Jane

Hvor dejlig, så bliver der alligevel en lille Berta Viola. :lol: Svar til hvor træningspladserne er. Dkk, der trænede jeg i Vejrum, Dch ligger på Harrestrupvej, det er ud af Skjernevej og en sidevej lige på den anden side af ringvejen. Drk har træningsplds ude bag ved Skovvang og det er på Herningvej. Det er flere år siden at jeg trænede i Dch, men dengang var det godt og det er det jeg stadig hører. Dkk var også udmærket, men vil man træne mere målrettet mod markprøver, så vil jeg vælge Drk.

Det gør mig ondt, at i nu skal miste Vita og jeg mindes de mange sjove historier, vi er blevet beriget med herinde om Vita og hendes bedrifter. Mange tanker går til jer. Jeg ved hvor svær i har det. :ae:

Jeg bestilte mine snekæder her SummitSport.dk de havde nemlig fået en ny forsyning hjem. Der er udsolgt mange steder.

Ja så har man ligesom et problem.

Jeg bestilte et par snekæder i går, magen til dem som Ninjamor har. Nu håber jeg at de kommer med posten i dag. Jeg er nemlig også en pivskid og det har været en udfordring, at finde steder hvor man kan gå, bare så nogenlunde sikker. Her har vi fået sne i går aftes og man kan ikke se isen, det bevirkede at jeg røg på måsen 2 gange på vores morgentur. det er slet ikke nogen fornøjelse, at gå tur med hundene, når man er bange for at falde og man går alt for stiv.

Andersen var min soulmate. Det kan være lidt svær at forklare, hvordan man ved det, det, men det har noget at gøre med den samhørighed man føler og Ascha har beskrevet det meget godt, at man kan læse hinandens tanker. Jeg kunne føle det som var mit hjerte ikke stort nok til at rumme alt den kærlighed, som jeg følte for Andersen. Jeg kunne ikke forestille mig, at han en dag ville dø og slet ikke hvordan jeg skulle kunne komme over det. Det er nu godt og vel 3 år siden, at Andersen døde 9 år gammel og smerten var forfærdelig og det giver stadig et stik i hjertet, når jeg tænker på ham. Men smerten er det hele værd og jeg ville ikke for nogen pris have undværet, at kende ham. :hjerte: Angående det med opdragelse, så har jeg hellere ikke brugt meget tid på det. Andersen forstod det bare. Jeg husker hvordan Andersen sad og ventede på mig, når vi skulle over vejen og først gik over når jeg gav lov. Det var ikke noget vi havde trænet og hvordan han lagde sig ned på græsset udenfor tanken, når jeg var henne efter cigaretter og ventede til jeg kom ud igen og ingen kunne lokke ham væk fra hvor han lå. Jeg møder stadig folk i dag, som har mødt ham og som fortæller mig hvilket indtryk Andersen har gjort på dem. Ja selv min svigermor som ellers ikke bryder sig om hunde, holdt af Andersen og det siger ikke så lidt. Min kærlighed til de to hunde, som jeg har i dag, er lige så stor. Sådan har det ikke altid været og med Oskar har jeg følt dårlig samvittighed over, at jeg ikke elskede ham lige så højt som Andersen. Victor gik ind i mit hjerte med træsko på, lige med det samme. At man ikke elsker sine hunde på samme måde. gør ikke kærligheden større eller mindre til nogle af dem. :hjerte::hjerte::hjerte:

Åh jeg ser først dette indlæg efter mit indlæg. Det gør mig ondt for dig. :ae::ae:

Der er Dch, Dkk og Drk. Jeg gik ved Dkk, da Victor var hvalp og har også gået ved Drk, lige pt træner vi ikke i klub. Jeg vil vide hvem du er, hvis jeg en dag hører en kalde BeeeRRRRtttAAAA VVViiiiioooooolllllaaaaAAA efter en brun lab. :slem:

Jeg syntes det gør ondt at læse, at så mange kan retfærdiggøre mishandling. Jeg er overrasket over at der er så lidt forståelse for hunde.

