUND hvis man kan bruge det udtryk og dermed mener jeg, at han nu kan koncentrerer sig om det hunde gør, så som at nyde gåturene, dufte, grave, lege, bevare koncentrationen, kontakten til mig m.m. Kort sagt han hviler mere i sig selv. Min anden hanhund Victor ville jeg ikke drømme om at kastererer. Han fungere fint intakt og der er ingen problemer i nogen som helst retning, hvad angår hanhunde kontra tæver. Hellere ikke overfor andre hanhunde. Victor er den der bøjer af. Man skal også huske, at hanhundens selvsikkerhed sidder i kønshormonet testeteron og er en hanhund usikker, så kan det forværes hvis han mister kuglerne. Vi syntes alle vi har verdens bedste hunde. Men det er ikke alle hunde der egner sig til at blive brugt i avlen. Der må man bruge fornuften og kun avle på hunde der er sunde fysisk og mentalt. Og en hund er ikke sund bare fordi den aldrig fejler noget. Der kan ligge sygdom gemt i generne som den kan give videre til sine hvalpe. Så lad dem der har forstand på det avle. Du og dn mor vil alligevel aldrig få en kopi af din hund. Alle hunde er unikke og heldigvis for det.

Godnat turen foregår rundt i kvateret på fortorve og der er gadelamper og hundene er i snor. Morgen og eftermiddagsturen foregår i dagslys. Så jeg har ikke udstyret mine hunde med reflekser og lygter.

Nu handler det vel også om hvor god hanhunden der humper er til at aflæse og respektere den anden hunds signaler. Jeg oplever med mine hunde, at Oskar hvis vi møder en løbsk tæve, så overser han hendes signaler og vil forsøge at humpe hende og han vil blive ved med at forsøge, hvis jeg ikke pillede ham ned. Efter han er blevet kastereret falder han dog hurtig til ro igen, når han får en timeout. En løbsk tæve skal bare sende Victor et surt blik, når han forsøger at snuse hende bagtil og det respektere han og forsøger ikke igen. Han prøver at formilde tæven med dæmpede signaler.

Nu er det ikke andre, der bestemmer hvad mine hunde må. Jeg vil ikke have at mine hunde humper andre hunde. Oskar kan nemt køre op, hvis han først kommer i humpemode, hvilket heldigvis sker sjældent. Men sker det, så får han lige en timeout i snor og det får ham til at falde til ro og efter en tid kan han slippes løs igen. Ellers ville jeg kunne pille ham ned igen og igen. Hvis ejeren af den anden hund siger, at hundene selv skal finde ud af det, så får de svaret, at jeg ikke vil have min hund humper, da det kører ham op. Desvære har jeg mødt hundeejere, der mener at deres hunde skal lære at sige fra. Jeg mener så ikke at en hund der er utilpas og trykket ved, at blive humpet lærer at sige fra, ved gentagende gange at blive udsat for hunde, der overskrider deres grænser. Jeg tror at de enten bliver mere og mere trykket eller også vil de en dag gøre udfald mod den anden hund. Hvis andre hunde forsøger, at humpe Oskar, så bliver den anden hund øjeblikkelig hevet ned, hvis ejeren ikke selv gør det og ejeren får at vide, at hans/hendes hund ikke skal humpe min hund, da jeg ikke kan garantere for følgerne. Det får de fleste til at få fat i deres hund i en fart. Victor er ikke en humper og jeg tilgode at opleve en anden hund forsøge at humpe ham. Nå jo der er forresten Ace , som Victor er forelsket i. (Min lille bøssehund).

Mon ikke damen så havde været glad for, at Therese fjernede Bobo

Hvad ville du have haft politiet skulle gøre? I artiklen står der at hundene gik til angreb.

Prøv og læs indlæg nr 56 igen. Der er ingen der beskylder dig for at lyve.

Syntes måske nok at det er en overdreven reaktion, at ville have lukket en tråd pga af et eneste indlæg, der kan tolkes som en personlig anklage. Selvfølgelig er det ikke rart at blive anklaget for at lyve. Men da det ikke blev sagt direkte, at du lyver, kan det jo være at det ikke var ment, så slemt som du opfatter det. Det skrevne kan nemt misforståes.

Jeg ville aldrig overlade til andre at socialisere mine hvalpe. For mig er det vigtig at hvalpen og jeg sammen opbygger tillid, tryghed, tilhørsforhold og kærlighed. Hvalpen skal erfare, at den kan stole på mig, at jeg er den der redder den ud af en farlig situation og den der skubber lidt på, når det er nødvendig. De bånd der knyttes mellem mig og min hvalp, er så vigtige at de vil have stor indflydelse på hvordan vores forhold vil blive i fremtiden. Det er også mig der kender hvalpen bedst og ved i hvilket tempo den kan klare de påvirkninger den møder bedst. Jeg er af den tro, at Kærlighed, tillid og tryghed er det vigtigste i forholdet mellem hunden og ejeren. Fremmede mennesker, ligemeget hvor velmenende de er og hvor godt de vil gøre det, så kan de efter min mening ikke stå med en flok hvalpe, de ikke kender, uden at der er risiko for at en eller flere hvalpe får overskredet deres grænser.

Nu har mine hunde et rimelig godt indkald, men jeg tror faktisk det er lidt bedre hvis vi ikke er i en indhegning. Måske fordi jeg ubevidst ved at i indhegningen kan der ikke ske så meget som udenfor og derfor er mere obs på dem, når vi går steder der ikke er indhegnet.

både Oskar og Victor har DKK stamtavle.

Skønne, dejlige billeder. En golden skal være beskidt indimellem. Det burde faktisk stå i racebeskrivelsen af dem.

