PBC

Jeg vil godt melde rent ud at efter min mening er hunde efter arbejdslinjer at foretrække i de racer hvor sådanne linjer findes. Jeg tror på at folk som skal arbejde med hunden altid (alt andet lige) vil vægte temperament, samarbejdsevne og sundhed højere end andre kvaliteter. I samme øjeblik man begynder at sætte eksteriøret op som avlsmål vil man ofte kompromisere på de andre. Og krydsninger tror jeg ikke på bliver en mellemting. Ofte bliver kuldet uensartet og ret uforudsigeligt. Der er racer hvor man ikke har denne opdeling - eller hvor den ikke er udtalt og her kan man finde gode hunde, som også udstilles, men der er ikke mange racer/linjer/typer, som udstilles hvor udseendet ikke kompromiserer andre kvaliteter, som efter min mening er langt, langt vigtigere (temperament, samarbejdsevne og sundhed). Desværre. Måske Flatcoated kunne være en god race, men den er som udgangspunkt lidt livligere end Golden og modnes, som Golden, ikke tidligt (som Labrador ofte gør). Jeg ville aldrig turde købe en Golden efter forældre som ikke beviseligt er gode til at arbejde - altså apportere. Og det er den brede definition af apportere jeg mener incl. frit søg med fokus, lidt dirigering (kræver lidt ro i hovedet) og gerne slæb (som også kræver lidt ro). Og hvis jeg så lige må slutte med at sige at det bare er min mening, ikke nødvendigvis den endegyldige sandhed, men det jeg tror er sandt.

Det med aktivitetsniveau er svært. Visse hunde fordeler Deres aktiviteter jævn over dagen og uden - og kører mere i samme gear, kan man sige, mens andre - og det er oftest arbejdshundene, har et veludviklet tænd og sluk gen der gør at de kører i ganske højt gear når de er ude og når de skal arbejde, men i noget lavere - og ofte også lavere end førstnævnte type, når de er inde og skal slappe af. Retrievere er generelt en type jagthund som ikke har et udtalt jagtinstinkt for at "gå på jagt efter levende vildt" Driften hos retrievere handler om at finde og apportere emner (vildt eller andet) og bringe det hjem til føreren. det kræver hunde med stor arbejdsevne, evne til samarbejde, hunde som kan fokusere og konsentrere sig og hunde som kan bevare roen når det er nødvendigt og give fuld skrue når det er nødvendigt. Ikke så mærkeligt at Retrievere er de mest alsidige hunde der findes. Som familiehunde er arbejdshundene perfekte, hvis familien også vil afse tid til at arbejde lidt med hunden, men egentlig ikke mege meget.

Jeg har som sagt fokuseret på kontakt, motivation og samarbejde og derfor trænet ting som Maggie nyder (og jeg nyder) til gengæld er hun ikke god i fvf, lineføring - og hun kan kun gå nogenlunde pænt i snor. Men hun stopper på kommando og bliver. Eneste øvelse jeg for alvor har trænet som ikke umiddelbar er motiverende. Jeg gør dog det konsekvent at når jeg fløjter stop smider jeg en dummy, hvis hun stopper og tager kontakt, som hun så kan få lov at hente som belønning. Stopper hun ikke hurtigt og tager kontakt bliver der ikke kastet noget og jeg hjælper hende roligt tilbage hvor hun skulle have stoppet og roser når hun er der. Hun kommer også på indkald - hver eneste gang indtil nu - og det er ikke fordi jeg ikke har udfordret - og bla. kaldt mens hun legede med andre hvalpe, så det går også fint.

Maggie er nu ca 4 en halv måned gammel. Alt hvad jeg træner har det underliggende formål at skabe kontakt, motivation og samarbejde. Om hun lærer noget konkret, er sådan set underordnet, men man kan jo lige så godt træne noget relevant, når man træner så selvfølgelig lærer hun også noget. Man skal bare huske hvad målet lige nu er. Senere er det jo fint hvis hun også har lært de relevante jagtlige discipliner, men har hun lært at samarbejde og er motiveret går ny indlæring jo glat. Vi var på det jeg kalder et træningspas i går, søndag. Det foregik ved Vindinge å og omgivelser. Først lader jeg Maggie søge i græs, krat osv. indenfor 3-5 m fra mig – så ser man mest dette: Der arbejdes intens på at finde ”noget”. Hun ved ikke rigtig hvad endnu, men indimellem skulle man gerne se at hun holder kontakten. Helst spontant, men ellers skifter jeg retning og i nødstilfælde giver et lille fløjt. Hun roses altid når hun tager kontakt. På billederne er det meget tydeligt, men i virkeligheden er det ofte blot et lille bitte blik ud af øjenkrogen. Man ved kontakten er der hvis hun hurtigt følger med når man skifter retning: Og dette skal der helst ikke være for meget af, for selvom det ser godt ud skal snuden helst holdes på jordfært. Det er dog helt ok hvis det er for at finde mig: Hun finder og bringer da også dummyer som jeg lægger ud uden hun ser det. Ikke nemt at lægge / tabe dummyer uden hun ser det,med en hund der er god til at holde kontakt. Så går turen ned til åen. Der er en del strøm, men Maggie er glad for vand og jeg træner hende egentlig kun i vand nu for at hun har godt af det og for at hun får så meget erfaring med dette element, før det bliver for koldt. Men hun er dygtig og glad for vand – ud det går: Man kan også søge i sivkanten ved åen: Eller man kan bare sidde til pynt…. hele træningspasset tog - 15-20 minutter. Så bliv Maggie tørret med håndklæder og puttet i bilen og vi kørte hjem.