Tilykke med snarlig hvalp. Laura syntes jeg er sødt. Du kunne også kalde hende Bertha-Viola. Det er ikke et meget brugt navn. :lol:

Jeg har længe syntes, at hunden skulle fjernes. Ja jeg syntes slet ikke, at den skulle have været med på plejehjemmet overhovedet.

Hun har boet på plejehjemmet i ca 1 år.

det er en af de muligheder, som vi har talt om.

Ja men selv om det er en pårørende der fortæller hende, at hun skal af med hunden, er det os personale, der får til opgave, at forklare hvorfor det er sådan. Hun vil ganske simpel ikke kunne forstå, at hun skal af med hunden. En dukke eller tøjbamse kan være godt til mange demente, men ikke i det her tilfælde.

X er den eneste der har hund og det er ikke kun demente beboer der bor der.

X er en dement dame, der har sin lille hund med på plejehjemmet. X forguder sin lille hund. Men problemet er, at hun ikke længere magter at tage sig ordentlig af den. Hun glemmer at gå ture med den eller hun går mange små ture på kun få minutter, da hun glemmer, at hun har været ude med den og hvor længe hun har været ude. X stjæler mad fra de andre beboers tallerkner og gemmer det til hunden og vi finder ulækker mad de mærkligste steder i hendes lejlighed. Vand glemmer hun også at give den og det er os personalet der må sørge for, at den både får vand og mad. Problemet er at hun fjerner vandet igen og da der er travlt, har vi ikke tiden til at holde øje med det hele tiden. Hunden er begyndt at knurre og har også bidt ud efter nogle af personalet. Vi har lavet en handleplan. 2 gange om dagen, går en fra personalet med X ud og lufter hunden. Der bliver en fast rute, der gåes hver dag og vi håber gennem gentagelser, at X efterhånden lære ruten, at kende. Efter aftensmaden og før sengetid opfordres X til at gå en lille tur med hunden. Fodring vil personalet tage sig af. Der er sat en måned af til projektet. Hvis det ikke lykkes, skal hun af med hunden og det blev aftalt allerede, da hun flyttede ind, at når hun ikke længere magtede hunde, skulle hun af med den, da betingelserne for at få den med, var at hun selv kunne tage sig af den. Men hvordan fortæller man lige, at hun ikke kan have hunden mere?

Jeg håber ikke, at der er noget galt med spiserøret, har selv haft en hund der fik problemer med spise røret, så masser af :: til dig og masser af de her :ae::ae::ae::ae:

Jeg tror også, at Oskars fremturen skyldes usikkerhed. Jeg oplever også at når Oskar får en pause, så falder han ned igen og der er ingenting når han hilser igen.

Sandheden kan være ile hørt. Men du har fuldstændig ret. Han har det ikke godt ved at komme i hundeskoven.

Jeg læser ingen steder, at nogle har forsøgt at redde en bidsk hund. Jeg læser hellere ingen steder, at nogle mener det er i orden, at en hund bider en lille pige. jeg mener at du har misforstået alt hvad der er skrevet i denne tråd. Det der er blevet skrevet er en forståelse for, at hunde lige som du og jeg har en grænse. Og mange af de indlæg hvor nogle er blevet bidt, handler netop om, at man har overskredet den grænse. Ansvaret vil altid ligge hos ejeren og ikke hunden. Men da ingen af os er fejlfri, så sker der desvære uheld og det ville da være mere retfærdig, at straffe ejeren end hunden.

