Hej derude
Jeg har en shih tzu på knap 2 år. Hun er meget afhængig af min kæreste og jeg. Hvordan får vi hende mere selvstændig? I dette ligger nemlig også, at vi forventer hun bliver bedre til at være alene, hvis hun bliver mere selvstændig.
Først vil jeg lige fortælle lidt grundlæggende om Bella, derefter vil jeg prøve at give jer lidt oplysninger om en gennemsnitlig dag for Bella.
Det grundlæggende:
Bella er knap 2 år gammel. Hun leger sjældent alene, hun forsøger altid at inddrage min kæreste eller jeg i hendes leg, ved at stå foran eks. Sofaen og pive indtil enten min kæreste eller jeg opgiver, eller hun selv gør. Bella sover (indtil i dag) i vores seng, som hun i øvrigt stort set altid har gjort. Men vi er begyndt at se det som et problem fordi 1) hun klæber til os om natten, så vi selv får en dårlig søvn og 2) vi har læst, at det gør en hund mere afhængig af ejeren. Derfor vil vi gerne have hende ud af sengen, hun har så pebet hele natten.. Men vi gav ikke op, og stak en hånd ned til hende i stedet.
Hun følger os rundt i lejligheden når vi er hjemme (vi er studerende, så vi er meget hjemme, og da hun ikke kan være alene hjemme, så får vi hende passet mens vi er i skole). Vigtig info: Bella var en perfekt hund indtil for et år siden, hun kunne lege selv, hun kunne være alene en hel arbejdsdag og var alt i alt en perfekt hund (hun er stadig sød og rar, vi mangler bare lige det praktiske). Men så kom den første løbetid, som gjorde hende virkelig syg. Hun var syg af løbetiden i ca. 3 måneder, med blod og en “mærkelig” adfærd, altså hun søgte os rigtig meget og alene hjemme blev en by i Rusland. Hun er sidenhen blevet steriliseret.
Bellas hverdag
Vi står op ca. ved 7 tiden, nogle gange lidt før hvis hun skal passes tidligt. Så får hun halvdelen af sin morgenmad på en snusemåtte eller lignende. Så går vi en tur i ca 30-40 minutter, hvor vi har godbidder og en klikker med således der kommer lidt træning. Når vi kommer hjem, får hun resten af sin morgenmad gennem træning. Så er det “mennesketid” dvs. morgenmad og morgenrutiner. Så kører vi hende ud til pasning hvis vi skal i skole, eller også sætter jeg mig ved min computer og læser, her følger Bella med mig rundt (min kæreste er ofte på arbejde fra tidlig morgen). Hun vil også rigtig gerne med mig på toilet. Ved ca. 10-11 tiden er det tid til alene hjemme træning, og for 3-4 uger siden gik det fint med op til 3-4 timer. Nu er vi under en time igen.. Men jeg kender alle teknikker til alene hjemme, så tror ikke vi gør noget forkert, vi tror bare hun er for afhængig af os. Efter træningen ignorerer jeg hende i en 10-15 minutter, og så leger jeg lidt sammen med hende inden jeg skal ind og læse igen (vi begynder fra d.d at lukke døren når vi sidder i andre rum.
ved 15 tiden en ny gåtur af 45-60 min varighed. Så hjem og så holder menneskerne fri resten af dagen. Så der er tid til hygge i sofaen, hvor hun kommer op og lægger sig ved siden af os.
Husk! Jeg søger råd til at gøre min hund mere selvstændig, og teknikker til alene hjemme frabedes, vi kender dem godt. Slow and steady vinder løbet, hvilket vi også har gjort. Vi har brugt over et år på at træne hende op igen.
beklager for det lange skriv, jeg håber der sidder nogle genier derude som har lyst til at læse det hele, og give et råd med på vejen🙏🏼