Jeg tror at stort set alle bøger fra 1980'erne og før som handler om træning af tyske stående fuglehunde under afsnittet om apportering beskriver traditionel tvangsapportering. I min Spanielbog fra 1961 af A. P. Nørlund beskrives lystapportering først og tvangsapportering som alternativ metode hvis ikke hunden kan trænes med lystapportering. Jeg har ingen gamle retrieverbøger, men vil tro at man langt tilbage har anbefalet lystapportering som metode.

Citat fra en Clausen bog af Kristian Raunkjær om Kleiner Münsterlænder anno 1983 om indlæring af apport: Sammen med ordet "Apport", presser man kæberne fra hinanden. Hvalpen anbringes sidende mellem benene, for så er den nemmere at holde. Så snart munden er op, stoppes apporteringsemnet ind. her må man endelig sikre sig, at læberne ikke kommer i klemme mellem emnet og tænderne, så det gør ondt, når kæberne presses sammen. Når man er sikker på at der er "rent bid" presses kæberne sammen med et "hold fast". Jeg har læst bunker af bøger og beskrivelser som denne i 70'erne og 80'erne og jo mere tysk præget de var jo værre. Det var ulækkert at læse om jagthundetræning af stående hønsehunde. Der anvendes hårde metoder hele tiden og ikke meget motivation og positiv indlæring. Og jeg tror faktisk at en del af metoderne stadig anvendes af brede kredse af jægere, men især, når det er de tyske fuglehunde der dresseres. Nye metoder er på vej ind også her, men det tager tid. Mange arbejder, som jeg beskrev det tidligere med samme grundelementer, men uden tvang og kalder det stadig tvangsapportering. Jeg tror at jægere, som arbejder med engelske racer langt tidligere ændrede metoder og det er også som om den Engelske hundetrænings tradition er mindre militaristisk end den Tyske. Al den tid jeg har trænet Spaniel (15 år) har man sagt at de skal trænes med positive metoder, men det er bestemt ikke alle der gør det. Måske lige med undtagelse af apporteringstræningen, som lang, langt de fleste, har indset holder bedst til Spaniels med lystapportering som metode. Dog er der som sagt mange der lige anvender mild tvang i momentet med ikke at smide apporten.

Jeg har hjulpet flere jægere med at træne apportering ved: først at tage apporten fra hånden så fra et trin - camping trin og så fra jorden osv. - og selvom hunden gør hver element frivillig efter lidt lokken og med belønning mellem hvert trin, kalder vi metoden tvangsapportering, men det er jo bare et ord, som beskriver en metode. Tidligere stoppede med apporten i munden med tvang om nødvendigt og deraf nok ordet: tvangsapportering. Samme tvang anvendes stadig af mange hvis hunden smider apporten nå den kommer hjem i stedet for at aflevere til hånd - også her tager mange apporten og lemper ind i hundens mund igen - og det kan gøres med større eller mindre anvendelse af tvang..... men metoden kalder de der bruger den - lystapportering. Det er hvad man gør der tæller ikke hvad man kalder det. og anvendelse af tvang og hårde metoder ifbm apporteringstræning bør (som i anden træning) undgås, men for apportering også fordi det ofte fører til problemer som hård mund ol. senere

Jeps og det betragter jeg som dirigerings træning som i min verden er en del af apporteringstræning. Men hvordan man definerer apportering bredt eller deler det op i en række under-discipliner tror jeg ikke er specielt interessant. Vi kan jo kalde det efterskudsarbejde på fugle og småvildt, så er vi nok enige og hvad der er krævende og hvad der går lidt lettere. Og hvor træningstiden bruges.

