Jeg kan anbefale en lille øvelse der hedder 5 hurtige stå og en lang
Du går med din hund, med god kontakt og pænt følge. Linen i højre hånd. Så stopper du midt i et skridt og sætter venstre hånd ned foran hundens næse. I håndfladen har du en godbid, som hunden får samtidig med du siger "ståååå". Når hunden har fået godbidden, går I videre igen. Det gør du 5 gange, hvor det kun er ganske kortvarigt at hunden står.
Den sjette gang gør du det samme, med hånd og godbid, men idet hunden står og er ved at få godbiden drejer du dig så du kommer til at stå foran hunden. Det er nemmest hvis du ikke flytter din hånd for meget. Når I står her giver du hunden 3-5 godbidder efter hinanden. I starten med kort interval. Hvorefter du giver hunden fri, og leger med den.
De 5 hurtige gør at intensiteten ikke er for lav, så hunden er mere på. Selvfølgelig skal det ikke være turbo. Men hunden fanger hurtigt "er det ikke andet end lige at stå stille.... fint nok"
Husk at når I skal gå sammen igen starter du med venstre fod. Og når du stopper med hunden og den skal stå, så gør det midt i et skridt, med højre fod forrest. På den måde kan du bare flytte venstre ben frem og få hunden til at gå med igen. Eller du kan flytte venstre fod op til højre fod, starte med højre og gå fra hunden, når I skal til at øve afstand.