Den eneste gang, at jeg har oplevet at Victor tog en mus, da havde jeg ingen skrubler med det. Egentlig var det Fiona og Oskar der var i gang med at grave, da en lille mus dukkede frem. Fiona fik øje på den, men hun vidste ikke hvad hun skulle stille op med musen, hun tjattede forsigtig til den. Victor kom til og musen fik et ordentlig gok med poten og var død. Men Victor så nu ikke ud som han syntes den smagte godt, da han spiste musen.

Oskar har også den vane, at skal han forbi mig på gåturen, så vælger han altid den side hvor der er mindst plads. Han tror at er der plads til snuden, så er der god plads. Det har kostet flere ture på halen for mig.

Oskar og jeg skal ligge i ske om morgenen inden vi står op. Victor og jeg skal holde i pote/hånd, når vi skal sove. Oskar skal være den første der hopper ind i bilen. Victor brummer, når han vil kæles med. Oskar skal åbne døren for mig til badeværelset, inden jeg skal derind om morgenen. Victor lyder som luftsirenen den 1. onsdag i maj, når han drømmer. Det var et lille udpluk af mine hundes sjove og spøjse vaner.

Jeg kan altid bestikkes, men det koster :slem: og det er ikke billig:mrgreen:

Nå jeg må nok også hellere fortælle hvor godt eller skidt mine hundes indkald er. Oskars er vel ca. 95% . Han kan ikke gå løs hvor der er biler, da han godt nok ikke render efter dem, men render ud til dem, da han er overbevidst om at dem i bilen vil hilse. Hvilket ikke er for smart. Oskar er også den, der godt nok stopper op, når jeg kalder, men han skal lige glo færdig inden han kommer. Victor har et indkald på 99% . Han er ikke god til at komme, når vi møder hunde og mennesker han kender. Møder vi vildt, så er det ligesom med Therrese. De kommer men der skal kaldes lidt mere bestemt. Og Oskar har svær ved ikke at jagte naboens kat. Hvis han får mulighed for det.

Inspireret af Buddhas tråd om hunde, der altid er i snor. Hvor godt er din hunds indkald? Er der forstyrelser der gør at du ikke kan kalde din hund til dig? Det kan være kat, andre hunde, andre mennesker, vildt, tæver i løbetid, kondiløbere, cykellister, biler m.m. Eller er indkaldet 100 % hver gang? Tager du chancen og lader din hund løbe fri, der hvor risikoen for at møde forstyrelser af den ene eller anden slags er minimal eller er du 100 % lovlydig?

Min gamle hund, ventede altid ved kantstenen og gik først over når han fik lov.

Buddha du er en af de sidste jeg vil tænke om, at dine hunde ikke har et godt liv, når jeg læser med herinde. Jeg syntes tværtimod, at de lader til at have et godt og aktiv liv. Og så er jeg enig med Ninjamors beskrivelse.

Det gode ved RCs satierty er at det mætter bedre end meget af det andet slankefoder. Jeg prøvede også meget andet slankefoder til Oskar, men det var først da jeg af en veterinærsygeplejeske, der også er diætist, blev anbefaldet at prøve med RCs satierty, at Oskar tabte sig. Han blev endda sat lidt op i fodermængde i forhold til noget af det andet slankefoder jeg havde prøvet. Hvor han før havde været kronisk sulten, var han nu så mæt, som det næsten kan lade sig gøre med en madglad retriever som Oskar. I dag får han 2/3 satierty og 1/3 RCs adult til golden og han holder fint vægten.

Helt i orden. Håber du får styr på apporten. Baglænskædning er en rigtig god måde at lære hunden, at apportere. Jeg brugte selv metoden på Victor, hvor jeg gik på et klikkerhold og hvor jeg før ikke kunne se fidusen ved at lære øvelsen bagfra, blev jeg i den grad omvendt.

it it Det ser bare sådan ud, når jeg ser videoen og jeg kan jo ikke vide hvor mange gange du har leget, hvor han ikke skal vente. Jeg kan kun kommentere på det jeg læser og ser. Mit indlæg var ment som en hjælp og ikke en kritik

Glem alt om at det skal være rigtig. På videon ser jeg, at du rækker apporten frem mod Woodoo og nærmest giver ham den i munden. Woodoo ligner ikke en hund med den store motivation for at tage apporten i munden, han har mere fokus på den hånd hvor godbidden kommer fra. Du skriver i dit første indlæg, at du har smidt noget legetøj, som han først måtte hente når der blev sagt værsgod. Jeg tror årsagen til at han ikke gad hente det, er at du hæmmer ham. Prøv istedet at lege med apportgenstanden tæt inde ved dig, kør den hen ad jorden indtil han tager den ros ham lad ham rende lidt rundt med den og få ham stille og rolig hen til dig, hvor du roser ham igen og aer ham. Meningen er at Woodoo skal syntes det er sjovt og du får lidt drift i ham. En større apportgenstand kan også være en hjælp til at han får et bedre greb om den og ikke slipper så hurtig. Når Woodoo forhåbentlig finder ud af at det er sjovt, kan du begynde at stille krav til ham. Men husk at gå langsom frem. Jeg gjorde den fejl at jeg ville at det skulle være perfekt og det tog farten ud af Victor, han apporterede perfekt, men der var ingen glæde ved det. Først da jeg så at sige slap tøjlerne lidt og fokuserede mere på at det skule være sjovt for ham end perfekt, fik han igen glæden ved at apportere. Hunden skal nok lære at gøre det rigtig, når vi bare giver den tid det kræver.

Tillykke med den kommende hvalp. Chianti er mit foreslag til et godt navn.