Det er det bestemt og der skal også nok være jagthundefolk som skiller det op i forskellige discipliner. Når jeg siger jeg går tur med vusserne og stopper op og laver lidt apportering, mener jeg avanceret apportering, hvis jeg har færdigtrænede hunde med. Det er den slags aktivering der giver hundene en masse glæde og lyst til arbejdet - og som gør den rare i hverdagen derhjemme fordi de får brugt krop, næse, hjerne og det hele samtidig. Ud på en markeret dummy kastet i lidt bevoksning og hjem med den kan måske trætte Maggie på 4-5 måneder, men eller er det jo lidt for let.

Det tror jeg nu ikke mange jægere vil give dig ret i, men vi har vist en meget forskellig opfattelse af hvad apportering egentlig er. Oprindelig er det vel jagthundens arbejde med apportering af fugle og småvildt som definerer hvad apportering er? Eller vi skal måske bare sige at apportering ikke er så veldefineret, det kan være mange ting? I min verden omfatter apportering rigtig, rigtig mange ikke trivielle delelementer, hvoraf avanceret dirigering, nok er den mest krævende. Spørg en retrievermand med en 6 år gammel Markprøve mesterskabs vinder hvad han har brugt træningstiden på. Ikke lyst til at aflevere til hånd tror jeg. Det skulle gerne være på plads når hvalpen er 6 måneder senest.

Er det ikke enklere at få en ny hund Nej undskyld, men du kan da sagtens have en profil selvom du ikke har hund

Relevansen for jagthunde er diskutabel. Men fra gammel tid har det været en øvelse som skulle dokumentere at hunden er helt i hånd = helt lydig og man har praktiseret at hunde lægges dæk i lang tid fx mens man træner andre hunde. En del gør stadig meget ud af denne øvelse. Jeg forstår ikke helt hvorfor - udover at det ser godt ud at man kan synes nogen. Det er lidt som det der med at man lader hunden ligge i det åbne bur i bilen... hvorfor pokker lukker man det ikke? Så er hunden sikret mod udefrakommende angreb og ligger formentlig også mere afslappet. Hvad er ideen i at lade buret stå åben? rent show off? Det man reelt har brug for er at kunne dække hunden af mens man ordner dette eller hint, men jeg tror aldrig jeg har haft brug for mere en få minutter. Måske OT, men ikke helt, tror jeg?

Sjovt at læse om apportering hvor fokus er på andre dele af øvelsen end det der fylder 80% af apportering for jægeren. Det basale - direkte ud og direkte hjem og en pæn aflevering (hunden i ro og aflevering til hånd er nok for os). fylder max 20% i min verden. Når først hunden kan dette, begynder det vi forstår ved den egentlige apporteringstræning. Altså den træning som skal få hunden til at lede intenst efter objekter, som den har markeret - eller ikke markeret. Ofte bolde og dummyer som har flyttet sig betragtelig fra nedfaldsstedet (fx ved at man binder en snor i dummyen som trækkes 5-10-15 m væk fra nedfaldsstedet. Dirigeringen ud til blinde objekter - over vand og til højre/venstre eller videre bagud. Der lægges distraktioner ind ved at man kaster en ny dummy når hunden er på vej hjem med en. eller man kaster en bagud, mens hunden leder i et defineret og anvist område osv. Den slags apportering er hjerne og næsearbejde for hunden. Super aktivering. Arbejder I også med den slags apportering? Eller kalder I det noget andet - feltsøg - eller?

Jeg fik steriliseret Sally (FT Springer Spaniel) da hun efter 2 kuld hvalpe med 2 års mellemrum og i en alder af 7 år fik livmoderbetændelse. Hun fik meget dårlig pels efterfølgende og udviklede også saltvandsalergi den efterfølgende sommer. Og der var en direkte sammenhæng kan jeg ikke dokumentere, men jeg tror det. Jeg ville aldrig lade en tæve sterilisere af andre grunde end sundhedsmæssige, incl mentale forstyrrelse i stor omfang. Men jeg har så heller aldrig opfattet løbetid som noget reelt problem, blot en uvelkommen forstyrrelse - især hvis den kommer i jagttiden. Vi havde Norsk Elghund i en årrække - og jeg mener vi et par gange udskød løbetid medicinsk, så løbetid ikke lige faldt i campingferien, uden at det havde bivirkninger vi bemærkede.

Det lyder herligt - og opleves sikkert endnu bedre - også når man ikke tager det som en selvfølge. Jeg vil nok arbejde 3-6 år mere før jeg går på pension og udskyder realiseringen af drømmene lidt endnu. Vi bor i Nyborg og har lige fået et barnebarn i Hammel - og så kommer vi jo fra Vejle, så vi overvejer også om vi skal flytte lidt vestpå igen, når den tid kommer. Indtil da nyder jeg vores hus i Nyborg, hvor der er fin plads til 2-3 hunde, så det er heller ikke så ringe. Luftkasteller kan man jo altid bygge og det er et privilegium vi mennesker har - gad vide hvad hundene kan? Drømme at fasanerne er mange og bliver skudt ned?