Nu har jeg et par gange oplevet, at Oskar kører op når vi har mødt andre hunde. Det er nu snart et år siden, at han blev kastereret, da han stressede vildt meget over tæverne i løbetid. Vi følte selv at det var en god beslutning og efterfølgende fik vi en mere afbalanceret hund. Ja svær at forklare, men han hvilede ligesom mere i sig selv. Oskar har aldrig været den efter, at han blev voksen der gider, at lege med andre hunde, undtagelsen er Victor. Han vil gerne hilse og det er det. Nå lad mig prøve at forklare. Oskar møder en hund og han starter med at hilse, som hunde gør. De snuser til hinanden og alt ser fredelig ud. Men så er det, at jeg kan se på Oskar at han begynder at køre op. Han får en rank holdning, halen i vejret, ørene frem og han læner sig ind over den anden hund og begynder at gø og selv om den anden hund viser tegn på overgivelse, så stopper Oskar ikke. Han er truende i sit sprog, men går aldrig videre til et angreb. Når han så får snoren på, så er der ingenting og når han får snoren af igen efter en tid, hvor jeg kan mærke at han er faldet til ro, er der hellere ingenting og han kan gå fredelig sammen med den hund, som han er kørt op over. Det er mest unghunde der tænder ham og særlig hvis der er mange hunde og det er hanhundene det går ud over. Den ene gang det skete havde vi en hanhund på slæb som hele tiden forsøgte, at humpe Oskar. En anden gang havde vi en hund med på slæb, som hele tiden løb og gøede af Oskar. Kommer til at tænke på at det nok har noget at sige til hans adfærd. Men andre gange kan jeg ikke sige, at der har været noget, som skulle få ham til at reagere som han gør. Men jeg er hellere ikke ekspert i hundesprog og der kan nemt være noget, som jeg har overset. Nogle gange, får man nogle svar, når man får det skrevet ned. Det sker altid i hundeskoven, hvor mange hunde mødes. I hundeskoven vælger Oskar altid når det er muligt, at løbe for sig selv et stykke foran de andre hunde, som løber sammen og leger. Han søger ofte mod udgangen. Jeg har indtil nu altid troet, at det var fordi, at han hellere ville gå gå vores tur udenfor, da han elsker turen ned til åen. Ja det er en rute som vi går næsten daglig og Oskar føler sig snydt, når vi ikke går den rute, når vi er i området. Men nu hælder jeg mere til den teori, at han simpelhen ikke kan lide at komme i hundeskoven, når der er mange hunde derinde. Hans opkørthed, stress eller hvad man vil kalde det, kan vel også skyldes usikkerhed? Tænker om det kan være en måde at skjule usiikerheden på, at han ligesom puster sig op? Heldigvis kommer vi kun sjældent i hundeskoven og det bliver nok endnu mindre herefter. Men det ægre mig på min hunds vegne, at vi igen skal til at døje med opkørthed. Ved ikke hvorfor eller hvad der er gået galt. Men indtil for en måned siden var der intet galt og jeg troede, at alle de problemer vi havde haft var overstået.

ville gerne have været med, men kan desvære ikke den dag.

Jeg ville ikke gå på kompromis. Hvorfor skulle man det, når det er muligt, at få begge dele.

Nå det er vel på tide, at jeg kommer frem med hvad jeg tror, da det er mig der startede denne tråd. Svaret er at jeg ikke ved hvad jeg tror. Jeg er ikke i tvivl om at dyr har følelser, men om de kan føle empati er jeg i tvivl om. Der er mange beretninger man har læst om, hvor dyr har handlet, så det ligner at de har empati. Men om det er det, ved jeg ikke. Men jeg er sikker på, at mange af dem er klar over hvis nogen i deres flok, gruppe, familie er i fare, ellers ville man ikke kunne læse om de gange hvor de uopfordret har reddet liv.

Jeg har ingen billeder af Andersen på denne computer. Dem får i når jeg får lagt dem ind her. Andersen var en blandningshund af 4 racer. labrador, irsk setter, golden retriever og schæfer. I min barndom havde vi hund. Men Andersen var den første hund, hvor jeg stod med hele ansvaret. Andersen vil altid være min soul mate. Han var så speciel, at folk snakker om det endnu, hvor speciel han var og alle der har mødt ham glemmer ham aldrig. Han lærte mig mere om hunde end nogen bog eller hundeklog person kan gøre. At skulle leve et liv uden Andersen, var for mig utænkelig. Vi kunne læse hinandens tanker og vores hjerter bankede i takt. Ja sådan var det. Det er 3 år siden, at Andersen gik bort. Han blev 9 år. Alt hvad han lærte mig, det har Oskar og Victor glæde af i dag. Og mit hjerte rummer lige så meget kærlighed til dem, som til Andersen, for det forunderlige er, at kærligheden er uendelig. Men aldrig helt ens og hver af dem har deres speciele plads i mit hjerte.