Jeg sender mine tanker til jer. Det værste ved disse tråde er, for mig, at jeg altid kommer til at tænke på, og sørge over, de hunde som jeg selv har måttet sige farvel til. Man bliver trist til mode og selvom man selvfølgelig føler med TS, som nyligt har sagt farvel til en kær ven, er det sorgen over ens egne hunde som kommer op gennem halsen og laver grødstemme. Og blanke øjne. Men, har hunden haft et godt liv, hjælper det jo meget på sorgen over at miste.

Selvom man måske er glad for tingene som de er, kan man jo altid drømme om noget andet, noget mere og måske endda noget lidt umuligt - utopisk. Jeg drømmer om at vi flytter lidt udenfor byen. Bare 1-2 km. Bygger et dejligt nyt hus på en sydvestvendt skrånende grund på 2-3 ha - så der er plads til hundeluftning, træning - en smule trækjagt i den bagerste ende - og mulighed for at gå en lille runde på egen jord. Bare 10-20 minutter. i området skal der uden for grunden gerne være mulighed for længere gåture i naturskønne omgivelser. Lige ved huset skal der være lidt terrasser og flise arealer - måske 100 kvm. Og bygget sammen med huset en hundelænge med plads til 4-5 hunde og løbegårde. Hundelængen skal være med varme i gulvet. Let at opdele i forskellige 4-5 kvm boxe - eller færre og større. Der skal være bordplads. Plads til fryser. Vaske og soignertingsplads. Plads til opbevaring af foder. Mange knage til alt muligt udstyr. Tror sådan en hundelænge skal være 5X10 m og med gode nordvendte vinduer og isoleret som resten af huset. Så skal jeg have en ny hvalp (måske egen avl) hver andet år og lave et luksuskuld hvert år. Kun det bedste af det bedste. Sweet dreams:engel:

Sally, min første jagthund. Hun gav mig glæden ved jagten. Det er hundearbejdet som jeg nyder. Alt det andet er staffage, som kan være lidt eller meget. Fint og flot eller ganske enkelt, men at se hundene og arbejde sammen med dem er smukt. Hun var den første og lærte mig meget. en anden oplevelse som hun også gav os var det fantastiske ved at have et kuld hundehvalpe. Det er uendelig mere livsbekræftende end at lave IT programmer - og en dejlig kontrast.

Men igen - man kan godt bruge det til at frasortere hunde som er mentalt ustabile, aggressive eller på anden vis ikke lever op til en rimelig standard. Men, man kan ikke bruge det til at blåstemple hunde til avl, for som du siger, man kan relativt let træne en del af øvelserne. Hvad er bedre?

Det er da i hvert fald et ualmindelig tåbeligt krav til enhver hund incl. en Springer at den ikke må flytte sig når noget uforudset hænder klods op af den, men den skal naturligvis ikke blive rædselsslagen og den skal kunne komme tilbage. En forudsætning for prøvernes værdi er jo naturligvis først og sidst at de er "rigtig lavet" - og kravene/ønsket adfærd er rigtig valgt/beskrevet. Som sagt tror jeg ikke prøverne kan bruges til andet end at sortere den ringeste tredjedel fra. En Broholmer på 2 år som man er bekymret for vil blive skadet af prøven ville jeg under alle omstændigheder udelukke for avl. derfor kan det jo være en fin familie hund for dem der ejer den alligevel.

Jeg vil sige at hvis hvalpe testen er rigtig lavet ifht racen bør den ikke kunne skade hvalpene. En Hovawart skulle jo helst være en rimelig robust og nervefast hund.

Det er en vej frem, hvis man så også konsekvent bruger resultaterne - og ikke træner hundene til testen før man tester. Men det er svært for det er klart at godt socialiserede hunde som er vant til at komme med og opleve nye ting hele tiden, vil klare sådan en test bedre end hvis den bare har boet på landet og ikke møder meget nyt hele tiden i hverdagen. Og avlsmæssigt er det jo kun de arvelige egenskaber man skal kigge efter. Men kunne man sortere den ringeste tredjedel fra var meget opnået.

I hvert fald flot at opdrættere følger op på hvad de laver, så godt man nu kan.

Jeg har set videoen, men er lidt i tvivl om hvad man ønsker at få ud af at meltalteste? Hvad formålet er? Er det for at avle racer i bestemte retninger eller for at frasortere dårligt avlsmateriale eller?

dobbelt indlæg, se næste